Menneskets kamp for sine rettigheder

I ÅR 73 f.v.t. undveg Spartacus, en thrakisk slave, fra den skole hvor han blev uddannet som gladiator. Han skjulte sig i Vesuvs bjergegne, hvor andre undvegne slaver sluttede sig til ham og efterhånden udgjorde en hel hær. Efter at have besejret to romerske hærstyrker drog Spartacus gennem det meste af Syditalien og kæmpede sig helt frem til Alperne. På det tidspunkt talte hans hær omkring 90.000 mand. Da de andre slaver afslog at forlade Italien, måtte Spartacus atter drage mod syd, idet han agtede sig tilbage til Sicilien. Det endte med at han faldt i kamp med den romerske hærfører Marcus Licinius Crassus.

Dette er i korthed beretningen om én mands kamp for hvad man i dag ville kalde en menneskerettighed, retten til frihed eller frihed for slaveri. Lignende kampe har udspillet sig gennem tiderne.

Når det mislykkedes at sikre menneskerettighederne

„Menneskerettighederne“ er tilsyneladende et moderne udtryk. Engang kaldte man dem „naturlige rettigheder“. Men uanset navnet, ser det ud til at mennesket altid har følt det nødvendigt at værne om visse af sine rettigheder og friheder. Hammurabis lovsamling, Solons reformer i Grækenland og medernes og persernes „uryggelige lov“ havde alle til formål at værne om borgernes rettigheder og at give dem et vist mål af sikkerhed.

Lovene tjente imidlertid ikke altid deres hensigt. Fra tid til anden opstod der tyranner, som kejser Nero, der lod hånt om lovene. På Mordokajs tid forsøgte den onde Haman at få det jødiske mindretal i perserriget udryddet ved hjælp af landets love. Visse meget rige og mægtige mænd kunne ikke indhentes af lovene.

Historien kan desuden opvise en mængde eksempler på at visse grupper ikke virkelig har nydt lovens beskyttelse. Spartacus’ oprør understreger hvordan forholdene var for romerrigets slaver, hvoraf mange blev tvunget til at kæmpe til døden i arenaerne, om ikke de bogstavelig talt sled sig til døde i minerne og på galejerne. Kvinderne i oldtidens Athen indtog en lidet misundelsesværdig stilling. Man betragtede dem nærmest som slavinder der blot skulle sætte børn i verden; de „levede tilbagetrukket i deres hjem, havde ingen uddannelse og kun få rettigheder; deres ægtemænd anså dem ikke for stort andet end slaver“.

I Assyrernes grusomhed og babyloniernes massedeportationer minder os om endnu en kategori af mennesker hvis rettigheder man sjældent har skænket en tanke: taberne i historiens mange krige. De fattige har også altid måttet lide, og her i nyere tid er kulturelle, sproglige og, i særdeleshed, racemæssige og religiøse mindretal i alvorlig grad blevet berøvet deres rettigheder.

Selviskhed og menneskerettigheder

Altså ser vi at de lovsamlinger som mennesker gennem tiden har indført, ikke har kunnet sikre lige ret for alle. Dette har medført kampe, revolutioner og opstande — folk har kæmpet for at opnå større frihed.

Bag alle disse kampe har man kunnet skimte ét bestemt menneskeligt træk: selviskhed eller selvoptagethed. Denne egenskab har virket som en stærk hindring for at menneskerettighederne har kunnet komme hele menneskeheden til gode. Dette bekræfter hvad den tyske filosof Georg Hegel engang har sagt, nemlig at frihed kun er mulig i et samfund hvor folk har visse moralnormer.

Et eksempel på hvad der sker når selvoptagethed tager overhånd, sås under det såkaldte bondeoprør i England. I 1381 marcherede en stor skare bønder under ledelse af Wat Tyler mod London og forlangte at få kongen i tale. De havde været igennem en streng tid hvor den sorte død havde hærget, og nu modsatte de sig de tunge skatter og tvangsarbejdet som baronerne — den tids jordbesiddere — pålagde dem. De talte formentlig omkring 100.000. Kongen var villig til at mødes med dem og imødekomme deres krav, men baronerne ville ikke opgive nogen af deres rettigheder. Wat Tyler blev dræbt, og ingen af bøndernes krav blev opfyldt.

Denne selvoptagethed har også vist sig på en anden måde. Når en bestemt gruppe har tilkæmpet sig visse rettigheder, har man ofte bagefter set at den lod hånt om andres ret.

