Hvad man drages af

„KUN tåben eller den uvidende vil i dag benægte at der findes kræfter eller virkninger som vi kun har ringe kendskab til og som vi ikke har nogen indflydelse på,“ advarer Peter Underwood i forordet til sin bog Into the Occult.

Mange føler sig draget af disse kræfter. Et tidligere medlem af en heksekult i Canada skriver for eksempel: „Hver gang jeg tager til Victoria træffer jeg mindst en halv snes hekse. Mange af dem er fremtrædende forretningsfolk . . . Om dagen kan man ikke skelne dem fra andre mennesker.“

I England er der nu officielt 6000 hekse, og hver 20. indbygger giver sig af med okkultisme. I Tyskland beskæftiger over 50.000 sig med trolddom. I Sydafrika er heksekunst forbudt ved lov, men det anslås at der alligevel i den hvide befolkning er mellem 40.000 og 90.000 som har forbindelse med „sortekunst“.

Hvorfor er det okkulte så populært?

Hvad der drager dem

„Kunne du tænke dig en bankkonto der bugner af penge? Et kærlighedsliv som en sultan vil misunde dig? Magt så du kan knuse dine fjender og belønne dine venner? . . . Heksekunst kan give dig alt hvad dit hjerte begærer!“

Denne annonce for en bog om magi viser hvorfor mange mennesker i første række drages af det okkulte. De får løfte om penge, sex og magt. Andre ønsker fortvivlet at få kontakt med afdøde venner eller slægtninge, eller at få indblik i fremtiden. Andre igen er blot nysgerrige.

Mange hævder at de opnår resultater. En engelsk fotograf og hans kone blev efter en „sexfyldt indvielse“ optaget i en satandyrkergruppe, og pludselig begyndte deres forretning at gå strygende. De tjente masser af penge. Så snart de forlod gruppen, gik forretningen tilbage.

Andre går det mindre godt. I den afrikanske stat Liberia tyede en fremtrædende politikers søn og flere andre til trolddom for at opnå politisk magt. Den unge mand ville være ambassadør. Gruppen myrdede en fisker og brugte dele af liget til fremstilling af amuletter og trylledrik, men deres magi hjalp dem ikke. Efter en retssag som blev slået stort op, blev syv mennesker hængt.

Resultatet af et brætspil

De der blot interesserer sig for det okkulte af nysgerrighed, bliver ofte trukket ind i alvorligere ting som følge af en påstået uskyldig selskabsleg. Det drejer sig om brugen af det såkaldte ’ouija’-bræt, der i flere lande sælges som et harmløst brætspil. Der er ingen tvivl om at fabrikanten tjener godt på ’ouija’-brætterne, men er de harmløse? Mange mener det ikke.

En populær canadisk sangerinde forsøgte flere gange at begå selvmord efter at hendes ’ouija’-bræt havde opfordret hende til at „komme over på vor side“. En ensom kvinde i staten Alberta fik at vide at hun ville træffe sin ’drømmehelt’ på et natligt mødested. Hun blev slået og voldtaget i stedet for. I 1979 udbrød der et massehysteri i Miami, Florida, da nogle skoleelever der legede med et ’ouija’-bræt påstod at de var besat af dæmoner. „Hele skolen fik bersærkergang,“ sagde en politibetjent. Elever sparkede huller i væggene og rev en dør af hængslerne. Ifølge en af lærerne var der „piger som græd og skreg at der var en ånd inden i ’ouija’-brættet“.

Det er tydeligt at de der lader sig forlede til at bruge et ’ouija’-bræt i den formening at det blot er et ’harmløst brætspil’, i mange tilfælde ikke er forberedt på hvad der kan ske. Deres betagelse af det okkulte fører ganske vist resultater med sig, men er det den slags resultater de ønsker?

Hvor pålidelige er forudsigelserne?

Livets usikkerhed gør at de fleste mennesker godt kunne tænke sig at få indblik i fremtiden. Det okkulte giver løfte om et sådant indblik.

Somme tider synes løftet at blive opfyldt. En heks i den amerikanske stat North Carolina forudsagde at en nabokone ville dø en bestemt dag. Det gjorde hun — som følge af alkohol og en overdosis sovepiller.

Den kendte astrolog Jeanne Dixon påstår at hun havde forudsagt præsident John Kennedys død i Dallas, Texas, i 1963 — men hun siger ikke ret meget om sin spådom om at Vietnamkrigen ville slutte i 1966. Et hold videnskabsmænd der har gennemgået alle hendes forudsigelser, er nået til det resultat at de ikke har været mere nøjagtige end det enhver anden oplyst person kunne have gættet sig til.

Kan okkultisterne se ind i fremtiden — eller står de bare i ledtog med usynlige kræfter der somme tider lader deres spådomme gå i opfyldelse, og somme tider ikke?

Er det afdøde mennesker?

Mange vender sig første gang til det okkulte for at komme i forbindelse med afdøde slægtninge. Føromtalte heks fra North Carolina fremsatte sin forudsigelse ved en seance hvor familien forsøgte at komme i forbindelse med en afdød svigersøn. Resultatet blev en tragedie.

I andre tilfælde synes den „afdøde slægtning“ at tale gennem mediet og at føre afgørende beviser for sin identitet. Men ofte har den ånd der giver sig til kende, en meget hævngerrig eller lunefuld personlighed. En forsker der beskæftiger sig med ’ouija’-brætter har betegnet de kontaktede ånders personlighed som „karakteristisk sadistisk og psykopatisk“. Hvorfor skulle slægtninge der var søde og kærlige mens de levede, blive grusomme når de er døde? Kunne det tænkes at de ånder der hævder at være afdøde slægtninge, i virkeligheden er bedragere?

Et canadisk ægtepar der kom ind i en gruppe som dyrkede okkultisme, flygtede i rædsel over medlemmernes ændrede personlighed og deres ondskab. „Enhver der synes at de vil lege lidt med trolddom, leger i virkeligheden med dynamit,“ sagde de.

Selv tvivlere som begynder at give sig af med okkultisme, bliver overbevist om at der står oversanselige kræfter bag. Men mange som har gjort denne erfaring, føler at de er blevet fanget i et ondt spind.