Bøn — tomt ritual eller meningsfyldt kommunikation?

DAGENE fra 1. til 3. januar er de vigtigste helligdage i Japan, idet alle gerne vil begynde det nye år på en god måde. Godt og vel halvdelen af Japans befolkning besøgte i løbet af de første tre dage i 1979 en helligdom eller et tempel for at bede om fremgang, lykke og held i det kommende år.

Hvad ville vi have set hvis vi var taget med dem?

Her er en mand der, som ceremonien foreskriver, skyller munden og vasker hænderne i et kar med vand, ved indgangsporten til en shinto-helligdom. Nu går han hen til helligdommen og lægger noget i et stort pengeskrin. Derefter rækker han armene i vejret og griber fat i et tykt, mangefarvet reb. Idet han trækker i rebet slår en træklods mod en klokke, hvorved der frembringes en disharmonisk, metallisk lyd. Han slipper rebet og klapper i hænderne nogle gange, hvorpå han holder håndfladerne mod hinanden og bukker dybt flere gange. Så vender han sig om og går. På denne måde har han bedt en bøn.

Men hvem har hørt den? Var den blot et tomt ritual? Denne mand tror oprigtigt at hans bøn er blevet hørt.

Før han forlader helligdommens område baner han sig vej gennem folkemængden over til en bod for at købe en talisman eller amulet, der måske blot består af en papirstrimmel beskrevet med kinesiske skrifttegn, eller en pil hvorfra der dingler forskellige „lykkebringende“ amuletter.

Hvad bad han om? Højst sandsynligt om fred, sikkerhed, lykke og rigdom. Som en shinto-præst har sagt: „De giver 100, 1000 eller 10.000 yen [kr. 2,70, kr. 27,00, kr. 270,00], men de beder om hundredtusinder, ja millioner. De giver lidt, men ønsker meget.“

Mens mange japanere kun besøger templerne ved nytårstid — ligesom visse såkaldt kristne kun går i kirke ved særlige højtider — kommer de troende her jævnlig. I mange hjem har man en kamidana, en hylde med genstande til ære for shinto-guddomme og/eller en butsudan, familiens buddhist-alter. Her kan familiens medlemmer opsende bønner ved at tænde et lys, som så bruges til at tænde røgelse med. Idet de knæler ned foran et sådant alter, slår de først med en lille træstok på nogle klokker, hvorefter de atter og atter fremsiger en nedskrevet bøn eller nogle udenadlærte ord som for eksempel „Namu Amida Butsu“ (Ære være det uendelige lys’ og livs Buddha). Dette gentages med en hviskende monoton stemme i måske 20 minutter, måske timer.

Hvordan med de japanere der bekender sig til kristendommen? De går måske ind i en kirkebygning, hvor de knæler ned nogle få minutter og tavst eller hviskende beder en bøn. Nogle læser deres bønner fra en bog. Nogle kommer ofte og beder her, mens andre kun kommer når de er i nød. Nogle benytter en rosenkrans og fremsiger en udenadlært bøn for hver perle de lader glide gennem fingrene. Under dette ritual retter de måske med mellemrum blikket mod et krucifiks eller et billede af en bestemt helgen.

Ja, folk beder på mange måder! De der beder er uden tvivl oprigtige og gudfrygtige mennesker. Men i forbindelse med alle disse bønner gør vi klogt i at spørge: Er der tale om en meningsfyldt kommunikation eller er det blot et tomt ritual?

[Illustration på side 5]

Skrevne bønner bundet til en gren ved en shinto-helligdom