De oversatte Bibelen i Indien
Af „vågn op!“-korrespondent i Indien
INDIEN er et land med mange sprog. En optælling viser at i alt 1652 modersmål tales af en befolkning på over 600 millioner. Det har kostet udholdenhed og langmodighed at få Bibelen oversat til nogle af Indiens vigtigste sprog. Ingen anden bog i verden er blevet oversat til så mange sprog som Bibelen, og ingen anden bog har som den påvirket så mange menneskers liv så stærkt.
Skønt kristenheden allerede havde etableret menigheder i Indien i det fjerde århundrede, fandtes Bibelen ikke på nogen af de indiske sprog før det 18. århundrede. Ganske vist var der en hollandsk missionær på Ceylon (Sri Lanka) som i 1665 gengav Mattæus-evangeliet på tamil. Denne gengivelse blev dog ikke trykt, men håndskrevne eksemplarer på palmyrapalmeblade blev sat i omløb. I løbet af de næste 310 år blev hele Bibelen eller dele af den oversat til cirka 130 indiske sprog.
Tamil og ’den gyldne oversættelse’
År 1706 var skelsættende for bibeloversættelsen i Indien. Da ankom to tyskere til den danske handelsstation i Trankebar (i det nuværende Tamil Nadu), ivrige efter at oversætte Bibelen til tamil. Den danske præst og de danske forretningsmænd mødte dem med fjendtlighed.
Med tiden begyndte en af disse tyskere, Bartholomæus Ziegenbalg, dog at lære tamil. Han satte sig blandt børnene, og sammen med dem tegnede han det tamilske alfabets bogstaver i jorden. I 1714 havde Ziegenbalg oversat De kristne græske Skrifter (Det nye Testamente) til tamil. Da han døde i 1719 havde han oversat De hebraiske Skrifter frem til Ruts bog. Hele Bibelen forelå på tamil i 1728.
Senere kom der en revision af den tamilske bibel, udarbejdet af en anden tysker, Johann Philip Fabricius. Det siges at han „krøb gennem Bibelens grundtekst på sine knæ . . . og omhyggeligt vejede hvert ord for at finde ud af hvordan det kunne gengives bedst“. Johann Fabricius arbejdede på sin revision i 35 år, i en tid hvor englænderne og franskmændene kæmpede om overherredømmet i Sydindien. Området blev tit besat og udplyndret af røverbander, så Johann Fabricius måtte søge tilflugt i den hollandske koloni ved Pulicat.
Trods vanskelighederne blev det en god revision. Johann Fabricius’ oversættelse regnes blandt de mest betydelige arbejder inden for det område der hedder bibeloversættelse. Den blev kendt som ’den gyldne oversættelse’. Den danner grundlag for alle senere tamilske revisioner. Den reviderede udgave af 1936 gengav i øvrigt Guds egennavn med Yehowah alle steder hvor det forekommer i De hebraiske Skrifters grundtekst.
William Careys udholdenhed
Den engelske skomager William Careys erfaringer viser hvor stor udholdenhed det krævede at få Bibelen oversat til de indiske sprog. For at skaffe penge til sit arbejde med at oversætte Bibelen arbejdede Carey som indigoplantør for Det ostindiske Kompagni. I løbet af 21 år lykkedes det William Carey og hans medarbejdere at oversætte hele Bibelen eller dele af den til 36 af de sprog der taltes i Indien.
Disse mænd mødte enorme hindringer. Deres helbred var udsat for fare på grund af manglende hygiejne i det tropiske klima. Deres arbejde blev desuden forbudt af Det ostindiske Kompagni, der skrev: „En sådan plan [arbejdet med at oversætte Bibelen indbefattet] er fordærvelig, skamløs, nytteløs, skadelig, farlig, urentabel, grotesk.“ Men oversætterne fortsatte. De forstod hvor meget Bibelens budskab betød for de mennesker der ville læse det.
For at få sine oversættelser udgivet opstillede Carey en primitiv trætrykpresse i Calcutta i 1798. I begyndelsen kaldte den lokale befolkning trykpressen for ’den gud englænderen dyrker’. I 1800 overflyttede Carey sit trykkeri til den mere fremskridtsvenlige, danske koloni i Serampore. De kristne græske Skrifter på kinesisk blev trykt på denne presse i 1805, og fire år senere hele Bibelen på bengali. Så fulgte et tilbageslag i 1812, da Seramporepressen brød i brand og adskillige møjsommeligt udarbejdede men ikke udgivne bibeloversættelser blev ødelagt.
William Carey skyndte sig imidlertid at få trykkevirksomheden reorganiseret. Hele Bibelen udkom på orija i 1815, og i 1818 udkom der bibler på sanskrit og hindi. Et år senere udgav man en oversættelse på marathi. I alt forestod William Carey trykningen af 212.000 eksemplarer af Bibelen i årene 1801 til 1832. Hans medarbejder W. Ward skrev hjem til England: „Jeg elsker England, jeg elsker jer; . . . men at give et Nyt Testamente til et menneske der aldrig har set det før . . . det er min velsignede gerning. Hvis den fortsætter længe endnu på jorden vil den før eller siden bære en dyrebar frugt.“
Nogle gav deres liv
Arbejdet med at oversætte Bibelen i Indien krævede også sine ofre i form af menneskeliv. Det erfarede de mænd der arbejdede med oversættelsen til telugu; det tog 120 år at fuldføre den. Den tyske lærde Benjamin Schultze blev øjensynlig færdig med en gengivelse på telugu allerede i 1732, men den blev aldrig trykt. Man mener at manuskriptet er blevet sendt til Halle i Tyskland og dér blevet forlagt eller glemt.
