Jeg har måttet kæmpe med mine svagheder

Fortalt af Thomas Addison

NÅR jeg som dreng så en fugl på vejen, gik jeg af ren og skær frygt i en stor bue udenom. Og når vi havde familie eller venner på besøg derhjemme, gemte jeg mig sky bag moders skørter og skyndte mig hurtigst muligt tilbage til soveværelset. Jeg blev mundlam når der var myndighedspersoner i nærheden, især skolelærere.

Hvordan var jeg i stand til at forandre mig? Hvordan kunne et frygtelig genert barn som jeg, senere lære at tale til i tusindvis af tilhørere ved store stævner?

Mine forældre forsøger ’at bøje grenen’

Mine forældre — især fader, som var en slank, energisk skotte — syntes at jeg var svær at blive klog på. Han var selv blevet forældreløs som 13-årig og havde fra en meget ung alder måttet klare sig selv. Men trods sin noget barske facon havde han et hjerte af guld. Moder, som var landmandsdatter, var derimod indbegrebet af mildhed. Jeg blev opdraget med fast og kærlig hånd, men blev ikke overbeskyttet.

I 1945, da jeg var seks år gammel, havde jeg min debut på den teokratiske skole. Jeg holdt mit første indlæg i skæret fra en petroleumslampe i en lille australsk menighed hvor der kun var tre familier. I god tid hjalp fader mig med at forberede opgaven og forklarede fordelene ved ikke at have fuldt manuskript. Han understregede også at man aldrig skulle være bange for hvad andre sagde eller tænkte, for, som han sagde: „Vi mennesker er bare en lille bunke støv. Nogle bunker er lidt større end andre, det er det hele!“ Knæene rystede under mig, mine håndflader var klamme af sved, og da jeg var nået halvvejs igennem kunne jeg ikke få fremstammet et ord mere men måtte gå ned.

Jeg har vel været en halv snes år da fader tog min lillebroder Robert og mig med hen på landsbyens hovedgade og lod os tage opstilling med bladene Vagttårnet og Vågn op! foran den lokale biograf. Alle vores skolekammerater kunne se os. Bladene føltes så tunge som bly, og nogle gange smuttede de om på ryggen! Fortvivlet søgte jeg at stå på en måde så man ikke lagde mærke til mig.

Det virkede imidlertid meget tilskyndende på mig at betragte faders frimodighed. Han sagde altid at hvis man unddrog sig, gav man efter for Satan og for menneskefrygt. I skolen kom jeg ud for en anden prøve. Den anden verdenskrig lå ikke så langt tilbage, og nationalismen i Australien glødede endnu. Min søster Ellerie og jeg blev siddende når de spillede nationalsangen. Det var meget svært for mig at skulle skille mig ud, men igen var det mine forældres stadige støtte og opmuntring der hjalp mig til ikke at gå på kompromis.

Faders gode eksempel

Når man tager faders baggrund og personlighed i betragtning, må man bestemt sige at han var meget tålmodig med mig. Han var kun en knægt på tretten da han begyndte at arbejde i Englands kulminer. Da han var først i tyverne udvandrede han til Australien for at skabe sig en bedre tilværelse. Men det var under 30’ernes økonomiske depression, og han måtte tage til takke med det værst tænkelige arbejde for at kunne skaffe sin familie mad på bordet.

Fader var skuffet over verdensforholdene og især over politik, så da han læste Vagttårnsselskabets bøger og deres frygtløse afsløringer af det politiske, kommercielle og religiøse hykleri, rørte der sig noget i ham. Der gik ikke lang tid før han indviede sig til at tjene Jehova. Kort forinden havde moder gjort det samme. Trods det at fader var ufaglært og hans ene lunge var klappet sammen under en sammenstyrtning i en mineskakt, rejste han med familien ud for at tjene hvor behovet var større. Hans tillid til Jehova gjorde et dybt indtryk på mig.

Jeg kan for eksempel huske at vi flyttede til en lille kulmineby hvor de eneste forkyndere var to ældre søstre hvis mænd ikke var med i sandheden. Det var svært at finde noget at bo i, men til sidst lykkedes det os at leje et gammelt hus flere kilometer uden for byen. Skulle vi nogen steder måtte vi enten gå eller cykle. En tidlig morgen mens vi tre børn var på besøg hos nogle venner, brændte huset ned til grunden. Vores forældre undslap med livet i behold, men intet andet blev reddet. Og vi havde ingen forsikring og ingen penge.

