Glæde over høsten i Indien

Fortalt af F. E. Skinner

DET var næsten mere end jeg kunne fatte — 21 stævner på ti forskellige sprog med over 15.000 tilhørere der ønskede at lære om Guds retfærdighed, og 545 der lod sig døbe som symbol på deres kærlighed til retfærdighedens store Gud, Jehova. For de 9000 Jehovas vidner i Indien var dette et af højdepunkterne i 1989. Men for mig var det en særlig grund til glæde. Da jeg i juli 1926 for første gang satte min fod i Indien, kunne jeg slet ikke forestille mig at der ventede sådanne store begivenheder forude. Dengang var der ikke engang 70 forkyndere af Riget i hele landet. Det var et stort distrikt min makker og jeg fik tildelt dengang for over 63 år siden.

Hvordan jeg kom til Indien

I maj 1926 overværede jeg et stort stævne i London, hvorefter jeg tog tilbage til Sheffield hvor jeg boede. Da jeg nogle dage senere kom hjem efter at have været på arbejdsmarken, lå der et telegram til mig. Det lød: „Dommer Rutherford vil gerne tale med dig.“

Broder Rutherford, Vagttårnsselskabets anden præsident, var kommet til England fra New York i forbindelse med stævnet og opholdt sig stadig i London. Da jeg næste morgen var på vej med toget til London, spekulerede jeg på hvad han mon ville mig. På afdelingskontoret blev jeg vist ind til broder Rutherford, der spurgte: „Er det dig underordnet i hvilken del af verden du arbejder?“

„Ja,“ svarede jeg.

„Hvad ville du sige til at rejse til Indien?“

„Hvornår ønsker du at jeg skal tage af sted?“ svarede jeg uden tøven. Tre uger senere befandt George Wright og jeg os om bord på båden til Indien. Jeg var 31 år gammel og ikke det mindste i tvivl om hvad jeg ønskede at bruge mit liv til.

Et valg for livet

Da den første verdenskrig endte i 1918, havde jeg netop aftjent fire års værnepligt i den engelske hær. Jeg interesserede mig for fotografering og radiokommunikation og havde gode muligheder for at gøre karriere i forretningsverdenen. Jeg overvejede også at gifte mig. Men samtidig fik jeg kendskab til noget der skulle vise sig at ændre hele mit livssyn.

Min far havde købt bøgerne Studier i Skriften, og en kvindelig kolportør, som pionererne dengang blev kaldt, begyndte at studere Bibelen med vores familie. Hun var forhenværende skolelærerinde. På et tidspunkt besøgte jeg hende hver lørdag sammen med en gruppe unge på min egen alder, og så drak vi te og studerede Bibelen. Hun blev ved med at indprente os at vi skulle stille os til rådighed for Jehova og sagde: „Sig aldrig nej til en opgave.“ Hun opmuntrede mig også til at forblive ugift.

En tid var jeg i syv sind med hensyn til hvad jeg skulle gøre. Men Jesu ord til den rige unge leder i Mattæus 19:21 hjalp mig: „Hvis du vil være fuldkommen, så gå hen og sælg hvad du har og giv det til de fattige, og du vil have værdier i himmelen, og kom så og følg mig.“ Jeg indgav min afskedsbegæring i det firma hvor jeg arbejdede, og i løbet af tre måneder blev jeg kolportør. Det var denne afgørelse, samt min beslutning om at forblive ugift, der kvalificerede mig til at tage imod den dyrebare opgave at rejse til Indien omkring fire år senere.

En enorm ny arbejdsmark

George Wright og jeg fik til opgave at føre tilsyn med forkyndelsen i Indien samt i Burma (nu Myanmar) og Ceylon (nu Sri Lanka). Senere kom Persien (nu Iran) og Afghanistan til. Indien var noget mindre end De Forenede Stater, men befolkningstallet var flere gange større. Det var et land med fremmedartet mad og andre skikke og sprog. Der var også mange forskellige religioner. Der var hinduer, muslimer, parsere, jainister, sikher og buddhister, foruden katolikker og protestanter.

