De der sendes ud — hvordan er de?

„HVORDAN bliver du som missionær?“ K. A. Adams stillede dette spørgsmål til de fireogtyve elever han havde undervist i de foregående fem måneder. Anledningen var afslutningshøjtideligheden for Gileadskolens 64. klasse, som fandt sted den 5. marts i Jehovas Vidners stævnehal i Long Island City, New York.

I kan lære meget af dem som er rejst ud før jer, fortsatte Adams og henledte så elevernes opmærksomhed på to missionærer der er nævnt i Bibelen, nemlig Jonas og apostelen Paulus. Jonas, bemærkede han, havde en dårlig indstilling til sit tildelte distrikt, Nineve. Han delte ikke Guds syn på byens beboere og drog derfor i en anden retning. Men Gud standsede ham, sagde Adams, gav ham et par dage til at tænke sagen igennem, og til sidst sagde Jonas fra fiskens bug: „Jeg vil . . . indfri de løfter, jeg gav.“

Men Jonas havde stadig væk problemer, bemærkede Adams. For selv om han tog til Nineve og udførte sit arbejde dér, havde han øjensynlig ingen virkelig interesse for indbyggerne. Dette ses af Jonas’ holdning efter at indbyggerne havde angret og forladt deres onde vej og Jehova havde besluttet at lade være med at ødelægge dem. Bibelen fortæller at „det tog Jonas såre fortrydeligt op“. Dette giver stof til eftertanke, især når man tænker på at Jonas ifølge Bibelen gik højt op i sin personlige bekvemmelighed. — Jonas, kapitlerne 1-4.

Eleverne forstod pointen i denne belæring — at de skulle vise ægte interesse for at hjælpe andre mennesker fremfor at være overdrevent bekymrede for deres egen bekvemmelighed. I dagene efter afslutningshøjtideligheden tog man afsked med hinanden efterhånden som eleverne drog af sted til de ti lande de havde fået tildelt opgaver i — Bahamaøerne, Brasilien, Chile, Ecuador, El Salvador, Fransk Guayana, Japan, Paraguay, Senegal og Sierra Leone. Alt i alt er der siden Gileadskolen startede for 35 år siden, sendt 5633 elever ud til 160 forskellige lande.

Blandt missionærerne fra de tidligere gileadklasser er der mange gode eksempler som de nyuddannede missionærer kan efterligne. Lad os engang betragte Leo og Eunice Van Daalen fra Gileadskolens 1. klasse. De ankom i marts 1944 til Puerto Rico, hvor der blot var seks aktive Jehovas vidner. Van Daalens fandt et sted at bo og gik ud og forkyndte i den varme tropesol. Det halve dusin forkyndere der fandtes i 1944 var i november 1951 forøget til 622.

Det følgende år i april rejste Van Daalens til De forenede Stater for at besøge deres forældre. Imidlertid styrtede flyet i havet, og Eunice, som var en dygtig svømmer, gav sin redningsvest til en anden og blev i aviserne prist for sin uselviske handling. Men både hun og hendes mand druknede. I otte år havde de arbejdet hårdt med at forkynde, og for en stor del på grund af deres og andre gileadelevers aktivitet er der i dag over 16.700 forkyndere i Puerto Rico.

Så er der Donald Baxter, elev fra Gileads 5. klasse. Den 2. juni 1946 landede han i Caracas, Venezuelas hovedstad. Der var kun fire Jehovas vidner i landet på det tidspunkt. Man fandt et lille hus uden rindende vand i udkanten af byen, beliggende på en uasfalteret vej. Det blev det første missionærhjem i Venezuela. Baxter er stadig i Venezuela og har andel i en stor vækst. Der er over 13.800 forkyndere i Venezuela i dag.

