Vi overlevede en katastrofe på havet

En fængslende beretning om et ungt par som overlevede en af historiens alvorligste katastrofer på havet

JEG var kun fjorten år den 15. marts 1938, da luksuslineren Wilhelm Gustloff stod ud på sin jomfrurejse. Af Tysklands naziregime blev dette skib lovprist som „glædens skib“. Det blev betragtet som et teknisk vidunder; det var ganske utænkeligt at det skulle kunne synke! Trods sin enorme størrelse skød det en god fart. Det kunne hurtigt bringe 1465 passagerer og en besætning på 426 mand til deres bestemmelsessted.

Syv år senere gik den anden verdenskrig ind i sin sidste fase. Tysklands østfront brød sammen i januar 1945, og tusinder af flygtninge fra Østpreussen søgte panikagtigt at komme i sikkerhed. Men eftersom alle vej- og jernbaneforbindelser til det øvrige Tyskland var spærret, var havet den eneste mulighed for at undslippe. Alt hvad der kunne sejle, heriblandt Wilhelm Gustloff, blev taget i brug. På det tidspunkt lå skibet for anker i Gdynia (der dengang hed Gotenhafen) i Polen, og det tjente som bolig for medlemmer af den tyske flåde. Vi boede i Gotenhafen, og min mand, Kurt, var stationeret om bord på Wilhelm Gustloff.

Flugt mod sikkerhed

Byen var stopfuld af flygtninge, hvoraf de fleste var fuldstændig udmattede af i dagevis at have trasket gennem sneen med tunge byrder på ryggen. Alle syntes at være ivrige efter at komme om bord på Gustloff, for her var der god varme og rigeligt med varm mad. Det var tydeligt at skibet til en vis grad garanterede folk tryghed. Men der var ikke mange billetter, og de få der var, blev hurtigt solgt på den sorte børs. En forretningsmand fra min hjemby forsøgte uden held at bestikke min mand til at skaffe billetter til ham og hans familie, selv om de allerede havde fået plads på et andet skib. På en eller anden måde lykkedes det alligevel ham og hans familie at komme med, hvilket han stolt fortalte os senere.

Skibet var mere end overfyldt, da i tusindvis af flygtninge havde fået billetter. I begyndelsen blev de alle registreret, men senere opgav man dette. Det endelige antal ombordværende kan man derfor kun gisne om. Nogle har anslået at der var 6500, men tallet kan meget vel have været større. Mange passagerer sov i gangene; vi blev derfor spurgt om vi ville dele vores kahyt med nogle. En moder med to børn flyttede ind til os, og selv om pladsen blev trang, var det en dejlig fornemmelse at vide at vi havde gjort noget for at gøre rejsen så behagelig som muligt for andre.

Vi stod ved rælingen torsdag eftermiddag den 30. januar 1945, da skibet stod ud af havnen klokken tretten. Et hjerteskærende syn mødte os da en lille, gammel dame faldt på knæ nede på kajen med sin pakkede kuffert ved siden af sig og højlydt tryglede: „Kaptajn, tag mig med! Vil De ikke nok, åh, vil De ikke nok?“ Men for hende var det for sent.

Hvordan vi overlevede

Omkring klokken nitten åbnede jeg koøjet for at få lidt frisk luft ind. Da jeg kiggede ud i mørket kunne jeg se det oprørte hav og mærke den kølige vind. Små isflager flød rundt i vandet. Temperaturen var 18 grader under frysepunktet.

Det var min første sørejse, og tanken om at være så langt ude på Østersøen var skræmmende. Mange af passagererne var søsyge; de stod i lange rækker uden for toiletterne, der allerede stank af opkast. Det tegnede til at blive en uforglemmelig nat. Jeg skulle bare vide!

