Nordsøolien på godt og ondt

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I NORGE

HVIS du havde et dejligt hus på en stor grund, og der pludselig blev fundet olie og gas på grunden, hvordan ville du da tage det? Ét er sikkert — du ville blive bedre stillet økonomisk efter et sådant fund. Men måske måtte du også flytte fra dit dejlige hus på grund af den forurening som gas- og olieproduktionen ville føre med sig.

Norge befinder sig på en vis måde i den situation. Da man i 1969 opdagede store forekomster af olie og gas på den norske kontinentalsokkel i Nordsøen, var Norge allerede for et moderne velfærdssamfund at regne. Siden dengang er der gjort flere fund på den norske sokkel, og et af dem, Statfjord-fundet, er det største oliefund der nogen sinde er gjort i havbunden. Produktionen af olie og gas er i fuld gang i den norske del af Nordsøen, og mere boring og øget produktion kan ventes i de kommende år.

I en sådan situation er det forståeligt at mange er ængstelige for de følger en forurening af havet kan få for fiskebankerne og kyststrækningerne langs Nordsøen. Dette har da også ført til et stærkt pres på myndighederne for at få gennemført så strenge sikkerhedsforanstaltninger som overhovedet muligt.

Det hele kom ganske pludseligt

„Oliealderen“ kom temmelig pludseligt til Norge. I 1959 blev der opdaget gas ud for Hollands kyst, og i begyndelsen af 60erne trak Nordsølandene grænser på kontinentalsokkelen efter et midtlinjeprincip. I 1965 blev de første tilladelser givet til boring og udvinding på den norske kontinentalsokkel, og den første boring blev foretaget af Esso-organisationen i 1966.

Hvor stor velstand?

Norge var vel Europas fattigste land ved århundredskiftet, men i 1970 var landet kommet op på niendepladsen blandt verdens nationer, målt i bruttonationalprodukt (BNP) pr. indbygger. Og det var før der i det hele taget var pumpet olie op fra Nordsøen.

Der var flere grunde til denne velstand. Handel og skibsfart spillede en stor rolle (og sørgede for omkring 28 procent af BNP). Siden århundredskiftet havde der også udviklet sig en stærk industri (som stod for yderligere 25 procent af BNP). Landbrug, skovbrug og fiskeri, der engang var de vigtigste indtægtskilder, yder nu sammenlagt kun omkring 6,5 procent af bruttonationalproduktet.

Så var det altså at olien kom ind i det økonomiske billede. Olie- og energiminister Bjartmar Gjerde regner med at produktionen af olie og gas omkring 1980 vil have en årlig værdi på mellem 35 og 40 milliarder norske kroner, og at statens andel af denne indtægt vil ligge på cirka 20 milliarder norske kroner årlig.

I tillid til de kommende olieindtægter har Norge optaget store lån i udlandet. Dette er blevet gjort for at stimulere nationaløkonomien og forhindre at den bliver alt for stærkt påvirket af den internationale depression. Stortinget godkendte for nogle år siden et låneloft på fem milliarder norske kroner. Siden er der blevet optaget lån på gunstige vilkår svarende til næsten hele dette beløb. Ved udgangen af 1977 var det imidlertid også klart at nettogælden til udlandet var steget til cirka 80 milliarder kroner, mod bare 20 milliarder ved udgangen af 1974. Dette sammen med en dyster nedgang i eksporten, gjorde at regeringen her i foråret iværksatte en række modforholdsregler for at få forbruget ned, reducere importen og stimulere opsparingen.

På den anden side er det også blevet klart at investeringerne på kontinentalsokkelen bliver noget større end regeringen oprindelig har regnet med. Udgifterne til udbygningen af Statfjord-feltet blev først sat til 18 milliarder kroner. I efteråret 1976 blev tallet derpå hævet til 32 milliarder. Nu anslås det at udgifterne vil komme op på omkring 60 milliarder, og enkelte pessimistiske observatører mener at hele feltet vil komme til at koste over 100 milliarder før det er færdigudbygget. Og dermed kan indtægterne fra olie- og gasfelterne blive noget mindre end mange fra begyndelsen regnede med.

