Bibeltekstens renhed bragt i fare

„DA BRØDRENE bad mig skrive Breve, har jeg skrevet. Men Djævelens Apostle har fyldt Brevene med Ugræs, idet de har slettet noget og tilføjet andet. Ve over dem. Saa er det da ikke underligt, om nogle har givet sig til at forfalske Herrens Breve, naar de endogsaa har rettet deres Bestræbelser mod Breve af den Art.“ Sådan beklagede Dionysios fra Korint, en kristen tilsynsmand fra det andet århundrede, hvad der var overgået hans egne skrifter.

Hans ord viser at nogle af hans samtidige havde „givet sig til at forfalske Herrens Breve“, altså Bibelen. Ifølge Tertullian havde Markion, der er fra samme tid som Dionysios, ’for alles øjne brugt kniven, ikke pennen, eftersom han havde skaffet sig et udsnit af Skrifterne der kunne passe til hans stof’. „Han har slettet alt hvad der var i strid med hans egen opfattelse.“

Nogle forbavses måske over at man gjorde forsøg på at ændre ved den bibelske tekst. Kan vi være sikre på at det ikke lykkedes at foretage så mange ændringer at meningen i Bibelens budskab blev en helt anden? Og da Bibelen har måttet afskrives i hånden i mange hundrede år, kan det da ikke tænkes at afskriverfejl har forplumret dens renhed? Når vi har fået rede på disse spørgsmål vil vi forstå hvor let Bibelens levende budskab kunne være blevet uopretteligt fordærvet. Som følge af højst usædvanlige omstændigheder er det imidlertid blevet bevaret rent.

Ingen anden bog er afskrevet så omhyggeligt

Flere hundrede år før vor tidsregning blev De hebraiske Skrifter samvittighedsfuldt kopieret af gudfrygtige skrivere. Disse kaldtes soferim, et udtryk der sandsynligvis er afledt af det hebraiske udsagnsord „at tælle“. „De tidlige lærde blev kaldt sof’rim,“ hedder det i Talmud, „fordi de talte alle bogstaverne i Toraen.“

Bogstaverne i hvert nyt manuskript blev omhyggeligt talt, og der skulle være nøjagtig samme antal som i det manuskript man skrev af fra. Tænk hvilket arbejde at tælle hvert eneste bogstav! Det siges at man talte 815.140 bogstaver i De hebraiske Skrifter. Enhver forsigtighedsregel blev taget i anvendelse for at sikre at teksten ikke blev forvansket.

Fuldstændig fejlfri afskrivninger fik man dog ikke; det ville have krævet at Gud udførte et mirakel hver gang en afskriver greb pennen, og det gjorde Gud naturligvis ikke. Der blev begået fejl. Men var de så alvorlige at de ødelagde meningen i Bibelen? Eller har man vidnesbyrd om at den hebraiske tekst faktisk er den samme, selv efter flere tusind års afskrivning? Disse spørgsmål har ikke kunnet besvares i mange år fordi de ældste hebraiske manuskripter kun gik tilbage til omkring år 900 e.v.t.

„Et helt utroligt fund!“

En forårsdag i 1947 befandt en 15-årig dreng sig pludselig i en lille hule i en skrænt der hæver sig op nær Det døde Hav. I det svage lys stirrede han desorienteret på en læderklump indhyllet i lærred. Den uskønne bylt var gemt væk i en cirka 60 centimeter høj lerkrukke. Hvor skuffende! Han havde regnet med at finde en skjult skat i krakken.

Imidlertid er det som drengen stod med i hånden, siden blevet kaldt „det største håndskriftfund i moderne tid . . . et helt utroligt fund!“ Her var der dele af Bibelen helt tilbage fra det andet århundrede f.v.t. De var altså 1000 år ældre end de ældste afskrifter man hidtil havde haft. Stemte de mon overens med de nyere afskrifter? Den amerikanske forsker Millar Burrows, der i flere år har arbejdet med rullerne og nøje har undersøgt deres indhold, er kommet til følgende resultat:

„Mange af forskellene mellem Skt. Markus’ Esajasrulle og den masoretiske tekst [bibelmanuskripter fra det niende århundrede] kan forklares som afskrivningsfejl. Bortset fra disse er der i det store og hele en bemærkelsesværdig overensstemmelse med teksten i de middelalderlige manuskripter. En sådan overensstemmelse i et manuskript der er så meget ældre, udgør et betryggende vidnesbyrd om hvor nøjagtig den overleverede tekst i almindelighed er.