Forkyndelsesarbejdet i Indien tog sin begyndelse i 1905, og der kom yderligere gang i arbejdet efter at Charles T. Russell, Vagttårnsselskabets første præsident, besøgte landet i 1912. Charles Russells samtale med A. J. Joseph, en nidkær ung bibelstudent, medførte en permanent ordning til at fortsætte forkyndelsesarbejdet. Broder Joseph oversatte bibelske publikationer til sit modersmål malayalam og rejste vidt omkring og holdt foredrag, især i det sydlige Indien. I dag bor omkring halvdelen af Indiens forkyndere i det område hvor der tales malayalam, skønt det kun er hjemsted for omkring 3 procent af Indiens befolkning. Dette område, der tidligere hed Travancore og Cochin, kom i 1956 til at udgøre delstaten Kerala.

George Wright og jeg skiftedes til at passe kontoret i Bombay og rejse ud på lange forkyndelsesrejser. Vi benyttede os i vid udstrækning af Indiens jernbanenet, heste og oksekærrer. Senere fik vi en bil. Tanken var at vi blot skulle sprede litteratur og invitere folk til et gruppestudium et bestemt sted. Vi koncentrerede os om at forkynde for de engelsktalende navnkristne.

I begyndelsen fik jeg navne og adresser på alle der abonnerede på Vagttårnet. Der var for det meste tale om jernbane- eller telegraffolk. Jeg besøgte hver og en for at finde frem til dem der var oprigtigt interesserede. Gennem mange år tog jeg i januar måned til Punjab i Nordindien og rejste fra Lahore til Karachi. Eftersom befolkningen generelt nærede uvilje mod Bibelen, var der langt mellem de få landsbyer hvor der boede navnkristne.

Jeg blev ledsaget af en broder der tjente som tolk, og vi boede og spiste sammen med dem vi besøgte. Landsbyboerne boede i huse der var bygget af soltørret ler med tag af strå eller træ. De sov på charpoys, hvilket er senge bestående af en træramme med fire ben og et fletværk af reb. Når vi forklarede Guds ords sandheder for bønderne sad de ofte på deres charpoys med Bibelen i hånden og røg på en vandpibe der havde en stilk på en halv til en hel meter, mens de slog op på de forskellige skriftsteder. Det var mest ideelt at holde møderne udendørs da det er varmt og tørt det meste af året. De fleste europæere var for snobbede til at overvære disse møder, men inderne ville forsamles hvor som helst.

Vi forsøgte at udgive publikationer på så mange sprog som muligt. Især brochuren Verdens Nød på kanaresisk fik en begejstret modtagelse. Det fik en redaktør til at bede os om at bidrage med artikler til hans halvmånedlige kanaresiske, religiøse tidsskrift, og gennem nogen tid bragte vi derfor bogen Verdensbefrielsen som føljeton.

I årene fra 1926 til 1938 udførte nidkære pionerer et utrolig stort forkyndelsesarbejde. Vi rejste i tusindvis af kilometer og spredte store mængder læsestof, men fremgangen var beskeden. I 1938 var der kun 18 pionerer og 273 forkyndere i 24 menigheder fordelt over hele Indien.

Under den anden verdenskrig

På trods af den anden verdenskrigs udbrud i 1939 fortsatte vi ufortrødent vort forkyndelsesarbejde. Faktisk begyndte vi at udføre gadearbejde i begyndelsen af 1940. Selv vore indiske søstre deltog i arbejdet, hvilket er bemærkelsesværdigt i betragtning af de lokale skikke. Nogle år senere sagde en der studerede Bibelen til en forkynder der opfordrede hende til at være med i gadearbejdet: „Jeg er en indisk kvinde og kan ikke tale med en mand på gaden. Hvis nogen så det ville jeg blive foragtet i hele nabolaget. Jeg kan ikke engang tale med en mandlig slægtning på gaden.“ Men vore kristne søstre i Indien er ikke desto mindre blevet nidkære forkyndere.

Der blev også arrangeret stævner i disse første år. Om formiddagen gik man på arbejdsmarken. Man gik mange kilometer og indbød beboere og forbipasserende til stævnet. Et af stævnerne blev overværet af over 300, der samledes i skyggen af en overdækning lavet af bambus og palmeblade. Det hjalp ikke meget at fortælle hvornår mødet ville begynde, for der var ikke mange der ejede et ur. De kom blot når de havde lyst, og møderne begyndte når der var kommet tilstrækkelig mange. Efterhånden som mødet skred frem kom der flere til.

