En ’utryg generation’ — hvorfor?

„DER er en understrøm af frygt, og derfor vil man gerne tro på en eller anden styrende kraft som man håber tager sig af en.“

Denne udtalelse af en studerende ved Oxford-universitetet blev citeret i The Sunday Telegraph i april sidste år, og avisen fortalte om et uventet opsving i de studerendes religiøse aktivitet. Denne tendens, der står i tydelig modsætning til de foregående års stærke politiske engagement, afspejler det avisen betegner som „en utryg generations usikkerhed“.

I en tid med velstand som aldrig før virker denne situation som noget af et paradoks. Den minder om et korthus som er flot og imponerende, men alligevel skrøbeligt og dømt til at falde sammen. Folk fornemmer denne ustabilitet. Hvad er grunden til at den nuværende generation føler sig så utryg? Er det muligt at finde årsagen til denne „understrøm af frygt“ — og at overvinde den?

De bedre uddannelsesmuligheder

Siden slutningen af den anden verdenskrig er uddannelsesmulighederne i de fleste udviklede lande blevet stærkt forbedret. Dog kan man ikke sige at uddannelse i sig selv giver nogen tryghed. Den er blot et middel til at nå et mål. Det der har betydning, er hvad uddannelsen fører til. Men ak! For alt for mange ender uddannelsen i dag i en blindgyde. Der er ingen arbejde at få, kun dystre udsigter — med andre ord utryghed, usikkerhed.

For øjeblikket er der på De britiske Øer halvanden million arbejdsløse, og tallet synes at stige i det uendelige. Allerede nu er der flere unge uden arbejde end på noget andet tidspunkt siden krigen. En ung knøs på 16, som var dybt deprimeret over ikke at kunne finde arbejde på trods af ihærdige anstrengelser, hængte sig. Et medlem af den lokale skolekommission sagde: „Det var et ekstremt tilfælde, men det siger noget om den ængstelse og de kvaler mange unge har.“ Mange unge er bange for at de kommer til at gå direkte fra skolen ud i arbejdsløsheden. Denne frygt er med til at skabe usikkerhed.

Hongkong har også et progressivt samfund hvor forholdene lægger et stærkt pres på de unge. Efter de flestes opfattelse er en god uddannelse — som kan give adgang til et godt betalt job — det der vil sikre fremtiden. Går det ikke som ventet, varsler det ilde. Det fører ikke blot til skuffelse, men også til depressioner og tragedier.

På seks dage i august 1977 registrerede en gruppe der kalder sig Hongkong-samaritanerne, 1225 telefonopringninger fra deprimerede studenter. Avisen Hong Kong Standard for 13. august 1977 sammenfatter situationen med disse ord: „Vort uddannelsessystem samt pengejaget og den materialistiske holdning i vort samfund, som gør os blinde for de grundlæggende menneskelige værdier, er i høj grad med til at drive de unge til selvmord.“ Men da antallet af uddannelsessøgende er stigende og antallet af arbejdspladser faldende, vil kampen om at nå til tops næppe blive mindre.

Den moderne teknologi

Hvad så med den moderne teknologi? Vil den ikke åbne nye beskæftigelsesmuligheder og bringe flere i arbejde? Det har været manges opfattelse i de seneste årtier, men det er det ikke mere. Tværtimod advarer mange autoriteter nu om en dramatisk stigning i arbejdsløsheden i de kommende år. En gruppe økonomer på Cambridge gik for nylig så vidt som til at forudsige et tal på omkring fem millioner arbejdsløse på De britiske Øer, sandsynligvis inden for de næste ti år. Hvad er baggrunden for denne dystre spådom?

En rivende udvikling inden for mikroelektronikken har sat helt uhørt fart i automatiseringen. Oprindelig blev datateknologien hyldet som et middel der kunne afskaffe kedeligt rutinepræget arbejde, men nu viser det sig at datamaterne også kan udføre forstandsmæssige opgaver. En dygtig tegner vil for eksempel være 25 gange så lang tid om et projekt som en datamat der er programmeret til at designe. Hvis effektivitet og profit sættes i højsædet, er det ikke svært at forestille sig hvad der sker med det menneskelige element.

