Elleve års søgen efter den sande skat

BEIRUT i Libanon. De fleste har læst om denne by i avisernes overskrifter og véd at den er hærget af borgerkrig. Jeg har imidlertid et ganske andet forhold til Beirut — jeg bor der nemlig. Og ved omtrent samme tid som hadet blussede op i mine landsmænd og der udbrød krig i min hjemby, erstattede jeg mine hadefulde følelser med en fred der er mere værdifuld end nogen skat. Men lad mig fortælle hvordan det gik til.

Jeg er født i Beirut i 1949 som den yngste af mine arabiske forældres syv børn. Som barn ville jeg meget gerne have et nært forhold til Gud, men der var ingen i min familie der var særlig religiøse, selv om de kaldte sig kristne. Det var meget sjældent nogen af dem gik i kirke, så jeg tog af sted alene.

Når jeg knælede i bøn foran billederne af Jesus eller jomfru Maria fik jeg ofte tårer i øjnene. Jeg bad om at måtte få lov at lære sandheden at kende. Hver gang jeg kom forbi en kirke gjorde jeg korsets tegn. Jeg ville gerne være til behag for Gud, og da jeg blev ældre følte jeg at jeg bedst kunne gøre det ved at blive præst.

I 1962, da jeg var 13 år, fulgte min moder mig hen til den græsk-ortodokse kirkes hovedsæde i Beirut, hvor jeg ville ansøge om at blive præst. Vi gik op ad trapperne til patriarkens kontor. Da jeg fortalte ham at jeg gerne ville være præst, spurgte han blot: „Har du en god stemme?“ „Ja,“ svarede jeg. Da han så hørte at min stemme var god nok, sagde han: „Du er antaget.“ Hvor var jeg lykkelig! Jeg følte det som om jeg havde fundet en skat — nu skulle jeg tjene Gud som præst!

En sand skat?

Da vi var på vej ud sagde en kvinde som arbejdede dér på kirkens hovedkontor, noget der gjorde mig lidt urolig. „Bliv ikke præst,“ sagde hun. „Det vil bare gøre dine synder større.“ Jeg forstod ikke hvad hun mente. Men i løbet af de næste tre år, da jeg var under oplæring, tænkte jeg tit på hendes ord — og forstod. Hvorfor? På grund af det jeg blev vidne til.

Præsterne i Libanon blandede sig i politik. De støttede ét parti og modstod et andet. Jeg kendte en præst der gik med en revolver skjult under sin præstekjole. Jeg syntes at det var forkert af præsterne at de så beredvilligt tog del i kamphandlinger og krig. Jeg tænkte: ’Ville Kristus eller hans apostle have gjort det?’

Præsterne var også pengegriske. Jeg så dem slås om de indsamlede penge og bande ad hinanden. „Dem vil jeg have,“ sagde de. Jeg så dem også sammen med deres veninder. Hver gang en bestemt præst læste messe, kom hans veninde. Mange vidste at det de gjorde var syndigt. Da jeg så præstens veninde komme og skubbe en gammel kvinde væk for at få en bedre plads ved siden af præsten, begyndte jeg at hade ham. Jeg troede dog stadig at kirken var god nok, og at det bare var præsterne der var noget i vejen med.

Efter tre år sprang jeg fra præsteuddannelsen. Jeg blev dog ved med at være meget aktiv inden for kirken — jeg overværede gudstjenesterne regelmæssigt og sang i koret — men jeg havde fået nogle andre mål. Nu var sport, og navnlig basketball, blevet min hovedinteresse. I skoleferierne arbejdede jeg desuden på min storebroders fabrik, og lærte hans fag. Vores fader var død, og da min storebroder var 20 år ældre end jeg, blev han som en fader for mig.

Jeg træffer Jehovas Vidner

Den menighed jeg tilhørte var stærkt antisemitisk. Vi lærte også at hade Jehovas Vidner. Vi fik at vide at de var zionister, at de var modstandere af Kristus. De brugte ganske vist Kristi navn, men jeg regnede med at det nok bare var en facade. Jeg blev vred og kampberedt bare jeg hørte ordet „Jehova“. Vi fik nogle unge til at følge efter Jehovas vidner fra hus til hus. De generede dem og overfaldt dem med stokke og sten.