Da der var fare for at russiske undervandsbåde skulle angribe, fik vi besked på at beholde vores redningsveste på, endog når vi spiste, og på ikke at klæde os af om natten. Jeg kan stadig huske hvor ubekvemt det var at have redningsvesten på under måltiderne. Ved sengetid beholdt jeg mit undertøj og mine strømper på, og lagde mit tøj i nærheden hvor jeg let kunne få fat på det. Sørgeligt nok var det ikke alle passagererne der tog advarselen lige så alvorligt som jeg.

Da klokken var 21.16 vågnede vi pludselig ved at hele skibet rystede. Det var blevet ramt af tre torpedoer. Nu var det et spørgsmål om liv og død. Vi måtte op på det øverste dæk så hurtigt som muligt! Hvor var den nærmeste udgang? Heldigvis vidste vi nøjagtig hvor den var. I løbet af få sekunder var gangene blokerede. I hundredvis af mennesker kæmpede for at komme op. De kæmpede for livet. Vi fulgte strømmen uden at give os tid til at tage noget med.

For at hindre skibet i at synke lukkede man straks skodderne til nogle af dets 12 vandtætte afdelinger. Det betød den visse død for dem der stadig befandt sig dér, for nu var alle udgange spærret. For dem kom døden hurtigt; for andre kom den lidt efter lidt. Nogle nåede ikke op på dækket fordi de lå og var sårede eller besvimede nede i skibet. Andre — hvor mange ved jeg ikke — var helt ude af sig selv og tog deres eget liv.

Vi nåede imidlertid op på det iskolde dæk, vel vidende at skibet, der nu var ved at krænge over, ikke kunne holde sig flydende ret meget længere. Ved siden af os stod en ung sømand som, skønt han var bleg af frygt, blev ved med at råbe med rolig stemme: „Der er ingen grund til panik. Der vil snart komme skibe til undsætning. Vær blot rolige.“ Jeg kan stadig se ham for mig. Han gjorde hvad han kunne for at berolige passagererne. Han var i sandhed uselvisk interesseret i at redde andres liv.

I modsætning til ham var der en kvinde som blev ved med at jamre: „Mine kufferter! Mine kufferter! Mine smykker! Alle mine smykker er nede i kahytten. Jeg har mistet alt!“ Jeg husker at jeg tænkte om livet dog ikke var mere værd end smykker.

Lige foran os fik jeg øje på den forretningsmand som jeg nævnte havde sørget for at komme med på Gustloff. Han stod og lænede sig op ad en lille redningsbåd og røg en „sidste cigaret“, da redningsbåden uventet gav efter. Med høje skrig gled han og hele hans familie ned ad det skrånende dæk og ud i det mørke hav, der allerede var fuldt af svømmende kroppe.

Vores situation blev hurtigt mere kritisk. Kurt og jeg havde ikke været gift ret længe, og vi var meget forelskede. Vi ønskede ikke at dø!

„Kan du se den lille flåde derovre?“ spurgte Kurt og pegede. „Vi må prøve at nå den. Den kan blive vores redning.“

Jo, jeg så den godt nok, men jeg så også det iskolde vand. Selv om jeg var klædt varmt på med lange bukser, vinterfrakke og handsker, kunne jeg ikke få mig selv til at springe. Jeg begyndte at græde. Pludselig skubbede min mand mig over rælingen. Nu var der kun skibets skrå side mellem os og vandet. Hvad ventede der os dernede? Atter tøvede jeg. Min mand rev mig løs idet han råbte: „Hvis vi ikke springer nu er vi fortabte!“

I et øjeblik stod vi og klyngede os tæt ind til hinanden. Derefter gled vi, som om vi var på kælketur, hånd i hånd ned ad den iskolde skibsside, før vi fløj ud i det tomme intet uden at vide hvad det skulle ende med. Da vi ramte det iskolde vand mistede vi vejret. Men da vi endelig kom op til overfladen var vi stadig sammen, og flåden var lige i nærheden!