Det er noget af et under at teksten er undergået så lidt forandring gennem rundt regnet tusind år.“ — The Dead Sea Scrolls, s. 109, 303, 304.

En af rullerne indeholder næsten hele Esajas’ bog. Af de 1292 vers der findes i Esajas’ bog i engelske udgaver af Bibelen, behøvede oversætterne af Revised Standard Version kun at tilpasse 13 vers efter teksten i den gamle Esajasrulle. Det betyder dog ikke at der ikke var forskelle i andre vers, men her drejede det sig i de fleste tilfælde kun om stavemåde og grammatik. Og så må vi huske at disse to hebraiske håndskrifter blev skrevet med 1000 års mellemrum.

Hvordan så med De kristne græske Skrifter?

Nøjagtig overlevering er især et brændende spørgsmål i forbindelse med De kristne græske Skrifter. Som tidligere nævnt blev der jo gjort forsøg på at ændre teksten. Tvivlen med hensyn til hvor ren teksten var, hang i flere hundrede år som en mørk sky over denne del af Bibelen, for helt op til det 17. århundrede gik de ældste officielle afskrifter af „Det nye Testamente“ på grundsproget kun tilbage til det 10. århundrede — de var altså afskrevet over 900 år efter at de oprindelige skrifter var blevet affattet. Ingen kunne bevise at det kristne budskab ikke var blevet forvansket af ændringer eller af en uforsigtig skrivers pen.

En „perle“ skjult i et fjernt kloster

En dag i 1844 kom Constantin von Tischendorf under sin søgen efter gamle bibelhåndskrifter ind på biblioteket i Katharinaklosteret ved foden af Sinaibjerget i det sydlige Palæstina. Hans øje faldt på en stor kurv med pergamentblade. Ved nøjere eftersyn blev han som lammet!

Her lå der blade af et græsk bibelhåndskrift som var langt ældre end noget han tidligere havde set! Han kunne næsten ikke beherske sig mens han udbad sig nærmere oplysning om disse blade. Åh nej! De blev brugt til at tænde op med! To bunker var allerede blevet brændt! Munkene gav ham 43 blade, men de afslog at gøre mere ved sagen.

Tischendorf foretog endnu en rejse til klosteret — men forgæves. Også en tredje rejse endte tilsyneladende resultatløst. Da det syntes håbløst at søge mere, belavede Tischendorf sig på at rejse hjem igen. Tre dage før afrejsen kom han til at tale med den unge munk som stod for husholdningen, og denne inviterede ham ind i sin celle. Munken bemærkede at han havde læst et gammelt bibelhåndskrift, og pludselig kom han frem med en bunke løse blade indsvøbt i et rødt klæde.

Han løste op for klædet, og sandelig om her ikke var den „perle“ Tischendorf havde ledt efter i 15 år! Dette bibelmanuskript, der senere fik betegnelsen Codex Sinaiticus, indeholdt hele „Det nye Testamente“. Det menes skrevet omkring 350 e.v.t., og var således over seks hundrede år ældre end de officielle manuskripter man havde på den tid. Ville dette håndskrift nu afsløre at der var foretaget ændringer i teksten?

Ændringer konstateres og korrigeres

Det var med det samme tydeligt at teksten i Tischendorfs håndskriftfund stort set var identisk med den der dannede grundlag for de eksisterende bibler. Men alligevel vidnede denne gamle tekst om at der var foretaget ændringer i senere tekster

Til eksempel kan nævnes den kendte beretning i Johannes 8:1-11 (den autoriserede danske oversættelse) om en ægteskabsbryderske der skal stenes, hvortil Jesus sagde: ’Lad den der er uden synd kaste den første sten.’ Beretningen fandtes ikke i dette gamle håndskrift. I senere udgaver af Bibelen har man derfor udeladt den eller anbragt den i klammer eller som en fodnote for at holde teksten ren. Man fandt også andre tilføjelser, som blev slettet. — Matt. 17:21; 18:11; Apg. 8:37.

I mere alvorlige tilfælde havde man ændret teksten for at støtte en falsk lære, som for eksempel i Første Timoteusbrev 3:16. Den reviderede danske oversættelse af 1819 gengiver dette vers således: „Gud er aabenbaret i Kjød,“ i modsætning til oversættelserne af 1907 og 1948, der har: „Han, som blev åbenbaret i kød,“ hvilket gør en væsentlig forskel. Den første gengivelse får det til at se ud som om Jesus er Gud, hvilket er i modstrid med skriftsteder der siger at han er Guds søn. — Mark. 13:32.

