Kan mennesket forbedres ved genetisk manipulation?

DER har været megen tale om nye opdagelser på det genetiske felt. Med nutidens højtudviklede, stærke mikroskoper har man fået et indblik i selve den levende celles lilleputverden og opdaget ting man ikke anede noget om før. Det har fået visse videnskabsmænd og pressefolk til at fremsætte teorier om at det måske en dag bliver muligt at kortlægge hele den genetiske kode, ja, afsløre selve „livets gåde“. De går endda videre i deres spekulationer og profeterer at man en dag, ved genetisk manipulation, vil komme arvelige sygdomme og skavanker til livs, og måske vil kunne frembringe en menneskerace med førsteklasses legemer og hjerner.

Man har ganske rigtigt opnået visse resultater ved genetisk manipulation med nogle ganske simple livsformer. Men næsten alle videnskabsmænd er enige om at der er meget, meget langt igen før man kan foretage indgreb i generne i menneskelige celler for at opnå lige præcis det man vil, for eksempel at rette nogle mangler. Lad os her betragte nogle få af de ting man indtil nu har gjort.

Kloning

„Fra et søpindsvin, for eksempel, kan cellerne på et tidligt fosterstadium, mens der endnu kun er to eller fire celler, adskilles fra hinanden og hver for sig udvikle sig til et komplet foster. Spemann har påvist at en enkelt celle fra et foster på det 16-cellede stadium hos en salamander kan bringes til at danne et helt nyt foster. Nyere forsøg udført af Briggs og King har vist at cellekerner taget fra fostre af frøer (Rana pipiens) på blastula- og gastrulastadiet [meget tidlige stadier] endnu er i stand til hver for sig at danne et komplet foster når de indplantes i en ægcelle hvis egen kerne er fjernet. Hos den sydafrikanske sporefrø Xenopus laevis har Gurdon påvist at mindst 20 procent af tarmcellerne hos haletudserne kan transplanteres og frembringe funktionsdygtige muskel- og nerveceller. Nogle af disse tarmceller kan endda frembringe et fuldt levedygtigt foster. Hvad planter angår, har Stewart fundet at enkeltceller fra gulerødder, når de gives den rette næring, kan bringes til at danne komplette gulerodsplanter. Hos [bananfluen] Drosophilas larver har Hadorn påvist at fosterskiver som normalt ville udvikle sig til, for eksempel, genitalvæv, efter mange successive transplantationer også kan udvikle sig til at danne andre vævstyper, såsom dele af hovedet, brystet, benene og vingerne.“

Læg mærke til de betingelser Strickberger her nævner for at nogen form for kloning kan finde sted med held: Cellekernen skal tages fra et søpindsvin som befinder sig på det stadium i sin udvikling hvor der kun er to eller fire celler, eller fra et salamanderfoster som kun består af 16 celler — og altså endnu er meget lille. Hos frøer skal cellekernen tages fra et foster på blastula- eller gastrulastadiet (på dette punkt kan man ikke finde nogen som helst lighed med det voksne dyr). Det er nødvendigt at bruge celler fra dette tidlige tidspunkt efter befrugtningen, for når cellerne begynder at specialisere sig til de forskellige opgaver de skal udføre i legemet, vil de ikke længere være alsidige nok til at danne begyndelsen til en helt ny organisme, i dette tilfælde en frø, med alle dens forskelligartede organer og dele. Hos en enkelt frøart, Xenopus laevis, kan en meget lille procentdel af tarmcellerne hos haletudserne måske frembringe et fuldstændigt foster som er levedygtigt. Hos bananfluen Drosophila kan genitalvæv af fosterskiver fra larven, dog kun efter successive transplantationer, udvikles til andre vævstyper, men ikke til fuldstændige fostre.

Kloning af mennesker er noget ganske andet. De fleste biologer mener enten at det ikke kan lade sig gøre, eller at der er meget langt igen før det kan lade sig gøre. Visse dårligt informerede mennesker har, åbenbart for at vække sensation, udbredt deres forestillinger om hele befolkninger bestående af klon-mennesker, frembragt og styret af genetiske eksperter, som har sammensat dem af alle de mest ønskværdige træk. Nogle har fablet om at man kunne kopiere genier som Einstein, eller supersunde idrætsfolk, ved kloning. Men bemærk at man ved forsøgene med så simple dyr som søpindsvin og salamandere måtte udtage cellerne allerede på blastula- eller gastrulastadiet, altså meget tidligt i fostertilstanden, hvis forsøget skulle lykkes. Hvem kunne på så tidligt et tidspunkt af et menneskebarns dannelse vide om vedkommende bliver en ny „Einstein“? På dette tidspunkt er der ikke den ringeste lighed med et menneske, og det er umuligt at vide om individet bliver mentalt og fysisk sundt, eller om det bliver vanskabt og retarderet og får en dårlig konstitution.

