Hvor patientens ønsker respekteres

Denne artikel gengiver en personlig beretning om behandlingen af et alvorligt sygdomstilfælde. Den må ikke opfattes som redaktionens anbefaling af en speciel lægebehandling eller et bestemt behandlingssted.

DA MIN fader fik et slagtilfælde, opstod der komplikationer. Det middel han havde fået for at fortynde blodet, havde øjensynlig forårsaget indre blødninger. Blodets hæmatokritværdi faldt til et farligt lavt punkt på 17 procent. (Det normale er omkring 40 procent.) Familiens læge i Palm Springs ville give en blodtransfusion, men på grund af vores bibelske overbevisning ønskede vi en anden behandling.

Vi ringede til dr. Herk Hutchins i Los Angeles-området. I samarbejde med andre læger havde han sammensat et middel bestående af jern, vitaminer og andre stoffer, som kunne genopbygge blodet. Men da lægerne i Palm Springs ikke var fortrolige med dette middel, og mente at det indebar visse risikomomenter, betænkte de sig på at anvende det.

På det tidspunkt ringede min broder til mig i New York og forklarede: „Mor har fået en ambulance til at køre far til et andet hospital i Yorba Linda. Hans tilstand er meget alvorlig.“

Om eftermiddagen samme dag, søndag den 6. januar i år, tog min kone og jeg et fly til Californien.

Et uløst mysterium

Næste morgen kørte vi til Esperanza amtssygehus i Yorba Linda. Ingen af de mange prøver viste hvor min fader blødte; det fandt lægerne forvirrende. Der forsvandt en mængde blod!

Da min fader var blevet indlagt på et hospital i Palm Springs den 31. december, havde en laboratorieprøve vist at hans hæmatokritværdi var på de normale 40 procent. Men i løbet af to eller tre dage efter at han havde fået det koagulationshæmmende middel heparin, var omkring halvdelen af hans blod enten sivet ud af kredsløbet eller på en eller anden måde blevet nedbrudt. Adskillige læger sagde at de aldrig havde set en patient miste så meget blod uden at man kunne konstatere hvor det blev af.

Selv om mysteriet om blodet der forsvandt aldrig blev opklaret, var det dog ikke det der interesserede os mest. Det var vigtigere for os at fader nu holdt op med at bløde, og at der indtrådte en mærkbar bedring i hans tilstand.

Et middel som kan genopbygge blodet

Fire dage efter at min fader var blevet overført til Esperanza-hospitalet var den iltbærende evne i hans blod steget med 25 procent! Han reagerede gunstigt på den særlige behandling som skulle genopbygge blodet. Jeg henvendte mig til dr. Hutchins for at få så meget som muligt at vide om denne behandling.

Dr. Hutchins er en hvidhåret mand på 74 år, med 35 års erfaring i kirurgi. Han er også et af Jehovas vidner. Han virkede ikke særlig forundret over bedringen i min faders tilstand. „Det er næsten hvad vi forventer ved denne behandling,“ sagde han. „Vi har med gode resultater behandlet over 300 patienter på denne måde, og mange af dem havde lavere blodværdier end din fader. Vi har endnu ikke haft en eneste ugunstig reaktion.“

Jeg havde et eksemplar af opskriften på det blodstyrkende middel som dr. Hutchins over telefonen havde givet sygeplejersken i Palm Springs. „Hvorfor er lægerne uvillige til at anvende denne behandlingsform?“ spurgte jeg.

„Det er de ikke alle sammen,“ svarede Hutchins. „Der er læger med Jehovas vidner blandt deres patienter som har ringet til mig fra mange egne af De forenede Stater. Nogle af dem har været glade for at høre om vores behandlingsform. For eksempel var der for nylig en læge fra San Bernardino i Californien som ringede til mig. Han påbegyndte øjeblikkelig denne behandling, og den følgende uge ringede han igen for at fortælle mig at hans patient havde reageret gunstigt på behandlingen.“

„Men ikke alle læger er villige til at gøre det,“ sagde jeg. „De læger der først behandlede min fader var bange for at anvende denne behandlingsform.“

„Ja, det ved jeg,“ nikkede Hutchins. „Ligesom andre fagfolk er læger forståeligt nok tilbøjelige til at anvende metoder eller fremgangsmåder som de er godt kendt med, og som er almindeligt anerkendte. Ved blodtab er lægerne vant til at give blodtransfusioner. Der er kun blevet udført en forholdsvis begrænset forskning med det formål at finde et alternativt middel til genopbygning af blodet.“

„Men jeg har forstået at de fleste læger er godt kendt med alle de forskellige bestanddele i dette middel,“ bemærkede jeg.

