Rockere fra „Satans slaver“ finder et nyt forbillede

NÅR man i dag taler med Tony Banuet og hører hans milde stemme, er det svært at forestille sig at en mand med hans blide smil engang har været anfører for en rockerbande. Tony har levet et liv i slagsmål, begået røveri og smuglet narkotika. Han har gennem 15 år stået i politiets kartoteker og har været indsat i et statsfængsel, og først i 1983 udløb hans prøvetid.

Tony er ikke den samme som for få år siden. Det samme gælder tre andre medlemmer af hans tidligere rockerbande. Engang var de så vrede på verden at de faktisk var ligeglade med om de var levende eller døde. De havde ingen tillid til det nuværende, og intet håb for fremtiden. Men det har alt sammen forandret sig. De har fundet nye venner, og et nyt liv.

Historien om dem går tilbage til 1950erne. Da Tony (som blev kaldt „Loco“, „den skøre“) var omkring 15 år gammel, var en bevægelse der bestod af gadebander ved navn „Pachucos“ ved at blive udbredt i USAs sydvestlige stater og ned til Tijuana, en mexicansk by lige syd for grænsen til Californien, hvor Tony og hans broder Rudy (kaldet „Susuky“) boede.

Banderne inddelte byerne i territorier, som de så forsvarede. De sloges med boldtræer, køller og kæder. Bandemedlemmerne kunne kende hinanden på en særlig tatovering på håndryggen tæt ved tommelfingeren. Deres piger gik rundt med knive eller barberblade i håret. Tony fortæller: „Jeg var en ’pachuco’ i alle mine teenageår. Vores bande havde omkring 25 medlemmer.“

Tony er født i De forenede Stater. I stedet for at lade sig indkalde til hæren meldte han sig til flåden, hvor han, som han fortæller, „blev rodet alvorligt ind i narkotikahandel“. Han fortsætter: „Jeg blev grebet i at smugle og sælge marihuana, så flåden satte mig bag tremmer på Hawaii et år. Da jeg slap ud, tog jeg tilbage til Mexico og kom med i en rockerbande. Jeg brød ind i et kontor i San Diego og stjal nogle checks, som jeg forfalskede og indløste. Flere år senere blev jeg anholdt for det, og tilbragte et år i fængsel. Siden jeg er blevet prøveløsladt skal jeg hver måned tilbagebetale noget af det jeg stjal. Jeg mangler endnu 385 dollars.

Mens jeg sad i fængsel blev jeg ven med nogle medlemmer af rockerbanden „Hell’s Angels“ og besluttede at danne en ny bande ved navn „Satans slaver“, som vi oprettede i Las Vegas og senere fortsatte med i Tijuana. Vi levede som fredløse. Vores slagord var: ’Kør hårdt, dø hurtigt.’ Vi var på fast rutefart ind og ud af fængslerne. Jeg er blevet stukket med en kniv i armen én gang, skudt i højre fod én gang, har fået hjernerystelse af et koben og haft tre alvorlige uheld med motorcykler — hver gang mens jeg var påvirket af stoffer. Vi har været anklaget for alt, lige fra heroinsmugleri til mordforsøg, men nogle gange klarede vi det med penge og sagførere. Rudy og andre bandemedlemmer har siddet inde på grund af heroin.

I mellemtiden brugte vi en masse tid og penge på en gård med kaniner, langt borte fra politiet, omkring en times kørsel fra hovedvejen og op i bjergene sydøst for Tijuana. Folk som kom på kant med loven plejede at arbejde dér nogle få måneder, og så tog de af sted igen. Mange af dem der kom til gården endte siden i fængsel — nogle i De forenede Stater, andre i Mexico.

Vi gik med lædertøj og tyske hjelme. Vi gik også med knive og skydevåben, og havde navnet på vores klub stående på ryggen af vesten. Vi havde lædermanchetter med metalnitter på, så vi kunne værge os mod knivstik.“

Vi forlader den gamle livsform

„Engang i Tijuana ville jeg gerne have en ung amerikaner som gerne ville være med i klubben, til at hjælpe mig med at hente nogle penge hos en vi havde handlet med i De forenede Stater. Den unge mand var ikke hjemme. Jeg ventede uden at træffe ham, men traf hans fader, Francisco Durazo, som var et af Jehovas vidner; han talte med mig om Jehova. (Salme 83:18, King James, American Standard, NW) Det var første gang jeg nogen sinde havde hørt Guds navn og fået noget at vide om hans løfter om en ny orden. Jeg tog så af sted, traf to venner og tog dem med over grænsen for at få ordnet det mellemværende vi havde med vores handelsforbindelse. Vi kom i klammeri og blev fængslet for overfald med dødbringende våben. Anklagerne blev senere frafaldet, men jeg begyndte at tænke: ’Det er ved at være for meget hele tiden at komme i fængsel. Måske er der noget om det Francisco sagde.’