En dag da jeg havde været til basketballtræning besøgte jeg min søster, og dér traf jeg for første gang Jehovas vidner da de kom til hendes dør. Det er skik og brug blandt arabere at være gæstfri over for folk der kommer til ens dør, og jeg inviterede dem derfor ind. De stillede nogle spørgsmål jeg ikke kunne svare på, så jeg sagde: „Kom igen i næste uge, så får jeg også præsten til at komme.“

Ugen efter mødtes vi så. Det gik op for mig at præsten ikke kendte noget videre til Bibelen — han kunne nemlig ikke forsvare sig. Da forkynderne påviste ud fra Bibelen at vi ikke bør kalde en åndelig fører „fader“, sagde han simpelt hen: ’Jamen det er da i orden, så lad være med at kalde mig fader.’ (Mattæus 23:9) Men han var jo stadig min præst, selv om han ikke kendte Bibelen. Jeg sagde derfor til de to fra Jehovas vidner: „I skal ikke bryde jer om at komme igen — nogen sinde. Jeg brækker benene på jer hvis I gør det.“ Og jeg mente hvert ord jeg sagde.

Jeg bliver berømt

Jeg var efterhånden blevet over en meter og firs høj — hvilket er meget af en araber at være. Basketball blev hele mit liv; i årevis trænede jeg fem timer om dagen. Jeg var fast besluttet på at blive den bedste, og i 1971 blev jeg landskendt for mit spil. Samme år blev jeg udtaget til landsholdet der skulle spille for Libanon i en international konkurrence i Saudi-Arabien.

Det følgende år blev jeg endnu mere kendt. Jeg blev udnævnt til anfører for et træningshold med de bedste spillere i hele Libanon. Jeg spillede back og var spilfordeler. I Irak deltog vi i en konkurrence mellem alle de arabiske lande og var lige ved at vinde. Irak vandt, og vi blev nummer to. Igen i 1973 blev jeg udtaget til Libanons landshold.

Jeg havde nået mit mål. Jeg var blevet en af de bedste til at spille basketball, i det mindste i Libanon. Folk kendte mig. Jeg var berømt. Pigerne flokkedes om mig. Jeg havde ventet at jeg ville blive lykkelig når jeg nåede mit mål, men det blev jeg ikke. Det var ikke den virkelige lykke jeg havde fundet.

Jeg træffer Jehovas Vidner igen

I begyndelsen af 1973 begyndte en af mine gode venner, en anden berømt basketballspiller, at studere Bibelen med Jehovas Vidner. Da jeg hørte om det gik jeg straks hen til ham og sagde: „Sami, Jehovas vidner er dårlige mennesker. Lad være med at have noget med dem at gøre.“ Og i min vrede forbandede jeg Jehovas navn.

„Nej, nej! Joseph, sig ikke det,“ sagde han til mig. „Tal hellere selv med Jehovas vidner.“

„Ja ja, så gør jeg det,“ svarede jeg, „men hvis jeg kan bevise over for dig at de ikke forkynder sandheden fra Bibelen, vil du så holde op med at studere med dem?“

„Ja, det er i orden. Men hvis det viser sig at de har sandheden,“ replicerede han, „bliver du så et af Jehovas vidner?“

Det gik jeg ind på.

Vi var fem gode venner. Jeg fortalte de tre andre om vores aftale, og sammen gik vi hen til vores præst. „Vi vil gerne bede Dem gå med os hen at tale med Jehovas vidner,“ sagde vi. Men det ville han ikke. Så sagde mine venner: „Hvis præsten ikke vil komme, vil vi heller ikke.“ Jeg havde imidlertid lovet Sami at komme, og kunne ikke bryde mit løfte.

Til den aftalte tid kom der en halv snes Jehovas vidner til Samis hjem. De var meget venlige, men jeg havde ikke lyst til at være venlig over for dem. „Lad os komme i gang med diskussionen,“ forlangte jeg. Det Jehovas vidne der var ordstyrer, bad mig så om at begynde. „El, syrernes gud, er den sande Gud,“ sagde jeg. „Jehova er Israels Gud, og han er en morder.“

Forkynderen modsagde mig ikke. Han spurgte bare: „Tror du på hele Bibelen?“

„Ja,“ svarede jeg.

Så bad han mig om at finde Salme 83:19. Det gjorde jeg — og blev helt målløs. Det føltes som et slag i ansigtet. Jeg havde aldrig før set navnet „Jehova“ i Bibelen. Der stod: ’Du, hvis navn er Jehova, er ene den Højeste over al jorden.’ Og det navn havde jeg ofte forbandet!