Hvor store er oliefelterne? Noget nøjagtigt svar kan ikke gives. De totale reserver som kan udnyttes, anslås i dag til cirka 1200 millioner tons olieekvivalenter. Prognoserne for produktionen i begyndelsen af 1980erne går ud på at Norge kan producere 75 millioner tons årligt fra de nuværende felter, og eksportere fra 60 til 65 millioner tons olie og gas. Det betyder at lidt under 10 procent af det nuværende forbrug i Vesteuropa kan dækkes af produktionen fra Norge.

Forureningsfaren

Lige siden boringen begyndte i Nordsøen har der hersket en vis frygt for ulykker som kunne føre til miljøskader. Denne frygt fik ny næring da olien pludselig begyndte at strømme ud på Bravo-platformen i Ekofisk-feltet den 22. april 1977. Udstrømningen blev grundigt dækket af fjernsyn, radio og aviser den uge den varede, og folk rundt om hele Nordsøen var bange for at de 15.000 til 21.000 tons olie der var strømmet ud, skulle drive ind og ødelægge deres kyststrækninger.

Til trods for et meget mangelfuldt udstyr til bekæmpelse af olieforurening i havet, blev den 6000 kvadratkilometer store olieplet snart brudt ned på naturlig vis, og efter nogle ugers forløb var der ikke mere olie at se. De norske havforskere der havde arbejdet med sagen, rapporterede at der hverken så ud til at være kortsigtede eller langsigtede farer for livet i havet som følge af olieudstrømningen.

Den mand der i første række havde æren for at standse udstrømningen, Paul „Red“ Adair, sagde senere til en kongreskomité i Washington at olieudslip fra sådanne ulykker ude i havet ikke var så farlige og omfattende som andre former for olieforurening. „Udstrømninger fra boreplatforme i havet er blevet blæst alt for stort op,“ sagde han til kongreskomiteen, og tilføjede at forureningen fra tankskibe var et langt større problem.

Kort før uheldet i Nordsøen havde Shell fået udarbejdet en analyse som tog sigte på at vurdere de mulige farer fra forskellige typer udstrømninger. I det værste tilfælde der kunne tænkes — en udstrømning fra Statfjord på 5,5 millioner tønder olie — ville sandsynligvis ikke mere end 100.000 tønder nå ind til den norske kyst. Og generelt ville kun omkring fem procent af den udstrømmede olie nå ind til nogen kyst. Under normale forhold ville denne olie ikke nå ind til kysten før to eller tre uger efter uheldet, så der ville være god tid til at træffe forholdsregler mod en eventuel forurening.

Debat og nationale mål

Den norske debat omkring nordsøolien har tydeligt vist at der ikke er større enighed om hvordan man skal håndtere de rigdomme der er fundet i kontinentalsokkelen. En diskussion drejer sig om farerne for livet i havet og for miljøet i almindelighed. En anden gælder faren for fremtidige udstrømninger. Sikkerheden generelt set drøftes i Stortinget og af norske forskere. Spørgsmålet om man skal tillade prøveboringer nord for den 62. breddegrad har været et andet ømtåleligt politisk spørgsmål. Den stadig stærkere position der gives statsselskabet Statoil, er også genstand for kritik. Og så er der det store spørgsmål om hvilken fremtid norsk industri skal have i en olienation.

Det er naturligvis ikke mærkeligt at sådanne sager bliver taget op til debat. En olieindustri er noget helt nyt for Norge, og der rejser sig mange spørgsmål om hvilken indvirkning olievirksomheden vil have på samfundet i almindelighed.

De mål politikerne har sat for udviklingen af det norske samfund, bidrager naturligvis til at farve diskussionen om de enkelte spørgsmål. Disse mål går ud på at man skal arbejde for at hæve både levestandard og livsstandard, og det indbefatter at forbedre miljø- og arbejdsforhold. De norske partier går næsten enstemmigt ind for at fremme den internationale solidaritet og at forbedre forholdene i udviklingslandene. Fra enkelte sider er det oven i købet blevet foreslået at de fleste af oliepengene bør sættes til side som u-landshjælp.

Vil nordsøolien da blive til gavn for folk i Norge og andre lande? Eller vil den, når alt kommer til alt, blive mere til skade for alle som er interesseret i at forbedre både livskvalitet og levestandard? Det kan kun tiden vise.