Den katolske katekismus-krise

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I FRANKRIG

Brugte de første kristne katekismer?

Hvordan biskoppernes delte meninger har forårsaget en krise.

„DET åbenbarede ord bør ikke udvandes og faktisk ødelægges af katekismer der er baseret på spekulativt, psykologisk og sociologisk vås.“ Sådan sagde kardinal Lorscheider fra Brasilien, hovedtalsmand ved de katolske biskoppers femte synode, der fandt sted i Rom fra den 30. september til den 29. oktober 1977.

I katolsk sprogbrug henviser ordet „synode“ til „forsamlinger under hierarkisk myndighed der skal drøfte og træffe bestemmelser om sager vedrørende tro, moral eller tugt“. (The Catholic Encyclopedia) Den femte romerske synode, hvor 204 katolske kardinaler, ærkebiskopper, biskopper og andre gejstlige eksperter var samlet, havde som tema „Katekese, især for børn og unge mennesker“.

Hvad er „katekese“? Ifølge den autoritative Dictionnaire de Theologie Catholique „kommer ordet katekese af det græske udsagnsord katecheô, der bogstaveligt betyder at genlyde eller få til at genlyde og, billedligt, at undervise mundtligt eller instruere mundtligt ved at lærerens ord giver genlyd som svar på elevens spørgsmål, og elevens svar giver genlyd som svar på lærerens spørgsmål. . . . Apg. 18:25 . . . Luk. 1:4 . . . Gal. 6:6.“

Som forklaring til vore ikke-katolske læsere kan vi nævne at en katekismus er en håndbog, ofte skrevet i spørgsmål-og-svar-form, anvendt til at undervise især de unge i katolsk lære.

Faren for at Guds åbenbarede ord kan blive „udvandet“ af romersk-katolske katekismer blev udmærket belyst af en udstilling nær hallen hvor synoden var forsamlet. Mere end to tusind forskellige katekismer på 63 sprog var udstillet! Og forskellene lå ikke blot i det sproglige, men også i indholdet af læren.

Bibelen beskriver kristendommen som „én tro“. (Ef. 4:4-6) Men hvordan kan katolikker ud over hele verden have denne tro, hvis det de lærer fra barndommen afviger fra det ene land til det andet, eller endog fra det ene bispedømme til det andet i det samme land? Det er intet under at en gruppe franske præster og aktive katolske lægfolk lige før synoden sendte pave Paul VI et brev hvori de beklagede det forhold at der ikke findes en eneste katekismus i Frankrig som er godkendt af Vatikanet. De beklagede også „den dårlige undervisningsmæssige kvalitet man finder i moderne katekismer der udsendes under overopsyn af det nationale [katolske] center for religiøs undervisning“.

„Fejlen ligger hos os gejstlige“

Hvad religion angår er unge katolikker rådvilde. Selv undersøgelser der er foretaget i katolske lande afslører med al tydelighed at „vantroen er i vækst blandt de unge, og de bliver mere og mere skeptiske over for enhver trosbekendelse“. (Le Monde, 29. oktober 1977) Men hvordan kan man også forvente at unge i katolske familier skal have tro på Gud når, som kardinal Höffner, ærkebiskop af Köln, udtrykker det, de bliver fodret med „en tværgående blanding af psykologi og sociologi“. Som en sidste tilflugt før de styrter sig ud i ateismens bundløse grav, vender mange unge katolikker sig nu til østens religioner.

