„Jeg overlevede Titanics forlis“

DET begyndte for få måneder siden, da jeg besøgte mine gamle forældre og min onkel i Jacksonville i Florida. Det var kort før min onkel døde. Vi tog som sædvanlig til Jehovas Vidners rigssal søndag formiddag for at overvære et offentligt foredrag. Vi hørte et godt foredrag med titlen: „Kommer du til at overleve ’de sidste dage’?“ På vejen hjem sagde min onkel: „Det foredrag mindede mig om dengang jeg overlevede en frygtelig katastrofe.“ Han holdt inde et øjeblik og tilføjede så: „Jeg overlevede jo Titanics forlis.“

Senere bad jeg min onkel, Louis Garrett, om at fortælle mig om sin oplevelse på Titanic.

„Lad mig begynde fra en ende af,“ sagde han. „Jeg er født i 1900 i Hakoor, en lille bjerglandsby omkring 130 kilometer nord for Beirut i Libanon. Min familie ejede og drev en vandmølle som malede hvede til mel. Min fader var landsbyens møller. På et tidspunkt blev det besluttet at familien skulle udvandre til Amerika. I 1904 forlod min moder og mine to søstre Libanon. Senere, i 1906, tog min ældre broder af sted til Amerika. I 1912 skulle min fader, min søster og jeg så af sted. Vi var de sidste.

I marts 1912 sejlede vi til Marseilles. Her løste vi billetter til overfarten med Titanic — vi skulle med på dets jomfrurejse til New York. Det skulle sejle den 10. april 1912. Min fader var imidlertid nødt til at blive tilbage i Marseilles, da det ved den obligatoriske helbredsundersøgelse viste sig at han havde en øjeninfektion.“ Min onkel smilede og udbrød: „Det var heldigt for ham at det gik sådan!“

„Min søster var fjorten år gammel,“ fortsatte han, „og jeg var tolv da vi gik om bord på Titanic. Vi var kede af at lade min fader blive tilbage, men samtidig var det spændende for os at være om bord på R.M.S. Titanic, den tids største, hurtigste og mest luksuriøse skib — der oven i købet ikke skulle kunne synke! Der var over 2200 mennesker om bord, heriblandt nogle af den tids mest velhavende og indflydelsesrige personer. Mange var med på Titanic for at fejre skibets jomfrurejse. Den slags var på mode blandt de velstillede og fremtrædende. Skibets fart var som forventet. Ankomsten til New York var sat til onsdag den 17. april. Vandet var roligt, og det var typisk køligt aprilvejr.

Søndag den 14. april, vores femte dag på havet, skiftede vejret og blev særdeles koldt, ja, så isnende koldt at der ikke var mange ude på promenadedækket. Vi hørte at der var kommet advarsler om isbjerge i området. Man forventede dog ikke at observere nogen på Titanics kurs, så skibet fortsatte med fuld kraft frem. Kaptajnen på Californian, et andet skib i Nordatlanten, telegraferede imidlertid en advarsel til Titanic om at man havde observeret isbjerge på vores sejlrute. Advarselen blev ignoreret. Prisen for kaptajn Smiths selvsikkerhed var i sandhed meget høj — næsten 700 besætningsmedlemmer og over 800 passagerer omkom!

Omkring klokken 23.45 søndag den 14. april blev min søster og jeg vækket af et stød. Hun lå i den øverste køje og skreg: ’Der er noget galt!’

’Læg dig ned og sov,’ sagde jeg til hende. ’Du bekymrer dig for meget.’ Snart kom en ældre mand, som vi havde truffet om bord og som nærede en faderlig interesse for os, til vores kahyt og sagde roligt: ’Forlad kahytten og gå op på det øverste dæk. I skal ikke bekymre jer om at tage jeres ejendele med nu. Dem vil I få senere.’

Vi havde billetter på tredje klasse, hvilket betød at vi havde adgang til dækket på anden klasse. Men passagererne på anden og tredje klasse kunne ikke passere en bevogtet låge der førte op til det øverste dæk på første klasse. Vi fik imidlertid at vide at det ville være klogt at nå op på dette dæk, fordi der var større chance for at komme i en redningsbåd dér. Vores eneste mulighed var at klatre op ad en jernlejder nede fra dækket på tredje klasse, fem eller seks dæk op til redningsbådene. Det lykkedes os med møje og besvær. Især min søster havde svært ved at klatre op ad lejderen. Men med andres hjælp klarede vi den.

