De opfyldte betingelserne for at blive missionærer
„I LØBET af de sidste fem måneder her på skolen har I alle erfaret på hvilken storslået måde Jehova, Den store Pottemager, kan forme menneskelige kar, akkurat som en pottemager former ler.“ Med disse ord begyndte T. Galfas, den første af en række på syv talere, sit indlæg til halvfjerds kristne forkyndere der havde gennemgået et kursus på Vagttårnets bibelskole Gilead. — Es. 64:7.
Foruden eleverne samledes næsten to tusind af deres venner og slægtninge søndag den 13. september sidste år i en kongressal i New York til den niogfyrretyvende Gileadklasses afslutningshøjtidelighed. Og hvor var det en glædelig og belærende dag. Tiden gik alt for hurtigt!
Som navnet antyder lægger denne skole ikke an på at give en almindelig verdslig uddannelse, men den tager specielt sigte på at forberede kristne forkyndere til at blive missionærer. Således tilføjede taleren, en af skolens lærere: „Da I tog imod indbydelsen til at komme til Gileadskolen, sagde I i virkeligheden til Jehova: ’Jeg vil gerne formes til et kar som du kan bruge til et særligt formål, til missionærarbejde.’“
Eleverne blev mindet om at de var blevet „formet“ meget i løbet af det fem måneders kursus, og at de fortsat ville blive „formet“ af Gud gennem „belæring, råd, vejledning og velsignelse“, sådan som alle kristne bliver. Men eleverne kunne også se tilbage på deres liv og se at endog før de kom på denne skole havde de gjort mange gavnlige forandringer, hvoraf mange direkte havde hjulpet dem til at opfylde betingelserne for at komme på denne bibelskole.
Nogle betingelser for at komme på Gilead
De der får indbydelse til Gilead er ikke unge mennesker der ønsker at blive forkyndere, men det er mænd og kvinder mellem enogtyve og fyrre år som allerede er forkyndere, og som også har nogle års erfaring som heltidsforkyndere. En svensk pige i klassen var ganske ung da hun satte sig Gileadskolen som mål. Hun blev opmuntret til dette af sin kusine der selv blev missionær. I 1962 begyndte hun i heltidsforkyndelsen i Sverige. Seks år senere blev hun udnævnt til at være blandt de særligt udsendte repræsentanter for Vagttårnets selskab. Selv om missionærtjenesten var hendes mål, viste hun sig nu som en flittig forkynder i sit hjemland. Og hun vidste at denne specielle tjeneste ville, som hun sagde, „gøre det lettere for hende at tilpasse sig missionærtjenesten“. Mere end femten år efter at have sat sig missionærtjenesten som mål kunne hun glæde sig over at blive sendt til Bolivia.
I klassen var der toogtyve ægtepar, som i overensstemmelse med Gileads krav havde været gift mindst to år. Således havde hvert par haft tid til at vænne sig til at være gift, samt til at beslutte om de ønskede at stifte familie eller om de uden at have familieforpligtelser kunne blive missionærer i et andet land. Et canadisk ægtepar som havde været gift i næsten to år og virkede som forkyndere i et distrikt over fire tusind kilometer fra deres nærmeste familie, søgte om at komme på Gilead. På det tidspunkt vidste de at de ikke ville blive overvældet af hjemve hvis de blev sendt langt bort. Desuden havde de et godt helbred og var ikke afhængige af nogen speciel medicinsk behandling. De var overbeviste om at de kunne klare sådanne ting som et nyt klima, anderledes kost og en fremmed levemåde. De strålede af glæde da de fik at vide at de skulle til Congo (Brazzaville)!
Et afgørende krav til dem der er interesseret i en Gileaduddannelse er et godt, praktisk kendskab til engelsk. På skolen lærer de fleste af studenterne det nye sprog de skal bruge i deres tildelte distrikt, men bortset fra sprogtimerne foregår alle de andre timer og forelæsningerne på engelsk.
En af eleverne fra Tyskland havde nogle år i forvejen analyseret sine muligheder for at blive missionær. Han syntes fysisk og følelsesmæssigt at være i stand til at klare de store forandringer der ville være nødvendige. Han havde været døbt i over tre år, var en nidkær heltidsforkynder og var villig til og i stand til at tage til et hvilket som helst land Vagttårnets selskab ville udpege. Men han indså at hans kendskab til engelsk var begrænset. For at forbedre det lyttede han hver dag til en engelsk nyhedsudsendelse i radioen. Han begyndte også at studere et af Selskabets mange hjælpemidler til bibelstudium på engelsk. Det gik langsomt, og han måtte hele tiden slå op i en ordbog, men han gjorde fremskridt. Nu taler han udmærket engelsk og havde ingen vanskeligheder med at forstå alle klassedrøftelserne og klare hjemmearbejdet. I løbet af kursuset fik han et grundlæggende kendskab til endnu et sprog, spansk, og han var glad for at blive sendt til Honduras for at hjælpe med forkyndelsen der.
