Tid — hvad er det?

HVAD er klokken? Hvor tit har du stillet det spørgsmål? Måske føler du trang til at kaste et blik på armbåndsuret netop mens du læser dette. Hvorfor? Fordi mennesket er sig dybt bevidst at tiden går; det er næsten som om vi ikke kan leve uden at have en vis fornemmelse af tid. — Salme 90:12; Prædikeren 3:11.

Det er klokken der hver dag bestemmer de fleste menneskers virke. Vi sover, står op, spiser, arbejder og har gæster, ikke altid når vi har lyst til det, men når urets visere fortæller os at vi skal. Og når vi ser på klokken er det ofte fordi vi, mærkeligt nok, er mere interesseret i at vide hvor meget tid der er tilbage før det ene eller det andet skal gøres, end i at vide hvad klokken er.

Alt levende synes at have et indre ur. For eksempel er mange planter og dyr i besiddelse af en fintfølende mekanisme der angiver tiden for at blomstre, gå i hi, flyve sydpå, eller hvad det nu kan være. Uden at vi ved af det bliver kemikalier i os frigjort og kroppens funktioner reguleret af et biologisk ur. Dette minder os om ordsproget: „Alt har sin stund og hver en ting under himmelen sin tid.“ — Prædikeren 3:1.

Hvordan ville du forklare hvad tid er? Nogle vil måske sige at tid er en måde at betragte tingene på, eller at det er afstanden mellem to begivenheder. Hvis der aldrig skete noget, ville der altså ikke være nogen tid. Men at gøre rede for hvad tid egentlig er — det er lige så svært som at forsøge at forklare hvad verdensrummet er. Noget ved man dog om tiden.

Fakta om tid

Vi ved hvordan tiden bevæger sig — fremad. Den kan kun bevæge sig i én retning. Fortiden er borte, og vender aldrig tilbage. Vore fejlgreb, såvel som vore gode gerninger, har sat deres spor i timeglassets sand. Vi lever altid i nutiden og bevæger os mod fremtiden, men vi kan aldrig skrue tiden tilbage og gøre tingene om. Derfor er det så vigtigt at træffe gode beslutninger i nuet, så fremtiden kan blive fyldt med glæde og ikke beklagelse. — Ordsprogene 3:1, 2.

Vi ved hvordan man kan udmåle tiden. I den fjerne fortid var mennesket tilfreds med at lade solen, månen og stjernerne afmærke tidens gang. Når solen stod op om morgenen var det for mange tid til at arbejde, og når solen gik ned om aftenen var det tid til at sove.

Da samfundet blev mere kompliceret og menneskene lettere kunne komme omkring, blev man også mere optaget af at udmåle tiden. Takket være menneskets begavelse blev der gjort mange opfindelser med dette formål — soluret, tællelyset (hvorpå timer kunne afmærkes), timeglasset, det mekaniske ur og, i nutiden, atomuret. Alle disse tjener til udmåling af den usynlige strøm der kaldes tid. Mange går efterhånden så meget op i tiden at de ikke længere tænker så meget på selve det arbejde eller de opgaver de har, men nærmest bare „hænger i en klokkestreng“.

Hvorfor synes det ved nogle lejligheder som om tiden går meget hurtigt, mens den andre gange næsten slæber sig af sted? Det skyldes at vores tidsfornemmelse er knyttet til begivenheder. En periode med uvirksomhed virker længere end en periode med aktivitet, og jo mere interesseret vi er i det vi laver, jo hurtigere synes tiden at gå. Hvis en opgave keder os, synes tiden at gå alt for langsomt. Har du nogen sinde prøvet at sidde og vente på nogen? En indholdsløs time tilbragt på den måde virker endeløs — kun én begivenhed. Men forestil dig at du på den samme time skulle nå at udføre utallige opgaver, som for eksempel at tilberede et måltid til uventede gæster (skrælle kartofler, sætte en steg i ovnen, koge grøntsager, dække bord, fare igennem huset med en støveklud og gøre dig selv i stand)! Det ville virke som om den time fløj af sted med en hastighed hurtigere end lydens, fordi der var så mange begivenheder til at fylde den ud med.

Vores bevidsthed om fortiden, nutiden og fremtiden adskiller os fra dyrene. Dyr lever så at sige i et vedvarende nu, mens mennesket, skønt det lever i nuet, kan lære af tidligere erfaringer og derved forudse fremtidige behov. Og som årene går og vi samler os flere og flere erfaringer, synes tiden at flyve os forbi med stadig større fart. Når vi bliver ældre og bliver os vor egen dødelighed smerteligt bevidst, skulle vi da ikke tænke dybere over livet og hvordan vi lever det? — Salme 90:10.

Digteren Henry Austin Dobsons bemærkninger om tiden er sande:

„Du siger, tiden går? Ak nej!

Den står, men vi går bort.“

Men vil vi altid være dømt til at ’gå bort’? Ikke hvis vi ved nøjagtigt hvilken „tid“ det er. Vi mennesker kan beregne tiden, danne os teorier om tiden, nøjagtigt udmåle tiden; men ved vi hvilken tid det er, set fra Guds synspunkt? Hvor befinder vi os i forhold til hans tidsplan?