„Mor, må jeg få sådan en?“

Hvordan man lærer børn at bruge penge fornuftigt

„MOR, må jeg få sådan en?“ Hvor har vi hørt disse ord tit! Da vi selv var børn sagde vi sandsynligvis også sådan. Somme tider sagde vores moder ja, og somme tider nej. En gang imellem havde hun tid til at forklare hvorfor, men som regel fik vi bare at vide at der var noget hun ville købe og noget hun ikke ville købe.

Det er sådan de fleste børn lærer at bruge penge — ved at betragte forældrenes eksempel. Undersøgelser har faktisk vist at mange forældre ikke har overvejet hvordan de skal lære deres børn at bruge penge på en fornuftig måde.

Du mener måske at du virkelig lærer dine børn hvad man skal købe og hvornår, hvordan man sammenligner priser og bedømmer kvalitet, og hvordan man holder sig fri af vore dages materialisme. Men det kunne være godt at spørge sig selv: „Hvornår gjorde jeg sidst en bevidst indsats for at lære mine børn dette?“ Det er måske længere siden end du egentlig tror.

Hvad enten du nu har gjort en sådan indsats eller ej, kan du måske bruge nogle af de principper og forslag der kommer frem i denne artikel.

Dette er ikke en sag man skal tage let på, for der er andre mennesker som gør en bevidst indsats for at lære dine børn principper der måske er anderledes end dem du selv ønsker børnene skal følge. Disse mennesker har i livets løb tilegnet sig viden om hvordan man bærer sig ad med at overtale andre, og deres meninger om værdien af materielle ting er måske anderledes end dine. Hvem er disse mennesker? Lad dem tale for sig selv:

De former sindet

For nogle år siden kørte et reklamebureau der henvendte sig til børn, med en annonce der indprentede sælgere og annoncører følgende: „Ivrige unge sind kan formes, så de forlanger Deres vare! . . . Her er der et vældigt marked for Deres vare. Sælg disse børn Deres firmamærke, og de vil forlange, at deres forældre ikke køber andre mærker. Mange fremsynede annoncører indkasserer allerede det første udbytte . . . og forbereder fremtiden . . . ved at forme ivrige, unge sind.“

Fra børnene er ganske små bliver de bombarderet med reklamer der har til formål at få dem til at ønske flere materielle ting. Højt uddannede mennesker studerer hvordan de skal appellere til dit barns „inderste behov“, og skabe en „efterspørgsel“ efter deres vare.

I lande hvor fjernsynet bruges i reklameøjemed er det et væsentligt medium der bruges til at friste de små. Det gør sin virkning endnu før børnene er gamle nok til at læse. I bogen De skjulte Fristere citerer Vance Packard en annonce der skulle vække producenternes forståelse af fjernsynets usædvanlige evne. Der stod: „Hvilket andet medium i verden er på samme måde i stand til at fæstne bevidstheden om et varemærke så fast i fireårs ungers sind? Hvad betyder det for en producent, at han kan koncentrere sig om dette ungdommelige publikum og blive ved at reklamere for det, år efter år, under kontrollerede forhold, lige til det tidspunkt, da dette publikum har nået den voksne alder og står som fuldmodne købere?“

Tre college-professorer i De forenede Stater har lavet en undersøgelse der omfattede børn i alderen mellem fem og 12 år, og fandt ud af at de i gennemsnit blev præsenteret for næsten 400 fjernsynsreklamer om ugen — godt 20.000 om året! Professorerne bemærkede: „Børns evne til at . . . undgå at blive ’vildledt’ eller bedraget er et spørgsmål som er af stor interesse for tiden, især i betragtning af i hvor stort omfang børn — selv meget små børn — ser reklameudsendelser i fjernsynet.“

De fandt frem til at 56 procent af børnene i børnehaveklassen havde en uklar opfattelse af „hvorfor der er reklameudsendelser i TV“, og at omkring halvdelen mente at „det altid er sandt hvad der siges i reklamerne“. Disse børn er ikke ret gamle, men annoncørerne bruger store pengesummer på at nå dem, fordi de mener at børnene allerede er ved at danne sig vaner der vil vare resten af livet.

