Hvorfor og hvordan man beder — har det nogen betydning?

„OH, KAMI-SAMA,a hjælp mig til at bestå min eksamen. Jeg har ikke forberedt mig tilstrækkeligt til prøven, og derfor stoler jeg helt og fuldt på dig.“ Når tiden for de meget konkurrenceprægede eksamener i Japan nærmer sig, strømmer skoleelever fra hele Japan til helligdommene for dér at aflevere sådanne skrevne bønner. Bekymrede bedsteforældre betaler 10.000 yen (kr. 270) for at der daglig i et år kan blive bedt for deres børnebørns indsats i skolen.

Mange af de skoleelever som på denne tid af året flokkes ved helligdommene, har ikke megen tro på Gud. „Nej, i det store og hele tror jeg ikke på Gud,“ udtaler en af dem. „Jeg beder kun om Guds hjælp når jeg er i nød.“

Denne indstilling harmonerer udmærket med det japanske ordsprog: „Støt dig til Gud når du er i nød.“

Men hvad sker der når krisen er overstået? Så glemmer man i regelen Gud indtil næste krise.

Hvad beder folk om?

Folk beder som oftest fordi de ønsker noget. En artikel i et blad der udgives i den vestlige verden gengiver nogle børns bønner, hvoraf de fleste er anmodninger som disse: „Kære Gud, jeg må have mere i lommepenge. Vil du ikke bede en af dine engle sige det til min far? Tak.“ „Vil du være så venlig at sende vores familie nogle penge?“ „Vær rar at hjælpe mig i skolen.“

I Japan er det, som før nævnt, skik at besøge helligdommene ved begyndelsen af det nye år, og man beder her til Ebisu, rigdommens gud. Det gjorde mange japanere i 1979, idet over tre millioner mennesker besøgte visse helligdomme alene i Kyoto og Tokyo for at bede om penge i de kommende måneder.

De der ønsker at blive beskyttet mod ulykker og katastrofer besøger både de japanske templer for Kannon, barmhjertighedens gudinde, og shinto-helligdommene.

Nogle katolikker på Filippinerne beder til „Santo Niño“, eller „det hellige barn“ om held og lykke. En mand købte en 14-karats guldkrone, besat med ægte rubiner og diamanter, til sin statue af Santa Niño som tak for den økonomiske hjælp han troede statuen havde givet ham.

Nogle bønner er et udtryk for taknemmelighed, men langt de fleste er anmodninger — om næsten alting.

Vil bønnen blive hørt?

For hver bedende som føler at hans bønner om held og lykke eller penge er blevet hørt, er der mange skuffede. Mange skoleelever i Tokyo beder om hjælp til at klare eksamen så de kan få adgang til en højere skoleuddannelse, men kun 22 procent har så gode karakterer at det lykkes for dem. Mange dumper. Hvorfor bliver deres bønner ikke hørt?

En familie på fem besøgte en shinto-helligdom for at få deres bil „velsignet“, så den var beskyttet mod ulykker. Da de kørte bort fra helligdommen ramte de en bropille og alle fem blev dræbt. Hvorfor gik det sådan? Lad os overveje følgende:

Hvem beder man til?

Japanske skoleelever retter ofte deres bønner til Michizane Sugawara, der længe er blevet æret som „lærdommens gud“. Sugawara var en lærd japansk digter der levede i det niende århundrede. Er det rimeligt at tro at en mand der har været død i tusind år, virkelig kan hjælpe nogen til at få bedre eksamenskarakterer?

Det er en kendsgerning at de fleste af dem der beder Sugawara om hjælp til at klare de konkurrenceprægede eksamener i de japanske skoler, ikke bliver bønhørt. Det skulle ikke overraske os. Sund fornuft og Bibelen stemmer her overens, idet Bibelen siger følgende om de døde: „De døde ved ingenting, . . . der er hverken virke eller tanke eller kundskab eller visdom i Dødsriget.“ (Præd. 9:5, 10) Sugawara, der nu befinder sig i dødsriget, kan ikke hjælpe en skoleelev med dennes eksamen, uanset om den pågældende har læst meget eller lidt.

