Josefus og hans fascinerende historieskrivning

HISTORIEINTERESSEREDE har længe været fascinerede af Josefus’ værker. Josefus blev født kun fire år efter Kristi død, og han var øjenvidne til den uhyggelige opfyldelse af Jesu profeti om den jødiske nation i det første århundrede. Josefus var hærkommandant, diplomat, farisæer og lærd.

Josefus’ værker indeholder et væld af betagende detaljer. De kaster lys over Bibelens kanon idet de udgør en vejviser i Palæstinas topografi og geografi. Det er derfor forståeligt at Josefus’ værker indgår i mange private bogsamlinger.

Hans første år

Josef ben Matthias, også kaldet Josefus, blev født i år 37 e.v.t., den romerske kejser Caligulas første regeringsår. Josefus’ fader var af præsteslægt. Hans moder, hævdede han, var efterkommer af den hasmonæiske ypperstepræst Jonatan.

I teenageårene var Josefus en ivrig gransker af Moseloven. Han studerede nøje tre jødiske sekter — farisæerne, saddukæerne og essæerne. På grund af forkærlighed for de sidstnævnte valgte han at bo tre år hos en ørkeneremit ved navn Bannus, formentlig en essæer. Som 19-årig vendte Josefus tilbage til Jerusalem og sluttede sig til farisæerne.

Til Rom og tilbage igen

I år 64 rejste Josefus til Rom for at tale nogle jødiske præsters sag. Den judæiske prokurator Felix havde sendt disse præster til kejser Nero for at blive domfældt. Undervejs led Josefus skibbrud men undgik med nød og næppe døden. Kun 80 af de 600 ombordværende på skibet overlevede.

Under Josefus’ ophold i Rom præsenterede en jødisk skuespiller ham for Neros kone, kejserinde Poppæa. Hun fik afgørende betydning for det succesrige udfald af hans mission. Storbyens pragt gjorde et varigt indtryk på Josefus.

Da Josefus vendte tilbage til Judæa var jøderne fast besluttede på at gøre oprør mod Rom. Han forsøgte at overbevise sine landsmænd om det tåbelige i at gribe til våben mod Rom. Men det var omsonst, og han frygtede sikkert også for at blive opfattet som forræder. Derfor tog han imod kommandoen over jødiske styrker i Galilæa. Josefus samlede og trænede sine mænd og sikrede sig forsyninger til den forestående kamp mod de romerske tropper — men til ingen nytte. Galilæa blev indtaget af Vespasians hær. Efter 47 dages belejring faldt Josefus’ fæstning i Jotapata.

Ved sin overgivelse forudsagde Josefus snarrådigt at Vespasian snart ville blive kejser. Josefus blev spærret inde, men på grund af sin forudsigelse blev han ikke straffet, og da hans ord gik i opfyldelse blev han sat på fri fod. Det blev et vendepunkt i hans liv. Resten af krigen tjente han som tolk og mægler for romerne. Da Josefus nød Vespasians og hans sønner Titus’ og Domitians protektion, føjede han deres familienavn Flavius til sit eget navn.

Flavius Josefus’ værker

Det ældste af Josefus’ værker er Jødernes Krig mod Romerne. Det menes at hensigten med denne afhandling i syv bøger var at udmale Roms overlegne styrke over for jøderne og afskrække dem fra fremtidige opstande. I disse skrifter gennemgår Josefus den jødiske historie fra Antiochos Epifanes’ indtog i Jerusalem (i det andet århundrede f.v.t.) til de voldsomme uroligheder i år 67 e.v.t. Som øjenvidne beskriver Josefus derefter krigen frem til dens kulmination i år 73.

Et andet af Josefus’ værker er Jødernes Oldtidshistorie i 20 bøger. Det begynder med Første Mosebog og skabelsen og fortsætter til udbruddet af krigen mod Rom. Josefus følger nøje rækkefølgen i den bibelske beretning, og tilføjer adskillige traditionelle fortolkninger og udenomsiagttagelser.

Josefus skrev også en selvbiografi med den enkle titel Liv. Heri forsøger han at retfærdiggøre sin stillingtagen under krigen og prøver at forsvare sig mod de beskyldninger Justus fra Tiberias har rettet imod ham. Et fjerde værk — et forsvarsskrift i to bøger med titlen Mod Apion — tilbagedriver de mange vrangforestillinger om jøderne.

Indsigt i Guds ord

Der er ingen tvivl om at en stor del af Josefus’ litterære produktion er historisk korrekt. I sit værk Mod Apion viser han at jøderne aldrig optog de apokryfe bøger i de inspirerede skrifter. Han bekræfter De Hellige Skrifters nøjagtighed og indre harmoni. Josefus siger: „Vi har ikke en Mængde Bøger, der er i Uoverensstemmelse med og strider imod hinanden, men vi har blot 22 Bøger [svarende til de 39 bøger i De Hebraiske Skrifter efter den moderne inddeling], der indeholder en Beretning om hele Tiden — fra de ældste Dage — og de regnes med Rette for guddommelige.“

I Jødernes Oldtidshistorie føjer Josefus interessante detaljer til den bibelske beretning. Han siger at „Isak var femogtyve år gammel“ da Abraham bandt ham på hænder og fødder for at bringe ham som et offer. Ifølge Josefus sagde Isak, efter at have hjulpet med at rejse alteret, at „’han slet ikke var værdig til at blive født, hvis han havde nægtet at underkaste sig Guds og sin faders beslutning’ . . . Derfor gik han straks hen til alteret for at lade sig ofre.“

Til den bibelske beretning om Israels udgang af det gamle Ægypten knytter Josefus disse kommentarer: „Det antal som satte efter dem var seks hundrede stridsvogne, med halvtreds tusind ryttere, og to hundrede tusind fodfolk, alle bevæbnede.“ Josefus siger også at „da Samuel var tolv år gammel, begyndte han at profetere: og engang han sov, kaldte Gud på ham ved navn.“ — Jævnfør Første Samuelsbog 3:2-21.