Vores arme og ben var allerede næsten stivfrosne. Det var fornuftigt at jeg havde klædt mig så varmt på, for vi fandt senere ud af at nogle var frosset ihjel i det iskolde vand. De tre mænd på flåden kunne ikke gøre andet end at hive os om bord. Der sad vi — fire mænd og en kvinde på en lille flåde midt i Østersøen. Hvad nu?

Der var gået nøjagtig en time siden torpedoerne havde ramt skibet. Pludselig, af en eller anden uforklarlig grund, begyndte alle lanternerne på Gustloff atter at lyse. Derefter forsvandt det, fuldt oplyst — som om det ville leve op til sit navn „glædens skib“ — i dybet. Tilbage var nu kun det iskolde hav, den skarpe vind, det uhyggelige mørke og den håbløse situation.

Redning

Gennem mørket fik vi øje på et skib. Vort håb voksede. Mændene på flåden roede til af alle kræfter og fik manøvreret os nærmere og nærmere. Vi kunne se skibets silhouet helt tydeligt nu. Vores redning var nær. Men så skete der noget frygteligt! Lige i dette øjeblik tvang et u-bådsvarsel — hvad vi ikke vidste på det tidspunkt — skibet til at ændre position, og dermed til at forlade os!

Efter at vi havde opholdt os på den lille flåde i lidt over en time drev vi endnu en gang mod en båd, en torpedobåd med betegnelsen T-36. Den var omgivet af flåder og svømmende skikkelser. Turde vi håbe? Vi drev endnu nærmere men kunne ikke råbe om hjælp; det var vi alt for hæse til. Efterhånden som vort håb voksede, voksede også vores beslutning om at holde ud. Snart kunne vi se mennesker bevæge sig rundt på båden. Så hørte vi en mands stemme: „Damen først.“

De trak mig op ad den iskolde skibsside. Da jeg kom op på dækket var jeg ikke i stand til at gå. De lagde mig på en slidske der førte ned i skibet, hvor hjælpsomme hænder var parate til at befri mig for mit våde og delvis frosne tøj. Jeg blev pakket ind i varme, uldne tæpper og lagt i en køje. Der fik jeg noget varmt at drikke.

Men min ængstelse var ikke ovre. Redningsarbejdet var pludselig blevet afbrudt fordi vi hurtigt måtte sejle bort for at undgå at blive angrebet af en undervandsbåd. Der blev kastet dybvandsbomber. Ved lyden af hver eneste eksplosion rullede jeg halvvejs ud af min køje, og jeg bad til at jeg måtte dø fremfor at vende tilbage til det isnende hav.

Og hvad med Kurt? Blot nogle få minutter efter at jeg var blevet reddet, var båden vendt om og var hurtigt sejlet bort. Var han blevet samlet op? Da en læge kom hen og spurgte mig hvordan jeg havde det, sagde jeg at jeg ikke behøvede hjælp, men spurgte om han kunne finde ud af om min mand var om bord. Det lovede han at gøre. Hvor var jeg befriet da jeg efter nogen tids forløb hørte disse ord over højttaleranlægget: „Vi har en besked til fru Habisch. Deres mand er i sikkerhed; han befinder sig i kahyt nummer . . .“ Jeg har glemt nummeret nu.

Jeg fandt noget tøj som jeg syntes var praktisk, for mit eget hang jo til tørre i maskinrummet. Kurt må være blevet meget forbløffet da han pludselig så sin hustru stå foran sig i en premierløjtnantuniform! I lang tid sagde ingen af os noget. Vi sad blot dér og trykkede os tæt ind til hinanden. Vi kunne næsten ikke tro det. Vi havde overlevet!

Atter fast grund under fødderne

Det skønnes at der kun blev reddet mellem 800 og 900 mennesker. Det skib der reddede os havde samlet 564 overlevende op. Det var et betagende øjeblik da vi kunne forlade skibet i Sassnitz, og endnu en gang glæde os over at have fast grund under fødderne!