Forkynderen bad mig om at finde et andet skriftsted (Guds navn, Jehova, forekommer omkring 20 gange i den arabiske bibel). Men jeg svarede: „Nej, hvis jeg ikke tror på dette vers, tror jeg ikke på nogen del af Bibelen. Ét vers er nok.“

„Der er mere jeg gerne vil diskutere,“ sagde jeg. „Men først er der noget jeg må fortælle jer. Hvis I virkelig er Jesu Kristi disciple — Jesu Kristi sande disciple — vil jeg gerne være et af Jehovas vidner. Men hvis I ikke er det, hvis I er zionister, så slår jeg jer alle sammen ihjel.“

„Det er i orden,“ lød svaret. „Hvis du kan bevise at vi er zionister, må du gerne slå os ihjel.“

Fra da af begyndte jeg at læse i Bibelen. Det havde jeg aldrig gjort før. På tre måneder læste jeg den fra ende til anden, samtidig med at jeg studerede bogen Sandheden der fører til evigt liv med Jehovas vidner. Den kundskab jeg fik om Gud og hans rige blev noget meget dyrebart for mig. Som Jesus sagde: „Himlenes rige er ligesom en skat som var skjult i en mark og som en mand fandt og skjulte; og i sin glæde går han hen og sælger hvad han har og køber den mark.“ (Mattæus 13:44) Jeg ville gerne lære mere om hvordan jeg kunne blive en af dette riges jordiske undersåtter. Men jeg havde svært ved at sætte det forud for alt andet.

Jeg sælger alt for at få skatten

Jeg følte mig splittet. Jeg holdt stadig meget af at spille basketball, og jeg havde mange veninder der ringede og spurgte om vi ikke kunne være sammen. Jeg kunne slet ikke lade være med at gå ud og ’more mig’. Min familie opfordrede mig endda til at fortsætte med denne umoralske livsform, eftersom de alle var meget imod at jeg kom sammen med Jehovas vidner. Det var for overvældende for mig at skulle give afkald på alt på grund af denne skat; jeg holdt op med at studere Bibelen.

Ved omtrent samme tid havde min broder en stor spillegæld, og jeg opgav et universitetsstudium for at arbejde på heltid og hjælpe ham med at redde hans fabrik. Jehovas vidner besøgte mig stadig og forsøgte at give mig større værdsættelse — men det lykkedes dem ikke. Efter et halvt års tid spurgte jeg mig selv: ’Joseph, hvad er det egentlig du vil? Du ved jo godt at Jehovas Vidner har sandheden.’

Men der var så meget jeg måtte forandre. Kunne jeg gennemføre det? For at vise at jeg havde truffet en fast beslutning, smed jeg først og fremmest mine cigaretter væk. Så ringede jeg til Fadi, den broder der havde studeret med mig. „Mit blod kommer over dit hoved,“ sagde jeg til ham. „Du må studere med mig.“

„Mener du det? Så lad os begynde igen allerede i aften,“ svarede han. Det var i december 1973.

Jeg begyndte med det samme at komme til menighedens møder, og jeg tog en ny veninde med mig hver gang. Men når en af dem gerne ville have seksuelt samkvem med mig, forklarede jeg: „Nej, det gør jeg ikke mere.“ Der var ingen af dem der tog imod sandheden, så til sidst holdt jeg op med at komme sammen med dem.

Min basketballtræner var rasende. Han havde brugt flere år på at gøre mig til en god spiller, og vi havde det bedste hold i hele Libanon. Nu ville jeg pludselig holde op, uden videre. Jeg havde besluttet at den sande skat nu skulle være min. Den 24. august 1974 lod jeg mig døbe, og symboliserede derved min indvielse til Jehova Gud.

Året efter giftede jeg mig med Kathy, som var pioner (det vil sige en af Jehovas Vidners heltidsforkyndere). I 1976 blev jeg udnævnt til ældste i den kristne menighed. Omtrent samtidig købte jeg en fabrik i metalbranchen, samme slags fabrik som min broder havde. Mine eneste ansatte var fem Jehovas vidner. Jeg lukkede gerne fabrikken klokken fire og gik så ud og forkyndte sammen med min kone indtil klokken elleve om aftenen. Vi ledte 20 bibelstudier om måneden. Jeg følte mig imidlertid splittet mellem mit arbejde og forkyndelsen.

