Tysklands A-kraftdilemma

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I DEN TYSKE FORBUNDSREPUBLIK

ATOMKRIG! Tanken alene vækker rædsel! Måske var det kun Hitler-styrkernes hurtige sammenbrud i foråret 1945 der forhindrede at Tyskland fik den tvivlsomme ære at være det første land der blev ramt af atomkrig. Men i dag, over 30 år efter, er landet blevet hjemsøgt af noget der i tyske aviser og blade kaldes en „atomkrig“, ganske vist af en anden art, men dog så alvorlig at den kan få langtrækkende konsekvenser.

Stort set er der kun én ting som alle er enige om, nemlig at „krigen“ drejer sig om den fredelige udnyttelse af kernekraft. Det er altså „en fredelig atomkrig“, om man vil. Men dermed hører enigheden op, og spliden begynder. Er det overhovedet tilrådeligt og nødvendigt at bygge A-kraftværker? Og i bekræftende fald, er sikkerhedskravene til byggeriet da strenge nok? Hvordan skal det radioaktive affald skaffes af vejen? Er det anbefalelsesværdigt at sælge A-kraftværker til andre lande? På hvilke måder kan og bør man forhindre at kendskabet til kernekraften bliver misbrugt af terrorister?

Mennesker kan spalte atomerne, men de har ikke kunnet forhindre at denne mulighed har spaltet enigheden i samfundet og dets styrende regeringer. „Atomkraften spalter landet,“ sagde overskrifterne på forsiden af Die Zeit den 25. februar 1977. Var atomet ligefrem ude på at hævne sig?

At bygge eller ikke bygge?

A-kraftværkernes tilhængere hævder at ekstra energikilder er uundværlige hvis landets industri skal garanteres. De siger at der ikke i dag findes noget alternativ til atomkraften. De siger at der ganske rigtigt er visse farer forbundet med den, men understreger at alle nødvendige forholdsregler er blevet truffet for at gøre risikoen så lille som muligt.

Men nogle ser anderledes på det. Horst-Ludwig Riemer, økonomiministeren i delstaten Nordrhein-Westphalen, siger: „Det gør ikke indtryk på mig at høre den stadig gentagne prognose: Ifølge almindelig gennemsnitsberegning kan der kun forventes ét reaktoruheld hvert 10.000 år. Ingen kan garantere mig for at det ikke vil ske allerede i reaktorens første funktionsår.“ Avisen Süddeutsche Zeitung erklærede sig enig: „I princippet er det sådan at hvis noget kan ske på et eller andet tidspunkt, kan det også ske nu.“

Især er navnene på tre af de over 20 A-kraftværker som i øjeblikket er enten i funktion eller under opførelse, blevet næsten synonyme med antiatombevægelsen — Wyhl, Grohnde og Brokdorf. Dagbladet Hamburger Morgenpost talte om „krigshandlinger“ da det beskrev de voldsomme sammenstød mellem demonstranter og politifolk ved Brokdorf i november 1976. Ugebladet Stern kaldte det for „borgerkrigen i Brokdorf“, og skrev desuden: „Atomkrigen udkæmpes på grønne enge — med konventionelle våben. Dens stråling er ikke dræbende, men rystelserne der udstråler fra de mest brutale slagsmål der har fundet sted siden studenterurolighederne i 1968, er også giftige — giftige for politikerne. De der hårdnakket følger den politik at dunke deres kritikere oven i hovedet i stedet for at lytte til dem, er ved at gøre den demokratiske stat til en politistat.“

Borgerkomiteer der har organiseret sig for at standse yderligere byggerier af A-kraftværker, fremfører at der findes mindre farlige alternativer som kan sikre en tilstrækkelig energiforsyning. De protesterer med slagkraftige slogans som „Hellere aktiv i dag end radioaktiv i morgen“, og „Atomkraft er død-sikker“. De spørger også hvor man med rimelig sikkerhed kan skaffe sig af med atomaffaldet fra disse kraftværker.

I en demokratisk stat har indbyggerne ret til at protestere på fredelig vis. Myndighederne siger at der ikke kan rejses nogen indvending mod borgerkomiteerne som sådan, og indrømmer endda at regeringen har taget sit energiprogram og byggenormerne for A-kraftværkerne op til fornyet overvejelse på grund af de argumenter pressionsgrupperne har fremsat. Men radikale og kriminelle elementer har haft held til at skaffe sig adgang til disse borgerbevægelser og har gjort protestmarcher der skulle være foregået fredeligt, til ophidsede slagsmål. Nogle af lederne i borgerbevægelserne indrømmer selv at der er fare for infiltration af ekstremister, men de kan ikke acceptere at blive sat i bås med terrorister og kriminelle elementer. De kan ikke kræves til regnskab for, siger de, at visse mennesker misbruger protestmarcherne til at fremme deres egne politiske formål; man kan heller ikke forvente at de skal give afkald på deres ret til fredelig protest, blot for at forhindre at protesterne måske bliver misbrugt. Og i øvrigt, hævder de, har politiet i nogle af sammenstødene overreageret og anvendt meget autoritære metoder.