Hvis fejl er dette? Ved den femte synode dadlede kardinal Picachy, ærkebiskop af Calcutta, Indien, selve den katolske kirke, idet han hævdede at den har „svigtet sin mission“. (Le Figaro, 21. oktober 1977) Kardinal Suenens, ærkebiskop af Malines-Bruxelles, Belgien, sluttede sig til denne gejstlige mea culpa (selvanklage), idet han først citerede Napoleons ord: „Der findes ingen dårlige soldater; der findes kun dårlige officerer.“ Så tilføjede kardinalen: „Hvis så mange unge mennesker vender kirken ryggen, er det så ikke til dels vor fejl? . . . Fejlen ligger hos os gejstlige fordi vi, set med de unges øjne, på grund af vor forstokkethed, vort formvæsen eller vore forbud kun i ringe grad eller slet ikke genspejler Kristi sande ansigt.“

Ærkebiskop Nguyen Van Binh fra Vietnam „betonede at det var vigtigt at tale til de unge i marxismens sprog, for det var det eneste sprog de kendte“. (London Observer, 9. oktober 1977) Han erklærede: „Med hensyn til det sprog vi anvender, så må det tilpasses en ny situation. Vi må endog gå så vidt at vi anvender marxistisk ordforråd og derved efterligner kirken for år tilbage, da sankt Thomas [Aquinas, en katolsk teolog fra det 13. århundrede] anvendte et ordforråd hentet fra Aristoteles.“ Imidlertid syntes ikke alle tilstedeværende prælater ved den femte synode i Rom om en sådan tale.

Genspejler to tendenser

Den verdensomspændende katekismus-krise genspejler i virkeligheden den almindelige krise inden for den romersk-katolske kirke, som er forårsaget af en dyb uenighed mellem de konservative, traditionsbundne katolikker og de moderne, fremskridtsvenlige katolikker. Som det kunne forventes, viste disse to tendenser sig hurtigt ved den femte synode.

De konservative anbefalede at man udgav en almindelig universel katekismus til brug i hele den katolske kirke. De fremskridtsvenlige gik ind for forskellige katekismer og undervisningsmetoder i hvert land og endog i hvert bispedømme.

Sidstnævnte tendens fik størst tilslutning. Den franske provinsavis La Voix du Nord oplyste: „Flertallet [af biskopperne] mener at kulturelle forskelle må tages i betragtning og at det kristne budskab må formidles individuelt i hvert bispedømme.“

Det er det samme som at sige at Gud skulle have sørget for individuelle bibler til hvert land, ja til hvert katolsk bispedømme.

Nogle af de gejstlige ved den femte synode i Rom gik ind for en katekismus der var mere baseret på evangeliet end tidligere katekismer havde været. Det er en tankevækkende udtalelse. Men hvordan kan katolikkerne være sikre på at deres unge vil blive oplært ud fra en katekismus der er baseret på Bibelen, når hvert land eller bispedømme er frit stillet til at vælge den (eller dem) man foretrækker? Til trods for den femte synode ser det ud til at katolikker fortsat vil lære forskellige ting på forskellige måder, afhængigt af hvor de bor.

I en opsummering af resultaterne af den særlige møderække i Rom fremsatte avisen Le Monde følgende kommentar: „Skal vi være ærlige må vi sige at kirkens katolske [det vil sige universelle] natur bliver mere og mere vanskelig at få øje på. Der er kun ringe enhed i tanke mellem den asiatiske, afrikanske og latin-amerikanske [katolicisme] . . . Sådan er resultatet af 1977-synoden, der har efterladt præsterne og de menige katolikker fuldstændig ligeglade.“ Samme avis fremholdt også: „I det nittende århundrede mistede kirken arbejderklassen. Her i det tyvende århundrede er den ved at miste ungdommen, og det er endnu mere alvorligt.“

„Alle kristne skulle være kateketer“

Interessant nok blev løsningen på den verdensomspændende katekismus-krise antydet ved en pressekonference lige forud for afslutningen af den femte synode. Kardinal Baggio, et indflydelsesrigt medlem af kurien, den katolske kirkes centrale styrelse, talte om nødvendigheden af at formidle Guds ord på en forståelig måde, og tilføjede: „Alle kristne skulle være kateketer og lede folk til at tro.“ Det italiensk-sprogede tidsskrift Oggi bemærkede: „Den nyligt afsluttede bispesynode om religiøs undervisning har åbenbaret at den katolske kirke er klar over følgende: at den nuværende afkristning, ateisme og ligegyldighed skyldes uvidenhed om evangeliets lære og traditionens dogmer.“

