Min kamp for at opgive en voldspræget livsform
I OTTE ÅR var jeg medlem af en kendt motorcykelklub. De fleste af den slags grupper kommer ikke godt ud af det med andre motorcykelklubber, og de konkurrerer altid med hinanden. En aften var mange af os taget ind til New Orleans centrum for at lede efter en rivaliserende klub. Vi var ivrige efter at „smadre et par hoveder“ for at bringe nogle uoverensstemmelser ud af verden.
Den anden gruppe var ingen steder at se, så vi skiltes og gik hver til sit. Nogle blev imidlertid i en bar, hvor de kom i håndgemæng med to civilklædte politibetjente. Betjentene begyndte at skyde og sårede en af mine venner. Jeg havde sat mig ind i en rolig bar i et ældre kvarter i nærheden, da jeg hørte hvad der var sket. Jeg vidste ikke om min ven var i live eller ej, så jeg tog hen til hospitalet for at finde ud af det. Så snart jeg kom derhen, pegede en mand på mig og råbte: „Han var en af dem! Grib ham!“ Jeg havde ikke været involveret i slagsmålet, men med vort skæg og lange hår så vi nok alle ens ud i deres øjne. I hvert fald blev jeg pågrebet og måtte tilbringe flere uger i fængsel. Men hvordan var jeg kommet ind i dette voldsprægede miljø? Lad mig fortælle om min barndom.
Kærlighed ved første blik
De fleste forældre ville blive skuffede hvis deres børn slog ind på en voldspræget kurs, og det blev min far og mor bestemt også. De gav mig en kærlig men fast opdragelse, og var tilhængere af at børn skulle tugtes.
Mit problem kunne føres tilbage til mit sidste skoleår, da jeg begyndte at gøre oprør mod mine forældres myndighed og samtidig begyndte at drikke. En dag da jeg stod på trappen foran skolen, så jeg noget der gjorde et dybt indtryk på mig og som fik betydning for mig i de kommende år. En forkromet, farvestrålende „Harley Chopper“ [motorcykel] kom kørende, ja nærmest glidende forbi mig. Føreren så ud som om han overhovedet ikke bekymrede sig om noget i verden. Jeg blev på stedet forelsket i motorcykler!
Senere samme år, efter at jeg var kommet ud af skolen, brugte jeg mine surt tjente penge fra mine drengeår til at købe en stor 750 cm3 engelsk motorcykel. Den sommer kørte jeg gennem de midtvestlige stater og nåede til sidst til Iowa, hvor jeg kom på college.
„Motorcykelfamilien“
Vietnamkrigen var brudt ud, og for mange af os unge var det en vanskelig tid. Tanken om at gå i krig og slå ihjel var mig imod. Men hvis jeg ikke fortsatte på college ville jeg være tvunget til at melde mig. Jeg besluttede at protestere, sammen med mange andre desillusionerede unge. Jeg sluttede mig til en antikrigsgruppe, men deres møder var meget uorganiserede. Efter en kort tid blev jeg klar over at denne gruppe ikke kunne forandre systemet og skabe bedre forhold. Jeg overvejede så at tilslutte mig en anden gruppe, men opdagede at dens medlemmer var involveret i andre voldshandlinger. Og det syntes jeg ikke var rigtigt — at bruge vold for at protestere imod vold.
Mens jeg gik på college blev jeg også opmærksom på religiøst hykleri. Som katolik havde jeg lært at de der gjorde det onde ville lide evig pine i et brændende helvede når de døde. For mig at se var der kun få der kunne være så hellige i deres livsførelse at de kunne komme i himmelen. Det forekom mig helt meningsløst at kirken som et hele godkendte at man gik i krig for at kæmpe og slå andre ihjel. Desillusioneret holdt jeg op med at gå i kirke og betragtede ikke længere mig selv som medlem af den katolske kirke. I min søgen efter større forståelse tog jeg et kursus i religionsfilosofi. Min lærer viste sig at være ateist og lærte os at ligesom der ikke er nogen julemand er der heller ikke nogen Gud!
Det eneste der forblev konstant i den tid, var mit umådeholdne drikkeri og min motorcykelkørsel. Skuffet over college og over livet i almindelighed flyttede jeg til New Orleans, langt mod syd. Her mødte jeg en gruppe der var optaget af det samme som jeg. Mange af dem var også lede og kede af samfundet. De lærte mig de mange ting der skal til for at fremstille en motorcykel; de fandt arbejde til mig og passede mig når jeg var syg. Det var denne omsorg der gjorde at jeg følte mig tiltrukket af dem som gruppe betragtet.
