Klaveret — alsidigt og udtryksfuldt

HVILKET af alle musikinstrumenter synes du bedst om? Det vil ikke være overraskende hvis du svarer: Klaveret. Millioner af mennesker i hele verden spiller klaver; alene i U.S.A. er der over 21 millioner der forsøger sig som pianister. Hvis forholdet er det samme i Danmark, skulle der herhjemme være omkring 500.000 der spiller klaver. Det må også indrømmes at klaveret besidder mange egenskaber som gør det til et ideelt middel til at udtrykke sig musikalsk, både for amatører og professionelle.

Med sine otteogfirs forskellige toner (halvtonetrin) er klaveret et af de mest vidtspændende instrumenter. Det når højere op på toneskalaen end piccolofløjten og længere ned end en kontrabas. Instrumentet har den fundamentale fordel at man samtidig kan spille både en melodi og et akkompagnement. Når to spiller firhændigt kan de samtidig anslå op til fireogtyve toner, skønt dette vel ikke er et mål i sig selv. Klaveret egner sig til brug i mange forskellige musikalske genrer, og det passer godt ind i næsten enhver kombination af instrumenter. Selv en begynder kan hurtigt lære at spille nogle simple stykker som lyder ret godt på klaver. Ja, millioner af mennesker er glade for klavermusik. Måske er du selv en af disse.

Når du har lyttet til klavermusik, kan det være at du af og til også har spekuleret på hvad det er der foregår indvendig i den store trækasse — hvad det er der frembringer den dejlige klang når pianisten anslår de sorte og hvide tangenter. Ja, hvordan har vi fået klaveret?

Klaveret, som vi kender det i dag, er et temmelig nyt fænomen i musikhistorien. Man hører ganske vist om tasteinstrumenter så langt tilbage som til midten af det fjortende århundrede, men først i begyndelsen af 1700-tallet fremkom det såkaldte hammerklaver. Denne opfindelse skyldtes Bartolomeo Christofori, en cembalobygger fra Firenze. Cembaloet var datidens populæreste tasteinstrument, men det havde den ulempe at det kun kunne frembringe toner i én styrke; man kunne hverken spille svagere eller kraftigere på det, for mekanismen var indrettet sådan at strengene blev „knipset“ og ikke anslået. Man kunne variere ved at benytte flere eller færre strenge, men musikeren kunne ikke ændre lyden ret meget ved den måde hvorpå han anslog tangenten. Christoforis opfindelse gik imidlertid ud på at strengene blev anslået af små hamre, og ikke knipset. På dette hammerklaver kunne musikeren variere tonernes styrke alt efter hvor kraftigt han anslog tangenterne. Han kunne fremhæve visse toner og spille i alle styrkegrader lige fra piano (svagt) til forte (kraftigt). Det nye instrument blev på italiensk kaldt gravicembalo col piano e forte („cembalo med svagt og kraftigt“), senere forkortet til „pianoforte“, og endelig til „piano“.

Instrumentet undergik mange forandringer i de følgende år, men Christoforis hammerklaver havde de samme grundelementer som nutidens klaverer: Metalstrenge, hamre, tangenter, dæmpere (små filtstykker der trykkes ind mod strengene for at standse tonen når tangenten slippes), og en anordning som tillod hammeren at løfte sig fra den anslåede streng så længe musikeren holdt tangenten nede. Christoforis instrument blev dog ikke særlig populært i Italien. Han gik tilbage til cembalo-fremstillingen og lod andre om den videre udvikling af det nye instrument.

I de følgende år blev de betydeligste bidrag til klaverets udvikling udført af tyskere bosat i Tyskland, Østrig, England og Amerika. I begyndelsen af 1700-tallet fik Gottfried Silbermann fra Freiberg i det østlige Tyskland kendskab til Christoforis instrument, og han begyndte selv at bygge klaverer. Senere påbegyndte hans elev Johann A. Stein en lignende virksomhed i Augsburg i Sydtyskland.

Men for at klaveret fortsat kunne udvikle sig, var det nødvendigt at musikerne kunne lide det, og at der blev skrevet musik for det. Det siges at den store komponist Johann Sebastian Bach har spillet på Silbermann-klaverer, men de tiltalte ham ikke synderlig meget. To af hans sønner, Carl Phillipp Emanuel og Johann Christian, interesserede sig mere for det; de var stærkt medvirkende til at gøre klaveret accepteret i videre kredse. C. P. E. Bach skrev et af de første klavertekniske værker, et betydningsfuldt essay med titlen Versuch über die wahre Art, Klavier zu spielen. Denne Bach-søn skrev også 210 kompositioner for tasteinstrumenter. Det menes at hans yngste broder, Johann Christian, var den første der benyttede klaveret ved en offentlig koncert, nemlig i London i 1777. Den første komponist som skrev deciderede klaverstykker var Muzio Clementi, der udgav tre sonater i 1773.

Det var imidlertid datidens berømteste pianist og komponist, østrigeren Mozart, der mere end nogen anden udviklede klavermusikken. Han komponerede sin første klaverkoncert som elleveårig, og skrev siden mange flere. Han foretrak klaverer af tyske og wienske instrumentmagere, især af Johann A. Stein. Ved slutningen af det attende århundrede nåede disse klaverer højdepunktet af deres udvikling. Tonerne var fint afstemt efter hinanden, sådan at det dybe register ikke lød for kraftigt i forhold til diskanten, og omvendt. Klangen var smuk og ren, men noget sprød og uden den kraft som moderne klaverer kan præstere. Mange synes stadig at Mozarts klaverkompositioner lyder bedst når de spilles på datidens instrumenter.

