Musikundervisning for toårige?

Måske er dit barn et kommende geni!

„TROR De mit barn er gammelt nok til at lære at spille klaver?“ Hvor ofte er musiklærere ikke blevet stillet det spørgsmål. Og hvor tit har forældre ikke fået svaret: „Kom tilbage med ham når han er blevet seks år, så er han moden til det.“

Hvad læreren i virkeligheden mener, er at han selv først vil være i stand til at undervise barnet når det har nået en vis alder. For alene tanken om at skulle undervise en lille toårig elev kan få mange musiklærere til at gyse, og det uanset hvilket instrument de underviser i. Men i virkeligheden har forskning på området bevist at det bedste tidspunkt at indføre barnet i musikkens verden, er de allertidligste år i dets liv. En anerkendt autoritet inden for undervisningen af børn, Masaru Ibuka, siger følgende i sin interessante bog Kindergarten Is Too Late! (I børnehaven er det for sent!):

„Nu har studier inden for henholdsvis hjernefysiologien og spædbørnspsykologien imidlertid gjort det muligt at påvise at nøglen til udviklingen af barnets intelligens ligger i dets oplevelser og erfaringer i de første tre år — det vil sige i den periode hvor hjernecellerne udvikles. Ingen børn fødes altså som genier og ingen fødes som tåber. Det hele afhænger af hvordan hjernecellerne stimuleres i de afgørende år.“

„Men så lille et barn kan da ikke forstå noget som helst om musik,“ indvender de forældre der tror at deres børn er for små til at opfatte så komplicerede ting. Sådanne forældre kunne man spørge: „Hvornår begynder et barn at lære at tale sit modersmål? I fem- eller seksårsalderen?“ Nej, allerede fra det øjeblik barnet sættes i verden hører det lyden af tale, og fantastiske ting begynder at ske i dets hjerne: celler slutter sig sammen, der dannes kredsløb, og inden der er gået to år begynder de fleste børn at tale deres modersmål — noget der til stadighed vækker forbløffelse hos alle.

Hvad tror du er lettest at lære: At spille et par enkle små stykker på klaveret, eller at tale et fremmed sprog flydende? Du kan være sikker på at det sidste er det sværeste. Det kan de utallige mennesker bevidne som har forsøgt at lære et fremmed sprog, ikke blot nogle få løsrevne ord, men at tale det fremmede sprog nogenlunde flydende. Men allerede ved treårsalderen taler de fleste børn deres modersmål med lethed. Sandt nok er deres ordforråd stadig begrænset, men de taler dog flydende. Når sproget kan læres så let i den alder, hvorfor da ikke musik?

At små børn i to- til fireårsalderen kan blive bemærkelsesværdigt dygtige til at spille, har utallige elever af den verdenskendte violinlærer og videnskabsmand dr. Shinichi Suzuki vist. Børnene begynder at få undervisning hos ham når de er to år gamle, og når de er fire år lytter deres tilhørere fuldstændig forbløffede til deres nydelige udførelse af værker af Bach og Vivaldi.

Man skal derfor ikke undervurdere spædbørns indlæringsevne. De der læser Bibelen, mindes om dette i apostelen Paulus’ ord til Timoteus: „Du [har] fra den spæde barndom af . . . kendt de hellige skrifter.“ — 2 Tim. 3:15.

Hvordan begynder man?

Når man ønsker at lære et barn musik, begynder man ikke med en egentlig undervisning i noget specielt, men blot med at vænne barnets øre til musik, især melodiøs musik. Hvis moderen beslutter sig til at lade sit barn lytte til musik ved daglig at synge for det, må hun sikre sig at hun synger rent og pænt, for ligesom barnet efterligner det gode, efterligner det også det dårlige. Og selv om moderen er musikalsk, er det ikke altid bekvemt for hende at spille klaver eller synge for barnet, fordi der jo er mange andre sysler i hjemmet som kræver hendes opmærksomhed.