Så snart jeg kom tilbage til Mexico tog jeg hen for at besøge ham. Han fortalte mig en masse: Hvordan Bibelen var blevet skrevet, at den viser at vi lever nær enden på denne tingenes ordning, og at Gud snart vil gøre noget ved vanskelighederne på jorden. Det han sagde lød fornuftigt, så da han spurgte mig om han skulle studere Bibelen med mig, sagde jeg ja. Samme dag begyndte vi på bogen Sandheden der fører til evigt liv.

Det varede ikke længe før jeg fortalte mine venner om hvad jeg havde lært. Nogle hørte efter; andre gjorde ikke. Min broder Susuky boede i Encinitas i Californien, og jeg tog derop for at fortælle ham om det — at Jehova er Gud, og at der snart ville ske noget særligt.

Da vi kom tilbage til Tijuana, fortalte Vidnerne os at vi var nødt til at aflægge vores gamle personlighed. Efter at vi havde studeret i nogle få måneder, besluttede Rudy (min broder) sig for at forlade sin gamle livsform. Han tog tilbage til Encinitas, fik et arbejde, og lagde planer om at blive døbt. Jeg var lidt længere om det, men en dag indså jeg at vi ikke kunne vente evigt med at begynde at tjene Gud. Jeg sagde farvel til mine dårlige venner og tog til Encinitas, og efter at have studeret i to måneder mere fandt jeg et arbejde — som lastvognschauffør. Indtil da havde jeg ikke haft arbejde mere end 10 måneder i hele mit liv.“

Den dag Tony blev døbt, ved et områdestævne i Los Angeles i 1978, sagde han: „Jeg er en lykkelig mand nu. Det er slut med mine bekymringer. Myndighederne holder ikke øje med mig. Jeg behøver ikke at gå med kniv. Jeg har ikke mere brug for en haglbøsse. Jeg har fundet nogle bedre mennesker at være sammen med — mennesker som er sandfærdige, som ikke lyver. Nu er det min beslutning at tjene Jehova og undervise andre.“

Susuky fortæller sin beretning

Tonys broder Rudy, (som de plejer at kalde „Susuky“) fortæller hvad forandringen betød for ham. Han siger:

„I omkring 11 år levede jeg livet sammen med Tony og rockerbanden. Jeg blev taget i at forhandle heroin og sad i fængsel i Tehachapi, Californien, i fire år.

Siden hippiebevægelsens tid i 1960erne havde jeg været interesseret i Bibelen. Jeg havde altid en bibel med mig, alle de år med motorcyklen. Jeg plejede at læse højt af den. Jeg vidste at der var noget særligt ved den, men jeg forstod den ikke.

Da Tony fortalte mig om Guds navn og om de ting han havde lært ved sit første studium med Francisco i Tijuana, talte vi om det hele dagen, og natten med. Samme uge begyndte jeg at studere. Efter at vi havde studeret i nogle få måneder begyndte jeg at føle mig utilpas ved vores dårlige kammerater. Det begyndte at nage mig at vi tog til møde om søndagen og alligevel tilbragte en stor del af ugen i påvirket tilstand, eller gjorde andre ting der ikke var i harmoni med det vi lærte.

Så tog jeg sammen med min søn Aramis tilbage til Encinitas og fik arbejde som svejser. Jeg var i en temmelig sørgelig forfatning, men Vidnerne hjalp mig. Jeg begyndte at skaffe mig nyt tøj, at komme sammen med Jehovas vidner og at spise sammen med dem. Det var et helt anderledes liv. Jeg tog til møde om tirsdagen, torsdagen og søndagen, og jeg talte også med folk ved deres døre om håbet om Guds rige, og om det gode Bibelen kan betyde i folks liv.

Tony elskede sandheden, men han hang stadig ved de gamle ting. Vi havde lagt megen tid og mange penge i kaningården, men jeg sagde til ham: ’Opgiv det. Jehova siger ikke bare at vi skal gå til møde om søndagen. Jehova siger også at vi skal komme sammen med brødrene . . . og tale med brødrene hver dag.’ Ved en lejlighed da han lå syg af lungebetændelse, sagde han: ’Ved du hvad? Så snart jeg bliver rask, vil jeg hente mine ting på gården og glemme alt om den.’ Det gjorde godt at se ham forlade det sted hvor vi havde haft så mange dårlige kammerater.