Endnu en oversættelse til telugu blev ødelagt ved branden i Serampore i 1812. Siden blev fire oversættere en efter en ramt af dødelige tropesygdomme. Først i 1854 udkom hele Bibelen på telugu for første gang.
Malayalam, tulu, garo
Da nogle bibeloversættere ankom til et område hvor der taltes malayalam, sagde en præst i den lokale syriske kirke: „Den syriske kirke sygner hen af mangel på bibler.“ Ved hjælp af en primitiv trykpresse, som man fremstillede efter en beskrivelse i Encyclopædia Britannica, blev hele Bibelen på malayalam trykt og udgivet i 1841. I den hebraiske del forekommer Guds navn, Jehova, alle steder hvor det rettelig bør stå.
Da Benjamin Bailey var færdig med sin oversættelse til malayalam — det tog ham 24 år — skrev han: „Hvis blot ét menneske ved hjælp af denne oversættelse bliver bragt til frelse ved troen på Jesus Kristus . . . vil jeg føle mig rigt belønnet for al min kamp og møje, og måtte al ære gå til Gud.“
Eftersom der var sprog som måtte formes til skrift før Bibelen kunne gengives på dem, har adskillige folkegrupper i Indien fået et skriftsprog på grund af Bibelen. I så godt som alle tilfælde er Guds ord den første bog der er udkommet på disse sprog.
Dette gælder for eksempel tulu, et sprog der tales af over en million mennesker på Indiens vestkyst. For at kunne gengive Bibelen på tulu måtte oversætterne låne det kanaresisk-talende nabofolks skriftsprog. Bibelen udkom på tulu i 1847, kun 16 år efter at hele Bibelen var udkommet på kanaresisk.
Beretningen om oversættelsen til garo er interessant. Garo er et sprog der tales i Assam. Efter at have udarbejdet et skriftsprog på garo, tog oversætterne fat på deres bibeloversættelse. De forhastede sig ikke, men lagde vægt på nøjagtighed. Da de var færdige med Første Mosebog sagde de: „Der synes at være meget lang vej til slutningen af Malakias!“ Tit nåede de kun ét vers om dagen. I deres bestræbelser for at være nøjagtige rådførte oversætterne sig med alt hvad de kunne få fat på af oversættelser på engelsk, fransk, tysk, svensk og indiske sprog, foruden grundteksten.
Om denne bibeludgave på garo, som fuldførtes i 1924, skrev en af oversætterne: „De uendelige stakke af [manuskripter] og bunker af beviser der har hobet sig op, får mit kød til at smerte og mine nerver til at sitre, når jeg tænker på al den træthed de repræsenterer. Men den side af sagen glemmes hurtigt i glæden over at se garoerne med en fuldstændig bibel på deres eget sprog. Hvad det betyder for dem der læser om Guds undere for første gang, kan vi, der har haft Bibelen fra barndommen, næsten ikke fatte.“
Der kunne opstå de besynderligste problemer når man skulle finde passende gengivelser for hebraiske og græske ord. De der arbejdede på oversættelsen til panjabi, på skriftsproget gurmukhi, gik mange gange til de lokale næringsdrivende for at få afgjort hvilke ord de skulle bruge for at udtrykke sig fagligt korrekt. De spurgte tømrerne om hvordan de skulle gengive ord der angik tabernaklet, for eksempel „tapper“, „fodstykker“ og „bræt“. (2 Mos. 26:19) Da de skulle finde udtryk for „fedtet, der dækker indvoldene“ og for „leverlappen“ måtte de hen at spørge hos slagteren. — 3 Mos. 3:3, 4.
Der var også øjeblikke som kaldte latteren frem. For eksempel blev oversætterne enige om at kalde „inderhallen“, eller det Allerhelligste, Akash Vani, der betyder „himmelsk røst“. (1 Kong. 6:5-31) Næste dag meddelte All India Radio imidlertid at det officielle hindiord for „radio“ herefter skulle være Akash Vani! For ikke at blive anklaget for blasfemi ved at installere en radio i kong Salomons tempel, valgte man et andet ord.
Pladsen tillader ikke at vi beretter alt om det umådelige arbejde med at få hele Bibelen oversat til Indiens 34 hovedsprog og dele af den til en masse andre af de indiske sprog. Alt i alt har omkring 525 millioner af Indiens indbyggere mulighed for at læse Guds ord på deres modersmål. Disse oversættelser har lettet de indiske Jehovas vidner i deres forkyndelse af den gode nyhed om Guds rige. (Matt. 24:14) Knap 5000 er nu med i dette bibelske undervisningsarbejde, og yderligere 3000 enkeltpersoner eller familier bruger disse bibeloversættelser når Jehovas vidner besøger dem og studerer Bibelen med dem i deres hjem.
Oversættelsen af Bibelen har i høj grad gavnet Indiens befolkning. De indere der er kommet til troen på Bibelens budskab har fået en mening med livet og et pålideligt fremtidshåb.