Ad junglefloder med livets ord
AF „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I PERU
HAR du lyst til at tage med på en tur i en båd gennem en jungle med gigantiske træer og en frodig vegetation der summer af liv? Hvor du kan høre en mængde forskelligartede fugles eksotiske sang, utallige insekters summen og vilde dyrs skrig? Ja, det ville være en spændende oplevelse, siger du sikkert.
Også her skal ’den gode nyhed’ forkyndes
Et sådant eventyr giver den peruvianske jungle et utal af muligheder for, idet den dækker et areal på 747.287 kvadratkilometer, næsten tre femtedele af landet. Området grænser mod vest op til den høje Andesbjergkæde. Denne umådelige tropiske jungle har plantevækster som slynger sig ind imellem hinanden. Her findes i tusindvis at insekter, deriblandt nogle der er ret skadelige, såsom moskitoer, myg og isangos (en slags borende insektlarver der baner sig vej gennem huden, især ved anklerne, og forårsager ulidelige smerter). Der er også mange forskellige vilde dyr, deriblandt jaguarer, alligatorer og guanganas (junglevildsvin). Den eneste færdselsåre der findes i lavlandet er floden.
Der er i tusindvis af vandveje, nogle store og vandfyldte. Jungleområdet gennemskæres fuldstændigt af tre store floder. De to af disse er Ucayali og Marañón, der løber sammen for at udgøre den tredje flod — den mægtige Amazonas. Strømme af alle størrelser løber ud i disse tre vigtigste floder og udgør et kommunikationsnet der kan sammenlignes med arterierne og venerne i et menneskelegeme. Dette netværk af vandkanaler trænger igennem til selv de mest ugæstmilde egne.
Dette udstrakte område er befolket med landsbyboere som dyrker jorden på bestemte årstider. Desuden er der mange indianerstammer, som for eksempel cashibostammen, shipibostammen, campastammen og machiguengastammen, der hele tiden flytter fra sted til sted i denne kæmpemæssige jungle.
Lad os dvæle lidt ved nogle af detaljerne langs Ucayalifloden. Den er, sammen med sin biflod Apurímac, 2700 kilometer lang. Langs dens bredder ligger store byer som Pucallpa og Contamana. Disse byer er nu i vækst, idet handelen og flodtrafikken daglig øges, grundet de senere års udvikling af olie- og tømmerindustrien.
Da Jehovas vidner begyndte at udbrede Bibelens livgivende budskab til den peruvianske befolkning, var det let at nå områderne langs kysten og i bjergene. Men hvordan var det muligt at give befolkningen i jungleområdet lejlighed til at høre ’den gode nyhed’?
Man finder en løsning
Jehovas vidner, der er ivrige efter at udvide deres kristne arbejde med at gøre disciple, tøvede ikke med at tage den udfordring op det er at nå dette vanskeligt tilgængelige område. De begyndte at overveje muligheden af at bygge en husbåd, en slags barkasse, som kunne besejle floderne. En af Jehovas Vidners første missionærer i Peru (han kom midt i 1940rne), en animerende og ihærdig medarbejder ved navn Walter Akin, var en ivrig fortaler for projektet, og han arbejdede flittigt på det indtil det var færdigt.
Båden måtte være robust nok til flodsejlads, og stor nok til at seks mennesker kunne bo der. Projektet blev lagt frem for en gruppe ingeniører, som gav båden følgende udformning: Et skrog af 9 meters længde og 3 meters bredde, som vejede 5 tons og var af jern, udstyret med en 50 hestekræfters dieselmotor der var fremstillet specielt til flodsejlads. Båden blev udstyret med plads til at sove og spise, samt med køkken og badeværelse.
Arbejdet med at bygge båden begyndte i Callao i et værksted tilhørende et af Jehovas vidner. Callao er Perus største havneby. Men man havde et problem: Hvordan skulle man få denne 15 tons tunge jernbåd transporteret fra Callao ved Stillehavskysten over Andesbjergene, gennem et pas i næsten 5000 meters højde, og ned til junglen? Den eneste løsning var at bygge båden i to sektioner og samle den bagefter på den anden side af bjergene, lige midt i junglen.