Vi lagde mærke til de mange overlevende, og det var hjertevarmende at se når de blev genforenet. En såret kvinde der havde været bekymret for sine forsvundne børn, havde fundet dem alle fire i live. Vi glædede os også sammen med en moder og hendes seks måneder gamle spædbarn, som begge havde stået trængslerne igennem på bedste måde. Hvor var vi taknemmelige over at være blandt de overlevende fra en af historiens alvorligste katastrofer på havet! I det sidste krigsår havde vi mistet alt af materiel værdi — tøj, linned, smykker og vigtige papirer som attester, eksamensbeviser og bankbøger. Men vi levede! Omkring 5-6000 andre var ikke så heldige. Jeg kunne ikke forstå det. Hvorfor skulle de dø? Hvorfor?

Svaret

I flere uger efter kunne jeg stadig høre de fortvivlede skrig, det klukkende vand og vindens klagende tuden. Jeg tænkte på at livet måtte være meget dyrebart og værdifuldt, siden man fandt det så svært at dø.

Skønt jeg troede på Gud og min mand respekterede Bibelen, kunne vi ikke siges at være religiøse. Der var imidlertid et spørgsmål som plagede mig. Hvordan kunne Gud lade en sådan tragedie ske? Jeg søgte oprigtigt efter et svar, og jeg fandt det — selv om det først var 10 år senere.

Gennem et bibelstudium med Jehovas vidner lærte jeg at Gud ikke for bestandig vil tillade sådanne tragedier, der er en følge af menneskers voldshandlinger. Ud fra Bibelen viste de mig at der er en grund til at han midlertidigt tillader den slags. Men snart, under Guds riges herredømme, vil sådanne hjerteskærende begivenheder aldrig mere forekomme. Jeg lærte at en verdensomfattende forandring er nær!

Bibelen lærer tydeligt at den almægtige Gud vil bane vej for sit retfærdige styre ved at bringe denne fordærvede tingenes ordning til ophør. Lige så hurtigt og uventet som Gustloff sank, lige så hurtigt — og for mange uventet — vil hele den onde og gudløse verdensordning styrte ned i undergangen. (Dan. 2:44; 1 Joh. 2:15-17; 2 Pet. 3:7) Men jeg lærte også til min glæde at Gud har truffet vidtrækkende foranstaltninger til at de der virkelig ønsker at leve, og som er villige til at tage de nødvendige skridt dertil, kan overleve og glæde sig over den efterfølgende retfærdige nye tingenes ordning. — 2 Pet. 3:13; Åb. 21:3, 4.

I dag, mere end 30 år efter, har min mand og jeg stadig ikke glemt de mænd som var med til at redde os. Drevet af hjælpsomhedens ånd og med fare for deres eget liv, hang de og dinglede på reb og rebstiger over havoverfladen og fiskede halvdøde kroppe op af det oprørte, iskolde vand. Ved deres redningsaktion blev i massevis af mennesker reddet fra den visse død. Deres uselviske og helhjertede bestræbelser tjener som et glimrende eksempel for os i dag, for ved at forkynde den gode nyhed om Guds rige kan vi også redde mennesker fra den visse død i den kommende verdenskatastrofe. Efter at vore tre børn nu er blevet voksne har vi tilbragt al vor tid i denne vigtige forkyndergerning. Min mand har tjent som rejsende tilsynsmand for Jehovas Vidner siden 1971.

Det er vort ønske — hvis det er Jehovas vilje — at opnå livet i hans nye orden og dér træffe nogle af vore medpassagerer fra Gustloff, nogle af dem der ikke var blandt de overlevende. Dette håb baserer vi på Åbenbaringen 20:13: „Og havet gav de døde der var i det, tilbage.“ I den lykkelige tid hvor opstandelsen finder sted, håber vi at kunne fortælle dem den gode nyhed at Guds rige regerer, og at de under dette rige kan være trygge og se frem til evige velsignelser. — Indsendt.