KAPITEL 17
Bøn – en gave fra Gud
“Skaberen af himlen og jorden” vil gerne lytte til vores bønner. – Salme 115:15
1, 2. Hvorfor mener du at bøn er en enestående gave, og hvorfor har vi brug for at vide hvad Bibelen siger om det?
I FORHOLD til universet er jorden meget lille. For Jehova er jordens befolkning som en dråbe i en spand vand. (Salme 115:15; Esajas 40:15) Ja, vi mennesker er uendeligt små i sammenligning med universet, men det er opmuntrende at læse Salme 145:18, 19, hvor der står: “Jehova er nær hos alle der kalder på ham, hos alle som oprigtigt kalder på ham. Han gør hvad de der tilbeder ham, ønsker; han hører deres råb om hjælp, og han redder dem.” Tænk på hvor storslået det er at Jehova, den almægtige Skaber, gerne vil have et nært forhold til os, og at han ønsker at lytte til vores bønner. Bøn er en enestående gave Jehova har givet hver enkelt af os.
2 Men Jehova lytter kun til vores bønner hvis vi beder på den måde han ønsker. Lad os se på hvordan vi ifølge Bibelen skal bede.
HVORFOR SKAL VI BEDE TIL GUD?
3. Hvorfor skal vi bede til Jehova?
3 Jehova Gud vil gerne have at vi kommunikerer med ham. Det kan vi se ud fra det der står i Filipperne 4:6, 7. (Læs). Jehova har stor omsorg for dig, og han ønsker at du fortæller ham hvordan du har det, og hvilke problemer du kæmper med.
4. Hvordan vil det styrke dit venskab med Jehova at du beder til ham ofte?
4 Hvordan styrker bøn vores venskab med Jehova? Når to venner ofte taler sammen og fortæller om deres tanker, bekymringer og følelser, knytter det dem nærmere til hinanden. Sådan er det også med vores forhold til Jehova. I Bibelen giver han udtryk for hvad han tænker og føler, og han fortæller os hvad han vil gøre i fremtiden. Og gennem bøn kan du fortælle ham om dine inderste tanker og følelser. Når du ofte beder til Jehova, vil jeres venskab blive meget stærkere. – Jakob 4:8.
HVAD SKAL VI GØRE FOR AT GUD LYTTER TIL VORES BØNNER?
5. Hvad viser at det ikke er alle bønner Jehova lytter til?
5 Det er ikke alle bønner Jehova lytter til. På et tidspunkt sagde han til israelitterne: “I beder mange bønner, men jeg lytter ikke; jeres hænder er fulde af blod.” (Esajas 1:15) Verset viser at vi må passe på at vi ikke gør noget Jehova hader, for det kunne føre til at han ikke vil lytte til vores bønner.
6. Hvorfor er det vigtigt at have tro? Hvordan kan vi vise at vi har tro?
6 Hvis Jehova skal lytte til vores bønner, må vi tro på ham. (Markus 11:24) Apostlen Paulus skrev: “Hvis man ikke har tro, er det umuligt at blive godkendt af Gud, for den der nærmer sig Gud, må tro på at han eksisterer, og at han vil belønne dem der oprigtigt søger ham.” (Hebræerne 11:6) Det er dog ikke nok at vi bare siger at vi tror på Gud. Nej, vi må vise at vi har tro, ved altid at adlyde Jehova. – Læs Jakob 2:26.
7. (a) Hvorfor skal vi være ydmyge og respektfulde når vi beder til Jehova? (b) Hvordan kan vi vise at vores bønner kommer fra hjertet?
7 Vi må være ydmyge og respektfulde når vi beder til Jehova. Hvis vi skulle tale med en konge eller præsident, ville vi selvfølgelig gøre det på en respektfuld måde. Bør vi så ikke være endnu mere ydmyge og respektfulde når vi taler med Den Almægtige Gud? (1. Mosebog 17:1; Salme 138:6) Det er også vigtigt at vores bønner kommer fra hjertet, og ikke bare er en remse vi siger igen og igen. – Matthæus 6:7, 8.