Det havde betydet meget for os at lære Bibelen at kende. Det har hjulpet på mig selv, min søn og mine omgivelser. Min holdning har forandret sig. Jeg har forandret mig. Alt har forandret sig. Vi er Jehova taknemmelige for at han har ladet os høre sit ord, og vi beder om at vi må blive ved med at leve efter det.“

Crystals beretning

Hvad med de piger der kørte sammen med rockerbanden? To af dem har taget imod den gode nyhed om Guds rige og har gjort store forandringer i deres liv.

Kathleen Galen (der også bliver kaldt „Crystal“) fortæller hvordan det kom til at gå hende sådan:

„Jeg er født i New York. Min fader forlod os da jeg var syv, og jeg blev meget oprørsk. Jeg blev boende hos moder, men vi kunne ikke tale sammen — ikke på nogen måde. Jeg kunne heller ikke lide skolen. Jeg gik hjemmefra da jeg var 13 og levede mere eller mindre på gaden i New York i to år, mens jeg ledte efter en ven eller bare et eller andet. Jeg sov på trappegangene. Jeg var sulten. Jeg er blevet gennempryglet. Det var barsk. Endelig, efter to år, flyttede jeg hjem igen og prøvede at komme ud af det med min moder. Men hun kunne ikke klare alt det med politiet, skolerne og de vanskeligheder jeg var kommet ud i. Lige før jeg fyldte 15, sendte hun mig ned at bo hos min fader i Las Vegas.

Jeg kunne ikke komme ud af det med hans kone og mine nye søstre. Jeg kunne ikke falde til nogen steder. Så nåede jeg til den slutning at den letteste udvej ville være selvmord, og jeg planlagde det meget omhyggeligt. Mens min fader spiste, sagde jeg til ham at jeg ville gå ind at sove. I stedet gik jeg ind i soveværelset og tog omkring 55 piller som jeg havde fået fordi jeg lige havde brækket et kraveben. Min halvsøster på omkring 5 år fandt mig liggende på gulvet efter flere timer.

I tre og et halvt døgn lå jeg bevidstløs på hospitalet. Jeg havde altid troet at de døde kommer et eller andet sted hen, så da jeg åbnede mine øjne troede jeg at jeg var dér. Jeg så min fader, hans kone, min broder og min tante som var kommet med flyvemaskine fra New York, og tænkte: ’Åh nej! Jeg tog mit liv for at slippe væk, og nu er de også her!’

Men så fik jeg øje på apparaterne, slangerne i min næse og alle de andre genstande på stuen, og jeg vidste at det ikke var lykkedes for mig. Jeg reagerede voldsomt, slog sygeplejerskerne og sloges med de andre, og blev indlagt på den psykiatriske afdeling i flere uger. Først spændte de mig fast om benene, maven og armene fordi jeg var voldsom. Efter den første uge faldt jeg til ro, og de slap mig fri. Psykiateren sagde til mig at det ikke var normalt for et menneske at ville tage sit eget liv. Jeg fortalte ham at det bare var fordi jeg havde manglet kærlighed, og at der slet ikke var noget ved livet.

Til min fader sagde jeg at der ikke var tremmer for vinduerne og at jeg ville flygte hvis han ikke fik mig ud. Han fik mig ud. Så spurgte han mig hvad jeg gerne ville. Jeg sagde til ham at jeg ikke vidste det — at jeg simpelt hen ikke kunne falde til nogen steder. Han sagde at hvis jeg ikke syntes om at bo hos ham, kunne jeg bare se mig om efter noget andet. Nu følte jeg virkelig at jeg ikke havde nogen steder at gå hen, og ingen at vende mig til.

En broder til en af mine venner sagde: ’De her fyre med motorcyklerne skal til Tijuana; måske kan du køre med.’ Jeg gik derhen og spurgte dem om de ville lade mig køre med til Californien. Tony sagde at hvis jeg kunne tænke mig at tage med helt til Tijuana og slå mig ned sammen med dem, kunne jeg bare gøre det.

Jeg levede livet på vejene sammen med Tony og Rudy i syv år. Jeg plejede at ’dække’ Tony. Når han sad på motorcyklen, gik ind et sted eller satte sig, var jeg lige bag ved ham så ingen kunne falde ham i ryggen.

Jeg havde aldrig forestillet mig hvor meget mit liv skulle forandre sig den dag Tony kom og spurgte mig: ’Ved du at Jehova er Bibelens Gud?’ Jeg sagde: ’Nej,’ og han begyndte at fortælle mig om hvad han var ved at lære. Hele mit liv havde jeg ledt efter en sand ven. Det gik op for mig at Jehova var en sådan ven. Jeg opgav marihuanaen og de løse forbindelser, men det jeg måtte kæmpe længst med var det frygtelige had jeg nærede til alt og alle. Med Jehovas hjælp har jeg efter et stykke tid kunnet forandre mig og slippe af med hadet.

