Har du tænkt over:
Er det realistisk at tro på Gud i vor moderne verden?
TI TUSIND mennesker i 60 lande blev stillet følgende spørgsmål: „Hvor meget betyder din tro for dig?“ I gennemsnit var der kun tre ud af 10 der sagde: „Overordentlig meget.“
Denne meningsmåling er et glimrende udtryk for at troen på Gud ikke længere er en vigtig faktor i mange menneskers liv. Men . . .
Hvorfor spiller troen en mindre rolle for mange i dag?
For de flestes vedkommende er der ikke tale om at de ikke længere tror på Gud. Men for at overleve i vor tids verden må man have penge, og tiderne bliver stadig vanskeligere. De fleste føler at penge (eller det man kan købe for penge) trods alt kan gøre mere for dem end troen på Gud. ’Vi er et praktisk folkefærd. Vi tror på det vi kan se og det der gavner os her og nu,’ sagde en. Mange har samme indstilling. For eksempel viste et rundspørge der for nylig blev foretaget i Japan, at 60 procent af de interviewede kunne tilslutte sig udtalelsen: „Penge er magt.“
Måske er du ikke selv af den opfattelse, men du har sikkert set nogle mennesker blive så opslugt af deres arbejde, af at tjene penge og af at købe ting, at de næppe har tid til ret meget andet. Mange betragter de usikre forhold i verden i dag og føler oprigtigt at det der virkelig har betydning, er at få noget ud af livet nu. De sætter denne higen efter materielle ejendele i stedet for sand tro. Men . . .
Er et liv uden sand tro bedre?
Har du lagt mærke til hvor hurtigt folk bliver trætte af de nye ting de køber? Er der ikke også forbavsende mange mennesker med „succes“ i livet der lider skibbrud i deres ægteskab eller kommer ud i kriminalitet, ja som endog begår selvmord? Mange har erkendt at materielle besiddelser alene ikke kan bringe varig tilfredshed i livet.
Dette er ikke noget nyt. En viis konge sagde engang: „Den, der elsker sølv, mættes aldrig af sølv, og den, der elsker rigdom, mættes aldrig af vinding. Også det er tomhed.“ Denne enkle sandhed blev fremsat af kong Salomon, og den blev nedskrevet i en meget realistisk bog, Bibelen. — Præd. 5:9.
Bygger man sit liv op omkring det materielle bliver man ganske enkelt ikke virkelig lykkelig eller tilfreds. De der stræber efter en sådan tilværelse er ofte ulykkelige, fordi de må kæmpe så hårdt for at skaffe sig det de har og for at kunne beholde det. Bibelen bekræfter at kærligheden til materielle ejendele kan medføre at man bliver ’gennemstukket overalt med mange smerter’. — 1 Tim. 6:9, 10.
Mange har derfor måttet erkende at der må mere end de materielle værdier til, hvis mennesket skal være lykkeligt. Men da vi lever i en moderne videnskabelig tidsalder mener nogle at det er gammeldags og urealistisk at tro på Gud.
Er der gode grunde til at tro på gud?
Men hvad er mest urealistisk eller uvidenskabeligt — at tro at vort yderst ordensprægede univers og denne skønne jord er blevet til ved en tilfældighed, eller at der står en intelligent Skaber bag? Bibelen siger meget realistisk: „Ethvert hus bygges jo af en eller anden, men den der har bygget alt er Gud.“ — Hebr. 3:4.
Ligesom et ur vidner om at der findes en urmager, og et hus vidner om at der findes en bygherre, sådan vidner det storslåede skaberværk om Guds eksistens. Så de der tror på Gud er afgjort i overensstemmelse med sund, logisk tankegang. Men . . .
Er en ægte tro til nogen nytte i dag?
En hjælp til at klare hverdagens problemer. Selv om materielle ejendele sikrer én en vis komfort, er de kun en ringe hjælp når man skal løse hverdagens problemer. For eksempel skriver en kvinde som har været velhavende: „Mit ægteskab var elendigt og utilfredsstillende, og selv om der var masser af penge var det uudholdeligt. Jeg har intet ønske om at blive rig igen.“
I Bibelen siger Gud imidlertid til os: „Hvis du lytter til mig, vil du vide hvad der er rigtigt, ret og retfærdigt. Du vil vide hvad du skal gøre. Du vil blive viis, og din kundskab vil give dig glæde. Din indsigt og forståelse vil beskytte dig og hindre dig i at gøre det forkerte.“ — Ordsp. 2:9-12, Good News Bible.
Ja, troen på Gud vil „hindre dig i at gøre det forkerte“. Den vil hjælpe dig til at gøre det der tjener dig bedst i dit ægteskab og familieliv, på din arbejdsplads og på mange andre områder i livet. Hvorfor? Fordi det er Gud der har skabt os. Han ved hvad der kan gøre os virkelig lykkelige. Han har i sit ord, Bibelen, givet os vejledning om alle de vigtigste ting i livet. Hvis man følger denne vejledning vil man opnå gode resultater. — Se Kolossenserbrevet 3:12-14, 18-22.
Fred i sindet. „Jeg har mødt mange meget rige mænd,“ udtalte en avisredaktør engang, „men der har ikke været én af dem hvis millioner bragte ham indre fred og lykke.“ Virkelig tro medfører imidlertid „Guds fred, som overgår al forstand“. (Fil. 4:6, 7) Hvorfor? Jo, den der stoler på Gud, véd at Gud har lovet at sørge for det nødvendige til livets opretholdelse, og hans egne erfaringer bekræfter at Gud holder sit ord. (Matt. 6:32, 33) Dette afholder ham fra at blive overdrevent bekymret. Han kan have fred i sind og hjerte.
Et sandt håb. I betragtning af verdensforholdene, der stadig bliver værre, er der afgjort et stort behov for et virkeligt håb om en bedre fremtid! Bibelen indeholder et sådant håb, idet den åbenbarer at det er Guds hensigt snart at befri denne jord for alle uretfærdige, umoralske mennesker. Men dem der adlyder ham vil han bevare i live. Ja, han tilbyder dem en vidunderlig fremtid — evigt liv her på jorden, under paradisiske forhold! Vi læser: „Thi retsindige skal bo i landet, lydefri levnes deri, men gudløse ryddes af landet, troløse rykkes derfra.“ — Ordsp. 2:21, 22.
Det lønner sig altså at tro på Gud. For at opnå de goder der følger med troen må man lære om Gud og hans hensigter. Jehovas vidner vil med glæde hjælpe dig til at få en sådan ægte tro. Den er en realistisk hjælp i vor moderne verden.