8. Hvad må vi gøre ud over at bede Gud om hjælp?
8 Når vi kommer ud for et problem, er det ikke nok at vi beder Jehova om hjælp. Han forventer også at vi selv gør en indsats for at løse det. Hvis vi for eksempel beder Jehova om hjælp til at få mad på bordet, kan vi ikke bare læne os tilbage og forvente at han sørger for det hele. Vi må være flittige og tage imod et hvilket som helst arbejde vi er i stand til at klare. (Matthæus 6:11; 2. Thessaloniker 3:10) Og hvis vi beder Jehova om hjælp til at holde op med at gøre noget forkert, må vi undgå situationer hvor vi kunne blive fristet. (Kolossenserne 3:5) Lad os nu se på nogle spørgsmål mange har angående bøn.
SPØRGSMÅL ANGÅENDE BØN
9. Hvem skal vi bede til? Hvad lærer Johannes 14:6 os angående bøn?
9 Hvem skal man bede til? Jesus sagde at vi skulle bede til “vores Far i himlene”. (Matthæus 6:9) Han sagde også: “Jeg er vejen og sandheden og livet. Det er kun gennem mig man kan komme til Faren.” (Johannes 14:6) Det er altså kun Jehova vi skal bede til, og vi skal gøre det gennem Jesus. På den måde viser vi at vi anerkender den særlige rolle Jehova har givet ham, og det er en betingelse for at vores bønner bliver hørt. Som vi har lært, kom Jesus til jorden som frelser for at befri os fra synd og død. (Johannes 3:16; Romerne 5:12) Og han er også blevet udnævnt som ypperstepræst og dommer. – Johannes 5:22; Hebræerne 6:20.
Du kan bede til Jehova når som helst
10. Skal vi indtage en bestemt stilling når vi beder? Forklar.
10 Skal man indtage en bestemt stilling når man beder? Nej, Jehova har ikke opstillet regler for om man skal knæle, sidde eller stå når man beder. Det Bibelen lægger vægt på, er at man beder på en respektfuld måde. (1. Krønikebog 17:16; Nehemias 8:6; Daniel 6:10; Markus 11:25) For Jehova er det vigtigste ikke hvilken stilling vi sidder eller står i, men at det vi siger, kommer fra hjertet. Vi kan bede en bøn højt eller inden i os selv, uanset hvor vi er, og på et hvilket som helst tidspunkt. Når vi beder til Jehova, kan vi være sikre på at han hører os, også selvom ingen andre kan. – Nehemias 2:1-6.
11. Hvad kan vi blandt andet tale med Jehova om?
11 Hvad kan man bede om? I Bibelen står der: “Gud vil høre os uanset hvad vi beder om, når det er i overensstemmelse med hans vilje.” (1. Johannes 5:14) Kan vi bede om personlige ting? Ja, for Jehova ønsker at vi taler til ham som når vi taler med en nær ven. Så vi kan altså fortælle ham om vores inderste tanker og følelser. (Salme 62:8) Vi kan også bede ham om at give os styrke gennem sin hellige ånd til at gøre det der er rigtigt. (Lukas 11:13) Og vi kan bede ham om visdom til at træffe gode beslutninger og om hjælp til at klare svære situationer. (Jakob 1:5) Desuden må vi bede ham om at tilgive vores synder. (Efeserne 1:3, 7) Det er også vigtigt at bede for andre, deriblandt vores familie og vores brødre og søstre i menigheden. – Apostlenes Gerninger 12:5; Kolossenserne 4:12.
12. Hvad skal være det vigtigste i vores bønner?
12 Hvad skal være det vigtigste i ens bønner? Vi bør takke Jehova af hele vores hjerte for alt det han har gjort for os, og fokusere på det der er hans vilje. (1. Krønikebog 29:10-13) Det kan vi se ud fra hvordan Jesus lærte sine disciple at bede. (Læs Matthæus 6:9-13). Han sagde at vi først og fremmest skal bede om at Guds navn bliver helliget. Og så skal vi bede om at Guds rige skal komme, og at hans vilje må ske overalt på jorden. Først derefter kan vi bede om at få vores behov dækket. Når vi som det første beder om det der har med Jehova og hans vilje at gøre, viser vi at dét er det vigtigste for os.
13. Hvor lange skal vores bønner være?
13 Hvor lang skal en bøn være? Det siger Bibelen ikke noget om. Vores bønner kan være korte eller lange, alt efter situationen. Måske beder man en kort bøn før man skal spise, men en længere når man takker Jehova eller fortæller ham om sine bekymringer og problemer. (1. Samuel 1:12, 15) Vi vil ikke være som dem der på Jesus’ tid bad lange bønner bare for at imponere andre. (Lukas 20:46, 47) Det er ikke noget der gør indtryk på Jehova. Det der betyder noget for ham, er at vores bønner kommer fra hjertet.
