Et bjerg man skal betragte? eller bestige?

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I JAPAN

DET første den rejsende får øje på når flyet nærmer sig Japan, er ofte bjerget Fuji, der koket stikker hovedet op over skyerne til velkomst. Det er et syn man sent vil glemme. Ligegyldigt hvor tit man foretager rejsen, sidder man og spejder efter den velkendte top mellem skyerne. Hos nogle skaber dette første syn en slags venskab med bjerget der gør at de altid og alle steder fra må betragte det. Andre lokkes af bjergets skråninger til at klatre op mod den skyklædte top.

Fortryllelsen over Fujisan, som japanerne kalder bjerget (san betyder bjerg på japansk), er på ingen måde ny. Fra gammel tid har befolkningen i det japanske ørige beskæftiget sig med Fuji. Japans ældste antologi, der blev samlet i det ottende århundrede, indeholder mange digte der udtrykker folkets glæde over — og ærefrygt for — Fujisan.

Dette har måske sin rod i frygten for de mange vulkanudbrud der har givet Fuji form. Af dem man har beretning om i vor tidsregning, er der indtruffet 18 mellem 781 og 1707. Shintoisterne troede at det var skønhedens og dydens gudinde der iværksatte udbruddene; derfor søgte de at formilde hende ved at udføre religiøse ceremonier. Senere byggede buddhistpræster Dainichi-templet på toppen af bjerget og gemte buddhistiske skrifter der. Derefter blev det en tradition at asketer vandrede op ad bjerget for at hylde Dainichi-buddhaen som universets hersker, og tilbede ilden i vulkankrateret.

Der er uden tvivl stadig japanere som nærer religiøse følelser for Fuji, men de fleste nøjes med at betragte bjerget som symbol på deres lands skønhed. Vulkanens næsten fuldkomne kegleform tiltaler uvægerlig menneskets sans for symmetrisk skønhed. Hvor stærkt japanerne føler sig knyttet til Fuji ses af at man har givet banker, forretninger og forskellige produkter navn efter bjerget, og 500-yensedlerne har Fiijisans billede på bagsiden.

Den tiltrækning Fuji udstråler, bliver ikke mindre af de smukke omgivelser. Nord for bjerget ligger der fem naturskønne søer, mod øst og sydøst Izu-Hakone nationalpark, mod syd Stillehavet og mod vest de sydlige alper. Hele området er en fryd for øjet. Desuden er klimaet tempereret og indbydende for gæsten, så man finder her et udmærket feriested.

Vi betragter bjerget

Et bjerg der som Fujisan rejser sig i ensom majestæt direkte fra sletten — sådan forekommer det én — må naturligvis påkalde sig alles opmærksomhed. Man får et behageligt chok hver gang man runder en kurve på vejen og pludselig konfronteres med Fuji. Bjerget kan selvfølgelig ikke ses hver dag året rundt. Til tider er det ligefrem svært at få øje på. Når det er indhyllet i skyer ser området ud som var der slet ikke noget bjerg.

Prøv at forestille dig den sneklædte topa ved solopgang en frostklar vinterdag, når den blå himmel står som kontrast til sneens lyserøde skær. Og sceneriet er ikke mindre betagende når solen om aftenen synker i Stillehavet og det orangerøde genskær rammer Fujis skråninger. Eller når solens stråler en sommermorgen spiller i den vulkanske aske på den snefri top og får bjerget til at skifte farve fra violet og blåt til rødt og brunt, for til sidst at forsvinde i sommerdisen.

Så er der også de enestående skyformationer som virker dragende på tilskueren. Afhængigt af tidspunktet på dagen kan Fuji forekomme én at være gloriekranset eller at være iført en damehat eller at være omgivet af ringe af skyer der kun lader en lille smule af bjerget komme til syne hist og her. Disse skyformationer får ikke alene Fuji til at ændre karakter; de hjælper også den stedlige befolkning til at se hvordan vejret bliver. For de romantiske er der næppe noget som står mål med synet af efterårets Fuji når det, dækket af nyfalden sne, glimter i måneskinnet over de høstede marker på bjergets skråninger.

Vi bestiger det

Nøjagtig hvornår folk begyndte at bestige Fujisan ved man ikke, men af beskrivelser fra det ottende århundrede fremgår det at skribenten selv gjorde det. Pilgrimme begyndte at foretage regelmæssige ture derop omkring det 12. århundrede, og i det 17. århundrede blev der dannet et pilgrimsselskab som man kaldte „Fujiko“. I dag kan man stadig se disse hvidklædte „fujiko-pilgrimme“ vandre på stierne eller bede bønner oppe på bjergets top.

Fuji er med sine 3779 meter Japans højeste bjerg, men det er ingenlunde det vanskeligste at bestige. De let tilgængelige skråninger gør det til en udfordring for vandrere, men ikke for bjergbestigere. Så godt som alle der blot er rigtigt klædt, kan nå toppen ad en af de seks stier.

Med en grundflade på cirka 900 kvadratkilometer der strækker sig over de tre provinser Yamanashi, Shizuoka og Kanagawa, har bjerget flere forskellige adgangsveje. Der er placeret 10 stationer eller rastepladser på stierne, og de er indrettet så den vandrende kan få et hvil og nyde en forfriskning. Ved hver station er der en stenhytte hvor mange foretrækker at overnatte før de vandrer op til toppen for at se solopgangen. Andre begynder turen om aftenen og vandrer hele natten.

Langs de stier der går gennem skovterrænet på det første stykke af turen, bydes der på et rigt varieret dyreliv, som man kan glæde sig over at betragte; men vandrere advares imod at forlade stierne. Ikke så få har mistet livet fordi de undlod at lytte til advarselen. Lavaens magnetiske tiltrækning gør at man mange steder på bjerget ikke kan regne med sit kompas. Det kan desuden være farligt at bestige bjerget uden for sæsonen. Vejret er yderst omskifteligt i de kolde måneder, og man kan derfor ikke forudse hvordan det bliver. Det er sæson fra 1. juli til 31. august.

For de fleste vandrere er målet at opleve en klar solopgang fra et af de otte udsigtspunkter på toppen. Når det lykkes, er det virkelig et fantastisk syn. Men det skal indrømmes at tusinder hvert år skuffes; skyerne er det eneste de får at se efter mange timers vandring på de askefyldte bjergskråninger.

Sørgeligt nok giver denne interesse for Fuji et biprodukt i form af affald der efterlades af pilgrimme, turister og skiløbere. Det japanske miljøministerium oplyste sidste år at de godt tre millioner der havde besteget Fuji, havde efterladt 164 tons affald på Yamanashi-siden og 80 tons på Shizuoka-siden. Derfor er visse grupper begyndt at modsætte sig en udvikling af Fujiområdet. De mener at Fujis naturskønhed skal forblive uberørt og ikke udnyttes i turistøjemed.

Hvad vi som kristne end foretrækker — om vi vil udfolde os aktivt i naturen eller blot se på — må vi altid bevare et ligevægtigt syn på skaberværket. Vi ønsker ikke at gøre det til genstand for tilbedelse; nej, målet for vor tilbedelse er Skaberen af alt smukt, Jehova Gud. Når vi tilbeder ham vil vi ikke alene glæde os over naturen, men også respektere den så meget at vi afholder os fra at ødelægge den. På den måde bevares naturens skønhed til glæde for mange andre både nu og i fremtiden.

[Fodnote]