Programmet varede som regel til klokken ti om aftenen, hvorefter mange måtte gå flere kilometer for at komme hjem. Hvis det var måneskin var det ikke noget problem; det var køligt og behageligt. Hvis det var overskyet tog man et palmeblad og rullede det sammen til en fakkel. Når den blev tændt afgav den et svagt, rødt lysskær. Når man gerne ville have mere lys, svang man blot faklen i luften indtil der kom flammer. Det gav tilstrækkeligt lys til at man kunne finde vej i vanskeligt terræn.

Det var omkring dette tidspunkt at regeringen forbød indførsel af Selskabets publikationer til Indien og Ceylon. Vores lille trykkemaskine i Travancore blev beslaglagt, og centralregeringen forbød trykningen af vore publikationer. Senere, i 1944, behandlede en af vore brødre der var fysioterapeut, en minister i vicekongens kabinet, sir Srivastava, og talte med ham om forbudet.

Broderen fik at vide at der ikke var grund til at nære bekymring. Sir Srivastava forklarede ham at mr. Jenkins (en minister der var imod vort arbejde) snart skulle pensioneres og erstattes af en af sir Srivastavas gode venner. „Bed mr. Skinner om at komme og besøge mig,“ sagde han, „så skal jeg introducere ham for sir Francis Mudie,“ der skulle afløse mr. Jenkins. Nogen tid efter blev jeg bedt om at komme hen og tale med mr. Mudie, og forbudet blev officielt ophævet den 9. december 1944.

Grund til glæde

Noget der vakte stor glæde i 1947 var de første gileadmissionærers ankomst til Indien. De ankom samtidig med at der opstod en meget vanskelig tid i Indiens historie. Den 15. august samme år opnåede landet uafhængighed af det engelske styre. Da landet blev splittet i det hinduiske Indien og det muslimske Pakistan, indtraf der blodige massakrer. Ikke desto mindre blev to gileadmissionærer sendt til Pakistan, der havde fået sin uafhængighed den 14. august. Inden længe var der yderligere ti missionærer i selve Indien, og i de efterfølgende år kom der mange flere for at hjælpe til med arbejdet.

Det var også en stor glæde for mig at være vidne til de organisationsmæssige fremskridt der skete. I 1955 blev broder Dick Cotterill, der havde gennemgået Gileadskolen, som den første udnævnt til kredstilsynsmand. Han tjente trofast til sin død i 1988. I 1960 blev ordningen med områdetilsynsmænd indført, hvilket var en stor hjælp for kredsene. Efter 1966 kunne der ikke komme flere nye missionærer ind i landet. Men der gik ikke lang tid før specialpionerarbejdet kom i gang, og kvalificerede indiske pionerer blev sendt ud til mange dele af landet. I dag er der omkring 300 i denne tjenestegren.

Først i 1958 nåede vi op på 1000 forkyndere. Men så tog arbejdet fart, og i dag er vi over 9000. At 24.144 overværede mindehøjtiden i 1989 viser at mange interesserede ønsker at blive hjulpet. Sri Lanka har i dag sit eget afdelingskontor. Det har været en stor glæde at se hvordan forkyndertallet i dette land er vokset fra to forkyndere i 1944 til over 1000 i dag, til trods for at der er krig i landet.

Som følge af det voksende forkyndertal har afdelingskontoret måttet udvide. Efter 52 år i det travle Bombay flyttede vi i 1978 ud til den nærliggende by Lonavla. Jeg havde aldrig forestillet mig at vi nogen sinde skulle få så avanceret udstyr som MEPS-datamater og en stor tofarve-trykkemaskine til at fremstille publikationer på de mange indiske sprog. I dag trykker vi Vagttårnet på 9 sprog og andet læsestof på 20 forskellige sprog.

Det siger sig selv at vores tomands afdelingskontor i dag er historie. Der er nu 60 medlemmer af betelfamilien. I en alder af 95 år er jeg glad for stadig at kunne være i heltidstjenesten på Betel, hvor jeg tjener som medlem af det indiske afdelingskontors udvalg. Det er især spændende at være vidne til det indhøstningsarbejde der foregår her i de sidste dage. Det er en grund til stor glæde.