Den franske revolution i 1789 er et eksempel på dette. Franskmændene styrtede det undertrykkende aristokratiske styre og vedtog deres berømte „Erklæring af menneske- og borgerrettighederne“. Heri opremsede de hvilke rettigheder de franske borgere skulle nyde, og der blev lagt vægt på „frihed, ejendomsret, sikkerhed, ret til at afværge undertrykkelse“. Ikke ret mange år efter kastede Frankrig sig imidlertid ud i Napoleons erobringskrige, der gik ud over ’friheden, ejendomsretten og sikkerheden’ i de fleste andre europæiske lande.

Så vidt man ved var den første betydelige formulering af rettigheder i et politisk dokument den engelske Bill of Rights i 1689. Men senere, da Det britiske Imperium var blevet opbygget mange steder i verden, tog man intet særligt hensyn til de besejrede folk — som de indfødte i Australien og på Tasmanien — og deres rettigheder.

Man kunne også pege på den uafhængighedserklæring som de amerikanske fristater udstedte i 1776. Heri fremhævede man amerikanerens ret til „liv, frihed og stræben efter lykke“. Men hvor megen notits tog man af at andre ønskede det samme, for eksempel de millioner af negre som blev rykket bort fra deres hjem i Afrika og solgt som slaver til amerikanske plantageejere? Eller de forskellige indianerstammer man traf på efterhånden som det amerikanske folk bredte sig?

Kristenheden og menneskerettighederne

Endelig skal nævnes at den historiske beretning om kristenhedens kirker og deres forhold til menneskerettighederne ikke er særlig flatterende. Kristenhedens holdning til menneskerettighedernes udbredelse viser sig i to interessante historiske begivenheder.

I 1215 tvang de forbitrede engelske baroner kong Johan uden Land til at underskrive Magna Carta. Dette frihedsbrev er blevet kaldt forgængeren for den nyere tids menneskerettighedserklæringer. Selv om de friheder det garanterede var ret begrænsede, betragtes det som en milepæl fordi det bragte kongen ind under loven.

Der findes beretninger om pave Innocens IIIs reaktion på dette dokument. Han sagde: „Vi afviser og fordømmer fuldstændig denne forpligtelse, og befaler under trussel om ekskommunikation at kongen ikke vover at overholde den, og at baronerne ikke heller kræver den overholdt. Vi erklærer herved håndfæstningen ugyldig, uden gyldighed for tid og evighed.“

Magna Carta blev dog ikke forvist til glemsel; det blev draget frem adskillige gange. Selv den katolske kirke benyttede sig af det da kirkens rettigheder blev truet, og Magna Carta har haft sin betydning for Englands og Amerikas politiske udvikling.

I Tyskland udbrød den såkaldte bondekrig i 1524. Ligesom under bondeoprøret i England 1381 protesterede de fattige bønder imod at skatterne uafladeligt steg og at landets fyrster krævede flere og flere tjenesteydelser af dem. Luther opfordrede bønderne til at nedlægge våbnene. Det nægtede de, og det siges at han da gav fyrsterne det råd at slå bønderne ned „som gale hunde“. Fyrsterne fulgte opfordringen.

Mange gange har kristenhedens folk grebet til vold i deres uvilje mod det der i dag kaldes menneskerettigheder. Protestanten Thomas Cromwells massakre på de irske katolikker, og katolikkernes massemord på de franske huguenotter er blot to eksempler på den forkastelige intolerance og foragt for andres rettigheder der er blevet lagt for dagen blandt kristenhedens folk. Hertil kommer kristenhedens blodige korstog og inkvisitioner; horderne af spanske conquistadorer, der med deres åndelige lederes velsignelse myrdede og plyndrede mange steder i verden; og ikke at forglemme de kvinder — man anslår det drejer sig om 100.000 — der blev anklaget for hekseri og brændt på bålet i middelalderen.

Ja, beretningen om menneskerettighederne dækker et sørgeligt kapitel i historiens bog. De kræfter der skulle have fremmet menneskenes forhold, såsom landenes love eller i det mindste kristenhedens love, har enten vist sig mangelfulde eller direkte skadelige. Mange grupper er blevet forholdt deres rettigheder, og andres selviske tilbøjeligheder har hindret disse grupper i at blive lettet for undertrykkelsen. Alt for ofte har det gamle ord i Prædikerens bog i Bibelen vist sig sandt: „Det ene menneske hersker over det andet til hans ulykke.“ — Præd. 8:9.

Hvad betyder det for os i dag? Har forholdene ændret sig? Er der større mulighed for at menneskerettighederne kan sikres nu end før? Hvad viser kendsgerningerne?

[Tekstcitat på side 6]

Nar en bestemt gruppe har tilkæmpet sig visse rettigheder, har man ofte bagefter set at den lod hånt om andres ret.