Hvem kan opnå tryghed i dag?
FØDE, klæder og husly er grundlæggende livsfornødenheder. Uden dem kan vi ikke have nogen tryg tilværelse.
Hvis nogen tilbød at forære os disse livsnødvendigheder i rigeligt mål, ville vi sikkert spørge: „På hvilke betingelser?“ Hvis prisen var for høj, kunne man næppe sige at det var en gave i det hele taget. Men på rimelige betingelser — hvilken velsignelse ville det da ikke være!
En realistisk vurdering
I sin højt besungne bjergprædiken fremsatte Jesus Kristus en realistisk vurdering af livets materielle fornødenheder. Han lagde imidlertid vægt på at vi aldrig skal nære bekymring for disse ting. Hvorfor ikke? Der er flere gode grunde. Måske har du lyst til at læse om det i din egen bibel. Du finder beretningen i Mattæus 6:31-33, eller i Lukas 12:29-31.
Som du ser, indrømmede Jesus at det store flertal aldrig ville følge hans råd. De ville tværtimod ’ivrigt stræbe efter’ materielle ejendele. De ville gøre sådanne midler til et mål i sig selv. Men hvilken sikkerhed opnår de derved?
I sammenhæng med dette talte Jesus om ophobede værdier „hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler“. (Matt. 6:19, 20) Selv med den overflod der findes i dag, er de velstående ikke spor mere trygge i vore dage end de var i fortiden. Og hvad værre er: ved at følge deres eksempel tilsidesætter man rigdomme af en højere karat. Jesus advarede mod en sådan kortsynet livsindstilling idet han sagde: „Et menneske kan ikke grunde sit liv på, at hans formue vokser sig stor.“ — Luk. 12:15, Seidelin.
Hvordan finder vi da virkelig tryghed? Ved at erkende at vor himmelske Fader ikke alene er klar over hvad vi trænger til, men også har forpligtet sig til at sørge for os i alle henseender. På hvilke betingelser? Blot på den betingelse at vi ’søger hans rige og hans retfærdighed først’. (Matt. 6:33) Overvej følgende erfaringer fra det virkelige liv, og tænk på at der ikke er tale om teori men praksis:
Om at prioritere rigtigt
I hele verden er der over to og en kvart million kristne vidner for Jehova som søger Guds rige først. Heriblandt er der omkring 75.000 som er gået ind på at ofre et gennemsnit på 1000 timer om året i forkyndelsen af ’den gode nyhed om riget’. (Matt. 24:14) Disse mænd og kvinder kaldes „pionerer“, og i mange tilfælde arbejder de i vanskelige og afsidesliggende distrikter.
Hvis deres samlede timeindsats (rundt regnet 75 millioner timer årligt) skulle omregnes i penge, for eksempel til en timeløn på 30 kroner, ville deres årlige indsats beløbe sig til 2.250.000.000 kroner. Og al denne tid ofres gratis — ofte af mennesker der har opgivet vellønnede stillinger, ja endog lovende karrierer, for at få denne forret.
En journalist som har prøvet at bedømme disse pionerers arbejde, er kommet til denne konklusion: „I almindelighed lever de lykkeligt og beskedent . . . deres (Jehovas vidners) adfærd er styret af en ubetinget tro og en stærk pligtfølelse, som er helt fri for økonomiske bånd eller tanken om nogen materiel belønning.“
For eksempel var der en anset gynækolog. Efter verdens målestok havde han ’gjort det godt’. Han havde en god stilling på et stort hospital i Japan. Da han og hans hustru undersøgte Bibelen sammen med Jehovas vidner, indviede de sig begge til at tjene deres Skaber, og symboliserede dette ved vanddåben.
Kort efter kom de til det resultat at de gerne ville flytte til en anden by hvor der kun var få Jehovas vidner, for at udbrede deres tro dér. For at kunne gøre dette måtte lægen opgive sin sikre stilling på hospitalet og søge deltidsbeskæftigelse, idet både han og hans hustru ønskede at blive pionerer. Nu bor de mere beskedent i et lejet hus. Manden arbejder to dage om ugen på en klinik for at forsørge sig selv og sin hustru — og sin moder, der bor hos dem.
Hans tidligere kolleger siger at de ikke forstår hans tankegang, og langt mindre ønsker de at gøre den til deres egen. Dog har dette ægtepar fundet tryghed. De har fred i sindet og føler stor indre tilfredshed ved at støtte den lokale menighed som de er tilsluttet, og ved at lede mange bibeldrøftelser i deres nye distrikt.
Om at gribe åndelige privilegier
London er internationalt centrum for mange grene af erhvervslivet. For 25 år siden begyndte en ung mand der var ansat i et kendt multinationalt firma, at undersøge Bibelen sammen med sin kone. Efter at de grundigt havde forhørt sig hos alle religiøse ledere i deres hjemby for at finde frem til den sande bibelske lære, indviede de sig til Gud og lod sig døbe som Jehovas vidner.
