En katolsk præst gør en forandring

JEHOVAS VIDNERS hovedkontor i Brooklyn, New York, modtog i juli 1979 følgende brev:

„Til hvem det måtte angå:

Dette er blot et lille brev som tak for jeres publikationer, som er så oplysende og fyldt med livsvigtig kundskab. Ved hjælp af jeres publikationer og en af jeres unge forkyndere i Newark, New Jersey, har jeg været i stand til at finde den virkelige SANDHED. Hvis I har en fortjenstmedalje, skulle I sende den til denne lille udøver af sandheden, miss Janet Jones. Førhen var jeg en meget fremstående katolsk præst, men gennem denne unge pige erfarede jeg at jeg slet ikke havde greb om sandheden, men at det tværtimod var det hun viste mig der var sandheden. Endnu en gang vil jeg gerne sige tak, og om Jehova vil, bliver jeg også forkynder for ham, vor kærlige Skaber.“

Ved Jehovas Vidners områdestævne „Det levende håb“ på Giants Stadium i New Jersey sidste sommer fortalte Janet Jones hvordan hun kom i kontakt med denne præst:

„Sidste år arbejdede jeg som sekretær på Seton Hall-universitetet. Dér forkyndte jeg gennem længere tid for en ung studerende, en pige som en gang havde tænkt på at begå selvmord. Jeg opnåede at få et bibelstudium med hende, og hun gjorde hurtigt fremskridt. Inden længe fortalte hun mig at hun ville trække sig ud af kirken. Uden at jeg vidste det, havde hun hen ad vejen givet sin præst fotokopier af alt det materiale vi benyttede ved vore ugentlige studier.

Præsten blev meget ophidset da han opdagede at hun havde trukket sig ud af kirken, og han gjorde alt hvad han kunne for at få hende til at ombestemme sig. Men kort tid efter rejste hun hjem til sin familie i Florida, og dér fortsatte hun med at gøre åndelige fremskridt. I mellemtiden fandt præsten ud af at det var mig der havde studeret med hende, og han spurgte om han måtte tale med mig. Han bad om nogle eksemplarer af de bøger vi havde brugt som grundlag for vort studium — det var Sandheden der fører til evigt liv og Er dette liv alt? Han sagde til mig at jeg havde begået en meget alvorlig synd ved at få den unge pige til at vende sig bort fra den katolske kirke.

Herefter mødtes jeg med ham et par gange, og han sagde at han vidste der var mange fejl og svage punkter i bøgerne som han ville henlede min opmærksomhed på, så snart han var færdig med at læse dem igennem. Han havde mange spørgsmål, og for at kunne besvare dem måtte jeg undersøge tingene grundigt. Uden at sige det til mig begyndte han at komme i forskellige rigssale og at tale med Jehovas vidner som var ude i forkyndelsesarbejdet, og han stillede dem de samme spørgsmål som han havde stillet mig. Hver gang fik han de samme svar. Så gik der omkring tre eller fire måneder hvor jeg hverken så eller hørte noget til ham, og jeg skiftede arbejdsplads og flyttede et andet sted hen. Men få uger senere modtog jeg et brev fra ham, dateret den 22. juni 1979. Han skrev:

’Jeg vil gerne sige Dem tak for den indsigt De har hjulpet mig til at opnå gennem bøgerne Er dette liv alt? og Sandheden der fører til evigt liv. Efter mit første møde med Dem må jeg indrømme at jeg stillede mig selv adskillige spørgsmål om hvilket grundlag min tro hvilede på, og jeg fandt efterhånden ud af at den ikke hvilede på så solidt et grundlag som Deres. Så som De foreslog mig, undersøgte jeg det grundigt og stillede mine overordnede forskellige spørgsmål, men de var forbavsende nok ikke i stand til at besvare dem så godt som De var. Da var det jeg opdagede at der manglede noget meget vigtigt i mit liv, og jeg ønskede at finde svar. Jeg kom mange gange i en af jeres mødesale i Irvington, og dér fandt jeg det jeg søgte, sandheden. Jeg ville også gerne se om det virkelig var så godt som De fortalte mig. Ja, min ven, De undervurderede det!

Når De modtager dette, vil jeg allerede have lagt kjole og krave og vil sandsynligvis være på vej hjem for at finde en af Deres rigssale så jeg kan lære mere om sandheden. De skinnede som et strålende lys der kunne lyse op i en lang mørk tunnel, selv en gammel mørk tunnel som mig. Hvad der end sker, så bliv ved med at skinne. Lad aldrig nogen eller noget stoppe Dem, for jeg kan i sandhed sige at Gud samarbejder med Dem.

Mine foresatte blev meget overraskede da jeg efter 33 års tjeneste ville forlade embedet, men da de fandt ud af hvorfor, anmodede de mig om at gå, om ikke før, så øjeblikkelig. Men ved De hvad der er mærkeligt? For et par år siden var der en af de andre der forlod embedet af samme grund, og da svor jeg at jeg aldrig ville lade noget komme imellem mig og kirken. Men se mig nu! Jeg føler det som om en tung byrde er blevet løftet fra mine skuldre, og som om jeg mærker frisk luft for første gang i 33 år! Hvor mild og ophøjet og kærlig er ikke Skaberen, vor Gud Jehova!

Jeg ved ikke om vi nogen sinde mødes igen, men vær forsikret om at De altid vil være i mine tanker og i mine bønner.’

Efter at han havde forladt embedet henvendte to af hans kolleger sig en dag til mig på universitetet på det kontor hvor jeg arbejdede. Den ene af dem spurgte om de måtte have lov til at komme igen og stille mig et par spørgsmål. Det sagde jeg ja til.

Lidt senere vendte de to præster tilbage sammen med otte andre, alle i ornat. De var alle modne af alder, den yngste i begyndelsen af fyrrerne og den ældste et sted i halvfjerdserne, vil jeg tro. Selv er jeg kun 25.

De tog plads inde på mit kontor, og samtalen begyndte. De stillede mig spørgsmål om min tro på Kristus, om Kristi død og om det at han er Guds søn. Treenighedslæren var et emne som syntes at have speciel interesse for dem. En af præsterne sagde til mig at fordi jeg havde fået andre mennesker til at opgive den katolske tro, ville jeg i al evighed blive pint i helvede. Jeg viste ud fra Bibelen at mennesker i ’helvede’ ingenting ved, og at de derfor ikke kan føle nogen pine. — Sl. 139:8; Præd. 9:5, 10.

Under hele samtalen lagde jeg mærke til at den ældste præst åbenbart ikke havde nogen spørgsmål. Han støttede sig bare til sin stok og stirrede ufravendt på mig, særlig når jeg brugte Bibelen til at besvare de andres spørgsmål.

Til sidst sagde en af præsterne meget ophidset til mig: ’De aner ikke hvad De taler om. Det er løgn hvad De fortæller, og De ville ikke kende sandheden, om den så var lige for næsen af Dem.’ Så rejste den ældre præst sig og sagde: ’Jo, hun gør. Hun taler sandhed, og det nægter vi andre at acceptere.’“ — Indsendt.

[Tekstcitat på side 21]

En af præsterne sagde: „De aner ikke hvad De taler om.“ Men den ældste præst sagde: „Jo, hun gør. Hun taler sandhed.“