Er dansk lov i strid med et internationalt anerkendt frihedsprincip?

En dom som Danmarks Højesteret afsagde sidste år, synes at svare ja.

PRINCIPPET er indbefattet i FNs menneskerettighedskonvention, som Danmark tiltrådte i 1971 og som trådte i kraft i 1976. Det indebærer at man ikke kan straffes mere end én gang for samme lovovertrædelse.

Den afgørelse Danmarks Højesteret har truffet, tyder imidlertid på at man kan straffes to gange for samme forseelse. Det drejer sig om behandlingen af de såkaldte „definitive totalnægtere“, der af samvittighedsgrunde nægter både tvungen militærtjeneste og alternativ tjeneste.

Sagens baggrund

Sagens baggrund er meget gammel. Lige siden Jesus Kristus blev stillet for retten og dømt, og lige siden en af hans mere kendte disciple, den jødiske lovkyndige Paulus fra Tarsus, appellerede sin sag til den tids internationale Højesteret, den romerske kejser, har kristne ned gennem tiden aflagt deres vidnesbyrd i mangen en retssal. De har kæmpet juridisk for deres frihed til at tilbede og tjene Gud i overensstemmelse med deres tro og samvittighed. Derved har de, skønt de selv kun er et mindretal, ofte medvirket til at vigtige frihedsprincipper er blevet hævdet, til gavn for mange, langt ud over deres egen kreds.

Lige siden aposteltiden har der været kristne som har forstået og fastholdt det oprindelige og ægte kristne princip, at kristne „ikke er en del af verden“; de bør udgøre en enhed, uden de forskelle, grænser og stridigheder som opdeler verden uden for den kristne menighed. (Joh. 17:14) Princippet kan måske bedst betegnes som „den kristne neutralitet“.

En konsekvens af dette princip er at kristne nægter at tage parti, både politisk, nationalt og militært. Når staten udskriver dem til militærtjeneste, nægter de at adlyde indkaldelsen, ikke alene fordi hele ånden i soldatens verden er fuldstændig i strid med den kristne ånd, men også fordi de ved at tjene som soldater kunne komme i den situation at de kæmpede mod kristne trosfæller i samme situation på den anden side fronten.

Som det første land i Europa indførte Danmark i 1917 en lov der gjorde det muligt for militærnægtere at udføre en civil tjeneste som erstatning for den militære tjeneste. Dette eksempel er siden blevet fulgt af de fleste demokratier. Det er imidlertid Jehovas vidners overbevisning — og det har ikke mindst de erfaringer de gjorde under den anden verdenskrig i mange lande, bestyrket dem i — at skal de være fuldstændig neutrale som kristne, må de også nægte den civile erstatningstjeneste. De er totalnægtere, og det er de som følge af en fast overbevisning. Den har fået dem til én gang for alle at indtage dette standpunkt. De betegnes juridisk som definitive totalnægtere.

Den aktuelle sag

Den aktuelle sag drejer sig om en ung ingeniør, et af Jehovas vidner. På grund af sin stærke tro på Guds ord nægtede han, som beskrevet i det foregående, både militærtjeneste og alternativ tjeneste.

Ved underretten blev han idømt hæfte. Efter udstået straf blev han atter indkaldt til civilt værnepligtsarbejde. Han fastholdt sin overbevisning og nægtede at møde op. Igen blev han idømt frihedsberøvelse, denne gang fængsel i otte måneder.

Denne dom blev imidlertid appelleret til landsretten på det grundlag at man ikke kan dømme en overtræder to gange for samme forseelse. Landsretten undlod at tage stilling til selve princippet, men ændrede dommen til tre måneders fængsel.

Derefter blev sagen appelleret til Højesteret med påstand om at dommen helt burde bortfalde, idet den første straf måtte være nok. En ny straf ville være i strid med det princip Danmark havde tiltrådt ved at underskrive FNs menneskerettighedskonvention.