Hvilket syn der mødte os! De fleste af redningsbådene var borte! Besætningen tillod kun kvinder og børn at gå i bådene — der var ikke nok til alle. Vi så kvinder der græd fordi de ikke ønskede at forlade deres mænd, og mænd som bønfaldt deres koner og børn om at skynde sig at komme ned i redningsbådene. Midt i denne totale forvirring og dette massehysteri stod min søster og jeg, to indvandrerbørn der ikke kunne tale engelsk. Vi var uhyggeligt bange, græd og ledte efter hjælp.

Den sidste redningsbåd var ved at blive fyldt op. Der var en midaldrende herre sammen med sin meget unge, gravide hustru. Han hjalp hende ned i redningsbåden, hvorefter han kiggede tilbage på dækket og så andre som ville om bord. Han kyssede sin hustru farvel, og idet han gik tilbage til dækket greb han fat i den første han stødte på. Heldigvis var jeg der på rette tid og sted, og han løftede mig ned i redningsbåden. Jeg råbte på min søster, som var stiv af frygt. Med andres hjælp blev hun også skubbet ned i redningsbåden. Hvem var den galante herre der havde handlet så venligt? Vi fik at vide at det var John Jacob Astor IV. På det tidspunkt var han 48 år gammel og hans hustru, Madeleine, var nitten. De var på vej til Amerika fordi de ønskede at deres barn skulle fødes dér. Der blev skrevet mange avisartikler om hvordan John Jacob Astor havde opgivet sit liv til fordel for en ung immigrant. Familien Astors optegnelser viser at hr. Astor, ifølge fru Astor, skændtes med et af besætningsmedlemmerne som forsøgte at hindre ham i at hjælpe sin kone ned i redningsbåden. Han gjorde det alligevel. Og som jeg nævnte, kyssede han hende og vendte tilbage til dækket og begyndte at hjælpe andre ned i redningsbåden.

Jeg var lykkelig for at være i redningsbåden, men jeg havde medlidenhed med dem der var blevet efterladt på Titanic. Når jeg kiggede tilbage på det store, smukke skib, kunne jeg se det i et andet perspektiv, og da der stadig var lys på skibet kunne jeg se det i hele dets størrelse og skønhed. I nattens stilhed og med lydene der forplantede sig så godt gennem vandet kunne vi høre orkesteret spille på dækket og folk synge ’Nærmere, Gud, til dig’. Besætningen roede bort fra skibet så hurtigt som muligt. Man frygtede at skibet ville suge os med ned når det forsvandt i dybet. Det skete ikke, og der kom heller ingen eksplosion, som nogle havde troet. Vandet var usædvanlig roligt den nat, og det var godt, for de fleste redningsbåde var overfyldte.

Titanic sank ifølge rapporterne omkring klokken 2.20 den 15. april 1912. Jeg så skibets rædselsvækkende endeligt da det forsvandt i bølgerne. Det øjeblik Titanic sank efterlod et minde som forfølger mig den dag i dag: Den uhyggelige lyd af mennesker som stønnede og skreg sanseløst om hjælp da de blev slynget ned i det iskolde vand. Næsten alle døde på grund af kulden. Lydene varede omkring tre kvarter og døde så hen.“

Min onkel var stille et øjeblik mens han tænkte tilbage. Han fortsatte så: „Man havde udsendt et nødsignal omkring midnat. Det blev modtaget af S/S Carpathia fra Cunard White Star Line. Det var cirka 93 kilometer borte med kurs mod Gibraltar, men det ændrede straks kurs og fortsatte med fuld kraft for at komme os til undsætning. Det var fremme omkring klokken 4.30. Interessant nok befandt S/S Californian sig kun 32 kilometer fra det sted hvor Titanic sank, men radiotelegrafisten opfangede ikke nødsignalet da han ikke var i tjeneste. Senere rapporter viste at man på Californian havde set nødblus på nattehimmelen, men man troede at det var passagererne på Titanic der fejrede jomfrurejsen med fyrværkeri.

Carpathia fuldførte redningsaktionen omkring klokken 8.30. Vi var blandt de sidste der blev samlet op. Efter at vi var blevet taget om bord, var blevet pakket godt ind, havde fået varm te og man havde gjort det så behageligt for os som det nu var muligt, følte jeg mig lykkelig over at være i live — også selv om jeg havde fået en alt for stor frakke og nogle alt for store sko på.