Den forkynder der havde hjulpet ægteparret var selv pioner, og hendes gode eksempel gjorde et dybt indtryk på dem begge. I den lokale menighed gjorde de en stor indsats. I de følgende år havde de den forret at hjælpe op imod 100 mænd og kvinder til kundskab om Bibelen. Fjorten af disse var ansat i det firma hvor manden da beklædte en chefpost og havde ansvar for tusinder af ansatte i hele verden.
For ti år siden fik manden tilbud om at blive bestyrelsesmedlem, til en gage der var fire gange så høj som den han hidtil havde fået, og med løfte om snart at blive formand for bestyrelsen. Men på det tidspunkt havde ægteparret netop fået mulighed for at begynde i pionertjenesten. For at kunne opnå dette privilegium var de indstillet på at give afkald på hans sikre beskæftigelse og gode karriere. Resultatet blev at firmaet til sidst tilbød ham deltidsansættelse til halv gage — og som belønning for tro tjeneste blev han medlem af bestyrelsen!
Tre år senere blev firmaet reorganiseret, og han blev stillet over for det valg enten at blive heltidsbeskæftiget igen eller at tage sin afsked. Han tog sin afsked. Senere blev han udnævnt til at tjene som rejsende tilsynsmand blandt Jehovas vidner; det vil sige at han sammen med sin hustru skulle rejse rundt og besøge menigheder for at styrke dem. Denne forret har de stadig, og de glæder sig meget over den.
På spørgsmålet om hvad han føler ved at have opgivet en så lovende karriere inden for erhvervslivet, svarer han med Paulus’ ord: „Jeg regner i sandhed alt for tab i sammenligning med det langt højere at kende Kristus Jesus, min Herre.“ (Fil. 3:8, da. aut.) Og han tilføjer: „At bytte de materielle rigdomme med de åndelige har virkelig lønnet sig. Vi ser begge fremtiden trygt i møde, ja vi har opnået en tryghedsfølelse vi aldrig før har kendt.“
Men bringer man kun sådanne ofre af hensyn til fremtiden? Hvor meget er den opnåede tryghed værd her og nu? Lad os betragte nogle af de umiddelbare fordele.
Tryghed i samvær med kristne trosfæller
„Et advarende ord: Pas på lommetyve.“ Dette råd blev givet til de mange tusind der sidste år overværede Jehovas Vidners internationale stævner „Den sejrende tro“. Man kunne måske undre sig over at et sådant råd skulle være nødvendigt. Men sagen er at sande kristne er mere udsatte på grund af deres moralske retskaffenhed. Det har vist sig at lommetyve ofte benytter sig af den afvæbnende tillid der er så tydelig blandt Jehovas vidner; så advarselen var helt på sin plads. Men hvilken glæde er det ikke for ærlige mennesker at kunne føle sig trygge blandt nogle de kan stole på!
„På Jorden skal folkeslag ryste i rådvild angst . . . og menneskers hjerte skal holde op med at slå af frygt, mens de venter på det, der skal ske med Verden.“ Jesus stillede denne negative holdning som flertallet ville have når den gamle verdensordning skulle forgå, op i modsætning til den stemning der ville præge hans sande disciple: „Når dette begynder at ske, skal I ranke jer og løfte hovedet, for da er jeres befrielse nær.“ — Luk. 21:25-28, Seidelin.
Ingen vil prøve at bortforklare den ængstelse, mistillid og frygt der er så tydelig i dag, og som er en opfyldelse af Jesu ord. Kun en tro der bygger på ægte forståelse af bibelprofetierne kan give tryghed og fred i sindet.
På trods af de store problemer i dag kan sande kristne se fremtiden i møde med fuldstændig tillid. Fremtiden er sikker, ligesom Guds hensigt er uforanderlig. Under Guds rige, som Jesus lærte sine disciple at bede om, vil livet være en stadig glæde. Alle som lever på jorden vil være kristne.
Med en verdensregering der styrer til varig gavn for alle jordens indbyggere, vil ingens arbejde blive til skade for deres medmennesker. Den menneskelige opfindsomhed vil tage en positiv retning idet man glæder sig over arbejdets velsignelse og idet jorden giver rigelig afgrøde. Dyrelivet og de andre livsformer på jorden vil være i fuldstændig balance med hinanden. Selviske mennesker vil ikke længere forurene jorden, vandet og luften. Det vil ikke være noget problem at bevare sundheden. Sygdom og død vil høre fortiden til. — Jævnfør Esajas 65:17-25.
Den der kender Skaberens hensigt og kærlighed „bor trygt, sikret mod ulykkens rædsel“ til evig tid. (Ordsp. 1:33) Varig tryghed er ikke et uopnåeligt mål. Det er en realitet, og du kan opnå den hvis du vil. Du kan opnå sand tryghed nu, i samfund med Jehovas vidner.
„Thi se, jeg skaber nye himle og en ny jord, det gamle huskes ej mer, rinder ingen i hu; men man frydes og jubler evigt over det, jeg skaber, . . . de skal ikke have møje forgæves, ej avle børn til brat død; thi de er [Jehovas] velsignede æt og har deres afkom hos sig.“ — Es. 65:17, 18, 23.