Hvad med de bønner der bedes til afguder, som for eksempel den buddhistiske Kannon? Blot ved at se os om kan vi konstatere at verden er fuld af mennesker der beder til sådanne afguder om held og lykke, uden at heldet og lykken nogen sinde har tilsmilet dem. Hvad er grunden?

Hvis det ikke nytter at bede til en død, kan man så forvente at det er bedre at bede til en livløs afgud? Naturligvis ikke. Igen ser vi at Bibelen er i overensstemmelse med sund fornuft, for den siger følgende om afguder: De er „værk af menneskehænder; de har mund, men taler ikke, øjne, men ser dog ej; de har ører, men hører ikke, næse, men lugter dog ej; de har hænder, men føler ikke, fødder, men går dog ej, deres strube frembringer ikke en lyd. Som dem skal de, der laved dem, blive, enhver, som stoler på dem!“ — Sl. 115:4-8.

En Gud der „hører bønner“

Er denne nøgterne beskrivelse ensbetydende med at alle bønner er forgæves? På ingen måde. Som det fremgår af den følgende artikel bliver mange oprigtige bønner hørt hver eneste dag. Det forudsætter imidlertid at man beder til den rette. Men hvem er det?

Er det ikke logisk at det må være en som er langt mægtigere og visere end en livløs afgud eller et dødt menneske? Må det ikke også være en som har vist at han er oprigtigt interesseret i menneskene og nærer et kærligt ønske om at hjælpe dem? Eftersom intet menneske besidder den fornødne magt, må den man beder til være en overmenneskelig person; og hvilken overmenneskelig person kunne besidde større magt end skaberen af alle ting?

Ja, i overensstemmelse med Bibelen siger sund fornuft os at vi ikke bør rette vore bønner til mennesker som os selv eller til livløse ting som afguder, men til universets levende Skaber.

Hvilken af de mange guder og ånder der tilbedes i dag, er universets Skaber? Læg mærke til hvor klart Bibelen beskriver ham: „Thi så siger [Jehova], himlens skaber, han, som er Gud, som dannede jorden, frembragte, grundfæsted den, . . .: [Jehova] er jeg, ellers ingen.“ — Es. 45:18.

Men er denne mægtige Skaber virkelig interesseret i menneskenes bønner? Eller er han, ligesom mange religioners følelseskolde guder, ligeglad med den tilstand menneskene befinder sig i? Læg mærke til hvad der siges om ham: „Du, som hører bønner; alt kød kommer til dig.“ — Sl. 65:2, 3.

Bibelen skildrer altså Jehova som den store Gud der hører bønner. Han opfordrer folk fra alle kulturer og samfundslag til oprigtigt at bede til ham. ’Det lyder godt,’ siger du måske. ’Men bekræfter historien at han er en sådan Gud?’ Ja, afgjort!

For cirka 3500 år siden, længe før Konfucius eller Buddha blev født, hørte Jehova Gud, ifølge den historiske beretning, sine tjeneres klageskrig i Ægypten hvor de var trælle. Og han bønhørte dem ved at sende Moses for at udfri dem. — 2 Mos. 3:6-10.

Fem hundrede år senere kunne hans trofaste tjener kong David sige: „Lovet være [Jehova], thi han har hørt min tryglende røst.“ (Sl. 28:6) Et tusind år senere viste Guds søn, Jesus Kristus, at hans Fader ikke havde forandret sig, idet han lovede: „Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed: Hvis I beder Faderen om noget, vil han give jer det i mit navn.“ (Joh. 16:23) Dette står stadig ved magt!

’Bed i mit navn’

Men hvorfor viser Bibelen at vi må nærme os Gud i Jesu navn? Hvorfor kan vi ikke bede direkte til Jehova Gud?

