Reddet fra døden ved behandling uden blod

Fortalt af et medlem af staben på Jehovas Vidners hovedkontor

DET virkede næsten tragikomisk. I februar 1991 var jeg taget til Buenos Aires i Argentina for at medvirke som lærer ved seminarer om alternativer til blodtransfusion.a Og nu var jeg døden nær og led af alvorlige indre blødninger.

Problemet var begyndt ugen før, mens jeg var i Mexico. Jeg havde mavesmerter men troede ikke at det var noget alvorligt. En lokal læge sagde at det var almindeligt at amerikanere fik et maveonde under besøg i det område. Han tilbød mig noget smertestillende.

Da jeg næste dag fløj til Buenos Aires tog smerterne til. Jeg havde en brændende fornemmelse i maven, og to dage senere føltes det ligesom ild. Jeg fik en smertestillende indsprøjtning, så jeg kunne holde mine forelæsninger på seminaret. Senere blev jeg kørt fra Jehovas Vidners afdelingskontor, hvor min hustru og jeg var indkvarteret, til et lokalt hospital. Her stillede man den diagnose at jeg havde et mavesår som tilsyneladende lige var holdt op med at bløde.

Den diagnose lød lidt forvirrende, eftersom jeg aldrig før havde haft mavesår, endsige symptomer på det. Men man håbede at jeg ville få det bedre hvis jeg holdt sengen, fik et syreneutraliserende middel og en letfordøjelig kost. Desværre begyndte blødningen igen efter at jeg var vendt tilbage til afdelingskontorets sygeafdeling.

Min afføring var sort, gennemvædet af blod, og jeg var ligbleg. Til sidst besvimede jeg og kom til at rive en slange ud af min arm. Min kone løb ned ad gangen og tilkaldte en sygeplejerske.

Skal jeg opereres?

Kort efter stod der to læger ved min seng. Gennem en tolk forklarede de mig at mit hæmoglobintal var faldet til 6,8 gram pr. deciliter (det normale ligger på omkring 15). De sagde at de pr. telefon ville konsultere en specialist i operation uden blod. Han anbefalede dem at operere straks. Jeg forhørte mig om alternativer til operation.

En specialist i mave-tarm-sygdomme blev kontaktet. Han sagde at det var muligt at føre en sonde ned igennem min hals, helt ned til det perforerede sted i tolvfingertarmen, som forbinder maven med den øvre del af tyndtarmen. Her kunne man føre et kemisk hæmostatikum (blodstandsende middel) ind i såret i et forsøg på at standse blødningen.

„Hvordan er chancerne for at det lykkes?“ spurgte jeg.

„Fifty-fifty,“ svarede han. Men kirurgen sagde at hvis forsøget ikke lykkedes, ville forsinkelsen og blodtabet umuliggøre en operation. Det så ud til at jeg ikke havde andet valg end at lade mig operere.

Det var et følelsesladet øjeblik. Min kone og jeg omfavnede hinanden. Før jeg tog af sted i ambulance til hospitalet blev der skrevet et testamente for mig, og jeg skrev under. Mine venner regnede ikke med at jeg ville overleve operationen.

Operationen

På operationsstuen blev jeg anbragt på noget der lignede et stort glasbord. Der strømmede lys imod mig både oppefra og nedefra. Min nervøsitet steg, hvilket må have kunnet ses, for en af kirurgerne kom hen til mig og sagde: „De skal ikke være bekymret. Det skal nok gå.“ Hans medfølelse virkede beroligende. Jeg fik narkose ved inhalation, og det føltes som om jeg i løbet af et sekund gik fra omtågethed til følelsesløshed over i bevidstløshed.

Jeg vågnede da de lagde mig over i en almindelig hospitalsseng. Jeg var ved at blive grebet af panik da jeg mærkede den stærke smerte fra såret og fra slangerne i min næse og hals. Min kone og en ven beroligede mig. De dulmede min voldsomme tørst ved at væde mine læber. Jeg var glad for at være i live.

Skønt man forsikrede mig om at operationen var gået godt, fortsatte mit hæmoglobintal med at falde. Hvad var der galt? En undersøgelse af min afføring viste at jeg stadig blødte. Kirurgerne var sikre på at det ikke var fra operationsstedet — men hvor var det da fra?

Lægerne mente at jeg måtte have spist noget giftigt som havde forårsaget en perforering, måske i tyktarmen. De sagde at jeg var for svag til at blive opereret igen.

Presset vokser

Efterhånden som mit hæmoglobintal blev ved med at falde, voksede presset for at få mig til at tage imod blodtransfusion. Den vagthavende sygeplejerske sagde at hvis hun var læge ville hun give mig blod uden at spørge først. Klokken tre om morgenen kom en læge ind og sagde: „De er nødt til at tage imod blod hvis De gerne vil overleve.“

Jeg forklarede igen at jeg var et af Jehovas vidner og at jeg af religiøse og medicinske grunde ikke kunne tage imod en blodtransfusion. (3 Mosebog 17:10-14; Apostelgerninger 15:28, 29) Han var synligt oprevet, men jeg tror det skyldtes at han hverken forstod eller respekterede mit faste standpunkt.

På grund af det voksende pres og andre forhold på hospitalet bad jeg om at blive udskrevet. Kort efter blev jeg i ambulance kørt tilbage til sygeafdelingen på afdelingskontoret.

