Kunne det utænkelige ske?

På grund af faren for frygtindgydende gengældelsesaktioner har man betragtet det som utænkeligt at noget land ville begynde en kernekrig. Den seneste tids udvikling i våbenkapløbet har imidlertid vist at denne „terrorbalance“ eller „magtbalance“ ikke er noget virkeligt grundlag at bygge sin fortrøstning på.

Som tidligere nævnt er de interkontinentale raketters træfsikkerhed blevet betydeligt forbedret i de senere år. Bladet Nation forklarer hvorfor dette kan få forfærdende konsekvenser:

„Den type våben De forenede Stater nu er i færd med at udvikle har imidlertid ikke kun til formål at afskrække fjenden fra at angribe. Cruise-missilet vil, når det er udviklet, kunne ramme et mål 3000 kilometer borte inden for en radius af 15 til 30 meter. . . . Sagen er at så træfsikre våben ikke er nødvendige for at kunne udføre et gengældelsesangreb på byer og befolkninger. En bombe der kan ramme sit mål inden for en radius af en halv kilometer eller deromkring, er mere end tilstrækkelig til at afskrække modstanderen. Denne træfsikkerhed får imidlertid betydning når et land planlægger at ’slå først’ i et overraskelsesangreb der vil berøve modstanderen muligheden for at slå igen. Jo større træfsikkerhed, desto færre bomber behøves der for at ødelægge fjendens raketsiloer, bygget af mange tusind tons beton og stål.“ — 27. maj 1978.

Et voksende antal lande er nu i færd med at fremstille kernevåben. Den indlysende fare dette indebærer, er blevet omtalt i The Bulletin of the Atomic Scientists: „Det er en udbredt opfattelse at jo flere atommagter der findes, desto større er sandsynligheden for en kernekrig. . . . Kendskabet til kernevåbnenes teknologi er nu så udbredt at man nærer bekymring for at ikke blot regeringer, men også terroristgrupper vil fremstille kernevåben.“ September 1979.

Når man ser nationer der har disse frygtelige våben blive indviklet i konflikter som bringer deres vigtige interesser i alvorlig fare, får man så ikke en ubehagelig følelse af at en af dem kunne finde på at benytte kernevåben, uden hensyn til følgerne? Denne følelse er der mange der har.

Opskræmmende konferencer

I maj 1978 mødtes 30 videnskabsmænd, militærpersoner og regeringsrådgivere fra 10 lande i Toronto i Canada, til en flere dages konference for at drøfte emnet „Faren for en kernekrig i år 2000“. „Det mest slående ved denne konference,“ udtalte ordstyreren John Polanyi, „var den almindelige enighed om at faren for en kernekrig er voksende.“ Siden da er andre forsamlinger af eksperter — deriblandt „den første kernekrigskonference“, der blev holdt i De forenede Stater med over 300 deltagere — nået til samme slutning.

Selv „en nær ven“ af Sovjetunionens leder, Léonid Brésjnev, har givet udtryk for bekymring for den nærmeste fremtid idet han har sagt: „Sovjetunionen er af den opfattelse at det er nødvendigt omgående at træffe visse forholdsregler, da krigen ellers kan komme.“ (Kursiveret af os)

Fra en helt anden kant hører man et overraskende stort antal religiøse mennesker give udtryk for at de ligeledes tror at en kernekrig er nær. De hævder imidlertid at deres opfattelse er bygget på Bibelen. For eksempel har en teologiprofessor, som kommentar til et skriftsted om at ’jorden vil blive ødelagt ved ild’, sagt følgende: „Det nuværende lager af atomvåben giver dette skriftsted et anstrøg af realisme.“ — 2 Pet. 3:7.