Fra „hellig skarabæ“ til professionel gødningsspreder
Af „Vågn op!“-korrespondent i Sydafrika
ALLE vegne findes der biller, yderst forskelligartede og i millionvis. Men hvilket insekt har en mere interessant og usædvanlig historie end skarabæen eller pillebillen?
I oldtidens Ægypten blev denne lille skabning, hvis latinske navn, Scarabæus sacer, betyder „hellig skarabæ“, accepteret i de højeste samfundslag. Den var for ægypterne symbolet på genfødelse og evigt liv. Dens gødningskugle blev sammenlignet med solen. Hornene eller de skarpe udvækster på dens forkrop mentes at stå for solgudens stråler, og dens 30 dele blev opfattet som et udtryk for månedens 30 dage. I Ægypten troede man altså at skarabæen var hellig for solguden. Man har endog fundet mumier af skarabæer. På British Museum findes en kolossal granitfigur af en skarabæ, sandsynligvis fra Heliopolis.
Skarabæen er også et hyppigt motiv på gamle ægyptiske malerier, der findes mange skulpturer af den, og dens billede findes i meget stort antal på seglstempler og brocher. Mange af disse bærer inskriptioner med kongelige navne og oplysninger om de ægyptiske dynastier.
Usædvanlig føde
Skarabæerne danner en meget stor familie; der menes at være over 20.000 arter, og de findes næsten overalt i verden. Som navnet „pillebille“ antyder, er dens vigtigste næringskilde kugler eller piller af gødning. I Sydafrika lever den af ekskrementer fra køer, får, heste og andre dyr. Ja, „smag og behag er forskellig,“ som man siger.
Billens hoved er skovlformet, idet munden og snuden vender nedad. Kindbakkerne er hårde og hornede, og dens følehorn ender i en slags vifte med tre eller flere flade led som ligger foldet ind over hinanden. Når billen vejrer føde strækker den de leddelte følehorn helt ud, og snuser til brisen for at bestemme retningen. Så piler den af sted for at komme i gang med arbejdet.
Billens krop er godt udrustet til det usædvanlige job den udfører. Den er kort og kraftig, afrundet i formen, og har korte, læderagtige dækninger. Den har tre par ben. Det forreste par er korte, meget kraftige og beregnet til at grave med. Det midterste par er længere og stærke, og det bageste par er let buede — det er dem den griber gødningskuglen med.
Når billen har fundet noget frisk gødning, går den i gang. Den arbejder hurtigt og ihærdigt. Snart har den lavet en lille kugle gødning, som den så gør større og større. Hos nogle arter bliver gødningskuglen på størrelse med et æble. Derefter ruller den med bagbenene kuglen hen til et sted hvor jorden er blød. Her graver den et hul hvori den skjuler kuglen, der bruges som et spisekammer for billen selv og dens larver. Eftersom ekskrementer kan indeholde sygdomsbakterier og skadelige parasitter og være tilholdssted for fluer, udfører vores lille ven et uvurderligt arbejde når den renser terrænet. Og eftersom mange af de nedgravede gødningskugler ikke bliver spist, er den også med til at gøde jorden. Ja, skarabæen er en professionel gødningsspreder. Landmændene synes om den!
I Australien opstod engang den situation at de lokale pillebillearter behøvede hjælp. Før europæerne kom til og bragte deres køer og får med sig, havde de australske pillebiller levet af kænguruekskrementer. De var ikke udrustet til det job at skaffe millioner af kreaturers gødning af vejen. Derfor blev man nødt til at importere andre arter pillebiller fra Sydafrika, og de er nu med til at fjerne de millioner af tons kogødning der hvert år falder på australsk jord.
Pillebillen forbindes ikke længere med guder og konger, men den fortsætter med sin jordnære profession — det overmåde gavnlige arbejde den blev skabt til at udføre.