Professorerne opdagede også at kun omkring halvdelen af de femårige børns mødre talte med dem om reklameudsendelserne. „Mange småbørns mødre synes at forpasse lejligheden til at lære deres børn at forstå hensigten med reklamer, en forståelse der kan hjælpe dem til at begynde at fungere som klarttænkende forbrugere.“ Imidlertid fandt professorerne frem til at selv små børn kan „gennemskue“ reklameslogans, og at denne evne kan læres „selv af børn i børnehaveklassen“.a

Men ofte lærer børnene ikke at gennemskue reklamer. Redaktøren for Seventeen, et amerikansk blad for teenagepiger, er blevet citeret for at have sagt at hans unge læsere er et godt marked fordi de „endnu ikke er blevet kyniske over for reklame“.

Bring emnet på bane. Tal med dine børn om reklame. Fortæl at den kan give mange oplysninger, men at dens egentlige formål er at få folk til at bruge penge. Forretningsmanden kan øge sin fortjeneste hvis han kan få os til at ønske nogle produkter som vi ikke har virkelig brug for, som for eksempel nye finesser og nye moder. Det farligste er ikke så meget det at man kommer til at give for mange penge ud, men det materialistiske synspunkt dette kan lære en — nemlig at man kan købe sig til lykke.

Praktisk oplæring

Hvordan kan man lære sine børn at have den rette indstilling til penge og at bruge dem fornuftigt? Én metode består i at tage dem med når man er på indkøb, og at tale med dem om de ting man køber. Hvis børn bliver opmuntret til det, vil de ofte gøre det til en sport at huske priser. Man vil føle at man næsten har en omvandrende computer med når barnet minder én om at prisen var lavere i en anden forretning.

Det næste skridt er at lære barnet noget om kvalitet. Man kan for eksempel spørge: „Hvorfor tror du at den sweater her er billigere?“ „Er den anden dér det mere værd som den koster ekstra?“ „Hvor længe tror du den røde kan holde?“ Barnet lærer hvordan man vejer priserne imod hinanden og hvordan man bedømmer kvaliteten — evner som vil komme ham eller hende til gode med årene.

Unge mennesker har vanskeligere ved at skelne mellem velforarbejdede varer og „bras“, simpelt hen fordi de ikke har så stor erfaring som deres forældre med varer der viste sig at være af dårlig kvalitet. Man gør derfor børnene en tjeneste ved at forklare hvorfor man valgte én vare fremfor en anden, og fortælle hvorfor man tror at den ene vil holde længe mens den anden sikkert ikke vil.

Man kan lære barnet mange ting på denne måde. En fader der var i færd med at købe en ny bil, vendte sig mod sin lille datter og spurgte hvilken farve hun gerne ville have. Hun svarede: „Sort.“ Han sagde: „På en sort bil kan man let se snavset — vil du gerne vaske den?“ Hun svarede: „Nej, måske skulle vi vælge en lysere farve.“ Senere sagde en kvinde der havde stået i nærheden: „Tænk, at lade et barn vælge farven!“ Men barnet havde ikke valgt farven. Faderen havde ganske enkelt brugt lidt tid på at lære sin datter noget om hvordan man vælger det rigtige. Børns afgørelser ville i mange tilfælde være klogere hvis forældrene tog sig mere tid til at undervise dem.

Hvad gør du når du skal afgøre om du har råd til et eller andet? Når du ser noget tøj eller et redskab der frister dig, overvejer du sandsynligvis om du har penge tilovers fra det beløb du har sat til side til madvarer, huslejen eller terminen, og andre forpligtelser du har den pågældende måned. Men barnet ved ikke at du har gjort dig disse overvejelser. Hvorfor ikke forklare, mens du går gennem forretningen, hvad du tog i betragtning, og hvorfor du traf den beslutning du gjorde? Dit barn har ikke den slags forpligtelser, og er måske derfor mere impulsiv med hensyn til hvordan det bruger sine penge. Men det er godt at barnet allerede nu ved hvordan man træffer sådanne afgørelser.

