Arbejdsløshedens svøbe

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I ITALIEN

Arbejdsløsheden er en katastrofe der hærger mange industrilande — og som bekymrer udviklingslandene. Den har ramt områder man tidligere troede var sikre. Den berører hundredmillioner af mennesker, deriblandt mange fædre og mødre. For cirka 66 procent af italienerne er det „den værste trussel“. Den skaber nye sociale problemer. Til en vis grad er den kernen i de problemer mange unge stofmisbrugere har. Den berøver millioner af mennesker søvnen, og for millioner af andre ligger den måske og lurer lige om hjørnet . . .

ARBEJDSLØSHED er sandsynligvis „det mest frygtede fænomen i vor tid,“ siger Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD). „Fænomenets udbredelse og konsekvenser er kendt,“ skriver EU-kommissionen, men „det er vanskeligt at gøre noget ved det“. Det er „et genfærd der vender tilbage og hjemsøger Det Gamle Kontinents gader,“ siger en ekspert. I Den Europæiske Union (EU) tæller de arbejdsløse nu cirka 20 millioner, og i oktober 1994 var alene tallet for Italien oppe på 2.726.000. Til sammenligning havde Danmark cirka 310.000 arbejdsløse på samme tidspunkt. Ifølge EU-kommissær Padraig Flynn er „løsningen af arbejdsløshedsproblemet den vigtigste sociale og økonomiske udfordring vi står over for“. Hvis du er arbejdsløs eller i fare for at miste dit job, kender du den frygt der følger med.

Men arbejdsløshed er ikke kun et problem i Europa. Det berører også hele det amerikanske kontinent. Og hverken Afrika, Asien eller Oceanien går ram forbi. Problemet har også været fremherskende i Østeuropa i de senere år. Arbejdsløsheden rammer ikke på samme måde overalt. Men ifølge nogle økonomer vil arbejdsløshedsprocenten i Europa og Nordamerika i lang tid fremover ligge meget højere end i de foregående årtier.a Og situationen „forværres af at stadig flere er underbeskæftigede, og af en generel forringelse i arten af de job der er til rådighed,“ siger økonomen Renato Brunetta.

Arbejdsløshedens lange march

Arbejdsløsheden har ramt den ene økonomiske sektor efter den anden: først landbruget, med en øget mekanisering der gør folk arbejdsløse; så industrien, som har været hjemsøgt af energikriser siden 1970’erne; og nu servicesektoren — handel og uddannelse — en sektor der tidligere syntes sikret. For tyve år siden ville man have slået storalarm hvis arbejdsløshedsprocenten lå over 2 eller 3 procent. Et industriland i dag klarer sig godt hvis arbejdsløshedsprocenten ligger under 5 eller 6, og i mange industrilande er procenten endnu højere.

En arbejdsløs er, ifølge Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO), en person som ikke har arbejde men som gerne vil have et og aktivt søger det. Men hvad med dem som ikke har et fast fuldtidsarbejde eller som kun har nogle få timers arbejde om ugen? Deltidsarbejde vurderes forskelligt fra land til land. I nogle lande tælles personer der reelt set er arbejdsløse, med som beskæftigede. På grund af vage definitioner kan det være svært at afgøre hvem der er arbejdsløs, og derfor fortæller statistikkerne også kun noget af sandheden. „Selv det officielle tal på 35 millioner arbejdsløse [i OECD-landene] afslører ikke den totale ledighed,“ viser en europæisk undersøgelsesrapport.

Arbejdsløshedens høje pris

Nej, tallene fortæller ikke hele historien. „De økonomiske og sociale omkostninger ved arbejdsløshed er enorme,“ siger EU-kommissionen, og de skyldes „ikke kun de direkte udgifter ved understøttelse af de arbejdsløse, men også tabet af skatteindtægter som de arbejdsløse ville have bidraget med hvis de var i arbejde“. Udgifterne til arbejdsløshedsunderstøttelse bliver stadig større, ikke blot for regeringerne men også for de beskæftigede, idet de skal betale mere i skat.

Arbejdsløshed er ikke kun et spørgsmål om tørre tal. Der er også tale om personlige tragedier, både for mænd, kvinder og unge fra alle sociale lag. Oven i alle de andre problemer der præger disse „sidste dage“, kan arbejdsløshed være en kolossal byrde. (2 Timoteus 3:1-5; Åbenbaringen 6:5, 6) Især hvis man bliver „langtidsledig“ kan det senere vise sig langt sværere at finde et arbejde. Nogle bliver sørgeligt nok aldrig ansat igen.b

Psykologer ser også at stadig flere arbejdsløse har psykiske problemer, er følelsesmæssigt ustabile, frustrerede, apatiske og har mistet selvrespekten. Når en forsørger med børn mister sit arbejde, er det en stor personlig tragedie. Deres verden synker i grus. Der er ingen tryghed. Nogle eksperter har endda bemærket „en angst der kommer til udtryk på forhånd“ og som skyldes tanken om at man kunne miste sit job. Denne angst kan skade en families indbyrdes forhold i alvorlig grad og endda få endnu mere tragiske følger — hvilket ses af nylige selvmord blandt arbejdsløse. Ydermere kan problemet med i det hele taget at komme ind på arbejdsmarkedet være en af de mulige årsager til vold og social fremmedgjorthed hos unge.

’Fanger i et fordærvet system’

Vågn op! har interviewet en række mennesker som har mistet deres arbejde. Den 50-årige Armando sagde at det for ham var „som at se 30 års arbejdsindsats spildt, ja, som at skulle begynde helt forfra“, og han følte sig som „en fange i et fordærvet system“. Francesco ’så verden bryde sammen omkring sig’. Stefano „følte en dyb skuffelse over tilværelsen“.

Der er også Luciano, der blev fyret efter at have arbejdet i 30 år som teknisk leder i et stort italiensk bilfirma. Han blev „vred og desillusioneret over at se at alle hans anstrengelser, hans samvittighedsfulde indsats og hans pålidelighed gennem så mange års ansættelse ikke blev regnet for noget“.

Forudsigelser og skuffelser

Nogle økonomer havde forventet at det ville gå helt anderledes. I 1930 forudsagde økonomen John Maynard Keynes optimistisk at der ville være „arbejde til alle“ inden for de næste 50 år, og i årtier har fuld beskæftigelse været betragtet som et opnåeligt mål. I 1945 satte FN-pagten fuld beskæftigelse som et hurtigt mål. Indtil for ganske nylig har man troet at fremskridtene ville betyde arbejde og kortere arbejdstid til alle. Men det er ikke gået som man forventede. Den alvorlige lavkonjunktur i det sidste tiår har skabt „den værste globale arbejdsmæssige krise siden den store depression i 30’erne,“ siger ILO. I Sydafrika står mindst 3,6 millioner uden arbejde, inklusive hen ved 3 millioner sorte afrikanere. Selv Japan — med over to millioner arbejdsløse sidste år — oplever en krise.

Hvorfor er arbejdsløshedens svøbe så udbredt? Hvilke løsninger er der blevet foreslået?

[Fodnoter]

[Kort på side 2, 3]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Canada:

9,6 procent

USA:

5,7 procent

Colombia:

9 procent

Irland:

15,9 procent

Spanien:

23,9 procent

Finland:

18,9 procent

Albanien:

32,5 procent

Sydafrika:

43 procent

Japan:

3,2 procent

Filippinerne:

9,8 procent

Australien:

8,9 procent

[Kildeangivelse]

Mountain High Maps™ copyright © 1993 Digital Wisdom, Inc.