I februar 1978 solgte jeg derfor fabrikken og begyndte i specialpionertjenesten. Heldigvis — for den følgende måned blev fabrikken sprængt i luften af en bombe. Hvis jeg ikke havde solgt den før det skete, havde den været praktisk talt værdiløs for mig.

En skat der er alle ofrene værd

At tjene vor kærlige Fader, Jehova, og hans riges interesser har bragt mig sand tilfredshed og glæde, på trods af farerne ved at tjene ham i dette krigshærgede land. I det første år efter borgerkrigens udbrud i 1975 blev mellem 15.000 og 20.000 dræbt, og siden da er mange tusind andre omkommet. Der bor kun cirka tre millioner mennesker i Libanon, så det ville svare til at De forenede Stater mistede mange millioner borgere i en sådan krig! Der affyres tit skud eller kastes bomber i de områder hvor vi udfører vores tjeneste.

I 1980 blev jeg udnævnt til kredstilsynsmand i Beirut. Det vil sige at jeg besøger byens menigheder for at styrke dem åndeligt. Gennem to og et halvt år i denne tjeneste var der ikke en eneste menighed vi måtte undlade at besøge, skønt der til tider faldt over tusind granater og bomber i minuttet. På grund af særlig hårde kamphandlinger i nærheden af en bestemt rigssal var vi i tvivl om hvorvidt det var tilrådeligt at besøge menigheden dér. Nogle tænkte: ’Mon der overhovedet kommer nogen til et møde under sådanne omstændigheder?’ Vi blev rådet til at tage af sted. Der er 45 forkyndere i den pågældende menighed, og der kom 45 til mødet på trods af de hårde kamphandlinger!

Når vi holder møder kan vi tit høre bomberne eksplodere udenfor, og når vi går i tjenesten må vi ofte søge i dækning, nøjagtig som soldaterne gør. Men vi bliver ved med at forkynde, for hvis vi skulle dø mens vi er optaget af tjenesten for Gud, vil det efter vores mening være den bedste måde at dø på. Engang var vi ti der aftalte at gå ud i tjenesten, men der faldt så mange granater at vi i tre timer måtte stå i en lille korridor og vente på et ophold i bombardementet. Mens vi ventede sang vi Rigets sange og drøftede bibelske emner.

Ved en anden lejlighed gik jeg fra hus til hus sammen med en dreng på ni år. Det var første gang han var med i forkyndelsen. Vi besøgte en mand der var indblandet i kamphandlingerne. Han sigtede mod mit hoved med en pistol og sagde at han ville slå mig ihjel. Jeg bad til Jehova om hjælp. Så sagde jeg til ham: „Hvis du slår mig ihjel vil min familie, der ikke er Jehovas vidner, sikkert gøre alt hvad de kan for at finde frem til dig og slå dig ihjel.“ Han lod os gå, og vi fortsatte fra hus til hus. Den lille dreng viste et sandt kristent mod.

Vi oplever tit Jehovas beskyttelse. Et hus der blev brugt som mødested for en menighed, blev for eksempel beslaglagt af nogle af de kæmpende. Nogle har måske tænkt: ’Hvorfor tillod Jehova at det skete?’ Men den følgende mandag, da der under normale omstændigheder ville være blevet afholdt et menighedsmøde i huset, opstod der heftige kamphandlinger i netop den gade, og de nåede helt op til det hus hvor vort møde ville have været. Bygningen blev gennemhullet af kugler, og havde vi holdt møde derinde ville mange brødre og søstre uden tvivl være blevet dræbt. Huset blev overtaget af en anden gruppe kæmpende, og senere lykkedes det mig ved forhandlinger med dem at få huset igen. Så kunne vi atter bruge det som mødested!

Efter at have tjent som kredstilsynsmand i mere end to år i det krigshærgede Beirut, blev jeg i marts 1983 kaldt ind på Jehovas Vidners hovedkontor i New York til et særligt kursus. De måneder Kathy og jeg har tilbragt dér, har været en oplevelse for livet. Når vi nu vender hjem til Libanon er vi mere end nogen sinde besluttede på gennem vor tjeneste at vise at Guds rige for os er det dyrebareste der findes — en sand skat. — Indsendt.

[Tekstcitat på side 15]

Vi fik nogle unge til at følge efter Jehovas vidner fra hus til hus. De generede dem og overfaldt dem med stokke og sten