Striden om genetisk manipulation

Spørgsmålet om genetisk manipulation — eller „génmanipulation“ — har givet anledning til megen strid. Nogle anbefaler det med den begrundelse at videnskaben måske en dag vil kunne fjerne kromosomdele med defekte gener og indsætte andre i stedet, altså „reparere“ cellen. De håber at man på den måde vil kunne forhindre at arvelige sygdomme bringes videre. På det nuværende stadium er det imidlertid helt udelukket at foretage sådanne forsøg med menneskelige gener. Hvorfor?

Fordi biologerne endnu kun ved meget lidt om hvilke kromosomer, og især hvilke gener, i den menneskelige celle der har forbindelse med dannelsen af et givet træk. Desuden er menneskets celler langt mere komplicerede end frøers, og det er i øjeblikket umuligt for videnskaben at foretage sådanne indgreb i menneskelige celler, da dette let kunne dræbe cellerne. Cellernes sårbarhed er sikkert en form for „sikkerhedsfaktor“ som Skaberen har indbygget i dem; den bevirker at en celle dør når den selv, eller blot et kromosom, beskadiges alvorligt. Hvis denne sikkerhedsfaktor ikke forhindrede at defekte celler udviklede sig til fostre, ville der fødes mange flere børn som var stærkt invalide eller mentalt tilbagestående.

I øjeblikket er den genetiske forskning i stor udstrækning koncentreret om forsøg på at fremstille vigtige stoffer som insulin, og om påvisning af arvelige sygdomme i menneskefostre. Arbejdet drejer sig mest om manipulation med bakteriers gener. Men selv dette har givet anledning til stor bekymring. Og da der stadig er meget man ikke ved om de organismer der foretages forsøg med, har videnskabsmænd, sundhedsmyndigheder og andre involverede personer engageret sig i indviklede diskussioner om hvilke regler og begrænsninger man bør fastsætte for eksperimenter med génmanipulation, specielt når det drejer sig om forandringer i bakterier. I Danmark kontrolleres sådanne forsøg af „Forskningsrådenes Registerudvalg vedrørende Genetic Engineering“. Udvalget har repræsentanter for forskningen, industrien og sundhedsmyndighederne, og det er rådgivende over for politikerne.

En anden side af spørgsmålet om genetisk kontrol er den radioaktive behandling af insekter. New York Times fortalte den 17. maj 1978 på side A16 om nogle forsøg som videnskabsmænd har udført på University of California i Berkeley; her har man udsat nogle myg for et ikke-dødeligt bombardement af stråling fra kobolt 60, med henblik på at adskille myggenes genetiske materiale og ’flytte rundt på det’. Hensigten er at frembringe en slægt af myg som er immune over for et bestemt virus der fremkalder hjernebetændelse (encefalitis) hos mennesker. Man vil slippe kolonier af de nye, immune myg løs, i håb om at de vil „parre sig ind i den normale myggebestand i området, sådan at det encefalitis-fri arveanlæg vil blive givet videre til næste myggegeneration i tilstrækkeligt omfang til at hele bestanden ophører med at være sygdomsbærende“. En anden metode består i at sterilisere et antal myggehanner og slippe dem løs, så de kan parre sig med fritlevende hunner. Hvis tilstrækkeligt mange hunner parrer sig med de sterile hanner, vil den samlede bestand blive reduceret, og dermed også faren for at mennesker skal få påført smitte fra myggene.

Dr. William C. Reeves, der har arbejdet med sådanne forsøg, udtrykker selv sin tvivl om hvor effektive forsøgene er: „Selv når der anvendes veltilrettelagte og effektive metoder, kan det ske at man løber ind i uheld. Man kan slippe hundredtusinder af myg løs efter at det har varet tre år at fremavle dem, og så kan det ske at de bliver ramt af et stormvejr eller en hedebølge, så de går til grunde allerede før de når at parre sig.“

Dr. Reeves siger videre: „Vi har opnået gode resultater i laboratoriet og i forsøgstelte, men man kan ikke altid være sikker på at sådan noget også vil virke i de naturlige omgivelser.“

Et bedre håb

Forsøgene med genetisk manipulation kan altså tilbyde et beskedent håb om måske at hjælpe nogle nulevende mennesker, og et yderst tvivlsomt håb om at hjælpe nogen i fremtiden. Disse fattige udsigter kan slet ikke sammenlignes med det håb om et bedre liv, ja et evigt liv, som Skaberen tilbyder dem der elsker ham. En af Jesu Kristi apostle, Simon Peter, skrev: „Der er nye himle og en ny jord som vi venter ifølge hans løfte, og i dem skal retfærdighed bo.“ — 2 Pet. 3:13.

