Vidnesbyrd om en skabelse

NÅR noget er formgivet med hensigt og omtanke, må det uvægerlig være formgivet af en eller anden. Hvem ville et øjeblik bilde sig ind at et ur der viser tiden med største nøjagtighed, skulle være blevet til ved en tilfældighed? Urets præcision er et vidnesbyrd om at det er fremstillet af en eller flere dygtige personer.

Vort eget legeme røber også en så fremragende formgivning at der må eksistere en Formgiver. Et nyfødt, sprællevende spædbarn er i sig selv et sandt under. I dette lille menneskelegeme findes tusindvis af detaljer der vidner om en skabelse, detaljer som selv højt uddannede ingeniører og videnskabsmænd forundres over. Overvej selv nogle af de træk ved menneskelegemet der røber en helt overlegen formgivning.

Knoglerne — „mesterværk af konstruktion og formgivning“

Hvorfor beskrives vore knogler således i bogen The Body, som ellers går stærkt ind for udviklingslæren? Fordi knoglerne „understøtter legemet på samme måde som et stålskelet understøtter en skyskraber, og de beskytter dets vitale organer på samme måde som et betontag beskytter beboerne i et hus. Ved løsningen af disse konstruktionsmæssige opgaver har menneskelegemet klaret de formgivnings- og konstruktionsproblemer som arkitekter og ingeniører stilles over for.

Hvad ville du sige hvis du var bygningskonstruktør og blev bedt om at udvide et hus, gøre det tre gange højere og tre gange bredere, uden overhovedet at forstyrre beboerne i deres daglige gøremål og uden at ødelægge deres nattesøvn i så meget som en time? Umuligt, ville du sige. Men det er netop hvad der kræves af vore knogler. Hele skelettet må vokse til det tredobbelte fra den spæde barndom til voksenalderen.

Hvordan kan knoglerne klare det? Jo, forestil dig at der i dit hus var nogen som hele tiden skrabede lidt materiale af på indersiden af væggene og loftet, og derefter anbragte det samme materiale på murene udvendig på huset. Huset vokser nogle millimeter hver uge, indtil det efter 20 års forløb er tre gange større end det var fra begyndelsen. Noget lignende udføres af nogle specialiserede celler i vore knogler, de såkaldte osteoklaster (knoglenedbrydende celler) og osteoblaster (knogledannende celler).

Og tænk på hvilken styrke og smidighed disse knogler er bygget med! I konstruktion svarer de til armeret beton (et overordentlig stærkt materiale som har indstøbte, bøjelige stålstivere og som benyttes i udstrakt grad i moderne byggeri). På kryds og tværs gennem det kalkholdige knoglevæv løber kollagenfibre som forstærker knoglerne. Knoglevævet er otte gange stærkere end armeret beton. Dets trækstyrke er større end støbejerns. Skinnebenet kan til stadighed klare en vægt på næsten to tons, og det kan udsættes for et tryk på op til 1400 kilo pr. kvadratcentimeter. Og alligevel besidder knoglerne en forbavsende smidighed og lethed. Hvis vort skelet bestod af stål, ville en mand på 73 kilo veje næsten 360 kilo! Tænk på det næste gang du tager en svømmetur. Vore knogler består altså af den perfekte sammensætning som forener styrke med smidighed og lethed.

Og det er endda ikke det hele. Marven i vore knogler er indrettet som en slags „møntvæsen“, hvor de nye blodlegemer, der jo betyder liv for vort legeme, bliver „udmøntet“. Bogen Man in Structure and Function fortæller:

„Ligesom bankerne bygger dybe kældre med stærke hvælvinger til sikker anbringelse af deres guldreserver, sådan benytter menneskelegemet også det bedst beskyttede sted, knoglernes indre, til anbringelse af cellestatens mønter og guld: blodet.“

Man forstår hvorfor der i bladet Today’s Health skrives: „Menneskets skelet er et konstruktionsmæssigt mesterværk . . .“

