Hvordan man tilpasser sig høreproblemer

DET normale øre er ideelt formet til sit formål. Dette organ sætter os i stand til at opfatte lyde af kvidrende fugle, brusende vandfald og blade der rasler i vinden — alt sammen dejlige lyde der gør livet endnu mere værd at leve.

Øret har en forunderlig evne til at opfange lyde og overføre disse til hjernen. Men det kan meget andet. Det erfarer man når man deltager i en samtale og lytter til andre. Ved hjælp af høresansen fornemmer man hvad andre mener, hvad de føler og hvad de interesserer sig for. Men har man mistet hørelsen kan man let bukke under for en følelse af hjælpeløshed og fortvivlelse, om ikke ligefrem vrede.

Hvordan ville du for eksempel føle det hvis ord som „mage“, „dage“ og „kage“ lød fuldstændig ens for dig? Hvad om du var nødt til at se ordene udtalt for at vide hvad der blev sagt? Hvordan ville det virke på dig? Du ville sikkert føle en vis håbløshed.

Prøv at læse følgende sætning højt, og du vil forstå hvordan det er at have et problem med hørelsen: Jo–ua –å –ø–en på to––en af –inaj b–er–. Må du læse sætningen flere gange før du kan tilføje de manglende bogstaver og forstå hvad der menes? De manglende lyde er nødvendige for at opfatte meningen. Sætningen lyder: „Josua så røgen på toppen af Sinaj bjerg.“

Dette viser hvilket problem hørehæmmede i regelen har. Man mister sjældent hele høresansen. Det mest almindelige problem består i at man ikke kan høre alle lyde tilstrækkelig tydeligt, og det man hører, lyder derfor forvrænget og forvirret. Én der har det sådan siger:

„Vi tror vi har forstået; men det har vi bare ikke. Dengang jeg gjorde kur til min kone hørte jeg hende for eksempel spørge: ’Kan du lide mennesker [engelsk: people]?’ — et af den slags anmassende udspil jeg altid nødigt tager op. Jeg svarede undvigende og sikkert lidt studst. Hun så forbavset ud. Det hun i virkeligheden havde sagt, lød nok så forjættende, hvilket gik op for mig lidt senere. Hun havde sagt: ’Kan du lide pizza?’

Følgerne af sådanne misforståelser — og de er noget tilbagevendende for os — er ofte en voldsom latter, godmodigt drilleri og en sjov historie der fortælles ved middagsbordet. Men resultatet kan også være at den hørehæmmede bliver betragtet som tungnem eller sløv, eller at al kommunikation mellem parterne hører op og deres venskab går i stykker.“

En døv forfatter som går ud fra sine egne erfaringer, fortæller følgende om sit handicap:

„I gruppedrøftelser hvor man som den eneste er døv, regnes der ikke med én. Da man ikke kan fremsætte sine tanker på en måde som alle er vant til, forventer ingen at man giver sit besyv med, og der er da slet ingen der beder en om at gøre det. Fordi man er døv, gør de andre sig døve. Man skal blot gøre det som ens forældre, venner eller arbejdskammerater — som kan høre — siger . . . Alle taler og ler, mens man selv er langt borte, som en ensom araber i en ørken der strækker sig hele horisonten rundt. Alt og alle er en luftspejling; man ser dem, men man kan ikke nå dem eller blive en del af dem. Man er ved at kvæles indvendig, men man kan ikke fortælle nogen om denne skrækkelige følelse. Man ved ikke hvordan man skal gøre det. Man har indtryk af at ingen vil forstå det eller bekymre sig om det.“

Hvad så med et høreapparat?

Den der ikke har kvaler med sin hørelse kunne måske være tilbøjelig til at mene at et høreapparat bestemt måtte være løsningen på problemet. Et høreapparat kan være en hjælp, men det har sine begrænsninger.

En amerikansk ekspert på området, Hayes Newby, skriver: „Høreapparater er kostbare (i De forenede Stater betaler man dem selv), og man skulle forvente at en patient der har investeret i et apparat, ville sætte ind på at lære at bruge det og at vænne sig til det.“ Men gør han det? „En mængde høreapparater,“ fortsætter han, „ender i en gammel kommodeskuffe.“

Du kender sandsynligvis en der har anskaffet sig et høreapparat, måske din ægtefælle eller en anden som står dig nær. Muligvis går han ikke med sit apparat, og det kan være svært at forstå for dem der ikke har vanskeligheder med at høre. De siger måske: „Bare han ville tage sit høreapparat på, så kunne vi bedre tale sammen.“

Imidlertid må der være en grund til at han ikke bruger sit apparat. Hayes Newby siger om problemet: „Alt for mange patienter forventer at apparatet skal løse alle deres problemer med at høre, og at de så snart de begynder at bruge apparatet vil kunne høre lige så godt som da deres hørelse var normal. Det er desværre ikke tilfældet . . . et høreapparat er en lille forstærker, og den har ikke den fineste lydgengivelse. Den kan forstærke tale, men ordene bliver ikke tydeligere.“

Det første problem er altså selve høreapparatet. Det kan kun gengive et bestemt antal lyde. Ganske vist kan det i nogen grad selektivt trække visse lyde frem og neddæmpe andre, men det kan ikke forstærke disse uden at der sker en vis forvrængning. I bedste fald ligner forstærkningskvaliteten mere lyden i en telefon end i en high-fidelity-forstærker.

