Tjen vedholdende og med glæde — Opmuntring til Gileadskolens 67. klasse

DET var en spændende dag for de 51 elever der skulle udgå fra Vagttårnets bibelskole Gileads 67. klasse. Det var den 16. september 1979; vejret var strålende og klart og der var forventning i luften da 2033 fyldte Jehovas Vidners stævnehal i Long Island City, New York. Eleverne havde meldt sig til at tjene som missionærer i en hvilken som helst del af verden. Afslutningshøjtideligheden var en kærkommen lejlighed for skolens præsident, lærere og andre til at give eleverne nogle råd med på vejen som ville kunne hjælpe dem til at gøre fyldest i deres respektive missionærdistrikter rundt om i verden.

Nogle talere, for eksempel F. W. Franz, skolens præsident, understregede hvor nødvendigt det var for missionærerne at bevare glæden. Franz henviste til den glædesfyldte løvhyttefest som blev fejret i det gamle Israel, og opmuntrede eleverne til at have den samme glædens ånd. Den ville være dem en styrke fra Jehova.

Andre talere lagde vægt på behovet for at tjene vedholdende. C. Chyke sagde for eksempel: „Vedholdenhed er en beundringsværdig egenskab, en egenskab vi alle skulle ønske at andre kan finde hos os.“ Han forklarede at Jehova, „himmellysenes Fader“, er det største eksempel i denne henseende, for „hos ham er der ikke forandring som følge af omdrejning og skygge“. (Jak. 1:17) Chyke henviste til profeten Daniel, der er endnu et eksempel på vedholdenhed. Han viste at selv den persiske konge Darius havde lagt mærke til at Daniel ’vedblivende dyrkede’ sin Gud. (Dan. 6:21) Hvad medfører det at tjene vedholdende? „I vil få mange velsignelser på jeres vej,“ forklarede han, „for I vil modtage flere gode gaver fra vor himmelske Fader — forudsat at I viser værdsættelse af den forret I nu har at kunne tjene som missionærer, idet I bliver ved jeres opgave og vedholdende arbejder på at fremme ’den gode nyhed’.“

Derefter havde Karl Adams, en af lærerne, også et opmuntrende indlæg. Han spurgte: „Hvor vil I være næste år ved denne tid?“ Han sagde at den gode indstilling som eleverne havde vist, kunne fortælle noget om hvad svaret ville blive. Han havde lagt mærke til at de lagde den samme ånd for dagen som profeten Esajas, der sagde til Gud: „Her er jeg, send mig!“ (Es. 6:8) Det var ikke blot det Esajas sagde han ville gøre, der betød noget, men „det var det han gjorde“. Trods problemer og vanskeligheder blev han ved sin opgave i 46 år. Taleren spurgte: ’Vil I næste år være i fuld gang med den opgave I har fået fordi I sagde til Jehova: „Her er jeg, send mig!“?’ Til slut bemærkede Adams at eleverne ikke alene havde denne gode indstilling men også tjente med glæde. De var ikke asketer; de forstod at glæde sig over livet.

Det kræver noget af bevare glæden og at være vedholdende i missionærtjenesten. Hvad det er, gjorde U. V. Glass, en anden af lærerne, eleverne opmærksomme på. „Man kan beskrive denne klasse med ét ord,“ sagde han, „og det er ’ligevægtig’.“ Han sagde videre: „I forstår at more jer. Og I forstår at være alvorlige.“ Han forklarede at denne ligevægtige indstilling måske skyldtes deres baggrund, eftersom de ikke var „spædbørn“ i kristen livsførelse men i gennemsnit havde fulgt den kristne vej i over 13 år, og eftersom deres gennemsnitsalder var så høj som 30,5 år. Glass opmuntrede dem til fortsat at være ligevægtige: „Gå ikke til nogen form for yderligheder. Lad ikke ligegyldige ting antage for stor betydning. Bevar den humoristiske sans, men gå ikke over gevind.“

Endnu en taler, R. Wallen, spurgte eleverne: „Hvad vil I være — et aktiv eller et passiv i missionærtjenesten?“ For at være et virkeligt aktiv må I ’huske at jeres gileaduddannelse måske nok har gjort jer bedre udrustet, men den har ikke gjort jer bedre end jeres brødre’. Han sagde at deres gileaduddannelse gerne skulle medføre at de, med deres livsførelse og med deres læber, aflagde et godt vidnesbyrd der ville gøre andre interesseret i sand kristendom.

Ind imellem læste A. D. Schroeder, der var ordstyrer, telegrammer op fra alle verdensdele. Eleverne blev ønsket alt godt. De kom fra 15 lande og skulle nu af sted til 23 forskellige lande. Blandt andet Chile, Salomonøerne, Indien, Papua-Ny Guinea, Vest-Samoa, Japan, Øvre Volta, Suriname, Elfenbenskysten, Østrig, Bolivia, Sri Lanka, Den dominikanske Republik, Senegal, Colombia, Martinique og Nigeria.

Efter en pause fremførte eleverne et internationalt musikprogram og desuden et bibelsk skuespil om Jakob og Esau. Dagens program havde virkelig opmuntret missionærerne og alle andre tilstedeværende til at tjene Jehova vedholdende og med glæde.