Vores søn gav mig nye livsværdier

Det var en meget lykkelig dag da vores første barn kom til verden. Min mands glæde og lægens udtalelse om at det blev en sund og velskabt dreng betød så meget for mig. Men denne lykkefølelse varede kun kort. Craig var ikke ret gammel før vore venner forsøgte at overbevise mig om at han havde svært ved at styre sine øjne. Efter en undersøgelse forsikrede lægen os at der ikke var noget alvorligt i vejen. Men en uge senere viste der sig en tæt katarakt, det vil sige grå stær, på Craigs ene øje. Vores tre måneder gamle søn var halvvejs blind!

En øjenspecialist fortalte os at vi uheldigvis havde valgt den forkerte partner da vi giftede os, for den defekt vores søn havde, var arvelig. Det gjorde ondt at tænke på at min søn var delvis blind, for slet ikke at tale om at jeg havde giftet mig med den forkerte. Og den følgende uge blev linsen i Craigs andet øje fuldstændig uklar; den var også angrebet af grå stær. Fire måneder efter sin fødsel var Craig totalt blind!

Efter megen gråd og mange alvorlige samtaler opsøgte vi en ernæringsekspert. Han mente at problemet var forårsaget af et lægepræparat det var blevet anbefalet mig at tage i omkring tre måneder under svangerskabet. Hvis Craig ikke viste tegn på bedring efter en tre måneders behandling, kunne man ikke gøre noget for ham. Hvor gjorde det mig ondt for vores lille søn! I tankerne forestillede jeg mig også hvor frygtelig min tilværelse som moder ville blive.

Choket fik mig også til at begynde at drage Guds retfærdighed i tvivl. Jeg kunne endda affinde mig med at han lod Craig miste det ene øje, men dem begge! Det var umenneskelig hårdt. Hvorfor skulle et hjælpeløst lille barn lide? Jeg havde passet godt på mit eget helbred, både før og efter undfangelsen. Jeg kendte kvinder der havde udsat sig selv for det utroligste — ja endog havde forsøgt at fremkalde abort — og alligevel fik de sunde og velskabte børn. Hvorfor skulle dette overgå mig, når jeg nu så gerne ville pleje et barn og vise det kærlighed?

Jeg får sans for nye værdier

Det varede imidlertid ikke længe før jeg forstod at min søn skulle blive til velsignelse for mig på mange måder. Det gik så meget ned ad bakke med hans helbredstilstand at jeg først og fremmest var bekymret for hans liv, ikke for om han kunne se. Det begyndte at gå op for mig at der også fandtes andre kostelige gaver, og at selve livet var den største af dem alle. Hvor var det godt at han levede!

Min mand mindede mig om at vores fysiske ufuldkommenhed, de uforudsete bivirkninger af det præparat jeg havde taget, og de nedbrydende forhold som vi mennesker lever under, var faktorer vi måtte tage i betragtning. Vore venner henviste til mange eksempler på at andre børn der var lige så dårligt stillet, havde lært at klare sig trods alvorlige handicap.

Som tiden gik, gjorde min mand og vore venner mig gang på gang opmærksom på Guds hensigt, som er at fjerne alle handicap for de mennesker der kommer til at leve her på jorden under hans retfærdige nye tingenes ordning. (2 Pet. 3:13; Åb. 21:3, 4) De fremhævede mange af de gode egenskaber som Craig var ved at udvikle — han var en glad natur, og det var tydeligt at han nærede kærlighed til Jehova i sit lille hjerte. Det var virkelige goder. Ofte funderede jeg også over det stridsspørgsmål som Satan rejste over for Gud angående Job, og jeg spurgte mig selv om vi kun ville tjene Jehova når vi havde alt hvad vi ønskede! — Jobs bog, kapitlerne 1 og 2.

Jeg begyndte at bruge mere tid på at tale med mine naboer om disse ting i Bibelen, og det hjalp mig, så jeg lettere kunne holde tankerne beskæftiget med det mere positive, de opbyggende løfter som Guds ord indeholder. Det kostede en anstrengelse, men jeg fik et bedre og stærkere forhold til Gud.

Tålmodighed nødvendig

Vores søn må stadig siges at være et sart og følsomt barn. Han kan endnu ikke gå alene, skønt han er over fem år nu. Da synet spiller en vigtig rolle når man skal øve sig i at holde balancen, hæmmes han en del. Han er for så vidt stærk nok til at gå, men han vil hellere trække sig frem i siddende stilling. Så føler han sig mere sikker.

Vi har brugt timer på at overtale Craig til at gå nogle få skridt, idet vi har forsikret ham at vores udstrakte arme ville være der til at gribe ham. Vi gør meget ud af at rose ham når han forsøger, men sædvanligvis falder han tilbage til sin siddende stilling og til at trække sig frem ved hjælp af møblerne. Vi kan ikke skænde eller skynde på ham; gør vi det, falder han straks tilbage. Hans langsomme reaktioner har lært os tålmodighed.