I kan ikke forestille jer hvilken forandring Bibelen har betydet i mit liv. Den siger at Guds ånds frugt er ’kærlighed, glæde, fred, . . . mildhed, selvbeherskelse’. Jeg er taknemmelig mod Jehova for alt hvad hans ånd har gjort for mig.“ — Galaterne 5:22, 23.

Barbaras forandrede liv

Barbara Banuet, et fjerde medlem af gruppen, gik med de andre til Jehovas Vidners møde første gang for at se hvad det var for noget. „Vi var klædt i vores motorcykellædertøj,“ fortæller hun, „men efter mødet kom alle hen til os og smilede. De sagde: ’Goddag og velkommen!’ Det var ligesom én stor familie, og det varmede mig virkelig. Man kunne mærke kærligheden. I ingen af de kirker jeg havde været i, havde jeg set dette.“

Barbara fortæller at hun hele livet havde hørt folk skændes og slås. Da hun var barn ønskede hun at der var et sted i verden hvor hun kunne tage hen, „hvor ingen skændtes eller sloges, og hvor alle levede som brødre og søstre“. Hun siger: „Da Jehovas vidner viste mig ud fra Bibelen at det netop er dét der vil ske, ville jeg gerne vide mere.“

Hvis man kender lidt til Barbaras baggrund, forstår man hvorfor dette betød så meget for hende. Hun forklarer: „Fader og moder blev skilt da jeg var fem. Moder måtte arbejde 16 timer hver dag for at forsørge fire børn. I omkring fire år lod hun os bo hos en meget streng dame der var syvendedagsadventist og som i alvor sagde at vi var syndere, og at syndere skulle brænde i helvede. Det er en forestilling der gør dybt indtryk på et lille barn som ikke forstår så meget.

Jeg spurgte tit mig selv: Hvis Gud elsker alle, hvorfor vil han så brænde nogen i helvede? Jeg kan huske at jeg tænkte at hvis jeg var en synder, var der ingen udvej, og jeg ville aldrig blive frelst. Så jeg levede på samme måde som alle andre, uden håb om at komme til at ændre mit liv til det bedre. Jeg kendte ikke nogen som levede et liv på den måde jeg ønskede det. Jeg kunne ikke forestille mig selv i rollen som husmoder, en der gik og råbte efter børnene, men jeg giftede mig alligevel to gange. Min anden mand blev sat i fængsel, og selv når jeg var der i besøgstiden prøvede han at slå mig, når ingen så det. Da jeg endelig havde fået nok af det, overtalte Rudy, som jeg havde kendt i lang tid, mig til at slå mig ned og bo sammen med ham. Sådan kom jeg ind i banden.

Vi plejede at køre rundt i hele Tijuana og lave så megen ballade og skræmme så mange mennesker vi kunne overkomme. Jeg var faktisk ligeglad med om jeg var levende eller død. Jeg var altid ’høj’.

Hvilken forandring har Bibelen ikke betydet for mit liv! Den kan forandre ens personlighed. Den siger at vi ’skal aflægge den gamle personlighed som svarer til [vores] tidligere adfærd . . . og iføre [os] den nye personlighed som blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og loyalitet’. (Efeserne 4:22-24) Den fortæller hvordan man skal leve hele sit liv, hvordan man skal opdrage sine børn, og hvordan man skal behandle sin mand eller sin kone. Den har lært mig hvordan jeg skal opdrage min datter, at jeg skal være tålmodig med hende. Jeg prøver at få hende til at indse at hun ikke skal opføre sig pænt for min skyld, men for Jehova Guds. Hun gør det ikke fordi jeg siger hun skal, men fordi Bibelen siger det.

Det er en stor velsignelse at have lært sandheden at kende og at kunne opdrage hende sådan.“

Hvordan er det gået dem senere?

Hvordan er det gået disse tidligere bandemedlemmer, som ikke længere praler af at være „Satans slaver“, men glæder sig over at være Guds tjenere?

Tony og Barbara blev gift med hinanden. Rudy og Crystal er blevet gift med andre Jehovas vidner. Alle siger at de selv og deres børn har haft stor gavn af deres nye livsform. Rudy har ledet bibelstudier med indsatte i statsfængselet i Jean i staten Nevada, og også med en færdselsbetjent. Crystal siger: „Jeg ved ikke hvor jeg ville have været, hvis Jehova ikke var kommet ind i vores liv.“ Rudy udtrykker hvad de føler, med disse få ord: „Vi har set verden og har ingen planer om at vende tilbage til den.“

Vi beder om at de og alle andre der søger at indrette deres liv på en måde der behager Gud, vil fortsætte sådan.

[Illustration på side 24]

RUDY

TONY