Hvad er menneskerettigheder?

„OVERALT i verden er opmærksomheden i dag rettet mod spørgsmålet om menneskets frihed, om menneskerettighederne. Det gælder i frie som i totalitære lande.“ Sådan siger Patricia Dering fra den amerikanske regerings kontor for menneskerettigheder og humanitære anliggender.

Ja, menneskerettighederne får megen offentlig omtale i vore dage. Ved en konference for jurister fra 140 lande blev følgende erklæring fremsat: „Det er yderst vigtigt at respekten for menneskerettighederne sikres; det er en betingelse for virkeliggørelsen af menneskets egentlige mål: at skabe en fredelig verden med retfærdighed og lighed for alle.“ Disse jurister appellerede derfor til verdenslederne om at „respektere menneskets værdighed . . . og gøre ende på enhver berøvelse og krænkelse af de fundamentale menneskerettigheder der tilkommer de folk som er betroet i deres varetægt“.

Samtidig med at menneskerettighederne drøftes på højt internationalt plan, kæmper enkeltpersoner og grupper i befolkningerne for det de mener er deres menneskelige rettigheder. Vi læser om at de ældre hævder deres „ret til at arbejde“, mens andre kæmper for „kvindernes ligeberettigelse“ og atter andre for det ufødte barns „ret til at leve“. Ja, man hører også om uhelbredeligt syges „ret til at dø“, og om homoseksuelles „rettigheder“.

Måske har al denne offentlige omtale af såkaldte rettigheder fået dig til at spekulere på hvad der egentlig er menneskerettigheder. Hvorfor kaldes de sådan? Hvem afgør hvad der er menneskerettigheder og hvad der ikke er det? Vil menneskerettighederne nogen sinde virkelig blive sikret?

Hvad er menneskerettigheder?

Gyldendals Leksikon definerer menneskerettighederne således: „Rettigheder der antages at tilkomme alle mennesker uanset race, køn, sprog eller religion.“ Med andre ord har vi alle ret til at forvente visse normer og friheder simpelt hen fordi vi er født som mennesker.

Det har ofte været diskuteret hvorfor man bør eje disse rettigheder. Nogle mener at det er fordi traditionen byder det. Andre holder på at det er fordi rettighederne hører med til menneskets natur, til dets „menneskelighed“. En filosof har sagt at menneskelige, eller naturlige, rettigheder er en konsekvens af Guds bud. For eksempel lyder et af Guds bud at mennesket ikke må myrde sin næste. Følgelig har alle mennesker en menneskelig ret til at forvente ikke at blive myrdet.

En af de mest omfattende beskrivelser af hvad der betragtes som menneskerettigheder, findes i den „Verdenserklæring om menneskerettigheder“ som De forenede Nationer vedtog i 1948. Efter at have nævnt at alle mennesker har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed, fortsætter erklæringen med specielt at omtale goder som frihed for slaveri, tortur og umenneskelig eller vanærende behandling eller straf; lighed for loven; beskyttelse mod vilkårlig indblanding i private forhold; ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed; og enhvers ret til en levefod som er tilstrækkelig til hans og hans families sundhed og velvære. Hermed har vi kun peget på nogle af de rettigheder der opstilles som krav i Verdenserklæringen.

Menneskerettighederne og regeringsmagten

Ved en gennemgang af denne opregning af rettigheder kommer man til at tænke på visse problemer der viser at spørgsmålet om menneskerettigheder slet ikke er så enkelt. For eksempel vil de fleste mennesker ikke kunne nyde disse rettigheder medmindre de sikres af en højere myndighed, eventuelt en centralregering der sidder inde med tilstrækkelig magt.

Ser man tilbage i tiden viser det sig at når der ikke har været en stærk, menneskekærlig centralregering, er de svage som regel blevet undertrykt af de stærke, ja det har været som den hollandske filosof Baruch Spinoza engang har sagt: „Enhver har så megen ret, som han er stærk ved magt.“ En stærk, menneskekærlig regering kan skabe fredelige, lovmæssige forhold hvorunder alle har en rimelig mulighed for at nyde nogle af de rettigheder der omtales i Verdenserklæringen.

Der foreligger beretninger om at flere end 70 lande nu har skriftlige redegørelser for borgernes menneskerettigheder. Men vil det sige at borgerne nyder disse rettigheder de fleste steder i dag? En regeringsembedsmand har for nylig bemærket: „Grundlovsmæssige bestemmelser, menneskerettighedserklæringer og vedtægter og statutter i loven er som oftest forhåbningsytringer, og ikke så meget betegnelser for synlige realiteter.“ Lovbøgerne er med andre ord i mange tilfælde kun udtryk for det ideal politikerne håber at nå, mens det der rent faktisk sker i deres lande er noget ganske andet.

Menneskerettighederne og samfundet

Noget andet man må huske er at et menneske ikke kan gå så højt op i sine egne rettigheder at det overser andres. For eksempel proklamerer Verdenserklæringen menings- og ytringsfrihed, men hvad sker der når et menneske misbruger denne ret og bagvasker en anden? Så gør det indgreb i sin næstes rettigheder.

Førhen havde man i Indien den religiøse skik at foretage enkebrænding. Den efterladte enke blev brændt levende på sin afdøde mands ligbål. Som følge af de gældende ægteskabsskikke kunne enken være en 10-årig pige! Et forbud mod enkebrænding var et indgreb i den religiøse frihed; men gifte kvinder var uden tvivl glade da forbudet kom. Et sådant eksempel viser hvilket ligevægtigt syn på tingene man må anlægge når man skal håndhæve forskellige gruppers rettigheder. Også her må der være en myndighed eller regering der afgør hvori det ligevægtige syn består.

Endelig kan menneskerettigheder berøres af samfundets vilkår. En filippinsk politiker, Jose Leviste, har sagt: „’Verdenserklæringen’ lægger næsten lige så megen vægt på den ret at ingen må åbne din post [som på din ret til at få tilstrækkelig mad]. Sandheden er at de fleste mennesker som har problemer med deres post, ikke har svært ved at få nok at spise, mens de millioner . . . der går sultne i seng hver aften, sandsynligvis aldrig er ude for at nogen åbner deres post, om de overhovedet får tilsendt noget med posten. Dette understreger blot at ikke alle menneskerettigheder er umiddelbart relevante for alle mennesker til enhver tid.“

Spørgsmålet om menneskerettigheder er derfor ikke så ligetil. Men folk føler at de har visse rettigheder, og de kræver flere og flere indfriet efterhånden som levestandarden bliver højere. Mange er enige med dr. Keith D. Suter, der er formand for De forenede Nationers menneskerettighedskomité i Australien og som har sagt: „Den tanke at der skal værnes om menneskerettighederne er kommet for at blive.“

Er det rigtigt? Og vil menneskerettighederne nogen sinde blive sikret under den nuværende tingenes ordning? Vi kan lære en del af at se tilbage på hvordan det er gået med menneskerettighederne det sidste par tusind år.