Kort før sin død i 1982 fortalte fader om denne hændelse: „Kan du huske, sønnike, hvor sort det hele så ud; men Jehova holdt os oppe? Efter branden sendte brødrene i Perth os møbler, tøj og penge. Takket være deres gavmildhed blev vi faktisk bedre stillet end vi havde været før branden!“ Engang troede jeg at fader overdrev lidt når han talte om hvor meget Jehova havde hjulpet os i vores liv. Men der var alt for mange eksempler på det fader kaldte ’Guds hjælp’, til at der kunne være nogen anden forklaring.

Moders glade livssyn

Et af mine store problemer er at jeg er noget af en sortseer. Moder spurgte ofte: „Hvorfor ser du altid livets skyggesider?“ Det eksempel hun selv satte ved at se lyst på tilværelsen hjalp mig til at prøve at være mere optimistisk.

For nylig fortalte moder om noget hun havde moret sig over kort efter at vi var flyttet til en lille landsby. Den lokale læge havde troet at mine forældre var velhavende folk, fordi de var så velsoignerede og nobelt klædt. Sandheden var at vi boede i en stor lade, med skillevægge af sækkelærred, hvor der hverken var indlagt gas, vand eller elektricitet. En dag forsøgte en tyr at brase gennem hoveddøren. Gæt hvor jeg befandt mig: under sengen!

Moder hentede vand fra en brønd 200 meter væk, ved hjælp af et par femtenlitersdunke hun bar i et åg over skuldrene. Hun havde en særlig evne til at se det komiske i alt besværet, og med lidt opmuntring fra fader betragtede hun alle vanskelige situationer som udfordringer og ikke som problemer. Hun gjorde altid opmærksom på at selv om vi var temmelig småt kørende, havde vi mange rige velsignelser.

For eksempel tilbragte vi mange glade dage med at rejse til fjerne distrikter for at forkynde. Vi slog lejr under stjernehimmelen, stegte bacon og æg over åben ild og sang Rigets sange under rejsen. Fader leverede musikken på sin harmonika. Ja, på mange områder var vi rige. I nogle landsbyer lejede vi et lille lokale i et forsamlingshus og averterede et offentligt foredrag som fader holdt søndag eftermiddag.

På grund af faders tilbagevendende helbredsproblemer måtte moder undertiden tage verdsligt arbejde for at supplere hans indtægt. I årevis måtte hun desuden pleje sin moder, så bedstefader og til sidst vores egen fader. Men hun klagede aldrig. I perioder var jeg deprimeret og pessimistisk, men moders eksempel og hendes milde formaninger fik mig til at ønske at kæmpe videre.

Min depression

Sidst i teenageårene blev jeg indhentet af alle min barndoms svagheder som jeg havde troet var et overstået kapitel. Spørgsmål om livet gav mig anfægtelser. Jeg begyndte at spørge mig selv: ’Har alle mennesker samme mulighed for at lære Jehova at kende og tjene ham?’ Hvad for eksempel med de børn som var født i Indien eller Kina? De måtte vel have langt ringere mulighed for at lære Jehova at kende end et barn der var så heldigt at dets forældre var Jehovas vidner. Var det ikke uretfærdigt? Desuden spillede arv og miljø, noget som man ikke selv er herre over, også en vigtig rolle. Livet syntes på mange måder uretfærdigt. Jeg kunne plage mine forældre med sådanne spørgsmål i timevis. Jeg var også utilfreds med mit udseende. Der var så meget jeg ikke kunne lide ved mig selv.

Jeg gik og rugede over disse spørgsmål, hvilket gjorde mig deprimeret, nogle gange i ugevis. Jeg forsømte min personlige soignering, og flere gange overvejede jeg i al hemmelighed at begå selvmord. Nogle gange fandt jeg ligefrem tilfredsstillelse ved at svælge i selvmedlidenhed. Jeg betragtede mig selv som en misforstået martyr. Jeg blev indadvendt og sær. Engang var det som om det pludselig slog klik for mig. Alt omkring mig forekom uvirkeligt, som om jeg kiggede gennem en dugget rude.

Denne skræmmende oplevelse fik mig til at indse at selvmedlidenhed kan være farligt. I en bøn til Jehova besluttede jeg at gøre en indsats for ikke igen at give efter for selvmedlidenhed. I stedet begyndte jeg at beskæftige mig med positive, bibelske tanker. Fra da af læste jeg med levende interesse alle de artikler i Vagttårnet og Vågn op! som handlede om forskellige sider af personligheden, og samlede dem i en mappe. Jeg lagde også særlig mærke til forslag i Rigets Tjeneste om hvordan man kunne få en samtale i gang.