Også apostelen Johannes nævnte dette håb. I Bibelens sidste bog — Åbenbaringen, eller Apokalypsen — beskriver han et syn som Jesus Kristus gav ham. Johannes fortæller: „Jeg så en ny himmel og en ny jord; . . . Så hørte jeg en høj røst fra tronen sige: ’Se! Guds telt er hos menneskene, og han vil bo hos dem, og de skal være hans folk. Og Gud selv vil være hos dem. Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. De tidligere ting er forsvundet.“ — Åb. 21:1-4.

Menneskets Skaber ved nøjagtig hvordan generne og alle cellens øvrige dele virker, og hvordan hele menneskelegemet fungerer. Desuden er menneskehedens sande vel en hjertesag for ham. Han har åbenbaret os det håb der er det sande og virkelige, ikke alene for dem der fødes i fremtiden, men også for nulevende. Han lover også at hjælpe dem som ingen videnskabsmand, selv i sine vildeste drømme, kan love at hjælpe — nemlig de døde. Jesus Kristus sagde selv: „I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans stemme og komme ud.“ — Joh. 5:28, 29.

Spørgsmålet om alderdom

At døden fjernes betyder også at mennesker ikke længere vil ældes. Videnskaben ved ikke nøjagtig hvad det er der gør at mennesker ældes. Selve den måde hvorpå cellerne deler sig er et under for videnskaben. Leonard Hayflick, en mikrobiolog der arbejder ved Bruce Lion Memorial Research Laboratory i Oakland i Californien, fortæller at visse forsøg tyder på at cellerne i alle dyreorganismer har en slags „indbygget“ faktor der bevirker at de ældes og dør. Ved laboratorieforsøg hvor man har dyrket en cellekultur fra et normalt menneskefoster i et reagensglas, har man set at delingsprocessen standser efter at cellerne har fordoblet sig selv 50 gange (ved at hver af cellerne har delt sig). Kræftceller, som er en abnorm vævsform, blev ved med at dele sig. Under fordoblingerne forringedes de normale celler i nogen grad, hvilket for et normalt levende individ ville betyde at vedkommende ville ældes og dø før de 50 fordoblinger var fuldført. Dette stemmer med hvad Bibelen siger, nemlig at vi alle har arvet ufuldkommenheden fra vor fælles stamfader, Adam. — Rom. 5:12.

En anden interessant omstændighed er denne: Mange undersøgelser tyder på at et bestemt mønster gør sig gældende for pattedyrs levetid. Deres levetid synes at være direkte proportional med legemsstørrelsen, og omvendt proportional med hjerterytmens og åndedrættets tempo. Den lille spidsmus lever kun et kort liv — men i højt tempo! Dens hurtige forbrænding kræver masser af føde, og dens hjerte og åndedræt pulserer meget hurtigt. Elefanten tager det mere med ro, dens legemsprocesser er langsommere, og den lever længere. Men ejendommeligt nok passer mennesket ikke ind i det mønster. Vi mennesker lever længere end vi „skulle“ efter denne beregning. Stephen Jay Gould fra Harvard University i U.S.A. siger derom: „Homo sapiens adskiller sig tydeligt fra andre pattedyr, og ikke bare med hensyn til hjernekapacitet. Vi lever omkring tre gange så længe som pattedyr af vores størrelse ’burde’, men vort åndedræt foregår i det ’rigtige’ tempo, hvilket betyder at vi i vores levetid har tre gange så mange vejrtrækninger som et gennemsnitspattedyr af vores legemsstørrelse.“

Også denne afvigelse forklares af Bibelen. Heri får vi nemlig at vide at dyrene blev skabt til kun at leve i begrænset tid, men at dette ikke skulle gælde menneskene. Bibelen fortæller at der i menneskeslægtens første tid, da den endnu ikke var så langt borte fra den oprindelige fuldkommenhed, var mennesker som blev 700 til 900 år gamle. — 1 Mos. 5:3-31.

Hvis vi blot tror på det vore sanser ganske naturligt fortæller os — at der findes en Skaber som har frembragt alle himmelens stjerner der bevæger sig af sted nøjagtig i deres baner, og vor jord med hele dens mylder af indbyrdes afhængige livsformer — da er det ikke svært at tro at denne Skaber kan bevare menneskets liv til evig tid. Han har lovet at give menneskeheden det fuldkomne liv tilbage under Kristi riges styre. Som Skaber er han, ifølge sagens natur, i stand til at styre hvert eneste molekyle og hvert eneste trin i den levende celles funktion. Når vi tænker på hvilken astronomisk mængde af energi der findes i universet, forstår vi at det ikke volder nogen vanskeligheder for Ham der selv besidder ubegrænsede mængder af energi, at helbrede en hvilken som helst defekt i vore arveanlæg og tilføre den energi der er nødvendig for at et menneskes liv kan fortsætte til evig tid. Således vil mennesker ophøre med at ældes og dø, for, som salmisten sagde i en bøn til Gud: „Hos dig er livets kilde.“ — Sl. 36:10.