Hvad andre har gjort

I sit indlæg ved Højesteret gjorde den unge mands forsvarer opmærksom på at flere lande havde ændret syn på dette spørgsmål. Før i tiden blev disse samvittighedsnægtere blandt Jehovas vidner i mange lande idømt strenge fængselsstraffe.

Ofte skete det på den måde at man indkaldte dem på ny efter udstået straf, hvorefter de igen blev idømt en straf, og sådan fremdeles. Adskillige har på denne måde siddet i fængsel mellem 10 og 20 år.

Men i de fleste lande, især i den vestlige verden, har mange myndighedspersoner efterhånden følt stort ubehag ved sådanne strenge straffe. De har set det urimelige i at sende unge mennesker i fængsel når deres eneste konflikt med loven skyldtes deres tro og samvittighed.

Derfor har mange lande søgt at mildne behandlingen af disse totalnægtere. I Holland, for eksempel, har man valgt slet ikke at dømme samvittighedsnægtere som er indviede Jehovas vidner. I Sverige foretager myndighederne en særskilt undersøgelse i hvert enkelt tilfælde, og på grundlag af undersøgelsen beslutter regeringen så at det pågældende Jehovas vidne ikke skal indkaldes for øjeblikket. Denne fremgangsmåde er blevet fulgt i elleve år, og en ny betænkning som regeringen har udsendt om sagen foreslår at Jehovas vidner fortsat skal være fritaget for indkaldelse.

Der blev også i retten henvist til Den tyske Forbundsrepublik, hvor forfatningsdomstolen i 1968 afsagde en dom som fritog en række Jehovas vidner for at blive straffet anden gang for at være totalnægtere. Denne dom hvilede på princippet ne bis in idem, det vil sige at man ikke må straffe en overtræder mere end én gang for samme forseelse.

I sit indlæg spurgte forsvareren: „Hvordan kan man i Tyskland fri Jehovas vidner efter dette princip, men ikke i Danmark?“

En lov formuleret forkert

Forsvareren gav i retten udtryk for den tanke at det danske folketings medlemmer muligvis ikke havde kendskab til at dette juridiske princip var med i FN-konventionen, som Danmark har undertegnet. Hvis de havde haft kendskab dertil, ville en ændring af værnepligtsloven som blev vedtaget i 1975 og som giver mulighed for at dømme nægtere flere gange, sikkert være blevet formuleret anderledes. Den ville sikkert være blevet formuleret sådan at den tog hensyn til dette gode princip i FNs menneskerettighedskonvention.

Selv om denne lovændring giver mulighed for at samvittighedsnægtere dømmes flere gange, bør den, i betragtning af FN-konventionen, ikke fortolkes sådan, påpegede forsvareren.

Han rejste det spørgsmål om ikke indenrigsministeren, som indkalder totalnægterne to gange, og justitsministeren, som to gange rejser sag mod dem, har det ansvar at sørge for at loven ikke fortolkes i strid med konventionens principper.

Respekt for menneskerettighederne

Et andet forhold blev også trukket frem. Når der i denne tid internationalt rejses krav om at menneskerettighederne bør respekteres, har det betydning at et land som Danmark i dette spørgsmål om samvittighedsnægtere selv lever op til principperne, på linje med lande som Sverige, Holland og Den tyske Forbundsrepublik.

Det blev gjort gældende at spørgsmålet om menneskerettighederne også indbefatter behandlingen af Jehovas vidner. I et respondum som blev fremlagt i retten udtalte professor dr. jur. Erik Siesby fra Københavns Universitet blandt andet: „Behandlingen af militærnægtere og især af personer, der som medlemmerne af Jehovas Vidner er militærnægtere af samvittighedsgrunde, er et emne, der for tiden er genstand for internationale undersøgelser og debat.“

Professor Siesby udtalte videre: „Det er sandsynligt, at den her omhandlede sags udfald vil vække opmærksomhed internationalt, og at dommen vil få betydning som fortolkningsdatum, blandt andet i relation til FN-konventionen om borgerlige og politiske rettigheder.“

Ja, andre lande vil lægge mærke til hvordan totalnægtere behandles i Danmark. Og selv om disse lande har undertegnet FN-konventionen om borgerlige og politiske rettigheder, vil de måske betragte den danske afgørelse som et forbillede for behandlingen af deres egne totalnægtere.