Jeg satte mig det mål at jeg ved hvert af de kristne møder ville tale med en af de tilstedeværende så længe som muligt. I begyndelsen varede disse samtaler kun omkring et minut. Så ofte kom jeg nedslået hjem. Men med en vedholdende indsats blev jeg langsomt bedre til at føre en samtale.

Jeg begyndte også at foretage et grundigt personligt studium for at finde svar på de spørgsmål jeg gik og tumlede med. Desuden var jeg mere opmærksom på hvad jeg spiste — og opdagede at når jeg tog et kosttilskud blev jeg mere udholdende og i bedre humør. Senere fandt jeg ud af at der også var andre faktorer som gjorde mig deprimeret. For eksempel gik jeg undertiden så højt op i et eller andet at jeg var fyr og flamme for sagen. Bagefter kom jeg uvægerlig ned i en bølgedal, følte mig udbrændt og blev deprimeret. Jeg måtte altså lære at dyrke en interesse uden at gå over gevind. Selv den dag i dag er dette noget af en balancekunst for mig.

Det næste skridt jeg tog var at forfølge det mål som mine forældre altid havde holdt frem for os børn, nemlig heltidstjenesten. Det at min søster i mere end 35 år har holdt fast ved pionertjenestens privilegium virker fortsat ansporende på mig.

Min søns sygdom

Efter nogle år som ugift pioner giftede jeg mig med en pionersøster, Josefa. Vi to har på alle måder suppleret hinanden godt. Med tiden har vi fået tre børn. Craig, den ældste, blev født i 1972. Han lider af svær spastisk lammelse, hvilket har været noget af en udfordring, eftersom han ingenting kan selv, bortset fra ubehjælpsomt at spise sin mad med ske. Vi elsker ham selvfølgelig højt, så jeg har gjort alt for at hjælpe ham til at blive mere uafhængig. Jeg har lavet alle mulige gangredskaber til ham. Og vi har været hos adskillige specialister, men uden videre succes. Det har overbevist mig om at der er forhold i det nuværende liv som man ganske enkelt må affinde sig med.

Inden for Craigs første tolv leveår skete det af og til at han pludselig holdt op med at spise og drikke, og derefter kastede op. Vi fik at vide at det formentlig skyldtes en hjerneskade. Han begyndte bogstavelig talt at visne bort for øjnene af os. Men vi hentede styrke i bønnen, og med en medicinsk behandling kom problemet under kontrol så han overlevede, selv om det var på et hængende hår. Snart kunne Craig igen glæde os med sit muntre smil og sit uudtømmelige sangrepertoire.

Josefa havde i begyndelsen svært ved at vænne sig til denne hjerteskærende situation, men hun sørger med kærlighed og tålmodighed for at Craig får sine behov dækket. Det betyder at vi har kunnet fortsætte med at flytte omkring til steder hvor der er større behov for åndelig hjælp. Med Josefas støtte og praktiske hjælp har jeg i en årrække kunnet nøjes med deltidsarbejde for at forsørge familien og samtidig være hjælpepioner.

Nødvendigt at være positiv

Når Craig er nedtrykt over at være syg og handicappet, opmuntrer vi ham med et af mine yndlingsskriftsteder: „Nu hører vi ikke til dem som unddrager sig.“ (Hebræerne 10:39) Han kan det udenad og bliver altid opmuntret af ordene.

Lige siden Craig var lille har han været meget glad for forkyndelsen. Takket være hans specialbyggede kørestol kan han ofte komme med os. Han er især glad for at komme med når jeg fra tid til anden betjener andre menigheder som afløser for kredstilsynsmanden. Hans små kommentarer til gruppestudiet og det at han i specialskolen hvor han har gået, hele tiden har fortalt beretninger fra Bibelen, har gjort langt større indtryk end det vi andre uden handicap har sagt og gjort. Dette har indskærpet mig at uanset vore begrænsninger kan Jehova bruge os til at fremme hans vilje og hensigt.

For nogen tid siden havde jeg den forret at være lærer ved Rigets Tjenesteskole. Trods alle mine år i tjenesten var jeg faktisk temmelig nervøs til at begynde med. Men ved at stole på Jehova faldt jeg snart til ro og mærkede endnu en gang Jehovas opretholdende kraft.

Nu hvor jeg har levet i over 50 år, er jeg overbevist om at kun Jehova kærligt kunne opdrage mig sådan at der kom et åndeligt menneske ud af det.