„Øret — mesterligt konstrueret“

Sådan beskrives vort høreorgan i bogen Sound and Hearing. Bogen tilføjer: „Bag [det ydre øre] ligger organer som er så fint tildannet at de gør den dygtigste håndværker til skamme, og som virker med en så pålidelig automatik at de får den mest geniale konstruktør til at måbe.“

Tænk blot: Koncentreret på ganske få kubikcentimeter ligger et komplet anlæg til modtagelse og gengivelse i high-fidelity. Fra det ydre øre (som opfanger og samler lydbølgerne), gennem mellemøret (som omdanner lydbølgerne til mekaniske bevægelser) til det indre øre (som omdanner de mekaniske bevægelser til elektriske impulser), finder man vidnesbyrd om at alle disse sindrige mekanismer må være dannet af en Skaber.

Det er i „sneglen“ i det indre øre (se billedet ovenfor) at miraklet egentlig sker. Her omdannes de mekaniske bevægelser til elektriske impulser, som overføres til hjernen, der igen omsætter impulserne til lyde. „Sneglen“ udfører sin opgave ved hjælp af 24.000 bitte små hår der befinder sig inde i dette organ og nærmest fungerer som strengene i et klaver. De bevægelser som lydbølgerne fremkalder i sneglen, sætter de respektive „strenge“ i svingninger. Nerver der er forbundet med disse hår, sender de elektriske impulser videre til hjernen. Et opslagsværk fortæller: „Da sneglen i en pianists øre er omkring en million gange mindre end det klaver han spiller på, må man forestille sig at klaviaturet og strengene på et koncertflygel er formindsket omkring 100 millioner gange, for at det kan svare til størrelsen af ørets ’klaver’.“ Vort „øreklaver“ kan gengive enhver lyd perfekt — fra den mindste hvisken til et fuldt orkesters kraftigste forte — og alt dette sker i et organ der ikke fylder mere end en ært! Er alt dette kommet ved et tilfælde, eller er vi skabt sådan? Har man nogen sinde hørt om et koncertflygel der er blevet til ved en tilfældighed? Eller bare et lille pianette?

Hånden — „redskabet over alle redskaber“

Sådan har en læge engang omtalt den legemsdel der har gjort så mange af menneskets bedrifter mulige. Biokemikeren Isaac Asimov har givet udtryk for lignende tanker ved at kalde hånden for . . .

„. . . et uovertruffent gribeorgan, uden sammenligning det bedste af sin art i det levendes verden — med fire smidige fingre og en modstillet tommelfinger der gør hele hånden brugbar som fin pincet, stærk gribeklo, sno- og bukkeapparat, trække- og skubbemekanisme eller som redskab til at anslå tangenterne på et klaver eller en skrivemaskine.“

Hånden er ikke alene stærk men også forbløffende i sin bevægelighed. Den kan slå løs med en hammer, men den kan også samle en lille knappenål op fra gulvet.

Hvor sidder de stærke muskler der styrer fingrene? Ja, hvis du skulle designe et apparat som hånden, hvor ville du da anbringe musklerne? I selve fingrene? Det ville være en dårlig idé. Fingrene ville ganske vist blive stærke, men de ville samtidig blive tykke som medisterpølser. Har du nogen sinde prøvet at samle en knappenål op med to medisterpølser? Imidlertid er fingrenes bøjemuskler for størstedelens vedkommende anbragt i underarmen. Bøj engang dine fingre, og føl samtidig på din underarm med den anden hånd. Kan du mærke musklerne bevæge sig? Ved hjælp af sener er de forbundet med dine fingerspidser, hvorved fingrene bliver meget stærke, men samtidig smidige. Godt fundet på, ikke sandt? Men ved et tilfælde?

