Atomtruslen — Er faren omsider drevet over?

„MULIGHEDEN for fred på jorden synes større nu end på noget andet tidspunkt siden Anden Verdenskrig.“ Denne optimistiske bedømmelse fremsatte en nyhedskorrespondent i slutningen af 1980’erne, og han baserede den på de storstilede nedrustningsaftaler og uventede politiske omvæltninger der omsider afsluttede den kolde krig. Men var kernekrigstruslen, der har præget supermagternes forhold til hinanden, også bragt til ende? Var vedvarende fred og sikkerhed virkelig inden for rækkevidde?

Farerne ved spredning af kernevåben

Under den kolde krig, mens man stolede på at terrorbalancen opretholdt freden, blev supermagterne enige om at det store flertal af lande skulle kunne indhente viden om kernekraft til fredelige formål, men ikke til våbenindustri. I 1970 trådte Ikke-spredningsaftalen for Atomvåben i kraft; den blev senere ratificeret af cirka 140 lande. Potentielle kernevåbennationer, for eksempel Argentina, Brasilien, Indien og Israel, har imidlertid nægtet at skrive under.

I 1985 skrev en af de potentielle kernevåbennationer, Nordkorea, under på traktaten. Da landet den 12. marts 1993 trak sin underskrift tilbage, reagerede verden forståeligt nok med bekymring. Det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel skriver: „Meddelelsen om opsigelsen af Ikke-spredningsaftalen for Atomvåben danner præcedens: Der er nu fare for et kernevåbenkapløb, begyndende i Asien, som kunne blive farligere end bombekappestriden mellem supermagterne.“

Nationalismen har skabt nye nationer i et forbavsende tempo, og som følge deraf vil antallet af kernevåbenmagter sandsynligvis stige. (Se rammen.) Journalisten Charles Krauthammer advarer: „At truslen fra Sovjet ikke længere eksisterer, betyder ikke at kernekrigstruslen ikke eksisterer. Den virkelige trussel ligger i spredningen, og den er kun lige begyndt.“

Bomber til salg

De nationer der nærer ambitioner om at blive kernevåbenmagter er ivrige efter at opnå den magt og prestige som disse våben giver. Ét land siges at have købt mindst to kernesprængladninger af Kasakhstan. De officielle oplysninger fra denne tidligere Sovjetrepublik går ud på at sprængladningerne „savnes“.

I oktober 1992 blev nogle mænd arresteret i Frankfurt i Tyskland med 200 gram af det kraftigt radioaktive cæsium; den nævnte mængde er tilstrækkelig til at forurene en hel bys vandforsyning. En uge senere blev syv smuglere fanget i München med 2,2 kilo uran. Afsløringen af to smuglerbander inden for to uger chokerede myndighederne eftersom der på verdensplan kun var blevet rapporteret om fem sådanne sager i hele det foregående år.

Det er uvist om disse personer ville sælge til terrorister eller til regeringer, men der er en stigende fare for kernevåbenterror. Dr. David Lowry fra det europæiske center for spredningsinformation fortæller om faren: „Det eneste en terrorist behøver at gøre er at sende noget beriget uran til undersøgelse hos en anerkendt autoritet, og sige at ’vi har så og så meget, og her er beviset’. Det er ligesom en kidnapper der sender offerets øre.“

Fredelige „tidsindstillede bomber“ og „dødsfælder“

I begyndelsen af 1992 var 420 atomreaktorer i brug til det fredelige formål at producere elektricitet; 76 var under opførelse. Gennem årene har reaktoruheld ført til rapporter om flere sygdomme, aborter og fødselsdefekter. En rapport siger at en serie episoder ved et plutoniumanlæg i Sovjetunionen i 1967 havde forårsaget tre gange så stort et radioaktivt udslip som Tjernobylkatastrofen.

Ulykken i Tjernobyl i Ukraine i april 1986 blev selvfølgelig slået stort op i aviserne. Grigorij Medvedev, der var vicechefingeniør ved Tjernobylværket i 70’erne, forklarer at „den enorme mængde radioaktive stoffer med lang henfaldstid“ der blev slynget ud i atmosfæren, „har en langtidsvirkning som ti Hiroshima-bomber“.

I sin bog Tjernobylskaja khronika nævner Medvedev 11 alvorlige atomreaktoruheld i det tidligere Sovjetunionen i perioden indtil midten af 1980’erne. Han nævner desuden 12 uheld i De Forenede Stater, deriblandt den chokerende ulykke på Tremileøen i 1979. Om dette uheld siger Medvedev: „Det var det første alvorlige slag mod kernekraftenergien, og forestillingen om atomkraftværkernes sikkerhed faldt til jorden hos mange mennesker — men ikke hos alle.“

Det forklarer hvorfor der stadig sker uheld. I løbet af 1992 steg antallet af uheld i Rusland med næsten 20 procent. Efter et af disse, i marts på Sosnovij Bore-kraftværket i Sankt Petersborg, steg strålingsniveauet med 50 procent i det nordøstlige England og nåede op over det dobbelte af det tilladte niveau i Estland og det sydlige Finland. Professor John Urquhart fra universitetet i Newcastle siger: „Jeg kan ikke bevise at stigningen skyldtes Sosnovij Bore — men hvis ikke, hvad skyldtes det så?“