Hvorfor straffer man dem to gange?

Men hvorfor bliver Jehovas vidner i Danmark straffet to gange for den samme overtrædelse?

Forsvareren sagde i retten: „Gentagen strafforfølgning af værnepligtsnægtere, der er motiveret af en religiøs overbevisning, kan rationelt forklares som et udtryk for myndighedernes tvivl om styrken, alvoren og vedholdenheden i denne religiøse overbevisning. Ved påny under fornyet straffetrussel at indkalde et medlem af Jehovas Vidner, der har udstået straf for værnepligtsnægtelsen, udtrykkes håbet om, enten at den udståede straf har fået den straffede til at ændre sin overbevisning, eller at den fornyede straffetrussel vil få ham til at forlade sin overbevisning eller handle i strid dermed. Generalpræventive betragtninger kan ikke føre til at straffe sådanne personer to gange. Den gentagne straf medfører en større forstyrrelse i den straffedes liv end udståelse af den samlede straffetid under eet ville have gjort, og kan opfattes som en utilbørlig mangel på respekt for den overbevisning, der har ført til nægtelse.“

Imidlertid blev det foreholdt retten at Jehovas vidner ikke opgiver deres overbevisning, som er baseret på Guds lov. Det kom blandt andet til udtryk i et brev som den anklagede i denne sag havde skrevet til sin udskrivningskreds endnu mens han afsonede sin første straf. Brevet blev læst op i retten. Der stod: „Jeg skifter ikke standpunkt, om De så idømmer mig flere hundrede års fængsel.“

At den anklagede straffes flere gange, indebærer desuden den ulempe at det griber mere forstyrrende ind i hans tilværelse end en enkelt, samlet straf. Efter at den samlede straf er afsonet, kan han straks genoptage sin normale tilværelse. Men risikoen for flere straffe efter hinanden efterlader ham i konstant uvished og hindrer ham i at aflægge faste planer for fremtiden.

Den hollandske jurist Hein van Wijk, som anses for at være den bedste kender af den retlige behandling af militærnægtere i Europa, sammenligner træffende den praksis at dømme totalnægterne flere gange, med kattens leg med musen.

Afgørelsen

Forsvarerens appeller og ræsonnementer viste sig at være forgæves. Danmarks Højesteret stadfæstede de lavere instansers afgørelser. Den idømte straf blev ikke ophævet.

Desuden bestemte domstolen at fængselsstraffen skulle ændres fra tre måneder til de oprindelige otte måneder! Og det blev pålagt den anklagede at betale alle sagens omkostninger.

Har Højesterets dom gjort det tydeligt at den danske lov krænker et af menneskerettighedskonventionens principper? Krænker afgørelsen også almindelig velanstændighed? Den opfattelse vil upartiske iagttagere få.

[Tekstcitat på side 5]

„Derefter blev sagen appelleret til Højesteret med påstand om at dommen helt burde bortfalde, idet den første straf måtte være nok“

[Tekstcitat på side 6]

„Behandlingen af militærnægtere og især af personer, der som medlemmerne af Jehovas Vidner er militærnægtere af samvittighedsgrunde, er et emne, der for tiden er genstand for internationale undersøgelser og debat.“ — Professor dr. jur. Erik Siesby, Københavns Universitet.

[Tekstcitat på side 7]

„Brevet blev læst op i retten. Der stod: ’Jeg skifter ikke standpunkt, om De så idømmer mig flere hundrede års fængsel.’“