Afslutningsprogrammet
De der overværede afslutningen kunne ud fra indlæggene forstå at lærerne på skolen nærede ægte interesse for eleverne. Skolens forstander understregede at der ville ske mange ting i deres tildelte distrikt ’som de skulle se på som livsens revselse der ville hjælpe dem til at vinde sig hjerte, hvilket er endnu mere værd end kundskab’. (Ordsp. 15:31, 32, New World Translation) En anden lærer lagde vægt på at de fortsat skulle, ikke blot elske det rette men også hade det urette. (Sl. 45:8) Der var også to tilsynsførende fra Selskabets hovedkontor der talte til eleverne. Den ene tilskyndede dem til at være „hyrder i al slags vejr“, så de ikke forlod fårene når de kom ud for modgang — for eksempel problemet med at vænne sig til et nyt sprog eller et andet klima, nye spisevaner eller skikke. (Ez. 34:1-14) Den anden opfordrede dem til ikke at dømme folk i deres tildelte distrikt efter det ydre — økonomiske forhold eller verdslig uddannelse — men at søge efter mennesker der har et godt hjerte, hvilket er det Gud ser på. — 2 Kor. 10:7, New World Translation.
Programmet nåede sit højdepunkt med de foredrag der blev holdt af vicepræsidenten og præsidenten for Vagttårnets selskab. Førstnævnte fremhævede især at ligesom tilfældet var med disciplen Timoteus vil Gud og Jesus våge over missionærerne for at sørge for at de udfører deres pligter og for at hjælpe dem. (2 Tim. 4:1) Og præsidenten, N. H. Knorr, sammenlignede meget træffende forkyndelsesarbejdets udbredelse i det første århundrede med udbredelsen i dette århundrede.
Om eftermiddagen opførte eleverne et gribende bibelsk skuespil. Det viste en familie hvor en ung mand hvis forældre var Jehovas vidner udviste en ligegyldig indstilling. Skønt han gik til de kristne møder og ikke gjorde noget forkert, drejede hans liv sig ikke om det at gøre Guds vilje. Så skiftede scenen til Bibelens beretning om Rut, No’omi og Boaz, og skuespillet viste hvor dybt interesseret de var i Jehovas hensigter. Skuespillets idé var tydelig — at det er vigtigt at lade Jehovas hensigter være afgørende for hvordan ens liv former sig. Det virkede så rigtigt at netop de vordende missionærer fremførte denne vigtige tanke, for alle de tilstedeværende vidste at de havde ladet Guds hensigter forme deres liv, så de nu havde opfyldt kravene for at blive sendt ud som missionærer.
[Illustration på side 14]
Vagttårnets bibelskole Gileads 49. klasse
Fra venstre til højre.
Forreste række: L. Norton; E. Schwarzrock; D. Major; D. McNutt; C. MacDonald; S. Janzen; S. Gustavsson; A. Böde; M. Barnes.
Anden række: J. Barnes; N. Palmer; L. Gravedoni; G. Sanderson; A. Bleckmann; E. Klauer; E. Hamrén; R. Rohatynsky; G. Dultz; M. Maldonado.
Tredje række: K. Klapschi; D. Gravedoni; T. Mitchell; G. Abke; E. Christiansen; G. Davis; V. Hansson; E. Jensen; G. Lomker.
Fjerde række: P. Davis; G. Norton; D. Deadmond; R. Carpenter; A. Carlsson; B. Carlsson; Ö. Gustavsson; K. Jakobsen; P. Lomker; M. Nielsen.
Femte række: J. Wallace; G. Schoenhardt; J. Millman; A. Kirschmann; L. Hermann; P. Hummel; S. Clauss; M. McNutt; J. Nielsen; O. Christiansen.
Sjette række: J. Leydig; P. Byron; D. Millman; H. Janzen; V. Raju; J. Griffin; S. Hummel; C. Jones; B. Peyton; D. Poburski; L. Major.
Syvende række: T. Hamrén; G. Böde; W. Zinke; A. Schwarzrock; G. Deadmond; N. Clauss; R. Jones; V. Rohatynsky; J. Peyton; J. Carlson; T. Olson.