Gileadskolens 65. klasse opmuntret til at forblive trofast
DEN 10. september 1978 blev der holdt en afslutningshøjtidelighed for de 29 missionærer i Vagttårnets bibelskole Gileads 65. klasse. De havde gennemgået et fem måneders kursus i Brooklyn, New York, og skulle nu udføre missionærtjeneste forskellige steder i Afrika, Sydamerika, Europa og Asien samt på Stillehavsøerne. Alle havde med spændt forventning set frem til at gennemgå kursuset. Ét ægtepar havde ventet i 10 år før der åbnede sig en mulighed for at de kunne komme på skolen. De andre havde ventet i mindst tre år. Ingen af eleverne var nybegyndere hvad angår det at yde deres medmennesker hjælp i åndelig henseende. De havde gennemsnitlig tilbragt omkring 10 år hver i dette livsvigtige arbejde.
Dagens begivenheder var delt op i to afdelinger. Om formiddagen fik eleverne gode råd og afskedsformaninger; om eftermiddagen fremførte de selv et underholdningsprogram for de knap 1900 venner og slægtninge som var til stede.
Skolens præsident, F. W. Franz, gjorde de nye missionærer opmærksomme på hvor vigtigt det var at de forblev trofaste mod Gud. Han byggede sit indlæg over Markus-evangeliet, det fjerde kapitel. Efter at have understreget betydningen af at vise Jesus Kristus udelt opmærksomhed og dyb respekt i hans egenskab af lærer, advarede Franz missionærerne imod at søge dårlige omgangsfæller inden for eller uden for den kristne menighed.
Taleren kom ind på følgende: Når missionærerne nu tog en ny opgave op, blev de i virkeligheden plantet om. De ville blive sat i anden jord, i nye omgivelser. Hvordan ville de reagere? Ville de fortsat vokse hvad deres anlæg, deres gode indstilling og deres egenskaber angik? Og når høstens time kom, det vil sige når de ikke mere havde lejlighed til at udvikle deres kristne personlighed, hvordan ville de så være som mennesker? Det ville for en stor del afhænge af hvad de havde ladet sig påvirke af.
Følgelig tilskyndede Franz indtrængende de nye missionærer til at passe på ikke at komme under verdslig påvirkning. De skulle derimod lade Guds rige komme først i deres liv og bestræbe sig for at opdyrke Guds ånds frugter. Når så dommens dag kom, ville de kunne bestå.
Forud for dette indlæg havde andre talere, deriblandt skolens to lærere, givet missionærerne opbyggende formaninger til at bevare trofastheden. De talte især om vigtigheden af at vise tålmodighed, at bevare en sund indstilling, ikke at dømme andre efter det ydre, at finde glæde i ydmygt at tjene, og at bevare deres dybtfølte kærlighed til Gud og deres tillid til at han også elskede dem.
Det program missionærerne selv præsenterede, tjente også som en opmuntring til at vise tro. Efter at have givet eksempler på hvad der op gennem tiden er blevet spillet af musik ved Jehovas Vidners møder, fremførte missionærerne to bibelske skuespil. Det første handlede om hvor opmærksom man skal være på tendenser der kan gøre én blind for opfyldelsen af Guds løfter. I det andet skuespil så man begivenheder fra Judas konge Josafats regeringstid. Især Judas udfrielse fra moabitterne, ammonitterne og dem fra Se’irs bjerge, viste at det medfører velsignelse at stole på Gud i tro.
Det er naturligvis ikke kun missionærerne i Gileads 65. klasse der bør tænke alvorligt på at forblive tro mod Gud; det må alle Jesu Kristi disciple gøre. Kun hvis man trofast holder ud som kristen lige til afslutningen på ens liv eller til eksekveringen af Guds dom, hører man til dem der kommer til at glæde sig over de evige velsignelser ved ’de nye himle og den nye jord’ som Gud skaber. — 2 Pet. 3:13.