14. Hvor ofte skal vi bede, og hvad fortæller det os om Jehova?
14 Hvor ofte skal man bede? Jehova opfordrer os til at bede til ham regelmæssigt. “Bliv ved med at bede,” siger Bibelen flere steder. (Matthæus 26:41; Romerne 12:12; 1. Thessaloniker 5:17) Jehova er altid parat til at lytte til os. Hans kærlighed og gavmildhed er noget vi kan takke ham for hver dag. Derudover kan vi bede ham om at vejlede, styrke og trøste os. Det er en stor forret at kunne bede til Jehova, og vi viser vores værdsættelse af denne gave ved at tale med ham så ofte som muligt.
15. Hvorfor siger vi “amen” i slutningen af en bøn?
15 Hvorfor skal man sige “amen” i slutningen af en bøn? Ordet “amen” betyder “lad det være sådan” eller “det er sikkert”, og ved at sige det i slutningen af en bøn giver man udtryk for at man mener det man har sagt. (Salme 41:13) Ud fra Bibelen kan vi også se at det vil være godt at sige “amen”, enten højt eller inden i sig selv, efter en offentlig bøn for at vise at man er enig i det der er blevet sagt. – 1. Krønikebog 16:36; 1. Korinther 14:16.
HVORDAN GUD BESVARER VORES BØNNER
16. Besvarer Jehova vores bønner?
16 Besvarer Jehova virkelig vores bønner? Ja, det gør han. Det er interessant at Bibelen omtaler ham som den der “hører bøn”. (Salme 65:2) Jehova lytter til og besvarer de bønner millioner af oprigtige mennesker beder. På hvilke måder gør han det?
17. Hvordan gør Jehova brug af englene og sine tjenere på jorden når han besvarer bønner?
17 Nogle gange besvarer Jehova vores bønner gennem englene eller sine tjenere på jorden. (Hebræerne 1:13, 14) Der findes mange eksempler på at nogle kort efter at de har bedt Gud om hjælp til at forstå Bibelen, er blevet besøgt af Jehovas Vidner. Det viser at englene er direkte involveret i arbejdet med at forkynde en “god nyhed” i hele verden og leder forkyndere hen til oprigtigt søgende mennesker. (Læs Åbenbaringen 14:6). Mange af os har også prøvet at bede til Jehova vedrørende et specifikt problem eller behov og derefter fået hjælp af en bror eller søster fra menigheden. – Ordsprogene 12:25; Jakob 2:16.
Jehova kan besvare vores bønner gennem vores trosfæller
18. Hvordan gør Jehova brug af sin hellige ånd og Bibelen når han besvarer bønner?
18 Jehova besvarer også bønner ved hjælp af sin hellige ånd. Når vi beder om hjælp til at løse et problem, kan han gennem sin hellige ånd guide og styrke os. (2. Korinther 4:7) Desuden besvarer han vores bønner gennem Bibelen, der kan hjælpe os til at træffe gode beslutninger. Når vi læser i den, kan det være at vi finder nogle vers der netop passer på vores situation. Jehova kan også påvirke nogen der giver en kommentar ved mødet, til at sige lige det vi har brug for at høre. Eller han kan gøre os opmærksomme på en tanke fra Bibelen gennem en af de ældste i menigheden. – Galaterne 6:1.
19. Hvorfor kan det nogle gange se ud som om Jehova ikke besvarer vores bønner?
19 Nogle gange tænker vi måske: ‘Hvorfor svarer Jehova ikke på mine bønner?’ Men husk at han ved hvornår og hvordan det er bedst at svare os. Han ved hvad vi har brug for. Måske skal vi blive ved med at bede i et stykke tid for at vise at vi mener det vi siger, og virkelig stoler på ham. (Lukas 11:5-10) Det kan også være at Jehova besvarer vores bønner på en måde vi slet ikke regner med. Hvis vi for eksempel beder om hjælp i en svær situation, kan det være at han i stedet for at fjerne problemet giver os den styrke der skal til for at holde ud. – Læs Filipperne 4:13.
20. Hvorfor skal vi bede til Jehova så ofte som muligt?
20 Hvor er det en fantastisk gave at vi kan bede til Jehova! Vi kan være helt sikre på at han vil lytte til os. (Salme 145:18) Og jo oftere vi beder til ham, jo stærkere vil vores venskab med ham blive.