Halemejsen — en fremragende arkitekt

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I ENGLAND

DET var en lun og stille dag; luften var tung af duften fra hvidtjørneblomster. Dér sad jeg ved floden, der langsomt løb forbi mens jeg iagttog en ørred som snappede efter en dansende vrimmel af døgnfluer.

En kvidren i træerne vakte min opmærksomhed. I det gamle bøgetræs nedhængende grene over mit hoved havde en flok halemejser slået sig ned. Jeg mindedes en kold martsdag, hvor jeg så et par halemejser i færd med at bygge deres kunstfærdige kugleformede rede i en tornbladsbusk lidt længere nede ad floden.

Arkitekter på arbejde

Mens jeg så til kom både hannen og hunnen med byggematerialer til reden, der blev anbragt cirka halvanden meter fra jorden. Halemejsen er en fremragende arkitekt, for den færdigbyggede rede hører til de smukkeste reder man kan tænke sig. Bygmesteren selv er kun 14-15 centimeter, og over halvdelen er endda hale. Reden er kun en anelse længere end fuglen, og ved første blik ligner den en kugle af lav eller mos.

De to mejser arbejdede flittigt i to uger efter at de havde lagt grunden til reden. Utrætteligt sled de med at stoppe lav, dyrehår og spindelvæv ind overalt, mens de omhyggeligt formede reden oval-rund og forsynede den med et indgangshul foroven. Reden skulle være klar til rugetiden i april og maj.

Nogle fugle laver et skelet først når de skal bygge rede; derpå forer de skelettet med fjer. Sådan bærer halemejserne sig ikke ad. De begynder med bunden og gør reden færdig efterhånden som de arbejder sig opad. De arbejder indefra. Når taget er nået og det sidste stykke lav er sat på plads, er reden også beklædt indvendig, klar til at mejsen kan lægge sine æg. Den lægger gerne 12; de er hvide med rødbrune pletter.

For det meste er det hunnen der ruger. Efter en rugetid på 16 dage udklækkes ungerne, og de forlader reden 14 dage senere. I de fleste reder bliver der otte til ti unger, og man forundres over hvordan det går til at de får lige meget at spise. Når de hører forældrene nærme sig reden strækker de alle sammen hals for at nå hullet, men der er kun plads til to hoveder ved hullet. De to heldige vindere stikker næbbene frem, og de holder skansen til de er mætte. Så trækker de sig tilbage, og to andre kommer til. Sådan går det hele dagen.

Vi ser nærmere på reden

For nogle år siden fjernede jeg en gammel halemejserede i en busk. Det var tidligt på vinteren, lang tid efter at reden havde været i brug, og jeg satte mig for at tælle hvor mange fjer den var foret med. Der var 2400, og da de var blevet samlet flere hundrede meter fra reden må fuglene have tilbagelagt adskillige kilometer om dagen så længe byggeriet stod på.

Efterhånden som ungerne vokser, bliver der naturligvis lidt trangt i reden. Men nu viser det sig hvor godt det er at mejserne har brugt spindelvæv til den. Rummet udvides, og lavet og mosset belastes voldsomt, men det brydes ikke i stykker. Det holdes nemlig sammen af de tynde, stærke spindelvævstråde der er vævet ind i. Det er helt utroligt som disse fuglenes arkitekter kan bygge! Men det er også et vidnesbyrd om Skaberens visdom.

[Illustration på side 16]

Sultne mejseunger ved hullet i den kugleformede rede