„Gudernes vej“ — hvor har den ført Japan hen?

Af „Vågn op!“–korrespondent i Japan

MAN ved ikke hvem der har grundlagt shintoismen. Den har ingen trosbekendelse eller officiel lære, den har ingen kirker eller kirkelige gudstjenester. Den har intet religiøst hierarki eller nogen religiøs bog på linje med Bibelen. Dog er shintoismen en livsform der er gået i arv fra generation til generation, og som omkring 78 millioner japanere i dag bekender sig til.

Shintoismens oprindelse er hyllet i mytologi. I begyndelsen, lyder legenden, havde guden Izanagi og gudinden Izanami seksuelt samkvem. Som følge af dette fødtes træerne, bjergene og landjorden og desuden cirka 8 millioner andre guder og gudinder! Jimmu Tennō, Japans første kejser, menes at være en direkte efterkommer af en af disse gudinder, solgudinden Amaterasu Ō Mikami. Respekt og ærefrygt for disse guder er grundlaget for shintoismen. Shinto betyder „gudernes vej“.

Men hvorhen har denne „gudernes vej“ ført Japan? Har den kunnet dække japanernes åndelige behov?

Overtroens og frygtens vej

Shintoismen giver ikke nogen præcis definition af hvad der sker når man dør. (Der findes ikke noget der svarer til kristenhedens „himmel“ og „helvede“.) Skønt døden betragtes som „en forbandelse, en tragedie, en ulykke“, mener de fleste at den døde bliver til en ånd som kan skænke familien velsignelser. I en shintoistisk bog hedder det: „Denne verdens mennesker lever videre efter døden, og modtager fortsat velsignelser fra guderne, det vil sige himmelens og jordens ånder. Også vi, med vore ulegemlige sjæle, lever sammen dette menneskelige liv.“

Hvilken virkning har troen på de afdødes ånder haft på japanerne? I stedet for at fylde dem med håb har den affødt utallige overtroiske skikke. Hvis der for eksempel sker et uheld i en shintoistisk familie, vil familiens medlemmer måske mene at det skyldes utilstrækkelig opmærksomhed fra deres side over for en af deres afdøde slægtninge. Hvis shintoister køber et nyt hus eller en ny bil, vil de ofte udføre bestemte ritualer for at drive ’de onde ånder’ ud. Før man begynder at bygge et nyt hus kommer en shintoistisk præst med et transportabelt alter for at anråbe de fædrene guder om beskyttelse.

Shintoismen har altså ikke oplyst sine tilhængere, men har ført dem ad en overtroens og frygtens vej, den samme vej som det gamle Babylons religioner fulgte. I bogen The Religion of Babylonia and Assyria viser Morris Jastrow at døden for de gamle babyloniere var „en overgang til en anden livsform“. Shintoismen tillægger desuden forholdet mellem solgudinden og hendes mandlige menneskeafkom stor betydning. Der findes ritualer hvorunder kejseren tager til Ise hvor solgudinden befinder sig i en helligdom og „gør hende sin opvartning“. Dette er en mindelse om forholdet mellem Nimrod og hans moder, den såkaldte Semiramis. Mens Semiramis siges at være datter af fiskegudinden, Atargatis, var kejser Jimmu Tennōs moder datter af „havkongen“.

’Et åndeligt våben’

I fortiden hjalp shintoismen japanerne til at leve efter høje moralnormer. Den styrkede familiebåndene. Ved at indgive folk respekt for kejseren som både landets hersker og dets religiøse leder, var shintoismen med til at bevare den nationale enhed. Senere var den imidlertid nær ved at føre til national ruin.

1966-udgaven af Encyclopædia Britannica oplyser: „Begyndende med den kinesisk-japanske krig (1894-95) førte Japan en ekspansionspolitik, og fra da af og til tiden under den anden verdenskrig var shintoismen et redskab i hænderne på militarister og chauvinistiske nationalister, et åndeligt våben ved hjælp af hvilket nationen kunne mobiliseres til at vogte tronens velstand.“ Med shintoismen som redskab ledtes Japan således ind i den anden verdenskrig.

Efter Japans knusende nederlag i krigen gav de sejrende allierede ordre til at al forbindelse mellem shintoismen og staten skulle forbydes. De shintoistiske helligdomme blev således uafhængige, nu da de ikke længere modtog støtte fra regeringen eller var underlagt dens kontrol. Kejseren chokerede hele landet ved at give afkald på ethvert krav på guddommelighed: „Båndene mellem Os og Vort folk har altid hvilet på gensidig tillid og hengivenhed. De er ikke afhængige af legender og myter. De bygger ikke på den fejlagtige opfattelse at kejseren er guddommelig og at det japanske folk står over alle andre og er bestemt til at regere verden.“

Dette gav dog ikke shintoismen dødsstødet. Den opløste statsreligion dannede en organisation ved navn Jinja Honcho (Foreningen af shinto-helligdomme). Denne forening repræsenterer omkring 80.000 shintoistiske helligdomme. Skønt det officielt er formanden for denne forening der er leder for shintoismen, betragter de fleste stadig kejseren som shintoismens øverste leder.

Shintoismen har ikke kunnet løse nutidens problemer. Den har ikke løst det enorme problem med diskrimination mod anden- og tredjegenerations koreanere og kinesere der både er født og opvokset i Japan. Der findes ingen retningslinjer inden for shintoismen som kan forebygge ungdomskriminalitet eller løse problemet med skolevold. Shintoismen giver ikke udtryk for nogen holdning til abort eller fri sex, problemer der nu skyller ind over Japan. En kortfattet lærebog i shintoismen, udgivet af Jinja Honcho, oplyser hvad årsagen er til dette: „Shintoismen er ikke begrænset af bestemte skrifter eller læresætninger.“

Heller ikke et fremtidshåb kan shintoismen give sine tilhængere. Den beskæftiger sig kun med nuet. Det er derfor ikke så underligt at tusinder af japanere har brudt med shintoismen og er begyndt at interessere sig for Bibelen. I modsætning til shintoismen forklarer Bibelen hvorfor mennesket er til og hvad fremtiden rummer. Bibelen giver vejledning i moralspørgsmål og et solidt grundlag for tro — den består ikke af mytologiske historier. Shintoismen kaldes ganske vist „gudernes vej“, men Bibelen siger at „selv om der også er såkaldte ’guder’, enten i himmelen eller på jorden, sådan som der er mange ’guder’ og mange ’herrer’, så er der for os dog kun én Gud, Faderen“. (1 Korinther 8:5, 6) Jehovas vidner hjælper tusinder af japanere til at lære denne ’ene Gud’ at kende ved navn.

[Illustration på side 13]

En shintoistisk helligdom hvortil folk kommer for at bede