Sandsynligvis kan du hurtigt afgøre om en annonceret udsalgsvare er værd at købe eller ikke. Hvorfor ikke forklare barnet hvorfor du traf den afgørelse du gjorde? Dette tager tid, men det kan give bonus i barnets indstilling nu, og i dets evner som voksen.

Husk at kærlig vejledning og et godt eksempel kan have langt større virkning end kritik. Vis dit barn hvordan man træffer afgørelser, og du vil synes bedre om de afgørelser barnet træffer.

Sand tilfredshed

En anden vigtig ting er om dine børn bliver klar over at livet er mere end blot det at eje noget. Eller bliver de overbevist af producenter, annoncører, forretninger — og endda deres venner — om at lykken afhænger af de ting man køber?

Før i tiden følte folk sig tilfredse på grund af ting de frembragte. En mand var for eksempel en dygtig møbelsnedker, en kvinde syltede og henkogte, og en dreng byggede måske en radio eller opdrættede en præmiekalv.

I dag laver vi færre ting selv. Det meste af det vi har er maskinfremstillet. Det er sælgerne og producenterne klar over, og de opmuntrer os til at udfylde tomrummet ved at forbruge. De antyder at man kan „blive noget“, ikke som følge af at man udvikler en behagelig personlighed eller en retskaffen karakter, men som følge af ting man køber.

I bogen Supershopper siger David og Marymae Klein: „Det er ikke overraskende at mange unge mennesker prøver at hævde sig ved at være den første i deres huskarré eller den første i deres klike der køber en ny plade, en elektrisk guitar, et surf-bræt eller en walkie-talkie — hvilket alt sammen repræsenterer forbrug, ikke fremstilling. Og endnu flere unge strømmer til for at købe disse ting, ikke fordi de synes virkelig godt om dem, men simpelt hen fordi ’alle andre unge har en’. Dette giver dem en vis følelse af lighed — men det kan også blive umenneskelig dyrt, for det er en forudsætning at man uophørligt køber for at holde trit.“

Hvordan kan man hjælpe unge mennesker til at forstå at indstillingen „jeg er hvad jeg ejer“, ikke er et holdbart grundlag for et lykkeligt liv?

Meget afhænger af forældrenes indstilling. Er du som fader eller moder mere interesseret i ting end i at udvikle din personlighed og din ånd? Hjælper du dine børn til at indse at de er værdifulde mennesker på grund af det de er, ikke på grund af det de har? Hjælper du børnene til at have det godt med sig selv, i stedet for at føle at de skal brillere med deres ejendele?

Mange af Jehovas vidners børn har en særlig fordel i denne henseende. De bliver opmuntret til at give deres kommentarer ved menighedens møder. De kan deltage i den teokratiske skole, hvor de lærer at redegøre for bibelske emner mens menigheden lytter til. Nogle af dem ønsker at hjælpe med det arbejde der skal gøres for at holde rigssalen. Alle kan hjælpe med at udbrede den gode nyhed om Guds kommende nye orden. Sådanne børn får et virkeligt mål i livet.

I de hjem hvor Bibelens principper anvendes, er børnene sikre på deres forældres kærlighed. De ved at andre sætter pris på dem på grund af den personlighed de søger at lægge for dagen — ved i praksis at vise kærlighed til deres medmennesker, og ved at bestræbe sig for at gøre det rette. Sådanne unge har grundlag for at opnå virkelig glæde og tilfredshed i livet som følge af noget de udretter, frem for den overfladiske følelse af at være noget i øjeblikket på grund af nogle ejendele.

Det er vigtigt at vi fremhæver sådanne ting af virkelig værdi for vore børn, som vi elsker så højt og som efterligner vort eksempel mens de former deres eget liv.

[Fodnote]