Husbåden blev derfor samlet i Pucallpa, en havneby ved Ucayalifloden. Og hvilket navn skulle man så give denne ’livredderbåd’? El Refugio (Tilflugtsstedet) syntes at være passende.
En båd af denne størrelse kunne kun sejle på de større floder. Så hvordan skulle man nå folk der boede langs bifloderne og ved de lavvandede søer i nærheden? En lille båd med en påhængsmotor, en pequepeque, blev bygget. El Refugio kunne komme frem i de store floder, og pequepeque’en kunne klare alle de små floder og søer. Resten af området kunne man nå til fods.
I Pucallpa var alt nu ved at være parat. Der var brug for et mandskab af en særlig støbning. Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Lima fandt frem til seks forkyndere som kunne tilbringe al deres tid i dette krævende men interessante arbejde med at nå så mange af jungleboerne som muligt — en virkelig opgave, idet landsbyboerne og stammerne er højst forskellige hvad sprog og skik angår.
Francisco Echegaray, en erfaren tilsynsmand fra en af menighederne i Peru, fik ansvaret for båden. Han havde tilbragt mange år i heltidstjenesten og havde som tidligere sømand et godt kendskab til sejlads. Derpå udvalgte man de resterende fem medlemmer af besætningen. Fra tid til anden blev nogle udskiftet med andre, fordi de havde svært ved at tåle forandringen i klimaet og miljøet.
Disse „pionerer“ havde to hovedopgaver, nemlig at nå det størst mulige antal mennesker med det livgivende budskab og, mens de udførte dette arbejde, at bevare en god åndelig tilstand blandt dem selv. På denne måde begyndte El Refugio at fungere som en lille menighed, der endda kunne glæde sig over besøg af kredstilsynsmanden.
Mandskabets daglige rutine blev lagt i faste rammer. Madlavning og andre nødvendige pligter måtte besætningen tage sig af på skift, under ledelse af en der var udnævnt som tilsynsmand, ligesom andre missionærhjem har en tilsynsmand. Denne ordning er blevet tilpasset og gjort bedre, så den daglige arbejdsgang ser sådan ud: Klokken fire om morgenen står man op, tager et raskt bad i floden — raskt, ja, for hvis man ikke bevæger sig, vil fiskene, deriblandt piratfiskene, begynde at spise af en (selv om disse piratfisk ikke er så farlige som de der findes på mere afsidesliggende steder). Ved lyden af en klokke samles mandskabet straks ved bordet for at drøfte en bibelsk tekst, hvorefter den der har vagt serverer morgenmaden. Måltidet består først og fremmest af tacacho, en blanding af bananer, havregryn og tørret fisk.
Klokken seks tager gruppen plads i den lille båd med påhængsmotor, deres pequepeque, der er tungt lastet med bøger og blade, for at begynde dagens tjeneste. Man har fundet det hensigtsmæssigt at starte tidligt, da de fleste allerede på det tidspunkt er begyndt på dagens gøremål; når det bliver mørkt igen, omkring klokken syv eller otte om aftenen, ophører al aktivitet.
Oplevelser
Og hvad har man så opnået ved at forkynde livets budskab med flodbåden? Fra september 1976 til juli 1977 valgte man som hovedkvarter landsbyen New San Juan, som ligger syd for Pucallpa. Besætningen rejste op og ned ad Ucayalifloden og dens forgreninger, idet de besøgte byer og landsbyer på begge sider. De kom endda så langt som til det tyndtbefolkede område ved Sepafloden. Når de sejlende missionærer ankom til et nyt sted, traf de aftale med de lokale myndigheder om en tid hvor beboerne i landsbyen kunne samles til et offentligt foredrag. Efter foredraget uddelte man bøger og blade om bibelske emner til dem der viste interesse. Klasseværelser, private hjem og hotelvestibuler blev brugt til disse møder.