„Det er rigtigt, men vi anvender den vigtigste bestanddel, imferon, på en måde som indtil nu ikke i almindelighed er blevet anbefalet. Det blodstyrkende middel imferon (jern-dextran) bliver næsten altid givet intramuskulært, ikke i blodårerne. Men patienter som har lidt et stort blodtab har behov for de øjeblikkelige fordele der er ved at få det intravenøst. Og som jeg sagde før, så har vi ikke haft en eneste ugunstig reaktion efter at have indgivet dette jernmiddel direkte i venerne.“

Jeg fandt disse oplysninger meget interessante, så jeg foretog en nærmere undersøgelse vedrørende imferon efter min hjemkomst til New York. Ved at læse i lægevidenskabelige bøger og tidsskrifter blev jeg klar over at der i høj grad manes til forsigtighed ved brugen af imferon. En læge fortalte mig endda at der er forekommet dødsfald efter intravenøs anvendelse af imferon, og han tilføjede: „Kun få læger vil føle sig fri til at handle imod denne officielle opfattelse.“

Jeg ringede til dr. Hutchins for at høre hvad han mente om disse oplysninger. „Jeg kender de advarsler der gives vedrørende brugen af imferon,“ sagde han. „Men ved at fortynde én del imferon med 50 dele normal saltvandsopløsning og langsomt lade det dryppe ind i patientens blodårer, sammen med andre stoffer, har vi simpelt hen ikke haft nogen problemer. Nu er det blot en rutinebehandling for os.“

Hutchins spurgte: „Hvilket blodstyrkende alternativ er der til brug ved sådanne alvorlige sygdomstilfælde?“ Idet han besvarede sit eget spørgsmål sagde han: „Jeg kender intet, bortset fra blodtransfusion.“

I dag er der millioner af mennesker som respekterer Guds lov, der forbyder indtagelse af blod. (1 Mos. 9:3-5; 3 Mos. 17:14) Det er kristne som adlyder den inspirerede befaling: ’Afhold jer fra blod.’ (Apg. 15:20, 28, 29) I en kritisk situation vil de måske mene at de — trods eventuelle faremomenter — ikke har anden udvej end at prøve den form for blodopbyggende behandling der hjalp min fader, hvis deres læge ellers er villig til at give dem den.

Hvorfor de var blevet indlagt her

Jeg blev forbavset da jeg fik at vide at næsten halvdelen af patienterne på Esperanza-hospitalet var Jehovas vidner. De var kommet fra mange egne af De forenede Stater, fordi de, ligesom min familie, havde erfaret at deres ønske om at blive behandlet uden blod ville blive respekteret her. Ofte var omstændighederne ved deres indlæggelse og behandling temmelig dramatiske.

Rusty Ross, som er 23 år, blev fløjet hertil med jetfly fra Salida i Colorado. Han havde et blødende mavesår, og lægerne i Colorado var bange for at operere uden at være frit stillet til at give ham blod hvis de fandt det nødvendigt. En ambulance ventede i lufthavnen i Orange County, og den bragte ham i hast til hospitalet, hvor lægerne begyndte at operere ham inden for en time efter at hans fly var landet. Han havde været ved at forbløde, så hans hæmoglobintal var faldet til 4 (det normale er omkring 15). Men han klarede det, kom sig hurtigt, og blev udskrevet fra hospitalet mens min fader var indlagt der.