I de gamle håndskrifter lignede ordene for „Gud“ og „som“ (i hankøn) hinanden (Græske bogstaver — som, hankøn) (Græske bogstaver — Gud). Nyere håndskrifter havde sædvanligvis Græske bogstaver eller noget tilsvarende. Men i det håndskrift som Tischendorf fandt står der Græske bogstaver, eller „som“, der viser tilbage til Jesus, ikke Gud. En skriftlærd havde ændret udtrykket så der stod „Gud“. Det alexandrinske manuskript fra det femte århundrede giver anledning til at fundere over om fejlen var helt uoverlagt. Ved første blik så der ud til at stå Græske bogstaver, men da man fik teksten under et mikroskop viste det sig at der oprindelig havde stået Græske bogstaver og at ’en langt senere hånd’ havde tilføjet stregerne for at ændre udtrykket. Senere oversættelser har, som før nævnt, holdt sig til den oprindelige tekst og korrekt oversat verset: „Han, som blev åbenbaret i kød.“

Man fandt også en grov tekstændring i Første Johannesbrev 5:7, hvor følgende var tilføjet: „I Himmelen: Faderen, Ordet og den Hellig Aand; og disse tre ere Eet.“ (Den reviderede danske oversættelse af 1819) Disse ord stod ikke i Codex Sinaiticus, og de fandtes heller ikke i græske håndskrifter fra før det 16. århundrede. Alt tyder på at et håndskrift som nu findes på Trinity College i Dublin, med overlæg blev fremstillet omkring 1520 for at dette uægte vers kunne føjes ind! Praktisk talt alle moderne oversættelser har udeladt denne grove forvanskning.

En hær af tekstvidner

Der viste sig endnu ældre bibelhåndskrifter end dem der var dateret til det fjerde århundrede. I Ægypten fandt man afskrifter på papyrus; nogle af dem var viklet omkring mumier! Disse manuskripter blev omhyggeligt restaureret. De stammede helt tilbage fra det tredje århundrede e.v.t. Et lille brudstykke af Johannes-evangeliet er endog dateret til 125 e.v.t.! Hvordan stemmer disse tekster overens med teksten i håndskrifterne fra det fjerde århundrede, altså med vore bibler af i dag? De stemmer ikke overens bogstav for bogstav, men indholdet er det samme. Enhver forvanskning ville være nem at opdage. Budskabet lyder rent og klart.

Over 5000 græske håndskrifter giver et tilstrækkeligt grundlag for bogstavelig talt at rekonstruere grundteksten. Frederic Kenyon, der tilbragte næsten en hel menneskealder med studiet af disse gamle håndskrifter, nåede til denne slutning:

„Et slående bevis på at teksten i al væsentlighed er overleveret intakt, er at tekstvariationerne i disse tusinder af afskrifter, der er opstået i mange forskellige egne af verden under højst forskellige forhold, ene og alene drejer sig om detaljer og ikke væsentlige ting.

Og det er betryggende at man til sidst kan konstatere at det samlede resultat af alle disse fund og hele dette studium støtter beviset for Bibelens ægthed og vor overbevisning om at vi nu i alt væsentligt har det sande Guds ord i sin oprindelige skikkelse.“ — The Story of the Bible, s. 136, 144.

Bibelen går ud af kampen som dobbelt vinder! Den består som en bog, og dens tekst er uforfalsket. Men er det tilfældigt at tekstens renhed er blevet bevaret? Er det tilfældigt at en bog der blev fuldført for næsten 2000 år siden og som har været udsat for voldsomme angreb, stadig eksisterer tillige med tusinder af gamle afskrifter hvoraf nogle måske daterer sig til mindre end 25 år fra de oprindelige skrifter? Vidner alt dette ikke til overflod om en magt som kun den har der lod sin tjener sige: „Vor Guds ord bliver evindelig“? — Es. 40:8.

I vor beretning om Bibelens kamp for at leve er der endnu et kapitel. Hvordan er det gået til at denne bog, der blev „født“ i Østen, er blevet udbredt på over 1600 levende sprog og er nået ud til jordens fjerneste egne? Og hvad er den altoverskyggende grund til at Gud har sørget for at hans ord er tilgængeligt for mennesker overalt?

[Illustration på side 14]

De meget gamle Dødehavsruller har bekræftet nøjagtigheden af de tekster man har brugt ved oversættelse af Bibelen

[Illustration på side 16]

Afskrivernes ændringer i teksten er blevet afsløret ved opdagelser gjort af mænd som Tischendorf, der fandt det sinaitiske manuskript i Katharinaklosteret