På bopladsen i New San Juan, hvor der bor 500 mennesker, er størstedelen protestanter. Da brødrene ankom var folk dér overbeviste om at de kunne omvende disse nyankomne til deres tro. Men i løbet af kort tid skete lige det modsatte. Sømændene fra El Refugio påbegyndte mange bibelstudier med interesserede, og inden længe overværede gennemsnitlig 23 mennesker de møder der blev afholdt.
Shipibo- og conibostammerne bor i dette område, og de sejlende missionærer har kunnet indgå en usædvanlig handel med de indfødte. De har udvekslet sprog. De indfødte lærer missionærerne deres dialekt, og missionærerne lærer til gengæld de indfødte spansk, idet de bruger Vagttårnsselskabets publikationer.
I august 1977 satte husbåden kursen mod nord og ankom til Contamana, hvor et nyt hovedkvarter blev oprettet. Folk dér viste stor interesse for Bibelen. Dag og nat opsøgte de missionærerne for at stille spørgsmål og skaffe sig bibelsk litteratur. Bibelstudier blev oprettet. Dette førte til at studiegrupperne kunne samles til menighedsmøder. Det var også her i Contamana at besætningen på seks missionærer fik apostelen Paulus’ ord „i farer fra floder“ bragt i levende erindring. (2 Kor. 11:26) Hvordan det?
Pludselig fejede en orkanagtig storm hen over området, og vandstanden i floden steg hastigt. Dette fik bådens fortøjninger til at briste, og den der holdt vagt på båden gik i land for at prøve at reparere dem. Men elementerne rasede så voldsomt at trosserne sprang, og El Refugio kom i drift ned ad floden. Tre af besætningen som lå og sov i båden vågnede op og prøvede at starte motoren for at få kontrol over båden i den hastigt stigende strøm. Men floden førte dem hensynsløst med strømmen og tvang dem ind mod bredden på et stykke der netop i samme øjeblik blev undermineret og faldt ud i floden. Dette fik båden til at tippe mod styrbord, så brødrene blev spærret inde. I løbet af ganske få minutter begyndte båden at synke. Men en skydedør stod til alt held åben, så de der var inde i båden kunne klatre ud i det frådende vand og svømme ind til bredden.
Det var et lykkeligt øjeblik da de fire missionærer blev forenet på flodbredden, nogle med tårer i øjnene ved tanken om den store fare de hver især havde været udsat for. Hvor var de taknemmelige mod Jehova over at ingen af dem havde mistet livet. Men hvad med El Refugio? Den var krænget fuldstændigt over, og lå med kølen i vejret. „Gud være lovet!“ sagde gruppens leder, Francisco Echegaray. „Vi kan redde vores hjem.“
Straks klokken fire om morgenen blev der truffet forberedelser til at redde barkassen før den helt forsvandt af syne. Klokken syv blev den, ved hjælp af to traktorer som ejerne af de lokale trælastkompagnier velvilligt havde stillet til rådighed, trukket op på flodbredden. Besætningen prøvede gentagne gange at bringe husbåden på ret køl, men det var først da man fik fat i en kran fra et sted i nærheden at det til sidst lykkedes. Dette var klokken fire om eftermiddagen, efter 12 timers opslidende arbejde. Omsider kunne den lille gruppe tage sig et hvil og få noget at spise. Skønt dagen havde tappet dem for alle deres kræfter og de havde mistet deres personlige ejendele, var de lykkelige fordi de havde reddet deres hjem, husbåden, som var nødvendig for at de kunne fuldføre deres opgave. Efter nogle reparationer kunne den igen tjene som et redskab for dem til at nå jungleboerne med Bibelens livgivende budskab. Med økonomisk støtte fra Jehovas Vidner her i Peru og efter adskillige måneders reparationsarbejde blev El Refugio sejlklar igen.
Hvilken opgave venter nu vores sejlende missionærer? Junglen venter. Hele området langs Marañónfloden med dens hundreder af bifloder og det udstrakte Amazonland venter. Vi beder til at denne ukuelige besætning, med Jehovas velsignelse og beskyttelse, vil være i stand til at klare hele deres tildelte distrikt og give mange mennesker i den peruvianske jungle lejlighed til at tjene deres store Skaber, Jehova.