Vores „familie“ voksede og kom til at omfatte grupper fra byer overalt i De Forenede Stater. Om sommeren kørte vi på vore motorcykler gennem alle de midtvestlige stater, så langt mod nord som til Minnesota og Wyoming, så langt mod vest som til Californien, og endog til Mexico. Vi besøgte mange statsparker og glædede os over det skønne og fredfyldte landskab.
Denne livsform indbefattede også at vi fordrev en stor del af tiden med at drikke i barer. Nogle af mine kammerater nød et godt slagsmål, men ikke jeg. Jeg blev god til at forudse hvilke situationer der ville udvikle sig til slagsmål og forsøgte behændigt at undgå dem. Dog var der også situationer hvor nogle gjorde noget jeg ikke brød mig om og hvor jeg tog del i slagsmålet for at give dem en lærestreg. Engang stod jeg uden for en bar da en motorcykel kom forbi. Jeg så efter den for at se hvem det var, da passageren rettede en pistol imod mig — og skød! Hvordan han undgik at ramme mig ved jeg ikke.
Selvmordsforsøg og et drab
Jeg begyndte at forstå at der ikke var nogen virkelig lykke ved denne nydelsessyge livsform. Med tiden giftede jeg mig, men det varede kun tre måneder. Senere blev min motorcykel stjålet. Så — en aften efter at jeg havde drukket tæt — havde jeg et voldsomt skænderi med min bedste ven. Det gjorde mig meget deprimeret. I et forsøg på at gøre en ende på det hele slugte jeg en håndfuld piller. Derefter lagde jeg mig ned på Mississippiflodens dæmning for at dø. Jeg vågnede imidlertid op på hospitalet. Ved to andre lejligheder endte jeg også på hospitalet på grund af mit drikkeri.
Så kom en morgen jeg aldrig vil glemme. Klokken fem fik jeg en telefonopringning om at en af mine bedste venner var blevet skudt og dræbt. Han var gået ud for at drikke med to andre klubmedlemmer, og de havde forsøgt at hindre en mand i at slå en kvinde. Det viste sig at de var gift. Manden skød og dræbte min ven. Vi befandt os alle i en choktilstand, og jeg tilbragte hele næste dag sammen med hans bror for at arrangere begravelsen.
Da jeg var alene om natten for at våge ved min døde ven rørte jeg ved hans ansigt. Han var kold, stiv og livløs. Hvor var han nu? Var det sådan det var — enden på alt? Der måtte da være noget mere end dette — blot at leve nogle få år til døden gjorde ende på alt. Jeg erkendte at jeg slet ikke forstod meningen med livet, og fra nu af ville jeg forsøge at finde den. Jeg begyndte at eksperimentere med spiritisme, og flere gange så det ud til at vi skulle få kontakt med min ven. Men det var alt sammen meget uklart, og jeg fik stadig ikke svar på mine spørgsmål.
Hvad er meningen med livet?
En aften havde jeg fået for meget at drikke og mistede bevidstheden mens jeg kørte på min motorcykel. I den ulykke der fulgte kom jeg alvorligt til skade med min ankel. Jeg kunne ikke gå og måtte blive hjemme i to uger. Det var på det tidspunkt at en mand og hans lille søn bankede på hos mig. De ville gerne tale med mig om Bibelen. Jeg inviterede dem indenfor. De fortalte mig at de var Jehovas vidner. Da jeg aldrig havde hørt det navn før, spurgte jeg dem om det var en ny religion. Manden viste mig venligt ud fra Bibelen at Guds navn er Jehova. Det var nyt for mig at Gud havde et navn, Jehova. Det havde man aldrig lært mig i den religionsundervisning jeg havde fået som barn. Jeg spekulerede på om der var andre ting jeg ikke havde lært.
Derefter viste de mig at Bibelen taler om verdens ende eller afslutningen på den tingenes ordning vi lever i. „Verdens ende“! Hvorfor havde jeg ikke fået noget at vide om det før? Dette banede vejen for en yderligere drøftelse hvor jeg stillede mange spørgsmål. De gav mig bogen Er dette liv alt? Jeg kunne ikke få den læst hurtigt nok, for jeg var omsider ved at finde ud af hvad der var meningen med livet.