Senere kaldte Carpathias kaptajn alle de overlevende op på dækket for at se isbjerget. Mit tolvårige sind registrerede det som værende lige så højt som et toetages hus, men meget bredere og med en enorm skorsten. Skibet satte os af i New York før det fortsatte sin rejse til Gibraltar — en meget venlig gestus fra Cunard White Star Lines side. Vi ankom til New York tirsdag den 18. april klokken 20.30 og blev ført til Cunard White Stars dokhavn.

Når jeg tænker tilbage på de lange timer i redningsbåden synes det nu at være et mirakel at vi nåede i sikkerhed på Carpathia. Den strenge kulde var næsten ikke til at holde ud. Vi klumpede os sammen for at holde varmen. Folk var venlige mod hinanden. Jeg husker hvor blæsende der var på Carpathias dæk. Vindstyrken var kommet op på adskillige sømil pr. time. Heldigvis holdt blæsten inde indtil redningsaktionen var fuldført. Hvis havet ikke havde været stille og roligt imens, er det tvivlsomt om redningsaktionen ville have været så vellykket.“

„Var der nogen i redningsbådene der døde?“ spurgte jeg.

„Jeg ved kun at én i vores redningsbåd døde af kulden. Liget blev pakket ind i sejldug og kastet over bord.“

„Var der nogen mænd i din redningsbåd?“

„Der var kun kvinder og børn, sådan som besætningen havde givet ordre til, med undtagelse af nogle få besætningsmedlemmer der skulle ro båden. Et ungt par med et spædbarn narrede besætningen. Hustruen klædte sin mand ud som en kvinde, dækkede hans hoved med et sjal og gav ham barnet. Hun var i vores redningsbåd og han i en anden. Begge blev reddet af Carpathia.

Da vi ankom til New York ventede vi at blive ført til Ellis Island for at få ordnet immigrationsformaliteterne. Det opgav man imidlertid på grund af den smerte og lidelse de overlevende allerede havde været igennem. Vi blev overgivet til Røde Kors for at blive genforenet med vore familier. Min storebroder, Isaac, var i New York, og vort møde var en blanding af glæde og sorg. Min fader var stadig i Frankrig. Men vi drog den slutning at hvis han havde været om bord på Titanic sammen med os ville han ikke have overlevet, da kvinder og børn jo kom i første række. Måske ville vi heller ikke være blevet reddet. Vi ville have fundet det svært at lade far blive om bord på Titanic og søge vor egen sikkerhed. Til alt held ankom han i god behold tre måneder senere med et andet skib.“

Min onkel tav et øjeblik, hensunken i minderne om denne frygtelige oplevelse. Til sidst afbrød jeg ham i hans tanker: „Du overlevede den tragedie. Men hvornår lærte du så om ’de sidste dage’ og den forestående store trængsel?“

„Lad os springe fra 1912 til 1930,“ sagde han. „En kolportør fra Brooklyn i New York havde besøgt Jacksonville i Florida, hvor min broder og hans familie boede, og hvor jeg også selv boede sammen med min kone og min søn. Min broder havde studeret Bibelen med nogle Jehovas vidner der talte arabisk. Han var selv blevet et aktivt Jehovas vidne. Kolportøren, der hed George Kafoory, holdt adskillige møder for arabisktalende mennesker. Jeg modtog et eksemplar af bogen Guds Harpe på arabisk. Efter mange drøftelser med min broder blev jeg sådan ude af det at jeg til sidst sagde til ham: ’Jeg fornægter dig som min broder fordi du har forladt den græsk-ortodokse tro du blev født ind i. Jeg kan ikke tro at du aldrig mere vil gøre korsets tegn, symbolet på treenigheden.’

Jeg elskede min broder og var dybt foruroliget over den kløft der var kommet imellem os. Nogle måneder senere faldt jeg tilfældigt over det eksemplar af Guds Harpe jeg havde fået. Bogen havde ligget og samlet støv, men jeg åbnede den og begyndte at læse i den tidligt på eftermiddagen og fortsatte til efter midnat. Guds ords sandhed begyndte at vinde indpas i mit hjerte. Jeg begyndte at deltage i et studium der blev holdt for arabisktalende, og jeg blev døbt i 1933.