Andre af Josefus’ skrifter giver os indblik i love, skatteforhold og forskellige begivenheder. Han fortæller at Salome var den kvinde som dansede ved Herodes’ fest og som bad om at få Johannes Døbers hoved. (Markus 6:17-26) Det meste af vor viden om Herodesslægten har vi fra Josefus. Han fortæller endog at Herodes „for at skjule sin høje alder, farvede sit hår sort“.

Den store opstand mod romerne

Blot 33 år efter at Jesus udtalte sin profeti om Jerusalem og dets tempel, gik den i opfyldelse. Rabiate jødiske grupper i Jerusalem var fast besluttede på at kaste det romerske åg af sig. I år 66 førte dette til mobilisering og afsendelse af romerske legioner under den syriske statholder Cestius Gallus. Målet var at slå oprøret ned og straffe de skyldige. Efter at have hærget i Jerusalems forstæder slog Cestius’ folk lejr rundt om byens mure. Ved hjælp af en manøvre kaldet testudo dannede romerne med deres skjolde et skjoldtag ligesom et skildpaddeskjold for at beskytte sig mod fjenden. Josefus bevidner hvor effektiv denne metode var: „Pilene, som kom, prellede af uden Virkning. Saaledes kunde Soldaterne uskadte underminere Muren, og de gjorde sig rede til at stikke Ild paa Tempelporten.“

Men Josefus skriver videre: „Cestius . . . kaldte pludselig sine Soldater tilbage, og skønt han ikke havde lidt nogensomhelst Skuffelse med Hensyn til sine Planer, brød han dog paa den mest meningsløse Maade op og drog fra Byen.“ Tilsyneladende uden at have til hensigt at herliggøre Guds søn beskrev Josefus her netop det tegn som de kristne i Jerusalem ventede på. Det var opfyldelsen af Jesu Kristi profeti! Flere år tidligere havde Guds søn advaret: „Når I ser Jerusalem omringet af lejrede hære, så skal I vide at dens ødelæggelse er kommet nær. Så lad dem der er i Judæa flygte til bjergene, og lad dem der er i dens midte gå ud, og lad dem der er på landet ikke gå ind i den; for dette er hævnens dage, da alt det der står skrevet skal opfyldes.“ (Lukas 21:20-22) Som Jesus havde givet befaling om, forlod de trofaste disciple hurtigt byen, holdt sig borte og undgik de rædsler der senere ramte den.

Josefus har levende beskrevet hvilke konsekvenser det fik da de romerske hære i år 70 vendte tilbage. Vespasians ældste søn, general Titus, kom for at indtage Jerusalem med dets storslåede tempel. Inde i byen kæmpede forskellige partier om magten. De tog uhyrlige metoder i brug, og der blev udgydt meget blod. Nogle „bleve under disse indre Ulykker ganske ude af sig selv og ønskede Romernes Komme“, idet de håbede på „en Befrielse fra de indvortes Elendigheder,“ skriver Josefus. Han kalder oprørerne for ’Banditter’ der vandaliserede de riges ejendom og myrdede folk af stand — dem som mistænktes for at ville indlade sig på kompromis med romerne.

Under borgerkrigen blev forholdene i Jerusalem helt uudholdelige, og de døde blev ikke begravet. Oprørerne stod „trampende paa Dynger af Lig og kæmpede imod hinanden“. De plyndrede befolkningen, myrdede for at få føde og rigdom. De nødlidendes klageråb ville ingen ende tage.

Titus opfordrede jøderne til at overgive sig og redde livet. „Han sendte også Josef [Josefus] frem for at tale til dem i deres Modersmaal, idet han mente, at de dog maaske vilde lade sig paavirke af denne deres Landsmand.“ Men de hånede Josefus. Titus byggede derefter en mur af spidse pæle omkring hele byen. (Lukas 19:43) Nu da alt håb om flugt var borte og bevægelsesfriheden var indskrænket, hærgede hungersnøden folket, så „hele Huse og Familier bortreves paa een Gang“. På grund af den vedvarende krig steg dødstallet voldsomt. Uafvidende opfyldte Titus Bibelens profeti ved at indtage Jerusalem. Efter at have betragtet byens massive mure og befæstede tårne, udbrød han: „Gud er det, som har uddrevet Jøderne af disse Fæstningsværker.“ Over én million jøder omkom. — Lukas 21:5, 6, 23, 24.

Efter krigen

Efter krigen tog Josefus til Rom. Han nød flaviernes gunst, og boede som romersk borger i Vespasians tidligere palæ og modtog et kejserligt underhold samt gaver fra Titus. Josefus tog derefter fat på sin skribentvirksomhed.

Det er interessant at Josefus formentlig var den første der brugte ordet „teokrati“. Om den jødiske nation skrev han: „Vor regeringsform . . . kunne kaldes et teokrati, idet magten og myndigheden hidrører fra Gud.“

Josefus bekendte sig ikke som kristen. Han skrev ikke under inspiration fra Gud. Men der er meget af historisk værdi i Josefus’ fascinerende historieskrivning.

[Illustration på side 31]

Josefus ved Jerusalems mure