Jeg blev klar over at det ikke er Guds hensigt at vi blot skal leve en kort tid og så dø. Jeg lærte at døden på et tidspunkt vil blive bragt til ophør og at man kan opnå evigt liv i et paradis på jorden. Med hensyn til min ven, lærte jeg at han ikke var ved bevidsthed og ikke blev pint noget sted, men at han befandt sig i en dyb søvn, idet han ventede på en opstandelse fra de døde. Hvilket storslået håb! Måske ville jeg få ham at se igen! — Åbenbaringen 21:4, 5; Prædikeren 9:5; Johannes 5:28, 29.
En vanskelig beslutning
Vore bibelske samtaler blev afbrudt da jeg tog af sted på den længste tur som motorcykelklubben havde planlagt den sommer. Jeg sagde til Daniel, det Jehovas vidne der besøgte mig, at jeg ville ringe til ham når jeg kom tilbage. Han gav mig bogen Sandheden der fører til evigt liv. I de næste fire uger hvor vi kørte omkring, læste jeg i bogen hver gang vi standsede for at hvile. Da jeg kom tilbage ringede jeg til Daniel. Vi aftalte at studere Bibelen sammen, og efter det første studium indbød han mig til at overvære et møde i rigssalen næste søndag eftermiddag.
Nu havde klubben planlagt en udflugt den søndag, og man forventede at jeg var der og førte an. Søndag morgen kom, og vi tog af sted. Vi standsede ved en bar, og alle begyndte at drikke. Omkring klokken et gik jeg nonchalant ud, startede min motorcykel og vendte tilbage til byen. Klokken tre var jeg i rigssalen — med T-shirt, cowboybukser, støvler, skæg, og håret i en hestehale. De tilstedeværende modtog mig hjerteligt uden at nævne noget om mit udseende. De opfordrede mig til at komme igen. Det gjorde jeg, og jeg har overværet møderne lige siden.
Den første måned var imidlertid vanskelig, fordi jeg stadig gik til de ugentlige møder i motorcykelklubben. Jeg blev snart klar over at hvis jeg fortsatte med at komme i klubben, ville det blive vanskeligt for mig at følge Bibelens principper og leve efter dem. Jeg besluttede mig derfor til at droppe klubben. Det var svært at forlade mine kammerater. I årenes løb havde vi oplevet mange ting sammen, og det havde knyttet os nært til hinanden. På den anden side var det en lettelse at lægge den voldsprægede verden bag sig og komme ind i Jehovas fredfyldte, verdensomspændende organisation. Jeg solgte endog det skydevåben der altid havde ligget ved siden af min seng.
En ny livsform
Seks måneder efter at jeg var begyndt at studere, blev jeg døbt. I løbet af denne korte tid var jeg, med Jehovas hjælp, blevet i stand til at aflægge mine drikkevaner og forbedre min opførsel i al almindelighed. Nu glæder jeg mig over at besøge folk i deres hjem, ligesom Daniel besøgte mig i begyndelsen. Ved hjælp af Bibelen forsøger jeg at vise mine medmennesker at Jehova Gud har en regering der fordømmer vold, som styrer med retfærdighed og som vil indføre alle de retfærdige forhold som jordiske regeringer ikke kan tilvejebringe, og at der inden længe ikke vil være nogen voldelige mennesker tilbage på jorden. Dette er især noget der tiltaler mig, på grund af mine tidligere erfaringer med vold, så det gør jeg særlig meget ud af at forklare. — Åbenbaringen 11:18.
Jehova Gud har velsignet mig med en hengiven kristen hustru og to dejlige børn. Vi fire arbejder sammen fra dør til dør og overværer de kristne møder og stævner. Jeg har den forret at tjene som menighedstjener i den kristne menighed. Ja, jeg har forladt en voldspræget livsform og har fundet virkelig fred. Hvilken kontrast! Efter at jeg var vendt tilbage til New Orleans, hørte jeg at to af mine tidligere venner var døde. Siden jeg er kommet her til Louisiana, er endnu tre blevet skudt og dræbt. Hvis det ikke var for Jehova, hvor ville jeg da have været?
Til de unge vil jeg gerne sige at selv om verden synes fuld af glimmer og spænding, så lad jer ikke lokke af den. Jeg har været i verden og prøvet det hele. I går ikke glip af noget. Og for dem af jer der gerne vil opnå et godt forhold til Jehova, men som ikke synes at I kan gøre de nødvendige forandringer, vil jeg citere Jesu opmuntrende ord: „For Gud er alle ting mulige.“ (Mattæus 19:26) — Fortalt af David L. Wirges.
[Illustration på side 20]
I min mere voldsprægede tid som motorcyklist