I virkeligheden har Jehova Gud bønhørt mange mennesker som oprigtigt har bedt til ham uden at vide at de burde nærme sig ham i Jesu Kristi navn. Disse mennesker har endda ofte slet og ret bedt til „Gud“, uden at kende hans personlige navn, Jehova. De har som regel bedt om at måtte lære Gud at kende, som et udtryk for at de ønskede at tjene ham — og der findes talrige eksempler på at de er blevet bønhørt. — Apg. 17:26, 27.

Men efterhånden som disse oprigtige mennesker er vokset i kundskab om den sande Gud, har de lært at bede i overensstemmelse med denne kundskab. De har lært at bruge Guds navn, Jehova, og de har lært at bede gennem Jesus Kristus som den kanal Gud benytter. Dette afspejler deres ydmyghed, en egenskab som Jehova Gud finder behag i.

Ydmyghed? Ja, for det kræver ydmyghed af os at indrømme at vi er syndige og ufuldkomne. Vi ville ikke tænke på at søge audiens hos landets hersker hvis vi var snavsede og kun havde pjalter at tage på, vel? På samme måde erkender et ydmygt menneske at det ikke har ret til at træde direkte frem for Gud i en uren, ufuldkommen tilstand. Ydmyge mennesker er derfor taknemmelige for at Guds rene, fuldkomne søn er villig til at træde frem for sin Fader på deres vegne. De er taknemmelige for at de kan rette deres bønner til Jehova i Jesu Kristi navn.

Det der betyder noget når vi beder til Jehova Gud er ikke nødvendigvis hvor vi befinder os, hvilken stilling vi indtager, eller hvordan vi ser ud. Det er ikke nødvendigt at betale penge for at en der er mere „hellig“ end vi, kan bede for os, for alle mennesker er ufuldkomne og urene i Guds øjne. (Rom. 3:23) Hvad er det da Gud ser på? „Jeg ser hen til den arme,“ siger Jehova, „til den, som har en sønderknust ånd, og den, som bæver for mit ord.“ — Es. 66:2.

Vil det sige at vi, dersom vi ønsker flere penge eller en god eksamen, blot kan begynde at rette vore bønner til Jehova Gud, idet vi beder om disse ting i Jesu Kristi navn? Nej. En politibetjent vil sædvanligvis ikke hjælpe nogen med at overtræde loven, vel? Det er indlysende at Gud heller ikke vil hjælpe os, medmindre vi beder om noget der er i overensstemmelse med hans vilje. Ellers ville Gud være i modstrid med sig selv.

„I overensstemmelse med hans vilje“

Bibelen siger tydeligt: „Uanset hvad vi beder om i overensstemmelse med hans vilje, så hører han os.“ (1 Joh. 5:14) Sådan er det fordi Jehova er en retfærdig Gud. Det fremgår blandt andet af hans naturlove, for eksempel tyngdeloven, for de gælder for os alle uden forskel. Hvis du skulle op til en eksamen og ikke forberedte dig, ville det så være retfærdigt af Gud at gribe ind og sørge for at du fik bedre karakterer end andre elever som havde forberedt sig godt? Ville det være rigtigt over for de andre elever?

De hovedpunkter Gud forventer at vi berører i vore bønner nævnes i følgende mønsterbøn af Jesus Kristus. Læg mærke til rækkefølgen: „Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget. Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden. Giv os i dag vort brød for denne dag; og tilgiv os vor skyld, som vi også har tilgivet vore skyldnere. Og før os ikke ind i fristelse, men befri os fra den onde.“ — Matt. 6:9-13.

Jehova Gud forventer at de der beder til ham er mere interesseret i hans vilje og hensigter end i deres egne mål og ambitioner. Det er kun rimeligt, eftersom Gud ved hvad der tjener os alle bedst. Det er ikke forkert at bede om materielle ting, vort ’daglige brød’, men der siges ikke at vi kan bede om rigdom. Rige mennesker interesserer sig i regelen ikke for Gud. Læg mærke til at Gud finder behag i bønner der viser at vi lader ham og hans hensigter komme i første række, og os selv i anden række. Sådanne bønner er alt for sjældne i dag.

Er der noget vidnesbyrd om at sådanne bønner virkelig bliver hørt i dag? Hjælper det at bede?

[Fodnote]