Noget lignende var tilfældet med Dorothy Wayner, en 47-årig husmoder fra Phoenix i Arizona. Hun blev indlagt på et lokalt hospital, fordi hun havde et blødende sår på tyktarmen. Da hendes hæmoglobintal faldt drastisk, var lægerne bange for at operere uden blod. På det tidspunkt da hun blev fløjet til Californien var hendes hæmoglobintal omkring 4, og det faldt til under 3 efter operationen. Der er ikke ret mange som overlever med så lavt et hæmoglobintal, men hun gjorde. Den 17. januar, mens min fader stadig var på hospitalet, var hun i så god bedring at hun kunne udskrives.

Lægebehandlingen

Jeg syntes at patienterne fik en god lægebehandling. En af de læger der er tilknyttet hospitalet er Ron Lapin, en mørkhåret, atletisk bygget 38-årig mand, som er født i Israel. Han er ikke et af Jehovas vidner, men han er enig med vidnerne i deres syn på blod.

„Jeg ville aldrig give en patient blod,“ forklarede Lapin. „Jeg har ikke givet en blodtransfusion i over fem år. Alligevel tror jeg at en undersøgelse af de mere end 2000 patienter vi har opereret i det tidsrum ville vise at deres chance for at overleve, og den hurtighed hvormed de kom sig, var nøjagtig den samme, om ikke bedre, som for de patienter der får blod.“a

Også andre steder er der mange læger som accepterer Jehovas vidners syn på blodet og behandler dem i overensstemmelse hermed. I adskillige byer rundt om i De forenede Stater er der et stadig stigende antal sygehuse som er rede til dette. For eksempel er det nu muligt i byen New York at finde adskillige speciallæger som er villige til at behandle Jehovas vidner.

Jeg fandt det også interessant at læse en artikel om udskiftninger af hofteleddet, som er blevet foretaget uden blodtransfusion af en gruppe kirurger under ledelse af dr. Carl L. Nelson på Arkansas universitetshospital. Artiklen bemærkede: „Denne gruppe har udført operationer på henved 100 Jehovas vidner fra omtrent hver eneste stat i USA, ifølge dr. Nelson. ’Og jeg tror roligt man kan sige at det har været til gavn for alle parter at arbejde med Jehovas vidner,’ udtalte han.“ — The Journal of the American Medical Association, 16. januar 1978.

Professor Walter J. Pories, som er formand for den kirurgiske afdeling på East Carolina University i Greenville, North Carolina, skrev noget tilsvarende i et brev: „Vi har behandlet mange Jehovas vidner . . . og vi blev hver gang imponeret over den oprigtighed og samarbejdsvilje som medlemmerne af Deres kirke udviste; og for at sige det som det er, så havde vi bedre resultater med operationerne på disse patienter end med de fleste andre patienter. Vi håber ikke at medlemmerne af Deres kirke får behov for at skulle opereres, men hvis de gør, vil vi være glade for at behandle dem i overensstemmelse med deres tros forskrifter.“

Kærligt hensyn til patienterne

Vinod Malhotra, den kardiolog fra Indien som behandlede min fader, gav udtryk for et interessant synspunkt. „Læger bør være deres patienters tjenere, og ikke påtvinge dem deres egne meninger,“ sagde han. Malhotras venlige og milde fremtræden stemte godt overens med hans indstilling til hensynet til patienterne. For eksempel tillod han at mine unge nevøer besøgte deres bedstefader, og at vi voksne familiemedlemmer hjalp til ved at tage os af min fader døgnet rundt, mens han var indlagt på hospitalet. „Når patienter er alvorligt syge har de allermest brug for at være sammen med dem de holder af,“ sagde han. „Familiemedlemmer må have mulighed for at røre ved dem og holde om dem, og ikke være isoleret bag en glasrude.“

Den 24. januar kunne min fader endelig vende hjem til Palm Springs, og jeg fløj tilbage til New York. Min kone blev hos min fader i endnu et par uger for yderligere at tage sig af ham og hjælpe ham med genoptræningen. Han var lammet i højre side.

Vores familie er taknemmelig for at vi i forbindelse med dette alvorlige sygdomstilfælde kunne skaffe min fader en lægebehandling som venligt blev ydet med den rette respekt for hans ønsker.

[Fodnote]

[Illustration på side 15]

Min fader og lægerne Vinod Malhotra, Ron Lapin og Herk Hutchins, som forestod hans behandling