Klaveret finder sin form

Samtidig med dette opstod der i England en anden klaverbyggerskole, med Broadwood Company i spidsen. Her var klavererne større, de havde kraftigere strenge og kunne frembringe en kraftigere lyd. Dette viste i hvilken retning klaverbyggeriet ville udvikle sig i løbet af det nittende århundrede. Efterhånden som der blev spillet og komponeret mere og mere klavermusik, blev der stillet stadig større krav til instrumentet.

Ludwig van Beethoven, der som toogtyveårig optrådte for første gang ved en koncert i Wien i 1792, sad inde med en fremragende teknisk dygtighed og var kendt for at spille både kraftfuldt og udtryksfuldt. Hans musik var i egentligste forstand klavermusik. Megen musik før Beethovens tid kunne spilles på forskellige tasteinstrumenter efter behag; ofte stod der på nodebladet at stykket var „for cembalo eller piano“. Men hvad angik Beethovens musik, var der ingen tvivl. Det var klavermusik, og det krævede det yderste, både af udøveren og af instrumentet, ofte mere end datidens klaverer kunne klare. Beethoven var kendt for at kaste sig over klaveret med en sådan kraft at tangenter, hamre og strenge fløj gennem lokalet når han spillede.

For at tilpasse sig pianisternes stigende krav byggede man klaverer med større og stærkere rammer som kunne holde strengene i den ønskede spænding. Løsningen på dette problem viste sig at være en jernramme støbt i ét stykke. I 1825 anvendte den amerikanske håndværker Alpheus Babcock ideen i det såkaldte „square piano“ (som lignede et cembalo), og senere blev jernrammen anvendt i flygeler fremstillet af Jonas Chickering fra Boston. Endnu senere blev jernrammen forbedret af New York-firmaet Steinway & Sons, hvis rammekonstruktion fra 1855 har dannet mønster for alle klaverer til dato. I praksis havde klaveret i midten af 1800-tallet udviklet sig til det instrument vi kender i dag, skønt der stadig udføres forbedringer.

Hvordan virker klaveret?

Hvad ser man når man åbner et moderne flygel og kigger ned i det? Man får sikkert først øje på den store, guldbronzerede jernramme. Over denne ramme er der udspændt omkring 240 stålstrenge af forskellig længde og tykkelse, de korteste og tyndeste ud for klaviaturets højre ende, og de længste og kraftigste — basstrengene — ud for klaviaturets venstre ende. Basstrengene er omvundet med en anden slags tråd, hvorved de bliver kraftigere og kommer til at vibrere langsommere. Strengene er fastgjort til et sæt nagler på rammens buede side, og i den anden ende til endnu et sæt nagler, lige bag klaviaturet. Disse nagler, som kan drejes når strengene stemmes, går gennem rammen og er derunder fastgjort til en hård plade af lamineret træ. Denne plade er fremstillet af en hård træsort, for eksempel sukkerløn, og naglerne skal sidde så fast som muligt i denne plade, så de ikke drejer sig af sig selv og klaveret derved kommer ud af stemning. Strengene er spændt så hårdt at presset på rammen nærmer sig tyve tons.

Det der frembringer lyden i et klaver, er at strengene bringes til at vibrere eller svinge. Dette opnås gennem anslagsmekanismen. Den eneste synlige del af dette er klaviaturet; når en tangent anslås sætter den en fint afbalanceret mekanisme i gang, hvorved en lille filtbeklædt hammer slår på strengen. Hammerens kontakt med strengen varer kun i en hundrededel sekund, før den falder tilbage og er klar til et nyt anslag. Af disse mekanismer er der gerne omkring otteogfirs i et klaver, en til hver tone. Hele systemet består af mere end 8000 enkelte dele. Klaviaturet er også forbundet med „dæmperne“, nogle filtstykker der hviler mod strengene. Når en tangent trykkes ned løftes dæmperen, så strengen kan svinge frit, så længe tangenten holdes nede. Når tangenten slippes falder dæmperen tilbage mod strengen og standser vibrationen.

Alle klaverets dæmpere kan også på én gang løftes, nemlig ved hjælp af „fortepedalen“, den højre pedal ved pianistens fødder. Når denne pedal trykkes ned, løftes alle dæmperne i klaveret på én gang, så strengene kan vibrere frit. For de fleste af tonernes vedkommende er der tre strenge som er stemt ens, og som hammeren rammer samtidig; dermed bliver tonen mere fyldig end hvis der kun var én streng; til de dybere toner er der dog kun en eller to strenge. Dette system med tre strenge til hver tone benytter man sig af når man vil spille lidt svagere; ved at trykke på den venstre pedal, „pianopedalen“, flytter man nemlig hele mekanismen inde i klaveret lidt til den ene side, hvorved hamrene kun rammer en eller to af strengene til hver tone, så klangen derved bliver svagere.

Lyden bliver dog ikke tydelig nok blot ved at man får strengene til at svinge, for den smule luft som bringes i bevægelse ved at de tynde metalstrenge svinger er næppe tilstrækkelig til at gøre tonen hørlig. Klaveret har derfor, ligesom alle andre instrumenter med strenge, en „klangbund“. Som klangbund eller resonansbund benyttes en tynd træplade som dækker hele flygelets underside (den lodrette bagside for opretstående klaverers vedkommende). Vibrationerne overføres fra strengen til klangbunden via en bro som er limet fast til klangbunden. Strengene hviler på broen, og når de sættes i bevægelse, vil både broen og klangbunden svinge i takt med dem. Den klang man hører skyldes altså at klangbunden forstærker svingningerne.

Vi kan være taknemmelige for at Skaberen har givet os et sind og hjerte som giver os mulighed for at glæde os over musik og frembringe musik til glæde for andre. Vi kan også være ham taknemmelige for at han har givet mennesker opfindsomhed og evne til at udtænke et instrument som klaveret.