Ærkebiskop Benelli fra Firenze var inde på de samme tanker, og han betonede behovet for „en katekese der sikrer fortsat undervisning fra barndommen og gennem hele den voksne alder“. Og det 18-punkts-budskab der blev udsendt af ’synodefædrene’ ved synodens afslutning indeholdt dette som punkt 12: „[At undervise mundtligt] er en vital pligt for hele kirken. Denne pligt påhviler alle troende, hver især efter sine livsforhold og i overensstemmelse med sine særlige gaver. Ja, alle kristne er, som følge af at de har modtaget dåbens og konfirmationens sakramenter, kaldet til at udbrede evangeliet og være interesseret i deres kristne brødres tro, og fremfor alt børnenes og de unges tro.“

„Ikke længere det samme behov“?

Vedrørende den religiøse undervisning der var tilgængelig for dem der i oldtiden omvendte sig til kristendommen, siges der i opslagsværket A Catholic Dictionary: „Fra begyndelsen af sin historie har kirken opfyldt den pligt at oplære dem der kom til den for at blive døbt. (Matt. 28:19, 20). . . . Vi kan stadig danne os en nøjagtig idé om hvilken oplæring der blev givet i oldkirken, for Kyrillos fra Jerusalem [det 4. århundrede e.v.t.] har efterladt seksten bøger med katekismusprædikener der forklarer trosbekendelsen [lærens hovedpunkter] for dåbskandidaterne.“

Hvad skete der med denne undervisningsordning? Hvorfor holdt man op med at oplære mennesker før dåben og gik over til at skole børn der allerede var blevet døbt som spæde?

Samme katolske opslagsværk oplyser: „Da verden blev kristen var der ikke længere det samme behov for at undervise nyomvendte, men børnene og naturligvis medlemmerne i almindelighed havde stadig behov for kateketisk undervisning. Følgelig finder vi at et kirkemøde i Paris i år 829 beklagede at den kateketiske undervisning blev forsømt.“

Så dér har vi forklaringen. Ud fra den antagelse at verden var blevet kristen, gik den katolske kirke væk fra den oldkristne praksis mundtligt at undervise proselytter som forberedte sig til dåb. Og at dømme efter de kommentarer der blev fremsat ved den nylig afholdte femte synode, har man samme situation i dag som i 829 e.v.t. Mange katolikker ’beklager at den kateketiske undervisning forsømmes’, ikke blot over for de unge, men også over for „medlemmerne i almindelighed“.

Behovet for sand kristen undervisning er mere presserende i dag end nogen sinde før. Og som den katolske kirkes egne gejstlige indrømmer, opfylder kirken ikke dette behov. Det er dog muligt for enhver at få kristen undervisning „ud fra evangeliet og i overensstemmelse med evangeliet“, som anbefalet af kardinal Lorscheider fra Brasilien, og det ganske vederlagsfrit.

I denne forbindelse er det interessant at bemærke en oplysning i tidsskriftet El Catolicismo, der udkommer i Bogotá, Colombia. Det nævnes her at nogle religiøse ledere i Spanien har holdt en konference hvor de drøftede kirkernes svaghed i modsætning til Jehovas Vidners „succes“. Konferencen bemærkede:

„Måske er [kirkerne] svært forsømmelige med hensyn til netop det Jehovas vidner gør mest ud af — husbesøg, der falder inden for den apostolske fremgangsmåde i oldkirken. Mens kirkerne, ved ikke så få lejligheder, begrænser sig til at bygge templer og ringe med klokkerne for at trække folk til og at prædike inden for deres egne mødesteder, følger [Jehovas vidner] den apostolske fremgangsmåde med at gå fra hus til hus og benytte enhver lejlighed til at vidne.“

Kunne De have lyst til at få besøg af Jehovas vidner med henblik på gratis bibelundervisning? Hvis det er tilfældet, så kontakt de lokale Jehovas vidner eller skriv til udgiverne af dette blad.