Endnu en vanskelighed er at lære ham at tale. Til at begynde med virkede Craig usædvanlig kvik. Han syntes det var let at gentage ord og svar på papegøjemanér. Men efterhånden blev vi klar over at han ikke kunne sætte ord sammen til forståelige sætninger. Tanken om at vi måske også havde et mentalt retarderet barn begyndte at trænge sig på.

Brevveksling med en statsstøttet skole for blinde hjalp os til at forstå problemet. Seende mennesker tror måske at de kan sætte sig i den blindes sted ved simpelt hen at lukke øjnene. Men de kan støtte sig til de synsindtryk de allerede har, og som de kan huske. Et menneske der har sit syn kan ikke, blot ved at lukke øjnene, sætte sig ind i hvad det vil sige at være blind fra fødselen. Det fik os til at forstå at problemet ikke skyldtes en mangel hos Craig, men snarere hos os, fordi vi hele tiden forsømte at beskrive de ting han normalt ville lære at kende ved iagttagelse.

Børn der kan se, er ivrige efter at efterligne. Men hvordan kan et blindt barn for eksempel efterligne det at tage en ske i hånden ved måltiderne, at lukke en dør, eller at vende et blad i en bog? Det kan hverken se genstanden eller bevægelsen. Hvordan vil du forklare en blind hvordan det ser ud når en fugl flyver eller en hest galoperer?

Vi kunne nu se problemet klart. Jeg måtte tale meget mere med Craig og hele tiden fortælle ham hvad jeg gjorde når jeg arbejdede eller bevægede mig rundt i huset. Når det er muligt lader jeg ham føle på, smage på eller lugte til det jeg arbejder med, og derpå følge bevægelsen.

Hvis jeg er ved at lukke en dør, forklarer jeg ham hvad det er jeg gør. Så opmuntrer jeg ham til at føle på døren, at lytte til den sagte lyd når den bevæger sig, og til klikket når den endelig går i. Mens jeg gentager bevægelsen uden at han føler på døren, beder jeg ham fortælle hvad det er jeg gør. Sådan er jeg gået frem for at hjælpe ham til at opfange bevægelse i forhold til genstande og mennesker. Derved er både hans fatteevne og hans tale blevet stærkt forbedret. Tålmodighed og udholdenhed har mange gange vist sig at kunne betale sig.

Større følsomhed

Craig er som sagt meget følsom, og det har lært os bevidst at vise kærlighed og empati når vi oplærer ham. Han er for eksempel fantastisk følsom over for atmosfæren i et hjem. Allerede som spæd kunne han mærke om en familie var venlig og afslappet eller ej. Selv hos vore venner kunne vi ikke efterlade ham, hvis der ikke var en fredelig og rolig atmosfære i hjemmet. Men vi har lagt mærke til at Craig føler sig fuldstændig hjemme hos mennesker der lever i rolige omgivelser. Min mand og jeg har naturligvis mere bevidst måttet sørge for at der var et godt forhold imellem os. Er vi ophidsede bliver Craig nervøs, hvorimod han trives når vi er afslappede og stemningen behagelig.

Eftersom vore smagsløg påvirkes af hvad vi ser med øjnene, er Craig meget konservativ i sin smag. På et tidspunkt havde han aversion mod alle grøntsager. Det har kostet udholdenhed og opfindsomhed at lære ham at spise noget nyt og ukendt.

Lugtesansen er også stærkt udviklet hos Craig. Han har intet besvær med at genkende fødemidler der synes fuldstændig lugtfri for os. Vi opmuntrer ham til at udnytte sin lugtesans. Ved at berøre maden ganske let med fingerspidserne og derefter føre dem op til næsen, finder han ud af hvad det er.

Som mange andre blinde børn er Craig også følsom over for musik. Musikken beroliger ham når han er træt og irritabel. For meget musik gør ham imidlertid passiv, i lighed med hvad der sker når seende børn ser fjernsyn for længe ad gangen.

Tugt

Vi vil ikke have et forkælet barn, selv om han er handicappet. Så når Craig skriger af hysteri får han at vide at vi ikke kan lide det. Han kan høre det på stemmen. Da han ikke kan se vores ansigtsudtryk, må vi nødvendigvis lægge modulation i stemmen.

Hvad opdragelsen angår, har vi indtil nu bestræbt os for kun at forbinde Gud med det Craig kan lide. For tiden kan han godt lide druer. Så siger vi: „Ved du hvem der har skabt druerne? Det har Jehova.“ Sådan går vi frem med alt hvad vores søn er glad for. Hvis vi under en sammenkomst med vore venner steger på grill og Craig synes at et stykke kød eller en pølse smager dejligt, så forklarer vi ham hvem der har gjort det muligt for os at få noget der smager så godt.

Somme tider ligger Craig på græsplænen og ler ad de lyde fuglene frembringer, især den australske kookaburra eller latterfugl. Kalkuner fanger også hans opmærksomhed. Når vi lægger mærke til hvordan det morer ham, forklarer vi at det er Jehova der har skabt fuglene, og vi lader Craig gentage hvad vi siger. For vores søn er det Jehova der skaber alt hvad der er godt. Vi tilskynder ham til at mærke på græsset, katten, hunden, vores ged og roserne i haven, og så spørger vi ham hvem der har skabt det. Det lille skæve smil om hans mund røber at han er glad for det nye han lærer. På denne måde håber vi at han på sin egen facon vil forbinde alt hvad der er behageligt med Skaberen.

