En oplæring der fører til succes
’VED at have dyb kærlighed til Jehova Gud og ved at være overbevist om hans kærlighed til os, kan vi gøre vores livsvej til en succes.’ Hvordan reagerer du på sådan en udtalelse?
En tilhørerskare på 1899 der var forsamlet i Jehovas Vidners stævnehal i Long Island City, New York, søndag den 10. september 1978, var helt indforstået med denne tanke. Den blev fremsat af W. L. Barry ved afslutninghøjtideligheden for de 29 elever fra Vagttårnets Bibelskole Gileads 65. klasse. Disse elever havde gennemgået et særligt femmåneders kursus der skulle oplære og forberede dem til missionærarbejde i fremmede lande.
For år tilbage havde Barry selv gennemgået Gileadskolen og havde derefter i mange år haft den glæde at samarbejde med missionærer i Japan. Hans opfordring til at betragte et missionærdistrikt som et udtryk for Guds kærlighed virkede således endnu stærkere, på baggrund af de rige erfaringer han selv havde gjort. Meget realistisk pegede han på at de nye missionærer ville komme til at stå over for problemer i deres fremmede distrikt. Det ville blive nødvendigt for dem at vænne sig til „et nyt sprog, nye fødemidler, husordenen i et nyt missionærhjem, ja endog nye sygdomme“. Men ved trofast at fortsætte arbejdet, motiveret af kærlighed til deres Skaber, kunne de, styrket ved Guds ord og bøn, have lykken med sig.
Gileadskolens undervisning havde taget sigte på at hjælpe eleverne ikke alene åndeligt men også rent praktisk. Don Adams henledte opmærksomheden herpå, idet han nævnte den praktiske instruktion eleverne havde fået i at ordne vasketøj og tilberede måltider i et missionærhjem. Man håber at dette nye „fag“ på skoleplanen vil bidrage til at gøre missionærtjenesten mere glædelig for alle implicerede parter. Naturligvis er denne praktiske træning kun en biting i forhold til den oplæring der gør gileadeleverne bedre egnede til at undervise i Bibelens sandheder. Og, som Don Adams fremhævede, en god indstilling er afgørende for om en missionær bliver lykkelig. Omsorg for folks åndelige velfærd, samt evnen til at være tilfreds, ville betyde meget for om de nye missionærer trofast ville fortsætte arbejdet.
En anden taler, M. S. Allen, fremholdt nogle opbyggende tanker om hvordan man skulle vurdere begrebet succes. Han tog sit udgangspunkt i det spørgsmål Jesus Kristus stillede Johannes og Andreas: „Hvad søger I?“ (Joh. 1:38) Allen bemærkede at motivet til det vi gør er meget vigtigt. Skal man opnå velsignelser som kristen missionær, må ens motiv ikke være at opnå anerkendelse, at tage sig bedre ud end andre, eller at blive regnet blandt nogle få privilegerede. En missionær kan lære af Andreas’ eksempel. Han var villig til at holde sig i baggrunden, og han førte andre, også sin egen broder Peter, til Messias. Hvis man således kan finde glæde ved at tjene Gud og ydmygt lære sine medmennesker om Jesus Kristus, kan man blive en god missionær.
I nogle af de lande som eleverne ville blive sendt til, er mange mennesker analfabeter. Derfor opmuntrede Richard Wheelock de nye missionærer til at bruge illustrationerne i en nylig udkommen bog. På denne måde kunne de, efter at have lært det lokale sprog, nå selv en befolkning der ikke kunne læse, med Bibelens budskab.
K. A. Adams, en af skolens lærere, advarede mod at betragte mennesker ud fra et kødeligt synspunkt, for Jesus Kristus sagde: „Hold op med at dømme efter det ydre, men fæld en retfærdig dom.“ (Joh. 7:24) Måske reagerer folk langsomt i et distrikt, men Gud ser muligvis noget i befolkningen som vi ikke kan se. For eksempel kunne Jehovas Vidner efter mange års arbejde i Italien og Spanien kun notere en ringe fremgang. Men i løbet af de sidste få år har der været en enorm vækst. Dette var en god opmuntring for nye missionærer til at forblive i deres tildelte distrikter.
I tråd hermed fremhævede U. V. Glass, skolens forstander, betydningen af tålmodighed. En missionær der kommer til et fremmed distrikt, er som en plante der bliver plantet om; han kan blive sat tilbage i sin vækst. Men ved at blive i distriktet og være tålmodig vil han med tiden erfare velsignelser.
Skolens præsident, F. W. Franz, lagde betydelig vægt på den personlige indsats eleverne måtte yde for at forblive godkendt af Gud. Med henblik herpå anvendte han Jesu Kristi ord: „Vær opmærksomme på hvad I hører. Med det mål som I udmåler med, vil I få udmålt, ja, I vil få noget i tilgift.“ (Mark. 4:24) Følgelig vil det mål af udelt opmærksomhed og dyb respekt som et menneske viser Herren Jesus Kristus, bestemme målet af dets åndelige vækst. Man må også være opmærksom på hvem man omgås, så intet kommer i vejen for ens fremgang som kristen. Følgelig blev eleverne stærkt advaret imod at komme sammen med personer der kunne besmitte dem med verdslighed.
Det program der senere blev fremholdt af eleverne selv, betonede også hvad der er vigtigt for at opnå succes. Dette gjaldt især de to bibelske skuespil. Det første understregede blandt andet hvor vigtigt det er at tro på Guds ledelse og lydigt følge den, hvis man gerne vil have del i de velsignelser der bliver en realitet når Guds løfter opfyldes. Det andet skuespil havde at gøre med begivenheder fra kong Josafats regeringstid og fremhævede at hans succes afhang af den fuldstændige tillid han nærede til Jehova Gud.
Afslutningshøjtideligheden for Gileadskolens 65. klasse genspejlede i sandhed at skolens hovedformål er at hjælpe eleverne til at blive lykkelige i deres gerning som missionærer. Samtidig tjente hele programmet til at opmuntre alle de tilstedeværende til at se hen til Jehova Gud efter hjælp for at deres vej kunne lykkes.