Hvad kan man gøre? Man kan benytte sig af musik der er indspillet enten på plade eller på bånd, og spille det for den lille. Selv om man ikke synes man ser resultater lige med det samme, vil barnet alligevel tilegne sig det det hører, og komme til at forstå og påskønne endog meget kompliceret musik. I den ovenfor citerede bog af Masaru Ibuka fortælles følgende oplevelse:

„Dette par, som selv elskede klassisk musik, lod deres barn lytte til Bachs suite nr. 2 i nogle timer hver dag lige fra det var født. Tre måneder efter begyndte barnet at bevæge kroppen livligt i takt til musikken. Når rytmen intensiveredes hen mod stykkets klimaks, blev barnets bevægelser hurtigere og mere aktive, og når musikken hørte op, gav han sit mishag til kende. Ofte når han var kontrær eller græd, satte forældrene dette stykke musik på, og straks blev han beroliget.“

Forældre skal med andre ord ikke være for hastige til at dømme om hvad deres barn kan eller ikke kan tilegne sig og forstå. Børns evne til at lære selv yderst komplicerede ting er fænomenal.

Den egentlige undervisning begynder

Lad os sige at barnet nu er omkring to år gammelt og modent til at modtage den egentlige undervisning i musik. Er det da nødvendigt at lade barnet gå hos en uddannet musiklærer? Det vil afhænge meget af hvilket instrument man vælger. Violin, for eksempel, er et glimrende instrument at lade de små stifte bekendtskab med, men på grund af instrumentets art, det vil sige den måde tonerne frembringes på, brugen af buen, anbringelsen af instrumentet under hagen og så videre, vil det være bedst at få en uddannet violinlærer lige fra begyndelsen.

Sammenlignet hermed er klaveret noget enklere. For at danne en tone på klaveret trykker man simpelt hen en tangent ned, hvorved den rigtige tone kommer frem — forudsat naturligvis at klaveret er rigtigt stemt — så herved bringes elevens musikalske „øre“ ikke i fare. På en violin kræver selve det at frembringe tonerne meget mere, og medmindre der er en kvalificeret lærer til stede til at rette de toner der spilles falsk, kan barnets gehør lide alvorlig skade.

Det er i øvrigt i disse første år at barnet kan tilegne sig det man kalder „absolut gehør“. Gyldendals Tibinds Leksikon definerer dette som „evne til med det blotte øre at bestemme en tone, eller uden støtte fx i et instrument at gengive en hvilken som helst tone“. Selv om denne evne ikke er uundværlig, kan den blive til stor nytte for musikeren senere hen.

Hvis moderen giver sig tid til at tage nogle få timer i klaver og lære de grundlæggende ting om for eksempel håndstillingen og c-dur skalaen, skulle der ikke være noget i vejen for at hun kan tage sig af sit barns undervisning på dette tidlige stade. Så lad os nu gå hen til klaveret, hvor moderen sidder med sit barn på skødet.

Vi lægger mærke til at der ikke lyder nogen musik, og det skal der heller ikke til at begynde med. Lærte vi at tale ved at vores forældre satte sig ned sammen med os og forklarede os alt om talens og sætningsopbygningens mysterium? Nej, vel? Vi lærte ved at efterligne, og sådan lærer det lille barn også at spille klaver. Mor spiller nu enkle grupper af toner langsomt og synger samtidig stavelserne (kun hvis hun synger rent!): c-d-e, c-e-g, c-c-f, c-f-e, og så videre. Så lader hun den lille gentage så godt han kan, og han klasker begejstret hænderne ned i klaveret. Mor fortsætter tålmodigt, og snart er de 10 minutter gået som var afsat til denne lektion.

Selv om mor nu har afsluttet lektionen, er det ikke sikkert at den lille er færdig. Måske vil han prøve at komme op at gå på tangenterne! Men fortvivl ikke. Der vil sikkert komme andre, mere positive overraskelser i de følgende dage. Og husk at øve lidt hver dag.

Bliv ved med at stimulere interessen

Det er af største vigtighed at barnets interesse og opmærksomhed stimuleres hele tiden. Små børn udvikler sig tilsyneladende hurtigere og taler tidligere når der er andre børn som de kan tale og lege med. På samme måde er det med musik. Hvis der er andre børn i familien som spiller klaver, så giv den lille lov til at overvære deres undervisning, hvis læreren tillader det og det ikke forstyrrer undervisningen. Det kan godt være barnet ikke viser tegn på interesse lige med det samme, men med tiden vil opmærksomheden blive meget større. Hvis flere medlemmer af familien er musikalske, kan man endda danne en slags ensemble, hvor nogle synger og andre spiller forskellige instrumenter.