Der er foreslået forskellige løsninger — førtidspensionering, kortere arbejdsuge, flere og længere ferier hvert år, samt en uundgåelig forlængelse af skoletiden. Men ingen af disse ting, heller ikke dem alle i fællesskab, kan løse problemet, og beskæftigelsesusikkerheden fortsætter.

Under normale omstændigheder er det på sin plads at sige, som Bibelen gør, at „hvis nogen ikke vil arbejde, så lad ham heller ikke spise“. (2 Tess. 3:10) Men hvad nu hvis en mand er ivrig efter at arbejde, men nægtes muligheden? Dette gælder sørgeligt nok mange i dag, og i lande hvor der ikke er nogen offentlig forsorg er de simpelt hen tvunget til at leve en kummerlig tilværelse i konstant usikkerhed.

Kriminaliteten

„Arbejde fordriver de tre store onder, kedsomhed, laster og fattigdom,“ sagde den franske filosof Voltaire i det attende århundrede. Hvis dygtige, uddannede mænd og kvinder ikke har nogen mulighed for at bruge deres hænder til at udføre en ærlig dags arbejde, er det næppe noget under at mange af dem slår ind på forbryderbanen. Fortvivlelsen giver sig ofte udslag i kriminelle handlinger. På De britiske Øer bliver omkring 38 procent af alle lovovertrædelser begået af arbejdsløse.

Endnu mere alarmerende er bølgen af vold og terrorhandlinger ud over jorden. Vanskelighederne i Italien skyldes blandt andet den yngre generations usikkerhed og fremmedgjorthed (20 procent af Italiens nyudklækkede akademikere er kvalificerede til stillinger som simpelt hen ikke findes) og afspejler de ulyksalige forhold der råder i mange europæiske lande. Men forsøget på at ændre „systemet“ med magt og skræmmemidler kan kun fostre ny utryghed.

Mange steder søger myndighederne at dæmme op for kriminalitetsbølgen med mere politi og strengere lovgivning. Disse forholdsregler kan være ganske udmærkede til at holde igen på lovløsheden, men samfundsborgerne kommer uundgåeligt til at betale en høj pris for deres sikkerhed. Ikke alene bliver skattebyrden tungere; de begrænsninger der indføres, vil også til en vis grad gå ud over alles frihed. Når det gælder om at indføre sikre og trygge forhold, gives der ingen erstatning for ærlighed og retskaffenhed.

Den internationale spænding

Vil de internationale problemer tage fuldstændig overhånd? Det er også noget de unge frygter for, mens de søger at planlægge deres tilværelse. De ved at deres egne forældre og bedsteforældre selv har oplevet krigens usikkerhed. Og dog ser de at verdenslederne stadig ikke kan komme overens, og at bedrag og intriger på internationalt plan fortsat bringer freden i fare.

Våbenkapløbet fortsætter med uformindsket styrke, og de studerende er udmærket klar over at en fjerdedel af alle videnskabsmænd bruger deres tid på at udvikle offensive krigsvåben. Mindre kendt er det måske at gennemsnitsarbejderen hvert år må betale hvad der svarer til to ugers løn i våbenkapløbet. De unge siger måske at de går ind for kærlighed og ikke krig, men samtidig ved de kun alt for godt at de ikke råder over deres egen skæbne hvad sikkerhed på verdensplan angår.

De ældres problemer

For dem der befinder sig i den modsatte ende af menneskets korte livsløb, er der ingen ende på utryghedsfølelsen. Hvor mange af de ældre er ikke blevet grebet af bekymring når de ser deres opsparede midler blive udhulet af den stadige inflation? Flid og sparsommelighed synes ikke længere at være rosværdige dyder. Som det fyndigt blev udtrykt i en annonce der opfordrede læseren til at optage lån og stifte gæld: „Som priserne stiger nu om stunder, kan det ikke betale sig at spare op til det man gerne vil have.“

Denne livsfilosofi er måske god nok til den yngre generation, men hvad med dem der må leve af deres pension og måske havde tænkt sig at få lidt glæde af deres sparepenge? Selv i lande med en relativt god pensionsordning kan fortvivlelsen blandt de ældre kræve sin pris. I Danmark bliver hvert tredje selvmord begået af personer over 60 år.

Er der overhovedet nogen sikkerhed at finde i vor tids problemfyldte, ustabile verden? Er der noget som kan give os tryghed? Overvej de vidnesbyrd der fremføres i den næste artikel: