Josefus — en historiker der var godt inde i sit emne

MELLEMØSTEN er et brændpunkt af international interesse i dag, som det var det for 2000 år siden. Dengang, som nu, var området hjemsted for en jødisk stat, omgivet af fjendtlige nabofolk, hos hvem de religiøse følelser blandet med nationalistisk stræben kunne få bølgerne til at gå højt. Dengang, som nu, spillede Mellemøsten en vigtig rolle i verdensøkonomien. (Befolkningen i oldtidens romerrige levede af ægyptisk korn.) Desuden var dette politisk følelsesladede område en port mellem romerriget og dets medbejlere til magten.

I en tid med sådanne forhold blev der fremsat profetier om jøderne og deres land, profetier der i bemærkelsesværdig grad skulle blive opfyldt til mindste detalje. For eksempel blev det forudsagt at byen Jerusalem skulle blive indesluttet — først af lejrede hære og dernæst af en skanse af spidse pæle. Der blev også sagt at byen ville falde i fjendens hånd efter en forbitret kamp der kendetegnedes af stor grusomhed, hungersnød og pest. Og så blev der sagt at Jerusalems forunderlige tempel, som netop var blevet forskønnet og bygget større, ville blive fuldstændig ødelagt.

Hvorfor skulle det interessere os?

Disse profetiers nøjagtige opfyldelse 37 år efter at de blev udtalt, gør dem til et yderst interessant emne for dem der iagttager den politiske arena i dag. Det kan vi især sige fordi mange bibellæsere er kommet til forståelse af at der i vor tid kan ventes en lignende men større opfyldelse af Jesu profetier, en opfyldelse der vil berøre alle mennesker på jorden. — Luk. 19:43, 44; 21:5-35.

Men det skete alt sammen for over 1900 år siden. Hvorfra ved vi at Jesu profetier om Jerusalem blev opfyldt til mindste enkelthed? Vort kendskab til begivenhederne da de romerske hære ødelagde Jerusalem i år 70 e.v.t. skyldes for en stor del den jødiske historieskriver Flavius Josefus. I sin bog Jødernes Krig mod Romerne beretter han om begivenheder som Jesus havde forudsagt, skønt intet tyder på at Josefus var kristen eller havde særligt kendskab til Jesu profetier.

Josefus fortæller for eksempel at den romerske general Titus byggede en skanse af spidse pæle omkring Jerusalem for at fremme hungersnøden i den belejrede by, som Jesus havde forudsagt det. (Jesus sagde: „Dine fjender vil lægge en skanse af spidse pæle omkring dig og omringe dig og trænge dig hårdt fra alle sider.“) Josefus skildrer udførligt de frygtelige tilstande byens indbyggere levede under som følge af hungersnød, pest og blodsudgydelse, alt sammen noget Jesus havde forudsagt. („Der skal være . . . pest og hungersnød.“ „De skal falde for sværdets æg.“) Josefus fortæller også at templet blev brudt ned til grunden, uden at der blev en eneste sten tilbage, nøjagtig som Jesus havde forudsagt. („Så vil der komme dage i hvilke der ikke vil blive efterladt en sten oven på en sten som ikke vil blive revet ned.“)

Hvem var Flavius Josefus?

Hvem var denne jødiske historieskriver som vi kender under det romerske slægtsnavn „Flavius“? Var han virkelig i stand til at give os nøjagtige oplysninger om begivenheder i Judæa i det første århundrede? Kan vi stole på det han siger?

Først og fremmest bør det bemærkes at Josefus ikke skrev død historie og hentede sine oplysninger i et eller andet kejserligt bibliotek; han skrev om begivenheder på hans egen tid. Han var endda øjenvidne til de fleste af de begivenheder han optegnede. Hans beretning er særlig fængslende fordi han var i aktiv tjeneste på begge sider i den jødisk-romerske krig, først som øverstbefalende over de jødiske styrker i Galilæa, og derpå som rådgiver for general Titus. Josefus blev så nær en ven af Titus og dennes fader Vespasian at han senere antog deres slægtsnavn, Flavius, hvorfor vi kender ham som Flavius Josefus, og ikke som Josef ben Matthias, der var hans jødiske navn.

Josefus blev født nogle få år efter Jesu død og blev en skarp iagttager af den politiske udvikling. Han var af ædel byrd og var medlem af farisæernes religiøse sekt, men havde også ved slægtskab forbindelse med saddukæernes mere aristokratiske sekt. Han fortæller at han i en alder af 26 blev sendt til Rom som medlem af en gruppe der skulle sikre løsladelsen af nogle jødiske præster som den romerske prokurator Felix havde sendt i lænker til kejseren, anklaget for „ubetydelige småting“. Dette minder bibellæsere om apostelen Paulus’ vanskeligheder med samme Felix, der holdt Paulus i forvaring i to år i håb om at modtage bestikkelse. (Apg. 24:26, 27) Mens den unge Josefus var i Rom knyttede han venskab med ingen ringere end kejser Neros hustru, kejserinde Poppæa, der gik i forbøn for hans venner og fik dem fri.

Da Josefus vendte tilbage til Jerusalem, fuld af beundring for Roms kultur og militære magt, erfarede han med forfærdelse at jøderne mere og mere blev opsat på at føre krig mod romerne. Tilsyneladende i håb om at kunne forhandle med romerne, tog Josefus imod et tilbud fra de moderate jøder i Jerusalem om at beklæde posten som en slags militær- og civilguvernør i Galilæa. Mens han var der var han travlt beskæftiget med at befæste Galilæas byer, organisere sin jødiske hær efter romersk mønster, og bekæmpe alle de sammensværgelser zeloterne rettede mod ham.

En dristig og listig karakter

Studiet af Josefus som person er et studium i list. Det fremgår blandt andet af den måde han greb sagen an på da byen Tiberias ved Galilæas sø gjorde oprør mod ham og fordrev ham. Da Josefus ikke havde en hær hvormed han kunne marchere imod byen, lod han de mænd der blev hos ham tage hver sit skib og sejle tværs over søen med kurs mod Tiberias. Josefus havde kun lige mandskab nok til at føre de 230 skibe han havde kommandoen over, men det vidste folk i Tiberias ikke, så de troede at skibene var fyldt med soldater. Ved bluff skræmte Josefus byen til at overgive sig uden at der gik liv tabt.

Kort tid efter trængte den romerske general Vespasian ind i Galilæa med 60.000 mand for at hævne den ydmygelse der var overgået Cestius Gallus i år 66 e.v.t. Vespasian fik til sidst Josefus trængt op i en krog, eller rettere i den lille bjergby Jotapata, der faldt efter 47 dages hård belejring. Josefus og 40 andre overlevende skjulte sig i en hule. Da deres skjulested blev opdaget sendte romerne det bud at Josefus’ liv ville blive skånet hvis han overgav sig.

Det var fristende for Josefus men vakte afsky hos hans mænd, der havde besluttet at indgå en selvmordspagt. Under foregivende af at gå med på ideen foreslog Josefus at de kastede lod om i hvilken rækkefølge mændene skulle dræbe hinanden. Nogle mistænker Josefus for at have snydt, for til sidst var der kun ham og en anden tilbage, og nu overtalte Josefus den anden til at overgive sig til romerne sammen med ham.

Efter at være blevet taget til fange var Josefus dristig nok til at smigre den overtroiske Vespasian. Josefus gav sig ud for at være profet og forudsagde at Vespasian skulle blive verdenshersker. Det gjorde tilstrækkeligt indtryk på Vespasian til at han ændrede sine planer om at overgive Josefus til Nero. I stedet lod han fangen bevogte og afventede begivenhedernes gang. I år 69 e.v.t., da Vespasian blev valgt til kejser, kom han i tanker om Josefus’ profeti to år før, og fra da af blev Josefus en nær ven og rådgiver for slægten Flavius.

Da Vespasian rejste til Rom for at overtage kejserdømmet, drog Josefus med Titus, Vespasians søn, for at indtage Jerusalem og afslutte krigen mod jøderne. Han tjente Titus som rådgiver i jødisk taktik, og som talsmand for romerne satte han livet på spil da han stående foran Jerusalems mure opfordrede sit folk til at overgive sig.

Øjenvidne

I denne periode så Josefus med egne øjne de begivenheder der bekræftede sandheden i Jesu bemærkelsesværdige profeti mod Jerusalem. Jesus havde sagt: „Der vil være stor nød over landet og vrede over dette folk,“ og Josefus omtaler denne vrede. Romerne, der ellers var stemt for at fare med lempe over for jøderne, var blevet tirret til raseri fordi jøderne var så uvillige til at bøje sig. — Luk. 21:23.

Da byen faldt efter en forholdsvis kort belejring på fire og en halv måned dræbte de romerske soldater så mange jøder at de til sidst blev trætte af at dræbe. Josefus skriver: „De [gik] med dragne Sværd omkring i Gaderne og nedhuggede for Fode, hvem de traf paa; og var der nogen, der flygtede op i Husene, lode de baade Menneskene og Husene gaa op i Luer. Mange Huse plyndrede de; men sommetider fandt de, naar de kom ind for at plyndre, hele Familier døde og alle Værelser fulde af Lig af ihjelsultede Mennesker, . . . Men skønt de ynkedes over dem, der saaledes vare omkomne, viste de ikke den samme Følelse mod de levende, tværtimod nedstødte de, hvem de mødte, og fyldte Gaderne med Lig og oversvømmede hele Byen med Blod, saa at endog meget af, hvad der brændte, blev slukket ved Blodbadet.“

Interessant nok havde Jesus ikke alene forudsagt at Jerusalems belejring ville blive grusom, men også at den ville blive kort. Profetien lød: „Ja, blev de dage ikke afkortet, ville intet kød blive frelst.“ (Matt. 24:22) Under belejringen så Josefus til i stum rædsel mens jøderne smed 600.000 lig ud over byens mure. Det var ofrene for hungersnød, sygdomme og indre stridigheder i byen. Med den fart ville alle i Jerusalem have været døde hvis der var gået fem måneder til!

Josefus fortæller at der i alt døde 1.100.000 jøder under belejringen, og han begrunder dette tal med at belejringen indtraf mens en vældig skare pilgrimme var i Jerusalem i anledning af påskehøjtiden. Der har været tvivl om hvorvidt Josefus’ tal er rigtigt fordi den romerske historiker Tacitus siger 600.000.

Man bør imidlertid huske at Tacitus ikke var øjenvidne. Hans skrifter er fyldt med unøjagtigheder om jødernes historie og skikke, og han indrømmer at han har sine tabstal på anden hånd.

Josefus forsvarer desuden sit tal på 1.100.000 med at der kort før den romerske invasion i Judæa var blevet foretaget en optælling af de dyr der blev ofret i påsken, og det drejede sig om 256.500. Da der gennemsnitlig var ti personer om hvert dyr ved påskemåltidet, kom Josefus til den slutning at der kunne have været rundt regnet 2.500.000 mennesker i Jerusalem i anledning af påsken.

Troværdig, men ikke ufejlbarlig

Josefus’ baggrund som øjenvidnehistoriker er ret enestående. Naturligvis var han ikke øjenvidne til begivenhederne inde i Jerusalem under belejringen, men det lykkedes ham at skaffe 200 overlevende jøder friheden efter byens fald, og dem kan han have udspurgt. Under belejringen var der desuden en stadig strøm af jødiske desertører; dem havde Josefus også mulighed for at spørge. Dertil kommer at han åbenbart havde adgang til sine velynderes, Vespasians og Titus’, dagbøger og optegnelser, eftersom han henviser til disse dokumenter i sine senere skrifter.

Hermed være ikke sagt at Josefus’ værk er ufejlbarligt. Hans synspunkter er tydeligvis præget af hans ønske om at behage sine romerske velgørere og af hans misfornøjelse med zeloterne, der tog magten i Jerusalem under belejringen og hvoraf nogle var hans fjender da han var militærguvernør i Galilæa. Men der er ingen grund til at betvivle nøjagtigheden af Josefus’ værk i almindelighed. Det er trods alt udarbejdet i de menneskers levetid som var impliceret i de nedskrevne begivenheder. Forfatterens mange misundelige kritikere ville have slået ned på enhver alvorlig unøjagtighed.

Josefus’ skrifter er fængslende læsning såvel for dem der læser historie som for dem der læser Bibelen. Nogle er måske ikke opmærksomme på at den verdslige historie så nøje bekræfter bibelprofetien. Bibelen behøver hverken Josefus’ eller andre historikeres værker som bekræftelse af hvad den siger, men erkendelsen af at Bibelen har vist sig sand i fortiden kan måske give objektive mennesker lyst til at se nøjere på hvad den siger om vor tid.

Har du hidtil tænkt på Josefus som en stilfærdig lærd i et støvet bibliotek? Kort fortalt var han diplomat, general, krigsfange, selvbestaltet profet, militær rådgiver for romerne, og en levende kronikør af sin tids begivenheder — en historiker der måtte siges at være usædvanlig godt inde i sit emne!