De ledende politikere er uenige om hvordan problemet med protesterne skal løses. „Regeringen er splittet,“ skrev Die Zeit i overskriften til en artikel om dette spørgsmål. Også domstolene er splittede. En domstol havde på et tidspunkt afgjort at opførelsen af en reaktor skulle standses, men ikke engang en måned senere sagde en anden domstol at arbejdet på et andet kraftværk godt kunne fortsætte. De to retssager drejede sig i princippet om de samme spørgsmål. Vesttyskerne står altså stadig med et problem: At bygge eller ikke bygge?

At sælge eller ikke sælge?

I 1975 gik Den tyske Forbundsrepublik ind på at sælge Brasilien otte atomreaktorer, et uranberigelsesværk og et anlæg til genanvendelse af atombrændsel. Salget stødte på stærk modstand hos De forenede Stater. Men trods modstanden fortsatte den vesttyske regering med sine planer og traf endelig afgørelse om salget i april 1977. Det har resulteret i et ret spændt forhold mellem disse to stærke medlemmer af forsvarsalliancen NATO. Hvor paradoksalt at atomkraftens udnyttelse i fredstid skulle komme til at true enheden i en organisation der er oprettet for at forhindre dens mulige misbrug i krigstid!

Terroristtruslen bekæmpes

Endnu en faktor som er kommet i søgelyset er den mulighed at terrorister kunne misbruge atomkraften. I de seneste år har Tyskland haft sin rigelige andel af terrorisme. Der lurer derfor en ubehagelig frygt for at terrorister på en eller anden måde kunne få fingre i et stof der kunne udnyttes til fission, til fremstilling af en atombombe. Dette ville ganske vist være vanskeligt, men på ingen måde umuligt. Hvor langt bør myndighederne kunne gå for at forhindre dette? Bør regeringen have lov til at benytte ulovlige eller ligefrem forfatningsstridige metoder?

At disse spørgsmål er helt relevante, fremgik af nyhedsmeddelelser i marts 1977, som fortalte at en tysk atomforsker ved navn Klaus Traube havde været udsat for ulovlig telefonaflytning fra myndighedernes side. Han var mistænkt for at have forbindelse med terrorister, og af frygt for at terrorister gennem ham skulle få adgang til vigtige oplysninger om atomkraft brød myndighederne deres eget forbud mod aflytning.

Afsløringen af dette satte en kædereaktion i gang, som bragte endnu en foruroligende oplysning frem i lyset. Regeringen indrømmede at man ligeledes havde foretaget ulovlige aflytninger i 1975 og 1976 af private samtaler mellem de nu dømte ledere af Baader-Meinhof-gruppen og deres advokater. Ulrike Meinhof, som begik selvmord under den toårige retssag imod hende, frygtede at hendes samtaler ville blive aflyttet og optaget, og nægtede derfor til tider at tale med sine advokater, men forlangte i stedet at kommunikere skriftligt. Denne begivenhed havde ingen direkte forbindelse med atomproblemet, men det var frygten for terroristers misbrug af kernekraft-oplysninger der bragte den frem i lyset. Den medvirkede sikkert også til at gøre „troværdighedskløften“ mellem regeringen og dens borgere bredere, så det blev sværere at opnå enighed i spørgsmålet om atomkraft.

Ofrene

I tilfælde af krig tælles ofrene som regel i så og så mange tusind eller millioner dræbte, sårede og savnede; en krig uden nogen dødsfald ville være en meget „lille“ krig. I Tyskland er der endnu ingen dødsfald der direkte kan tilskrives „den fredelige atomkrig“, skønt det ikke kan udelukkes at nogen vil blive dens ofre i fremtiden. I Grohnde sloges 20.000 A-kraftmodstandere med 4000 politifolk, og våbnene var knipler, kæder, jernstænger, molotovcocktails, tåregas og vandkanoner. Op mod 300 blev alvorligt såret. Den slags konfrontationer kunne let føre til at nogle mistede livet. En anden form for ulykker, muligvis med dødelig udgang, kunne forekomme hvis der skete et reaktoruheld med radioaktivt udslip, som de protesterende frygter.

På en måde er selv regeringen blevet et offer i denne strid. De øgede spændinger har svækket de demokratiske processer i landet, foruden de internationale alliancer udadtil. De sejre borgerkomiteerne har vundet ved domstolene, og den omtale de har fået, har øget disse pressionsgruppers magt og givet dem mere slagkraft. Mindre end tre måneder efter optøjerne i Grohnde, for eksempel, blev der givet ordre til at byggeriet midlertidigt skulle standses. Dette har givet nogle anledning til at frygte at borgerkomiteerne kunne blive så stærke at de satte sig ud over landets lovlige styre. Hvis det skulle ske, ville der komme til at råde kaos.

Intet under at mange tyskere er bekymrede! De er bange for at deres friheder skal gå tabt og myndighedernes styre bryde sammen. Men de er også bange for atomspredningen, den radioaktive forurening og terroristernes mulige misbrug af A-kraften.

Dette dilemma er blot ét af mange som mennesker flere steder på jorden står over for. Enhver kan se at der må nye løsninger til. Er solenergi en løsning der kan bruges?