Har du tænkt over:
Gavner det at være religiøs?
VI LEVER i en verden hvor folk ofte spørger: „Hvad kan jeg få ud af det?“ Det er derfor ikke overraskende at nogle kan spørge om det virkelig gavner noget at være religiøs. Når spørgsmålet er alvorligt ment, fortjener det naturligvis et ærligt svar.
Hvorfor føler nogle at det kun gavner lidt?
Når man taler om at noget kan „gavne“ en, tænker nogle straks på materielle ting — flere penge, et bedre job, en forbedret social status eller noget lignende. Disse ting får man ikke automatisk ved at være religiøs. Man kunne derfor komme til den slutning at en religiøs livsform ikke har virkelige fordele.
I den verden vi lever i kan vi naturligvis ikke undvære penge. Men ofte betragtes et godt job, en anset social status og mange materielle ejendele som noget mere end blot et middel til at opretholde livet. De bliver symboler på succes og lykke. Men bringer disse materielle goder altid virkelig lykke?
Hvad bringer virkelig lykke?
„Jeg kan simpelt hen ikke fortsætte på den måde,“ sukkede den ulykkelige unge mand, der blev betegnet som „en af de største stjerner i landet, elsket af millioner“ og som „tjente i tusindvis af dollars“ og som var i sin bedste alder.
„Jamen, Freddie,“ svarede hans manager, „alt det der bekymrer dig, vil snart være overstået . . . Det kommer bare til at koste dig lidt penge . . . det er kun penge, og du kan tjene flere. Det vil blive et mægtig godt år for dig!“ Manageren talte for døve ører. I en sidste smertelig telefonsamtale med sin tidligere kone sagde den unge mand indtrængende: „Kathy, jeg kan ikke fortsætte. Jeg elsker dig og den lille meget højt, men jeg må simpelt hen have fred.“ Han satte derefter en pistol for tindingen og skød sig. Pengene og berømmelsen kunne ikke opveje mangelen på fred i sindet.
En kvinde der var gift med en mangemillionærs søn, erfarede også at materielle ting alene ikke kan bringe virkelig lykke. Hun siger: „Mit ægteskab var pinefuldt og utilfredsstillende. Og selv om vi havde masser af penge, var det uudholdeligt.“
Ja, fred i sindet, et harmonisk familieliv, en god samvittighed, tilfredshed og berigende venskaber er alt sammen faktorer der hører med hvis man vil opnå lykke. Ingen af delene kan købes for penge, uanset hvor mange man vil ofre. Men Bibelen forklarer hvordan man opnår disse ting, og den viser at de alle er forbundet med en religiøs livsholdning.
Men måske kender du mennesker som siger at de tror på Bibelen og som går i kirke, men som alligevel IKKE er lykkelige. Spørgsmålet er derfor:
Kan en religiøs indstilling virkelig gøre én lykkelig?
For at opnå lykke er det ikke nok at bekende sig til Bibelen og at tilhøre en kirke. „Lykkelige er de som hører Guds ord og holder det!“ sagde Jesus Kristus. Disse ord viser hvad det egentlig vil sige at være religiøs. Man må både høre Guds ord - enten ved at læse i Bibelen eller ved at lytte til en drøftelse af den - og holde det eller rette sig efter det. Gør man det, bliver man virkelig lykkelig. — Luk. 11:28.
Mange mennesker er blevet hjulpet af Jehovas vidner til at studere Bibelen og har derved lært hvordan man anvender den i sit liv. De som ærligt har efterlevet det de har lært fra Bibelen, har på en enestående måde høstet gavn af det. Det fremgår for eksempel af følgende udtalelser fra nogle som for nylig er blevet døbt som Jehovas vidner:
„Jeg er blevet fri for min frygt for døden.“ — C. G., en 84-årig mand.
„Efter at have studeret sandheden i Bibelen i henved trekvart år opdagede jeg at jeg havde foretaget større ændringer i min personlighed end jeg nogen sinde havde troet muligt.“ — L. T., en tidligere straffefange.
„Alkohol havde næsten lammet mine hænder og arme. Jeg var forbavset over at jeg stadig var i live. Jeg havde for længst afskrevet resten af livet. Men ved hjælp af et bibelstudium med Jehovas vidner fandt jeg til sidst ud af hvad meningen med livet er.“ — K. H., en tidligere ungdomskriminel og alkoholiker.
„Trods min sygdom og de handicap jeg har på grund af den, kan jeg stadig føre et lykkeligt og tilfredsstillende liv.“ — H. F., en midaldrende, kræftramt kvinde.
Spørg dig selv: Hvor mange penge tror du et menneske ville give ud for at kunne klare en alvorlig sygdomssituation mentalt og følelsesmæssigt, ja nå så vidt som til at overvinde frygten for at dø? Hvor meget ville en fader eller moder bekoste for at helbrede sit barn for alkoholisme og gøre det til et lydigt og respektfuldt ungt menneske? Sådanne goder kan ikke gøres op i penge. Men det er disse goder som den der oprigtigt studerer Bibelen og lever efter den — altså er religiøs på den rigtige måde — vil opnå.
En religiøs indstilling kan altså bringe lykke nu. Men i Første Timoteusbrev 4:8 siges der at „gudhengivenhed er gavnlig til alt“, og det gælder ikke blot „for livet nu“, men også „for det som skal komme“. Vil det sige at vi kan vente endnu større goder i fremtiden?
Hvilke goder kan vi vente?
Gud har lovet at fjerne ondskab og fordærv fra jorden ved ’de ugudelige menneskers undergang’. Han vil sørge for at denne jord bliver forvandlet til et jordomspændende paradis hvor der vil herske retfærdighed. Alle vil gøre hvad der er rigtigt, kærligt og retfærdigt, for kærligheden vil gennemtrænge hele samfundet. — 2 Pet. 3:7, 13; 1 Joh. 5:3.
Forestil dig de velsignelser der vil tilflyde menneskeheden når ordene i Åbenbaringen 21:4 er blevet opfyldt: „Og [Gud] vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. De tidligere ting er forsvundet.“
Lad Jehovas vidner hjælpe dig til at blive bedre kendt med Bibelen og dens vidunderlige håb. Få del i deres lykke, og du vil selv erfare at den rigtige religiøse livsholdning virkelig er gavnlig.