Man vil sikkert opdage at den lille efter et stykke tid vil prøve at efterligne de andre og giver sit besyv med i et forsøg på at synge. Denne tendens bør opmuntres, for når barnet så tidligt deltager i det musikalske samvær, vil det lettere få fornemmelse for rytme og forståelse for musikalsk samarbejde med andre.

Undervisning af de større børn

At barnet er over tre år betyder naturligvis ikke at det nu er for sent at lære ham eller hende musik — og for den sags skyld andre ting. Mange dygtige musikere har først modtaget musikundervisning på et sent tidspunkt i deres barndom. For eksempel fik den nu afdøde armenske komponist Aram Khatjaturjan først undervisning da han var 19 år gammel.

Noget man må holde sig for øje når man underviser større børn, er at undervisningen skal være enkel, og den skal være morsom. Mange overivrige lærere er alt for forhippede på at lære de små hvilke noder der ligger på linjerne (i nodesystemet), og hvilke der ligger i mellemrummene. Den metode er almindeligvis uheldig. Den er for teoretisk, og man er for længe om at komme til sagen, nemlig at spille — for det er det eleven har lyst til.

En oplevelse som en klaverlærer havde for nogle år siden underbygger dette synspunkt: Læreren havde brugt det meste af en 45 minutter lang undervisningstime (hvilket i øvrigt er alt for lang tid for de fleste elever i den ganske unge alder) på at få det seksårige barn til at opfatte at tonen „h“ ligger på tredje linje ud fra G-nøglen, men forgæves. Da han til sidst var på randen til at miste tålmodigheden, tog han eleven med ud i køkkenet og udpegede en kagedåse på tredje hylde i skabet. Så gik de tilbage til klaveret og talte igen om noder, linjer og mellemrum. Barnet huskede intet. Pludselig spurgte læreren: „Hvor i skabet står kagedåsen?“ Uden tøven svarede den lille fyr: „På tredje hylde!“ Nu havde læreren endelig fanget interessen.

De fleste børn bryder sig ikke om at blive begravet i detaljer. De vil tale som mor taler, spille klaver som mor spiller, eller synge sådan som storebror eller storesøster synger. Og de husker kun hvad der interesserer dem!

Musiktimer må altså forme sig så de fanger opmærksomheden og holder den fast. Læreren må optræde kærligt, aldrig aggressivt. Små børn kan bedst lide enkle melodier bestående af to eller tre forskellige toner og med en rytme der fanger. Ideen i undervisningen bør være at eleven hele tiden efterligner det læreren gør. Find ud af hvad børnene kan lide at spille, og indret dig efter det. Brug fantasien, for det gør børnene. Det er urealistisk at anvende en „færdigsyet“ metode, for den tager ikke hensyn til at børn er meget forskellige både hvad temperament og smag angår.

Hvad enten læreren er en af forældrene selv eller en fremmed, må han gøre sig den ulejlighed at lære elevens personlighed at kende. Viser eleven større interesse for rytme end for melodi? Viser han interesse for harmonier ved at forsøge at slå flere toner an sammen med melodistemmen? Læreren må mærke sig sådanne tilbøjeligheder, hvis han skal have held med at undervise helt små børn.

Et advarende ord

Selv om det absolut er prisværdigt at forældrene engagerer sig mest muligt i den tidlige musikalske oplæring af deres børn, må de også erkende deres begrænsning når det gælder den egentlige musikundervisning. Det er ikke vanskeligt at spille de første enkle grupper af toner som beskrevet tidligere i artiklen, eller at vise barnet den rigtige håndstilling; men børn er, tidligere end man tror, modne til mere vanskelige opgaver. Overvej om tiden nu er inde til at finde en god lærer. Hvis forældrene uden at have den nødvendige baggrund fortsætter med selv at undervise, og måske giver en fejlagtig fremstilling af det mere komplicerede, kan de volde varig skade. Vær derfor beskedne og erkend jeres begrænsninger.

Musik er, ligesom andre ting vi glæder os over, en Guds gave. Den har bibragt utallige mennesker megen nydelse og glæde. Gør musikken tilgængelig for dine børn. Hvornår? Fra den spæde barndom af. — Indsendt.