Nogle autoriteter hævder at atomreaktorer af Tjernobyltypen er fejlkonstruerede og ganske enkelt for farlige at have i drift. Alligevel er mere end en halv snes stadig i brug for at de tidligere Sovjetrepublikker kan få dækket deres enorme behov for elektricitet. Nogle reaktoroperatører er endda blevet beskyldt for at slå sikkerhedssystemerne fra for at øge den afgivne effekt. Sådanne beretninger virker skræmmende på lande som Frankrig, hvor atomkraftværker producerer 70 procent af landets elektricitet. Ét „Tjernobyl“ mere, og mange af Frankrigs kraftværker kan blive tvunget til at lukke permanent.

Selv „sikre“ reaktorer bliver tilsyneladende usikre med årene. I begyndelsen af 1993 fandt man under et rutineeftersyn over hundrede revner i stålrørsnettet i reaktoren ved Brunsbüttel, hvor et af Tysklands ældste atomkraftværker ligger. Man har fundet lignende revner i reaktorer i Frankrig og Schweiz. Det første alvorlige uheld på et japansk kernekraftværk fandt sted i 1991, et uheld som værkets alder nok har været medvirkende til. Det lover ikke godt for De Forenede Stater, hvor to tredjedele af produktionsreaktorerne er mere end ti år gamle.

Atomreaktoruheld kan ske hvor som helst og når som helst. Jo flere og jo ældre reaktorer, des større fare. Det er ikke ubegrundet at en avis kaldte dem tidsindstillede bomber og radioaktive dødsfælder.

Hvad med atomaffaldet?

For nylig blev folk forbavsede over at et udflugtssted ved en sø i de franske alper var afspærret og bevogtet af politiet. Avisen The European forklarede: „En rutineundersøgelse der blev sat i gang da en lokal kvinde for to måneder siden døde af berylliumforgiftning, afslørede at det radioaktive niveau var 100 gange højere på dette udflugtssted end i det omkringliggende område.“

Beryllium, der er et meget let metal fremstillet ved forskellige processer, bruges i luftfartsindustrien, og, efter bestråling, i atomkraftværker. Tilsyneladende havde et firma der producerer beryllium brugt udflugtsstedet eller et område i nærheden som dumpningsplads for affald efter den farlige bestrålingsproces. The European skrev: „Selv ubestrålet er berylliumstøv noget af det farligste industriaffald man kender.“

Samtidig siges det at 17.000 containere med radioaktivt affald i en periode på 30 år er blevet dumpet i vandet ud for Novaja Semlja, der i 50’erne blev brugt til atomprøvesprængninger. Ydermere er radioaktive dele af atomundervandsbåde og dele af mindst 12 reaktorer blevet dumpet i denne bekvemme skraldespand.

Uanset om forurening med atomaffald foregår med vilje eller ej, er det farligt. Da en undervandsbåd sank ud for Norges kyst i 1989, advarede Time: „Vraget lækker allerede cæsium-137, en kræftfremkaldende isotop. Indtil nu anser man lækagen for at være for lille til at berøre dyrelivet eller menneskers helbred. Men Komsomolets var også udstyret med to atomtorpedoer med 13 kilo plutonium med en halveringstid på 24.000 år, og det er så giftigt at man kan dø af blot ét stænk af det. Russiske eksperter advarer om at plutoniumet kan løbe ud i vandet og forurene kæmpemæssige områder af havet allerede i 1994.“

Det er selvfølgelig ikke kun Frankrig og Rusland der har problemer med at komme af med atomaffaldet. De Forenede Stater har „bjerge af ’varmt’ affald og ikke noget permanent sted at gøre af det,“ rapporterer Time. Tidsskriftet siger at en million tønder med dræbende stoffer opbevares i midlertidige lagre, med den altid nærværende „fare for spild, tyveri og miljøforurening på grund af fejlbehandling“.

Som for at illustrere denne fare eksploderede en atomaffaldscontainer i april 1993 ved en tidligere våbenfabrik i Tomsk i Sibirien — dette skabte uhyggelige forestillinger om et nyt Tjernobyl.

Det er tydeligt at ethvert råb om fred og sikkerhed, baseret på at atomfaren er drevet over, ikke er velbegrundet. Men fred og sikkerhed er inden for rækkevidde. Hvordan kan vi vide det?

[Ramme på side 4]

ATOMMAGTER

Der er 12, og flere kommer til

ERKLÆREDE eller DE FACTO: De Forenede Stater, England, Frankrig, Hviderusland, Indien, Israel, Kasakhstan, Kina, Pakistan, Rusland, Sydafrika, Ukraine

POTENTIELLE: Algeriet, Argentina, Brasilien, Iran, Irak, Libyen, Nordkorea, Sydkorea, Syrien, Taiwan

[Illustration på side 5]

Selv atomenergi brugt til fredelige formål kan udgøre en trussel

[Kildeangivelse]

I baggrunden: U.S. National Archives photo

[Kildeangivelse på side 2]

Forside: Stockman/​International Stock

[Kildeangivelse på side 3]

U.S. National Archives photo