Der er endnu en begivenhed i mit liv der har betydet meget for mig. I 1949 blev det økonomisk muligt for mig at foretage en rejse jeg havde drømt om i mange år. I Libanon havde jeg en ældre halvbroder som jeg ønskede at besøge og dele håbet om Riget med. På flyverejsen tilbage til Libanon gik turen over Grønland og også meget nær det sted hvor Titanic sank. Mine følelser overvældede mig da jeg kiggede ned i det kolde Atlanterhav og tænkte tilbage på den sørgelige begivenhed.

En stewardesse, som lagde mærke til tårerne der strømmede ned over mit ansigt, lænede sig stille ind over mig, klappede mig på armen og spurgte: ’Er der noget i vejen? Kan jeg hjælpe?’ Jeg svarede: ’Nej, jeg tænkte bare på dengang jeg var en ung knøs på tolv år. Jeg var på et stort skib, Titanic, som gik ned og tog 1500 mennesker med sig i havet under os. Jeg kan stadig ikke glemme den skrækkelige morgen, og heller ikke skrigene om hjælp der lød fra mørket og det iskolde vand. ’Hvor sørgeligt,’ sagde den kønne mørkhårede stewardesse. ’Jeg har læst om Titanic-katastrofen.’

Jeg nåede til Libanon. Lykkeligvis var min halvbroder interesseret i Bibelen. Senere blev han også et indviet kristent Jehovas vidne.“

Min onkel Louis sluttede sin beretning med at give udtryk for sit håb om at Guds rige vil erstatte den nuværende onde og gudløse tingenes ordning.

„Guds ords sandhed,“ sagde han, „har været den ledende kraft i mit liv. Jeg takker Jehova for at jeg reddede livet under Titanic-katastrofen og for at jeg har haft mulighed for at tjene ham nu i disse kritiske ’sidste dage’.“ Sammen med sin broder og svigerinde, som han boede i nærheden af, tjente han Jehova efter bedste evne lige til sin dødsdag. Han holdt aldrig op med at bede om at Guds vilje måtte ske på jorden som i himmelen. (Matt. 6:9, 10) Det var hans inderlige håb at Gud, hvis han skulle dø inden Harmagedon, ville udfri ham fra gravens magt gennem en opstandelse.

[Tekstcitat på side 6]

Vi kunne høre orkesteret spille på dækket og folk synge „Nærmere, Gud, til dig“

[Tekstcitat på side 6]

Jeg så skibets rædselsvækkende endeligt da det forsvandt i bølgerne

[Tekstcitat på side 7]

Jeg kan ikke glemme den skrækkelige morgen, og heller ikke skrigene om hjælp der lød fra mørket og det iskolde vand

[Ramme/​illustration på side 5]

Med en længde på 269 meter var „Titanic“ det største skib på havene. Dets deplacement oversteg datidens krigsskibes med 5000 tons. Dets skrog var opdelt i 16 vandtætte rum, og fordi fire af dem kunne være fyldt med vand uden at skibet sank, mente man at det ikke kunne synke. „Hvad sikkerhed angår . . . troede man at det sidste ord var blevet sagt med bygningen af ’Titanic’“. (New York „Times“, 16. april 1912) Men det umulige skete. Det skæbnesvangre isbjerg lavede en 90 meter lang flænge i skibssiden, så fem af de vandtætte rum fyldtes med vand, og det ’synkefri’ „Titanic“ forliste.

[Kort/​ramme på side 4]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

U.S.A.

NEW YORK

NEWFOUNDLAND

HVOR „TITANIC“ GIK NED

IRELAND

ENGLAND

SOUTHAMPTON

FRANCE

[Ramme] Onsdag den 10. april: „Titanic“ stod ud på sin jomfrurejse fra Southampton med rundt regnet 2200 mennesker om bord. Efter korte ophold i Frankrig og Irland satte det kursen mod New York.

Søndag den 14. april: Vejret blev meget koldt. „Titanic“ var blevet advaret om isbjerge forude, men skød en fart af 22 knob.

Kort før midnat ramte det et isbjerg omkring 150 kilometer syd for Newfoundlands kyst.

Mandag den 15. april: „Titanic“ sank, kun 2 timer og 40 minutter efter kollisionen, og 1500 menneskeliv gik tabt. Skibet var 2570 kilometer nordøst for sit bestemmelsessted.

[Illustration på side 8]

Nogle af passagererne nægtede at give agt på advarslerne om at forlade skibet