Vellykket, livreddende behandling

Jeg bad lægen dér, som er et af Jehovas vidner, bekræfte at han havde givet mig EPO (erytropoietin), et syntetisk hormon der stimulerer knoglemarvens egen produktion af røde blodlegemer. Det gjorde han. Men naturligvis behøver kroppen også de grundlæggende byggesten for at kunne producere sunde røde blodlegemer. Disse byggesten er folinsyre, B-vitamin og især jern. Man får hurtigst jernbalancen bragt i orden ved at modtage jern-dextran (Imferon) intravenøst, og det bad jeg om.b

Men Imferon var ikke på markedet i Argentina. Det var endog svært at skaffe i De Forenede Stater, fordi det meste var blevet sendt til Mellemøsten på grund af Golfkrigen. Da man endelig fik skaffet det, blev det straks sendt med et Jehovas vidne som var på vej til Argentina.

På det tidspunkt var mit hæmoglobintal helt nede på 4. Da jeg vidste at alt for mange blodprøver kan forværre blodmangelen sagde jeg til den laboratorietekniker som kom til afdelingskontoret at jeg ikke længere ville lade ham tage blodprøver. Han indvendte: „Men det er vi nødt til for at vide hvad der foregår.“

„I ved hvad der foregår,“ svarede jeg. „Jeg bløder, og hvad er den dyrebareste væske i mit legeme?“

„Blod,“ erkendte han.

„Og jeg har besluttet ikke at afgive en dråbe mere af det,“ svarede jeg. Hvor meget lavere mit hæmoglobintal blev, vides ikke.

Den nat bad jeg inderligt til Jehova. Jeg anmodede om hans ledelse og gav udtryk for at jeg håbede at vågne igen næste dag. Det gjorde jeg, men jeg følte at livskraften var ved at forlade mig. Døden syntes forestående. Mit hæmoglobintal ligger normalt på cirka 17,2 gram pr. deciliter, hvilket er i den høje ende af den acceptable skala, så jeg må have mistet mere end 75 procent af mit blod. Der måtte gøres et eller andet.

Den morgen bad jeg om en drøftelse med lægerne om min behandling. Jeg havde ikke fået K-vitamin, som er vigtigt for blodkoagulationen, men de indvilligede straks i at give mig det. Derefter spurgte jeg: „Kan det tænkes at det er noget af den medicin I giver der forårsager eller forværrer blødningen?“

„Nej,“ svarede de.

„Er I sikre?“ blev jeg ved.

Tidligt næste morgen kom en af lægerne hen til mig og sagde at det ved nærmere undersøgelse havde vist sig at et af medikamenterne meget vel kunne bidrage til blødningen. Man ophørte øjeblikkelig med at give mig det. Lægernes villighed til at lytte til mig som patient og nøje at analysere min behandling øgede min respekt for dem.

Jeg bad om at få noget medicinsk litteratur, og min hustru og jeg begyndte at granske det. En artikel handlede om et kemisk hæmostatikum, et medikament som standser blødninger. Aldrig så snart havde vi fundet det før dr. Marcelo Calderón Blanco, som også er et Jehovas vidne, kom ind og sagde at han ville forsøge med et lignende produkt. Jeg fik det indgivet på samme måde som man giver lavement. Samtidig kom Imferonen fra De Forenede Stater og den fik jeg intravenøst.

Nu kunne vi kun vente og se tiden an. Inden for et døgns tid vendte kræfterne så småt tilbage. Tre dage senere lod jeg dem tage en blodprøve. Forbløffende nok var hæmoglobintallet steget til 6! Da det blev målt fem dage før var det på 4 og faldt stadig! Lægerne var skeptiske. De bestilte endnu en blodprøve. Den bekræftede den første. EPO og Imferon virkede!

Den laborant på klinikken som havde undersøgt mit blod, ringede og sagde at lægen måtte have givet en blodtransfusion. „Ingens hæmoglobintal kan stige så hurtigt uden en blodtransfusion,“ hævdede han. Lægen forsikrede ham om at der ikke var givet blod. „Hvilken behandling kan hæve hæmoglobintallet så hurtigt?“ ville han vide. Han blev orienteret om brugen af EPO og Imferon.

Dr. Amilcar Fernández Llerena, en af lægerne som ikke var et Jehovas vidne, besøgte mig den dag de havde modtaget blodprøven. Efter at have undersøgt mig sagde han forbløffet: „Jeg giver dig et nyt navn — Lazarus.“ (Jævnfør Johannes 11:38-44.) Jeg måtte opbyde al min styrke for at holde tårerne tilbage.

Dr. Llerena sagde: „De kan takke Deres Gud, Jehova, for at De er i live.“ Jeg spurgte hvad han mente. „Hvis De havde været ryger, stofmisbruger eller dranker,“ svarede han, „ville De ikke have overlevet den operation. Men eftersom Deres legeme er rent og stærkt fordi De adlyder Guds lov, overlevede De.“

De fleste af de informationer jeg brugte i mit tilfælde havde jeg fra det materiale vi underviser Kontaktudvalg til Hospitaler i på seminarer i Nordamerika, Europa og Latinamerika. I dette materiale lægges der vægt på effektive alternativer som kan bruges i medicinsk behandling uden blod. Disse oplysninger er tilgængelige for læger gennem disse Kontaktudvalg til Hospitaler, hvoraf der nu findes mere end 800 ud over hele jorden.

Jeg håber at mine erfaringer vil være til gavn for andre Jehovas vidner som ønsker behandling uden blod. Det hospital hvor jeg blev opereret kontaktede senere Jehovas Vidners argentinske afdelingskontor og sagde at de med glæde ville samarbejde med os fremover.

[Fodnoter]

[Illustration på side 13]

Jeg forlader hospitalet efter operationen