Hjernen — „den mest mirakuløse frembringelse“

Sådan blev den menneskelige hjerne i 1955 betegnet af en førende antropolog, Loren C. Eiseley, som selv tror på udviklingslæren. Skønt mennesket er kommet meget langt med sin teknologi, må vi endnu i dag forundres over hjernens formåen. En lærebog fortæller at hjernen har „10 milliarder nerveceller, hvoraf hver eneste kan danne forbindelse med 25.000 andre nerveceller. Det samlede antal mulige indbyrdes forbindelser vil få selv en astronom til at måbe — og astronomer er ellers vant til at regne med astronomiske tal“. Bogen fortsætter: „Hvis en elektronhjerne skulle kunne danne lige så mange forbindelser, måtte den være så stor at den fyldte hele jorden.“

Hele denne kapacitet ligger imidlertid koncentreret i en masse der kun vejer omkring 1375 gram og ikke fylder mere end man kan have i hænderne. Ikke uden grund kaldes hjernen for „den mest velorganiserede samling materie i universet“.

Menneskehjernen har noget som ingen elektronhjerne nogen sinde har haft, nemlig fantasi eller evnen til kreativ tænkning. Tænk for eksempel på Ludwig van Beethoven. Efter førsteopførelsen af et af hans største værker, den niende symfoni, brød publikum ud i vildt begejstrede klapsalver. Beethoven selv kunne imidlertid ikke høre det; han var totalt døv! Tænk på hvad det vil sige. Han måtte først „høre“ værket med alle dets rige klangfarver inde i sit eget hoved, og derefter nedskrive noderne. Han hørte ikke en eneste tone af det. Tænk hvilken evne til kreativ tænkning hjernen besidder!

Er det da ikke tydeligt at vort legeme i alle detaljer er genialt formgivet, indrettet og konstrueret? Jo, det vil være naturligt at drage samme logiske konklusion som en dygtig rådgivende ingeniør der i to år havde kæmpet med problemerne i forbindelse med konstruktion af en elektronhjerne. Han sagde: „Efter at jeg har stået over for de mange konstruktionsmæssige problemer som [elektronhjernen] frembød, og løst dem, forekommer det mig aldeles irrationelt at tro at denne indretning kunne blive til på nogen anden måde end ved at blive frembragt af . . . et fornuftbegavet menneske. . . . Hvis der måtte en konstruktør til at lave min elektronhjerne, hvor meget mere må dette da ikke gælde det komplicerede . . . apparat der udgøres af menneskelegemet.“

Kan alle disse vidnesbyrd om plan og omtanke skyldes rene tilfældigheder? Den berømte statistiker George Gallup, der omhyggeligt har samlet tal og kendsgerninger om mange emner, sagde engang: „Jeg kunne bevise Guds eksistens ved hjælp af statistik. Tag blot menneskelegemet — sandsynligheden for at alle dets funktioner skulle blive til ved et tilfælde, er en statistisk uhyrlighed.“ Sandsynligheden for at alt dette kunne foregå uden en styrende kraft, er altså i realiteten lig nul, „en statistisk uhyrlighed“.

Den store fysiker Lord Kelvin, som ved sin død „uden diskussion var verdens største videnskabelige geni“, nåede samme konklusion: „Videnskaben tvinger os simpelt hen til med fuldstændig overbevisning at tro på en styrende Kraft — en påvirkning ud over de fysiske, dynamiske og elektriske kræfter . . . Man tvinges af videnskaben til at tro på Gud.“ (Kursiveret af os)

Vi finder altså overbevisende vidnesbyrd om Guds eksistens ved (1) sund videnskabelig logik, og (2) de mange tydelige tegn på formgivning, hensigt og omtanke i verden omkring os. Men et andet spørgsmål melder sig: Hvordan er denne Gud? I den følgende artikel vil vi søge at besvare dette spørgsmål.

[Illustrationer på side 9]

Sneglen [i øret] . . . er et musikinstrument som er kompliceret i opbygning og minder om et klaver“

Øret, hjernen og knoglerne er eksempler på menneskelegemets underfulde indretning