I land efter land har gileadelever banet vej for Rigets budskab — i Den dominikanske Republik, El Salvador, Nicaragua, Peru og mange andre lande. Med hensyn til arbejdets påbegyndelse i Ecuador rapporterede Jehovas Vidners årbog for 1948: „Det kræver virkelig målbevidsthed fra missionærernes side at tage til et land hvor de er helt fremmede og hvor ingen er velvilligt indstillet over for dem eller tror på den sandhed de tror på, og så at gå frygtløst og modigt fremad . . . Dette er hvad gileadeleverne har gjort.“

Ved afslutningshøjtideligheden for den 64. klasse tilskyndede otte medarbejdere fra Jehovas Vidners hovedkontor alle 1944 tilstedeværende til at vise en lignende beslutsomhed og trofasthed. L. Weaver pegede på det privilegium eleverne havde nydt ved at gennemgå Gileadskolen, og han pegede på faren for under tyngende forhold at miste værdsættelsen af dette privilegium. Tænk engang på Demas, sagde han. Han nød det privilegium at samarbejde med apostelen Paulus. Men Paulus fortæller senere: „Demas har forladt mig fordi han fik kærlighed til den nuværende tingenes ordning.“ — 2 Tim. 4:10.

L. Greenlees gav god vejledning om vigtigheden af at udøve visdom i omgangen med andre mennesker, både med de andre missionærer som eleverne snart skulle bo sammen med, og med den lokale befolkning som kunne have helt andre skikke og måder at gøre tingene på. Han ansporede missionærerne til at undgå at betragte deres egne metoder som bedre. For at illustrere hvor vigtigt det er at man virkelig kommer ud blandt folk og lærer deres skikke at kende, læste Greenlees følgende erfaring som et medlem af Fredskorpset havde fortalt til bladet Wall Street Journal:

„På det tidspunkt havde jeg boet i Kenya i næsten to år og underviste i en lille by i den midterste del af landet. En af eleverne ved navn Samuel inviterede mig til at besøge ham i hans hjem, hvor jeg mødte hans familie og spiste et dejligt måltid som hans moder havde lavet. Jeg priste naturligvis maden.

På vejen hjem spurgte Samuel om han måtte sige mig noget. ’Frue,’ sagde han, ’ikke for at såre Deres følelser, men det er meget uhøfligt at sige noget om maden medmindre der er noget galt med den.’

Efter dette følte jeg mig nedslået. Efter to års ophold var jeg stadig så uvidende om de menneskers levevis som jeg var kommet for at leve hos og ’hjælpe’, at jeg endnu ikke vidste noget så enkelt som hvordan man skal opføre sig når man er ude at spise.“

Ja, ægte interesse og omsorg for folk — det er hvad missionærerne har brug for. At dømme efter de resultater eleverne har haft med at hjælpe folk i de fem lande de er kommet fra, er der god grund til at tro at disse elever vil blive gode missionærer. Ja, nogle af dem har allerede været mere end 10 år i heltidstjenesten, så de er ikke uerfarne. Deres gennemsnitsalder er 29 år.

I sin afsluttende tale til klassen sagde skolens forstander, U. V. Glass, med et citat fra Bibelen: „En sags udgang er bedre end dens indgang.“ (Præd. 7:8) Og som afslutning på sin hjertevarmende tale, hvor han roste eleverne for deres store loyalitet, sagde han: „Dette er vort ønske for jer. Må jeres missionærtjenestes udgang blive endnu bedre end dens indgang.“ Ja, må hver og en af eleverne fra den 64. klasse fortsætte med at vise loyalitet og andre kristne egenskaber i deres missionærtjeneste.

[Illustration på side 17]

Vagttårnets Bibelskole Gileads 64. klasse

Fra venstre til højre.

Første række: M. Beatty, W. Gillar, L. Byrd, L. Regalade, M. Jefferson, C. Landells, G. Gabel, U. Gabel.

Anden række: R. Keller, S. McCoy, B. Triplett, L. Segura, S. Aponte, C. Keller, C. Jones, E. Regalade.

Tredje række: R. Triplett, M. Beatty, H. Gillar, G. Segura, A. Reed, R. Aponte, B. Fawcus, S. Henser.