Et andet problem er at folks kvaler med at høre er så forskellige. Ikke to ører er ens; og de hører heller ikke nøjagtig ens. En forstærkning der er for høj for det ene menneske er måske behagelig for det andet.

Dette princip gælder også folk med „normal“ hørelse. Nogle unge skruer højt op for pladespilleren eller radioen, og synes at have det dejligt mens de lytter. Forældrene, derimod, gør eftertrykkeligt opmærksom på at musikken er for høj. De to parter hører den samme lydstyrke, men de har hver sit toleranceniveau.

Eftersom høreapparatet er tilbøjeligt til at forstærke alle lyde, er apparatets effektivitet for en stor del afhængig af hvad den der går med det kan holde ud at høre på. Hvis han indstiller det på det behagelige niveau, og ikke på lytteniveau, får han ikke den fulde gavn af apparatets lydforstærkende kapacitet. Apparatet er måske nok sat til, men det er ikke skruet så højt op at det kan hjælpe ham til at forstå det der siges.

Hvad kan han selv gøre?

I betragtning af disse faktorer, hvad kan den der bruger høreapparat da gøre? Han må først og fremmest give sig tid, og optræne sig selv så han bliver vant til sit „nye øre“ uden at forvente mere af apparatet end det kan præstere. Det ubehag der er i begyndelsen, ligner det der er ved at få tandprotese eller bifokale brilleglas. Ubehaget mindskes efterhånden som den der bruger apparatet vænner sig til at opfatte lyd på en ny måde.

Åbenbart er det sådan at et menneske der ikke har hørt bestemte lyde gennem lang tid, bliver vænnet til at de ikke skal være der. Selv fuglekvidder og blade der rasler kan virke forstyrrende hvis man gennem nogen tid ikke har hørt disse lyde. Derfor synes den der har fået høreapparat måske at han hører for megen støj, og vil ikke bruge apparatet mere. Men det hjælper ham ikke til at høre bedre. Der er ikke andet for ham at gøre end at lære at acceptere støjen, udelukke den uønskede støj og koncentrere sig om de lyde han gerne vil høre.

For ikke at blive mismodig må den der bruger høreapparat også huske at der gives lejligheder hvor selv de der hører normalt, går glip af meget af det der bliver sagt. Følgelig kan han forvente at det samme gør sig gældende for ham.

Hvis den der bærer høreapparat forstår at der er sådanne begrænsninger og ikke lader sig slå ud af den grund, kan han få megen gavn af sit apparat. Men det kræver selvdisciplin hvis han skal få det fulde udbytte af det.

Vær hjælpsom

De der omgås en hørehæmmet kan hjælpe ham ved at vise forståelse. Vi gør klogt i at huske at dét at lære at bruge et høreapparat er forbundet med problemer og ubehageligheder.

Det kan godt være lidt af en prøvelse at føre en samtale med hørehæmmede, men alligevel bør man ikke afholde sig fra det. Det er bedst hvis man taler som man plejer og med den sædvanlige stemmestyrke. Hvis man taler højere lyder det forvrænget for den der bærer høreapparat. Søg hellere at påkalde hans opmærksomhed, og tal direkte til ham så han kan se dine læber og dit ansigt og få et fingerpeg om hvad du siger ved at „aflæse“ din mund og dit ansigtsudtryk. Er der noget han ikke forstår, er det bedre at sige det igen på en anden måde end blot at gentage det. Har man for eksempel sagt: „Har du lyst til at tage med til byen?“ uden at blive forstået, kan man bruge nogle andre nøgleord. Man kunne eventuelt sige: „Jeg skal ind til byen for at handle, kunne du tænke dig at tage med?“

Værn om din høresans

Personligt har du måske ikke problemer med hørelsen. Men i vort støjende industrialiserede samfund er det klogt at gøre hvad man kan for at bevare sin evne til at høre.

Der er almindelig enighed om at man kan skade sin høremekanisme hvis man udsætter sig for kraftig støj i længere tid. Den form for høreskade kan ikke rettes op igen. Hvis man arbejder på et sted hvor støjen er meget kraftig (så kraftig at der ikke kan føres en samtale med normal stemmestyrke), bør man med regelmæssige mellemrum have undersøgt om støjen påvirker ens hørelse. Det er langt bedre at foretage de nødvendige forandringer så man undgår en høreskade, end at prøve på at rette op på denne ved hjælp af et høreapparat. Og i tilfælde af at der opstår en ørelidelse bør man ikke unødigt udsætte behandlingen.

Det er i sandhed en kostelig gave at kunne høre — en gave fra Skaberens hånd. I erkendelse af hvor meget denne evne er værd, bør vi vise forståelse over for mennesker der hører dårligt. Vi bør også gøre en rimelig indsats for at værne om vor egen evne til at høre.

[Ramme på side 17]

Rettelse

I Vågn op! for 8. juni 1980 har der desværre indsneget sig et par fejl i artiklen „Hvordan alkohol indvirker på legemet“.

Side 8, paragraf 6, 2. sætningskæde, rettes til: „Imidlertid er mange enige om at et sundt og rask voksent menneskes organisme allerhøjst kan klare cirka 3 centiliter spiritus, 6 centiliter hedvin, 12 centiliter bordvin eller 25 centiliter øl pr. time.“

Side 10, paragraf 4, 4. sætningskæde, rettes til: „Desuden nedsættes leverens evne til at bidrage til dannelsen af røde blodlegemer, de faktorer der får blodet til at koagulere, samt forsvarsmekanismerne mod bakterieangreb.“