Legetøj

I begyndelsen var det et problem at holde Craig beskæftiget. Vi der er seende tænker sjældent på hvor stimulerende det er for sindet at betragte mennesker i bevægelse. Den ansporing har Craig ikke; derfor kan han let trække sig ind i sig selv. Legetøj kan hjælpe ham til ikke at gøre det.

Det har også kostet anstrengelse at hjælpe Craig til at opfatte tingenes form og størrelse. Hvordan gør man et blindt barn begribeligt at en bygning er stor, at et træ er højt eller at et tog er langt? Ved at variere størrelsen og formen på legetøjet kan man på en fornøjelig måde lære barnet meget i den retning. Det bedste legetøj er genstande man bruger i dagliglivet; ting som skeer, kasseroller, papæsker, gummibolde, sko, tasker, reb, vand i en spand, og noget der skal skubbes, for at nævne nogle få.

Min påskønnelse øges

Craig har lært mig at påskønne mangt og meget som man ellers tager for givet. Jeg troede engang at jeg påskønnede at jeg kunne se. Nu er jeg ikke mere så sikker på at jeg gjorde det. En fugl under flugten, en rød solnedgang, smilet på et lykkeligt ansigt, de trykte ord i en god bog, blomsternes farver, en smuk kjole, talløse ting i hverdagen — alt siger mig meget mere nu.

Efter at jeg er kommet til at forstå hvor afhængig Craig er af sin hørelse, er lyde kommet til at betyde meget mere for mig. Der er så meget vi tager for givet, som for eksempel klikket når en dør går eller når lyset bliver tændt, et menneskes fodtrin, en stemmes klang, et urs tikken, papirets knitren når man vender et blad, den gurglende lyd af vand der løber ud af en kumme, eller regndråbernes trommen. Lyde som vi undertiden føler er unødvendige eller generende, giver Craig en fornemmelse af liv, tryghed og velbehag, og de sætter kolorit på hans tilværelse.

Det samme kan siges om de mange behagelige dufte, den endeløse variation af smagsmuligheder, alle de tiltalende ting vi kommer i berøring med hver eneste dag. Jeg har fået en dyb værdsættelse af de smukke begreber man hverken kan se, høre, føle på eller smage, men som ikke desto mindre tiltaler alle, især den blinde. Jeg tænker her på venlighed og tålmodighed; tryghed, rolige omgivelser; kærlighed, tillid; og oprigtig, uegennyttig empati. Alt det jeg her har nævnt, har ved Craigs hjælp beriget vores tilværelse, og ikke mindst har det været en gave at have denne kærlige lille dreng hos os hver dag.

Fra Craig var omkring ni måneder begyndte han at nynne melodier i den rigtige takt. Hans repertoire indbefatter mange sange, især dem han har hørt ved vore kristne møder. Hvad enten vi er hjemme, går på indkøb, kører i bilen eller er på besøg hos naboerne, hører man tit vores lille glade dreng synge. Det er forbavsende hvor forfriskende og oplivende det kan virke, selv på fremmede som vi går forbi når vi køber ind i et supermarked.

Fordi Craig er så opmærksom, har han let ved at lære, selv om han som før nævnt er langsommere til at opfatte bevægelse i forhold til mennesker og genstande. Da han var to og et halvt år kunne han nævne de 13 første bøger i Bibelen i den rigtige rækkefølge. Han kunne svare på mange spørgsmål angående bibelske personer. Hans opmærksomhed under bønnen ved de kristne møder er så intens at han er kendt for at sige „Amen!“ med høj og klar røst før alle andre. Det samme er tilfældet når vi beder derhjemme ved måltiderne. Hele hans sindelag og hans kærlighed til Gud i denne spæde alder har været os en vældig opmuntring.

Da jeg engang følte mig lidt sløj og gerne ville blive hjemme fra vores kristne møde, gik Craig hele eftermiddagen og sagde: „Skal vi ikke gå hen til brødrene i rigssalen og synge for Jehova?“

Ved andre lejligheder, når vi har været trætte, har han opmuntret os ved at sige at vi skulle synge. „Skal vi ikke synge en sang for Jehova?“ spørger han. Eller: „Hvem har skabt appelsinerne? Hvem har skabt solen?“ Han får hurtigt resultater.

I begyndelsen betragtede jeg udelukkende vores søns handicap som en tragedie. Men det har langtfra været en byrde vi ikke kunne bære. Jeg græder ikke mere over tabet af den ene gave, synet, for der er andre gaver som har fået langt større værdi for mig. Nu da Craig er fem år og ikke så skrøbelig mere, har vi søgt en øjenkirurg. Synet er delvis rettet op på det ene øje ved hjælp af meget stærke briller.

Vi glæder os, ligesom Craig, til den dag da han kan se os tydeligt. Det samme gør hans lillebroder, der har normalt syn og som allerede gør sig de hæderligste anstrengelser for at lege med ham. — Indsendt.