Afrikanske gødningsbiller kommer til undsætning!
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I SYDAFRIKA
HVEM kunne have forudset de alvorlige problemer det ville medføre for Australien da man for to hundrede år siden indførte kvæg?
Som tiden gik kom der til at ligge mere og mere kogødning på markerne, med det resultat at græsset nogle steder blev hæmmet i sin vækst, eller at det ikke længere kunne tjene til føde for kvæget. De mange dynger gødning blev efterhånden yndede udklækningssteder for irriterende fluer. Ifølge en rapport bragt i tidsskriftet Africa — Environment & Wildlife havde problemet i 1970’erne udviklet sig til „et økonomisk og økologisk problem af enorme proportioner“. Man regnede ud at „mere end to millioner hektarer græsgange hvert år blev ødelagt . . ., store mængder kvælstof i den utildækkede gødning vendte ikke tilbage til jorden, og fluebestanden havde antaget epidemiske proportioner“.
Hvad var gået galt? I Afrika ville gødningsbiller normalt have ryddet markerne hurtigt og effektivt. Den gødning billerne havde gravet ned ville have gjort jorden mere frugtbar og porøs, og derved have stimuleret plantevæksten. Det ville have holdt de skadelige fluer under kontrol, ødelagt parasitternes æg og forebygget en spredning af bakteriesygdomme.
Hvad de første bosættere i Australien imidlertid ikke vidste, var at australske gødningsbiller kun er i stand til at behandle små, hårde, kugleformede ekskrementer fra de oprindeligt hjemmehørende dyr på kontinentet — de kan slet ikke klare de store, bløde kokasser.
Den eneste løsning var at importere gødningsbiller fra andre lande. De afrikanske gødningsbiller (af hvilke der findes cirka 2000 slags) kan for eksempel fjerne enorme mængder blød elefantgødning. Kokasser ville derfor ikke være noget problem for disse biller. Men der skal sandelig bruges nogle stykker til en sådan opgave! Africa — Environment & Wildlife skriver at man i et naturreservat „fandt 7000 biller i en enkelt dynge elefantgødning“, og i et andet reservat „indsamlede man på 12 timer 22.746 biller fra en dynge elefantgødning på syv kilo“. Hvor mange biller har man så ikke måttet anskaffe sig for at løse Australiens katastrofale problem?
Takket være de afrikanske gødningsbiller, er situationen nu bedret betydeligt.